søndag den 14. oktober 2007

Dagens maleri




Der er så dejligt ude på landet. I hvert fald når solen skinner, og alt ånder fred og idyl, som her på vores bondegårdsferie ved Hellevad Vandmølle.

Vi har køkken, soveværelse, kammer, badeværelse, og en stor opholdsstue med klaver, dragkiste, pejs, briks, lænestole og sofaer. En stor familie har meldt afbud, og så har Jeremy og jeg så fået, hvad man roligt kan kalde kongesuiten her hos Elsebeth & Bjarne.

På væggene er der gamle familiefotos i sorte rammer, det obligatoriske luftfoto, og fire signerede malerier. Det her med hesten er det mindste. Der er også et stort med fjorten sortbrogede køer der ligger og tygger drøv på en strandeng. Og et med en bondemand der trækker to heste gennem en landsbygade. Og et med en karl der sanker græs med le, omgivet af to køer, en hest og en trillebør.

Malerierne er godt lavet. Stor kunst er det måske ikke, men det er godt håndværk, og budskabet er klart: Der er så dejligt ude på landet.

Jeg prøver at google kunstneren, og finder hurtigt et temmelig overraskende match. Bruun Rasmussen har for tre år siden givet samme hest og høne hammerslag for 200 euro.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar