tirsdag den 9. oktober 2007

Fri K-bar på Fox







Sidder og ser på mit navneskilt fra i fredags, hvor jeg var til fri K-bar på Fox. Under mit eget navn har jeg skrevet Morgan Freeman, men det er jo den slags der sker, når Kommunikationsforum holder et netværksarrangement. Indgangsspørgsmålet lød: Hvilken skuespiller skulle spille hovedrollen i en film om dit liv?

Fox ligger på Jarmers Plads. Her er næsten ligeså flot som på Custom i Havnegade sidst der var K-bar. Og ligesom sidst blev vi koblet to og to, med 17 spørgsmål at snakke om. Jeg blev sat sammen med en ung fuldmægtig i IT- og Telestyrelsen, og tænkte vist umiddelbart at vi nok ikke havde så meget tilfælles. Men vores svar på de sjove spørgsmål lignede alligevel hinanden, på trods af forskellen i alder, tøjstil og stillingsbetegnelse.

Hvis du skulle sammensætte en slikpose, hvilke tre ting ville du så vælge? – Vi havde begge to slags lakridser i tankerne, og der var også sammenfald i spørgsmålene om superhelt, uddannelsesretning, yndlingsbrands og tv-program. Så selv om der er stor forskel på vores arbejdspladser; Ministeriet for Videnskab og Clips.dk – så var vi faktisk enige om det meste.

Vi udvekslede visitkort og så os om efter nogle nye K-venner. Der var trængsel i Fox, musikken var høj og siddepladserne få og ubekvemme. Men det forhindrede mig nu ikke at lære endnu en K-profil at kende. Og igen – selvom der umiddelbart ikke var så pokkers mange fælles referencer, så viste det sig hurtigt at vi havde masser at snakke om.

Desværre var jeg nødt til at gå forholdsvis tidligt. Jeg er nemlig alenefar til Jeremy på ni år. Men jeg var i K-baren længe nok til at erkende, igen, igen, at selvom vi minglende kommunikationsfolk er nok så forskellige, så er der masser af enslighed.

Et af de indledende spørgsmål lød: Hvilken berømt person ville du helst feste med i 24 timer. Det svarede jeg ikke på. Men her bagefter tror jeg svaret skal være Nanna med det skotske efternavn. Vi er godt nok ikke videre berømte, men hvis det ellers lykkes mig at få nogen til at passe knægten imens, så kunne det da være fjong at være sammen med Nanna til et døgns fest. Eller noget.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar