torsdag den 1. november 2007

Brev fra fortiden



Da jeg var baby, noterede min mor alt ned om min gøren og laden. Hvad jeg vejede hvornår, i hvilken rækkefølge mine mælketænder kom frem, mine første ord,  mine livretter osv. osv. Alt sammen er skrevet ind i en fin blå bog, som jeg fandt i farmors vitrine i efterårsferien.

I bogen lå der også et lille brev, dateret 16. december 1962: Kære Kenneth. Hjertelig tillykke med dit første år, nu er du jo en gammel dreng og slet ikke baby mere, men du kan bare vente til jeg bliver lige så stor som dig, så skal jeg "tæve" dig. Tillykke fra Erik.

Erik har angiveligt skrevet sin hilsen i en alder af 10 måneder og seks dage. Idag er vi begge 45 år gamle, og hæfter os ved det smukke julemærke med tidens grafik i guldtryk og grå nuancer, og rustaftrykket fra en clips på kuverten.

Det ligner jo en spådom der er gået i opfyldelse. Nu sidder vi overfor hinanden på det tjekkede Clips, hvor vores spidskompetencer er flot design og god tekst.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar