Forår for alvor

Hvornår bliver det rigtigt forår? – Det er selvfølgelig når blomster og træer springer ud.

Men præcis hvilken vækst er det der fortæller, at nu er det forår? Det er jo ikke dem der kommer først. Når de hurtige, hårdføre blomster stikker deres små, hvide, ovale hoveder op over sneen, så er det jo alligevel ikke forår. Vintergækkerne tyvstarter, altid.

Er det påskeliljerne? Når de med deres flotte trompetform blæser en velkomstfanfare for, ja for hvad? Daffodils, what’s your message? – Spring or Easter?

Eller er det nærmere, når bøgen springer ud? Er det et yndigt forårsland, der står med brede bøge?

Tja… Jeg mener jo foråret kommer med de små anemoner. Dem på billedet er knipset i en svensk skov, af en anonym webdesigner, der kalder sig Helenej

Fjer, uld og fingersnilde

Foto: Kenneth Wilson

Der hænger en drømmefanger i vores soveværelse. Den giver en god søvn, og er tilmed flot at se på.

Min søn Jeremy har aldrig haft mareridt. Hvis vi altså ser bort fra dengang han drømte, at en kæmpe meteor havde kurs direkte mod Jorden.

Heldigvis vågnede han sekundet før meteoren ramte vores hus. Der skete ikke noget. Jeremy kunne tørre øjnene, og stå op til the og et ristet toastbrød med nutella.

Drømmefangeren hænger jo her, og sørger for at Jorden ikke går under. Supermagterne behøver ikke poste store summer i avancerede varslingssystemer. Vi har købt en effektiv beskytter af naturmaterialer for cirka 50 kroner på Zoologisk Museum.

Det er ganske vist

Påfuglens fjer er vildt flotte. En overdådighed af dragende farver. Jeg tror den har fået sit navn, fordi den er så på-faldende. Når hannen her breder sine halefjer ud, er den virkelig på!. Scenen er hans, og han indtager den med næsten hypnotisk kraft.

Det væld af perlemor og metaliske nuancer i grønt, blåt og lækkerbrun, Benjamin Earwicker har fotograferet, kan jo tage pippet fra enhver.

Men det er upraktisk med al den pragt. For en junglekat eller ræv ligner påfuglen jo ren lagkage. Dens fjer er meget sexede, men temmelig besværlige hvis den skal tage flugten og undgå at blive sine fjenders festmåltid.

Faktisk er påfuglefjer et handicap. Ikke en kvalitet. Påfuglehannen tager sig ikke af yngelpleje. Mens hunnen ligger på æg, farer hannen rundt og hopper på andre hunner. Han gør alt hvad han kan for at score fem høns for hver fjer, den sjover!

Når man sådan tænker over det, er det sgu spøjst: Jo større handicap, fasanernes dragqueen viser frem, des flere hunner tiltrækker han.

Asfalt

Det sker en gang imellem, at nogen eller noget går i sort. I princippet er det det samme som at gå i hvidt.

For sort og hvid er ingen farver. Og samtidig alle farver.

Når jeg har det sådan, går jeg en tur og surmuler, mens jeg kigger ned i asfalten. Og på en solskinsdag er den faktisk ligefrem smuk. Så ligger asfalten rigtig og flotter sig med sin mageløse struktur.

Nogle gange ligger der en mønt og glimter på den. Eller en spændeskive.

Lige her fandt David Ritter en dag en dollar. Han samlede den op, og tog et foto af findestedet. Gad vide om det var en sort eller hvid indtægt…

Blank dag

Hvad søren skal jeg skrive… Det er som om det kræver noget ekstra i dag, at sætte blyanten til bloggen og skrive noget.

Selv erfarne skribenter oplever det en gang imellem, har jeg hørt. Der er ikke noget der pludselig kan tage modet fra én, som et stykke rent, hvidt papir.

Det er sådan en slags overdreven respekt for det ubeskrevne papir. En lille angst for ingenting. Papiret ligger bare dér, helt jomfrueligt og griner op til én.

I morgen kan det være blyanten er meget mere medgørlig. Den på billedet er vistnok en Viking, holdt og fotograferet af Jesper Noer

Amalienborg Slotsplads

Foto: Chris Rebholz, Tyskland

Wilhelm Hammershøi havde ikke noget digitalkamera, men det her kunne godt være et af hans billeder. Han boede lige i nærheden, i Bredgade, og motivet er typisk ham.

Jeg har en stor, flot bog om ham, som digteren Sophus Michaëlis indleder med digte om, og til, den berømte maler. Et af versene passer godt til dagens blog:

Amalienborgs Palæer med søjlegraa Façader
og paa den stejle Sokkel den bronzegrønne Rytter
der rider evig Pasgang mod fjerne Kalonnader,
mens kongelige Genfærd bag lukte Ruder lytter
Bogen er fra 1918, og mit eksemplar er nummer 51 ud af 850. Mange af hans billeder og fotos er gengivet litografisk og klæbet ind på plads i det flotte pragtbind.

Hammershøi levede fra 1864 til 1916, og er nok mest kendt for sine smukke, melankolske interiørbilleder, gerne med en kvinde siddende med ryggen til. De stille stuers maler.

På billedet er en enlig cyklist på vej ind over pladsen. Det kan i princippet godt være mig. Billedet er taget af Chris Rebholz fra München i Tyskland.

Dagens møbel

Solen skinner mer og mer. Og her er det møbel, det er smart at tænke på når dagen slutter. For hvordan er det nu når vi får sommertid? Skal uret stilles en time frem eller tilbage? – Det skal stilles ligesom havemøblerne: Frem.

Mit ur er mekanisk. Et schweizisk Auguste Reymond ur, med glasbagside så man kan se ind til urværket.

Jeg har købt det af min ven og urmager, Chresten Poder, som idag er møllebestyrer lidt nord for Rødekro. Her bor han sammen med sin kone Erna i tjenesteboligen tyve meter fra møllen. Og der kommer tit nogen forbi og ser det lille museum.

Den virker stadig, den gamle vindmølle efter hollandsk model. Her males boghvedegryn, og Erna serverer boghvedepandekager med sirup og sødt øl ved særlige arrangementer.

Hvis noget går istykker i møllen, er Chresten heldigvis stadig urmager. Og så behøver han ikke lup og fine instrumenter – men kan selv kravle ind i "urværket" og ordne sagen med høvl og hammer.

Reglen med havemøblerne kan han ikke bruge. For på Damgård Mølle stiller Chresten ikke et par havestole frem, men OP på galleriet i højde med kværnloftet. Så kan Erna og Chresten sidde og drikke kaffe med fuldt udsyn over det smukke sønderjyske landskab.

Papkasseshow i 2. klasse

2.v har i to uger sammen med en parallelklasse arbejdet med dinosaurer. Og nu er indsatsen kronet med en fernisering på Oehlenschlægersgade Skole.

Jeremy lægger hovedet på sin installation: To vulkaner, en meteor og en dinosaurus i en papkasse. Et kunstnerisk bud på hvordan verden så ud for millioner af år siden.

Alle i klassen har begået et sådant dinosaurisk papkasseshow, samt en fagbog med tekst og tegninger om de store kæmper dengang i fortiden.

Min søn skiller sig ud på en sjov måde. Klassekammeraterne har skrevet Konrad, Mona, Olivia etc. på deres fagbøger, men på forsiden af Jeremys fagbog står der Hr. J. Wilson.

Knægten har ladet sig inspirere af en tidligere emneuge, om skolen i gamle dage, hvor klasselæreren Maibritt skulle tituleres "Frk. Larsen".

I skal også lige se en anden papkasse, med en skøn ‘chatty’ forklaring:

Det her er min, alså mig Eddie’s kasse. En Alosaurus har nedlagt en Compsognathus ja jeg har heller ikke hørt det navn før. Nå lad os kome vidre der ligger også et skelet ved sdrenden. En vulkan er gået i udbrod 2 timer siden.
Jo, de dejlige unger i 2. klasse på Oehlenschlægersgade Skole skal nok blive til noget.

Hjertets blomster

 

Foto: Alek von Felkerzam

Jeg er cyklet ud til Ballerup, hvor Sydbank holder aktionærmøde. Den har tjent penge som aldrig før, og der er god plads til de brede smil i Superarenaen.

En buket af bankens officerer vil berette om udviklingen i 2006, fremlægge regnskabet og orientere om Sydbanks virksomhed i region København. Både adgangskort, program og årsrapport er prydet med blomstermotiver fra den jyske sønderjyske muld. Sydbank er jo, som sagt, en blomstrende forretning.

Men først skal vi synge en sang. Alle kender melodien, og teksten er trykt på side 3 i programmet.

Bankens topskud fortæller om kvaliteten i udlånenes bonitet, og fremhæver den negative nedskrivning (læs: positiv merværdi) på 171 millioner, som en ikke uvæsentlig del af nettoresultatet på halvanden milliard.

Der er en fin solvensprocent, og 3 kr. i udbytte pr. aktie. (Tres kroner lige ned i min lomme). Og efter en håndfuld spørgsmål, går vi til en let stående buffet med rød- og hvidvin ad libitum.

Jeg står og evaluerer med en ældre, rig mand. Vi snakker om valuar vurderinger af andelsboliger, da sangteksten presser sig på.

"Men blodet bænder i mine årer, mit lille hjerte har ingen ro…"
"Er jeg bedrøvet? Jeg ved det ikke. Jeg drømmer bare, og tiden går."

Kærligheden kan jo ikke kapitaliseres, – mine tanker er i virkeligheden et helt andet sted.

"Lad hjertet hamre, lad blodet strømme, … "
"jeg plukker mandstro og jomfrusko. Dig gi’r jeg alle mit hjertes blomster, for du har taget mit hjertes ro."


Billedet er taget af Alek von Felkerzam, og som han siger, så er det nemmere at trække vejret ved blomsterne i Butchart Garden.

Rundtosset

Foto: Matthew Sephton-Pike

Sms fra Thomas: Har du mulighed for at gå på nettet og se hvor Taulovløbet starter fra i morgen tidlig?

Thomas er min store lillebror. 42 år gammel sportsmand. Sidste år cyklede han 24 timers løb på en rundstrækning i det kuperede terræn omkring Vejle. 578,3 kilometer på ét døgn.

Jeg kan kun se, at der skal være et halvmarathon i Taulov, sms’er jeg.
Yes, klokken 11, men hvorfra?, sms’er han tilbage.

Thomas har altså smidt cyklen og slået sig på løbesko. Og næste dag løber han 21,1 kilometer, fra Taulov Skole, til… ja, Taulov Skole.

Hvorfor er han så skør med at cykle og løbe i ring?

Du er ikke rigtig klog, sms’er jeg.
Det er efter far, sms’er han tilbage.
Vor far, Gilbert var heller ikke for spids.

1 time, 40 minutter og 8 sekunder tager det Thomas at gennemføre sit første halvmarathon, i blæst og haglbyger.

Du skulle ha’ taget mor med, sms’er jeg.
Hun gad ikke, den dovne hund, sms’er han tilbage.
Vor mor, Linda har lige fået en ny hofte.

Elefanter på Valby bakke

Foto: Martin Nebelong Henningsen, Danmark

Der har været elefanter på Valby bakke siden 1878. Og siden 1914 har de boet i Elefanthuset her, idag med en hvid dino på muren. 

Her har jeg som dreng siddet på en bænk foran Chieng Mai og tænkt store tanker. Og som voksen har jeg mange gange været med min søn inde og kigge på præcis den samme hanelefant.

Chieng Mai er født i 1959 (jeg er selv fra 1961), og kom til Københavns Zoologiske Have i 1962 sammen med hunnen Buag Hah, som en gave fra det thailandske kongepar til dronning Ingrid og kong Frederik den 9. – Som nok har kvitteret med et par i hvid-emaljeret guld, for god ordens skyld.

Chieng Mai kan se tilbage på et langt liv, med besøg hver eneste dag. Han er far til otte unger, og still going strong, sådan da…

Næste år går det lidt ned ad bakke for Cheing Mai. Han flytter sammen med de andre tykhuder ind i et nyt anlæg, tegnet af den verdensberømte arkitekt Norman Foster. Hvis han altså stadig lever, og har helbredet.

Fregatter ved Galapagos

Foto: Rainer Schmied, Spanien

Fregatfuglene flyver ubesværet time efter time i de tropiske egne af Sydatlanten, Stillehavet og Det indiske Ocean.

De har enorme vingefang – 2,4 meter fra vingespids til vingespids. Ingen andre fugle har så stort et vingefang i forhold til deres vægt.

De er fantastiske luftakrobater, disse himlens letvægtere. Styrtdykker mod havet, men standser lige før de rammer vandet og griber byttet med deres 10 centimeter lange næb.

En gang hvert andet år slår fregatterne sig ned på en vulkanø. Hannerne skyder de røde bryster frem, puster dem op – til Dolly Parton størrelse – og imponerer damerne.

Hunnerne kan slet ikke stå for de gigantiske flammerøde brystpartier, De parrer sig, opildnede af hannernes bryster, som forbliver udspilede indtil hunnerne har lagt æg.

Sådan går livet går sin gang. Som det har gjort lige siden dinosaurernes tid, med fregatter svævende over Galapagos.

B for bryster

Fascinationen er stor, også for stor. Nogen kan end ikke se bogstavet B uden straks at lægge hovedet på skrå og studere formerne.

Hvor store er de? C? D! – Sidder de på en kendt, eller har en kendt haft fingrene i dem? Hvem har lavet dem, og hvad har de kostet? – Fås de på video?

Slap nu af. Tæl til ti…

Fotoet er hentet ned fra en ærbar billeddatabase i Ungarn. Fotografen hedder Stefan Hellwig og bor i Tyskland, og hans kamera er et meget fint Canon. Modellen er en ung kvinde, og motivets titel er Soft breast.

Hun er ukendt, og hendes attributter er bløde og siliconefri. Så billedteksten bliver kort og nøgtern:

Bare bryster.
Bare bare bryster.

Det frie valg

Jeg har været til fernisering på udstillingen All animals have hands på Bjørn Ignatius Øckenholts Frederiksbergske Billedskole, hvor Henny Lund har begået dette kunstværk.

Det minder mig om den kontroversielle udstilling, hvor Marco Evaristtis havde guldfisk til at svømme rundt i blendere, som publikum kunne aktivere ved at trykke på en knap.

Et hurtigt tryk, og Moulinex’ens knive trak fisken til sig, og gjorde den til et offer for kunsten. Min forlægger var dengang direktør for Moulinex, og gjorde hvad han kunne for at stoppe det, der for mig at se var ren provokation og dyremishandling.

Så længe folk bare nøjes med at kigge, sker der ikke noget. Men selvfølgelig er der altid en eller anden der går amok.

Træet er tørt, dunken er fuld af benzin, og tændstikkerne fejler heller ikke noget. På et eller andet tidspunkt er der en der ikke kan holde snitterne i ro. Benzinen på træet, og en tændstik til. Og så er det med at komme væk!

Eller er det? Det er jo et frit valg…

Verdens smukkeste skib

Jeg kan regne ud, jeg ikke har været ret gammel.

Jeg sidder på gulvet med mors Billed-Blad. Kong Frederik den 9. fylder hele forsiden. Og jeg græder.

– Hvad græder du for, spørger far.
– Kongen er død! Så bliver der jo krig!

Far smiler. Min vurdering af verdenssituationen hænger komisk meget forneden. Han lover der ikke bliver krig foreløbig.

Vi ser begravelsen på det sort-hvide fjernsyn. Kongens kiste bliver båret af marinere. Min far er stolt – han har selv gjort tjeneste på Dannebrog.

– Det er verdens smukkeste skib, fortæller han. Se, hvor flot det ligger på vandet. Som om det svæver!

Kongeskibet Dannebrog er fra 1932 og er del af den danske flåde. Det er næsten 80 meter langt og lidt over 10 meter bredt. Det stikker knapt 4 meter, har en mastehøjde på 23 meter og skyder en fart på 13,5 knob. Besætningen er på 58 mand, plus 27 i den kongelige husholdning, og 14 passagerer.

Billedet har jeg fået fra Orlogsmuseet. Det er taget længe før den store overhaling i 1980-81.

Hvis der en dag bliver krig, så skal Dannebrog fungere som hospitalsskib. Og sårede soldater vil komme til hægterne i dronningens gemakker.

Det bedste en mand kan få

Foto: Davide Guglielmo, Italien

Vådbarbering. Det har altid været min foretrukne metode til at fjerne mine skægstubbe. Jeg synes endda jeg får et par minutters meditation forærende foran spejlet mens den behagelige glathed indfinder sig.

Men efterhånden er mit morgenritual hvirvlet ned i en malstrøm af teknologi og verdensfjern flimmer. Hvornår har man(d) sidst set en helt almindelig skraber med bare to klinger?

Selv den billigste model i supermarkedets sortiment er et orgie i design, smygt i blisterpakning og opkaldt efter luftvåbnets betegnelse for tre gange lydens hastighed. Og  barberskum hedder nu ge(j)l og leveres i en fed, farlig fallos.

Nyeste skud fra P&G hedder Fusion, og ligner en reklame for et atomkraftværk. Der er gudhjælpemig hele fem blade, og indeni skaftet sidder et af den multinationale koncerns Duracell batterier og giver strøm til en vibratordimmer.

Den ro jeg engang forbandt morgenbarberingen med, er jo eskaleret pist bort i bizar, hysterisk produktudvikling.

Jeg vil ‘Back to Basics’. Giv mig en “Vintage Antique Gillette Shaving Razor”, så jeg igen kan barbere mig i fred og ro.

Tak til Davide Guglielmo, som har stillet skarpt og taget billedet.

Kristne ord

Ja, det er så en prædikestol, fotograferet af Tina Rolf i en dansk kirke. Der er en skøn stilhed over billedet. Et par stearinlys lader ane at nogen vil sige noget. En præst vil snart bestige det gamle træværk med inskriptionen "Salige ere de som høre Guds ord".

Jeg må så tilhøre de knapt så salige, for jeg vil hellere høre hvad præsten har på hjerte. Det må gerne være personligt, for jeg har lidt svært ved at forholde mig til det gudelige.

I søndags besteg sognepræst Orla Villekjær prædikestolen i den tv-transmitterede gudstjeneste på DR. Han talte dunder mod regeringen, som svigter Danmarks ansvar over for hjemsendte og herboende flygtninge.

Politikerne fik travlt. Kirkeministeren sagde at præsten ikke skulle bruge prædikestolen til sådan noget. Han skal ikke politisere, lød det fra de konservative, og Socialdemokratiet advarede ham mod at blande politik og religion sammen.

Jeg undrer mig, for ytringsfriheden trives jo fint på politikernes egen talerstol på Christiansborg. Hvorfor er der fanden til forskel på Folketingets talerstol, og så den på billedet?

"I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham", lød det i dagens tekst.

Orla Villekjær brugte prædikestolen til noget fornuftigt. Fortalte hvor Folkekirken står. Udlagde dagens tekst, så det kunne forstås. Slog vores samaritanske pligt fast med de syvtommersøm, som den dæmoniserede regering hellere vil bruge til at holde Jesus fast på korset.

Juhuu

Der er rigtig mange inde og læse min blog. Og hvem ved – måske også nogen der er gået over på den anden side?

Min far døde for snart 20 år siden, og hvis det er muligt, vil jeg gerne meddele ham at “En sømands dagbog” (Alpha Publications 2006), nu også står på Det Kongelige Bibliotek på Slotsholmen.

Det vil glæde den gamle, for han var meget royal, og gjorde sågar tjeneste under sømandskongen Frederik 9. på kongeskibet Dannebrog.

Men, men…  Bogen står der i henhold til pligtafleveringsloven. Med det formål at bevare kulturarven, har man en forpligtelse til at aflevere 2 eksemplarer af hvert værk (bog, tidsskrift, avis, cd, video, etc.), der udgives i Danmark.

Ja, det gælder såmænd også denne blog – for ifølge lov nr. 1439 skal der gives adgang til al materiale på domæner på Internettet, der er tildelt Danmark, eller rettet mod et publikum i Danmark, så Det Kongelige Bibliotek og Statsbiblioteket kan indsamle materialet.

Så hvis min far lige har sat næsen op efter et posthumt ridderkors, eller en anden stor anerkendelse, så bliver han slemt skuffet.

Til gengæld kan jeg trøste med, at Søfartens Bibliotek på Blegdamsvej 114 har indkøbt et eksemplar – som for tiden er udlånt!

Limelight

Foto: Anders Engelbøl, Danmark

Nogle dage er der en melodi man ikke kan få ud af hovedet. Andre dage, et ord. I dag er det limelight, for mig.

Ordet ligger og popper op i min hjerne hele tiden. Som et mantra bliver det gentaget, og hvorfor ved jeg ikke.

Googler for måske at få et hint. Kan det have noget med Charles Chaplins film fra 1952 at gøre? Den har jeg vist aldrig fået set…

Kan det være en idé der er på vej? Et budskab fra en ånd? Jeg aner det ikke, men nu bliver det afsæt for dagens blog, sammen med et foto som en der hedder Anders Engelbøl har taget. Og han leverer selv en billedtekst:

Green jelly mountains
Chinese green lime jelly makes a nice translucent effect like mountains in the distance

Koldstart

Hunnen har lagt sine æg. Og her er de så. Fæstnede og forladt.

Hver kapsel indeholder et lille foster, der med tiden kan blive til en voksen rødhaj.

Jeg synes det er utroligt at et levende væsen kan nøjes med så lidt i startkapital: En gennemsigtig, forvokset havrefras, i 6,3 °C koldt havvand, forankret til sandbunden.

Man siger nogle gange at livet hænger i en tynd tråd. Rødhajernes eksistens på Danmarks Akvarium hænger nærmere fast i en slags elastikker.

Og måske er det netop den fleksibilitet som gør at der har været hajer i verdenshavet i mange millioner år.

Stå stille nu

Foto: Kenneth Wilson

Lysfølsomhed bliver målt i ASA og DIN blandt fagfolk, og selvom celluloid er en fjern fortid, så er knivskarpe fotos fra mørket stadig en våd drøm for sådan nogen amatørfotografer med et 6 megapixel digitalkamera som mig.

Hvis der ikke er ret meget lys, så tager det (for lang) tid at tage et godt foto. Med mindre modellerne kan stå stille, og kameraet er på stativ eller på anden måde låst fast.

I Danmarks Akvarium er der mørkt, og fiskene svømmer rundt bag glas i vand med ovenlys. Blitz er noget biks. Hvis bare der var noget der hed en million ASA og ethvert motiv kunne lagres i eet knips.

Men Eutrigla gurnardus er en dejlig fotogen fisk. Den kan med sine ben stå helt stille på akvariets sandbund. Og kameraet kan trykkes mod ruden og holdes fast i den sekunderlange eksponeringstid.

– Hvad er det for en fisk, far?, spørger Jeremy. Det er en knurhane, siger jeg. Nåe, den samme som dengang i Tivoli…?

Det er nu ikke den samme som i Tivolis enorme opvarmede akvarium. For fyren her er en grå knurhane, i nedkølet saltvand. Men jeg kan godt huske episoden dengang da Jeremy og jeg stod og studerede alle de farverige tropefisk i Tivoli:

De sorttippede hajer patruljerede i flok roligt rundt i overfladen, – men pludselig angreb en af dem en enlig knurhane, og bed noget af dens halefinne!

– Wouw, så du det!, sagde jeg til Jeremy. Og min søn svarede med kendermine: Jeps! Sådan er det med hajer!

Banalt binalt

 

Foto: Henrik Leerssen, Holland

Vi er forbundne i en verden af nuller og 1-taller. Alt hvad du ser og læser her, er dybest set ‘binalt’ – så banalt kan det siges.

Billedet her er taget af en hollænder der hedder Henk Leerssen. Og jeg synes det fortæller noget om hvordan vi har det med hinanden her på Mingler.

Det er et lille kunstværk, lavet i bronce. "Art piece of people interconnected standing on a globe", som Henk skriver på sxc.hu

Jeg har nu 16 venner her på Mingler. Men det er jo ikke nære venner – det er bi-nære venner. For sådan er verden bygget op herinde. 1 er 1, 2 er 01, 3 er 11… Så enkelt, og alligevel sært, er det binære talsystem.

Det bedste ved Mingler sker, når programmeringssproget sættes ud af kraft. Når det støder på noget, som ikke kan udtrykkes med streger og ovaler: Håndtryk, knus, duft, ånde, virkelighed…

I dagens anledning

I dag er det Kvindernes Internationale Kampdag.

Så her er en nutidig Pocahontas, i glad krigsmaling. En smuk indianer der udstråler kløgt, kærlighed og kapow.

Hun hedder Carol Azulay, og er fotograferet af sin medsøster Nara Vieira da Silva Osga fra Manaus i Brasilien.

Der er den dag i dag mange steder i verden hvor kvinder er undertrykt i et point Zero, og derfor skal vi prise den kvindelige Zorro som kæmper for frihed, fred, ligeløn, ligeværd, fri abort og demokrati – både den 8. marts, – og alle andre dage også.

Sexede ord

 

Foto: Antonio Ferreira, Portugal

Nogle bliver råbt, andre hvisket, eller bare tænkt. For ikke at tale om de ord der kommer helt ubevidst, varme, af sig selv.

Og så er der de filmede, der falder helt udenfor. Pornoord med stød og kun én stavelse. Oh, my God.

Hvad er det egentlig for ord vi siger, når vi har sex… Kan de skrives ned, eller fordufter al erotikken hvis vi prøver?

Jeg har fået en mærkelig idé: At skrive de ord ned jeg vil elske hvis hun siger dem til mig. Ord i bydemåde, bestemt form.

Og hvilke vil hun omvendt modtage fra min mund? Høre sagt og gentaget i lyst og åndenød. Skriblet med kyshånd på en ønskeseddel.

Selv syndige tanker er toldfrie, men passerer de stemmebåndet, skal der naturligvis svares "Skat…"

Så kan de lære det

Nu rives huset ned, og om et par år vil der så stå et nyt, hvor de kan komme ind og få en kop the og en salme.

Lad os gå seks år tilbage og se om ikke også politikerne kan lære noget.

Hvem sagde: »Vi skal tage stilling til salg af en ejendom, som vi sælger meget billigt, men vi sælger altså også et problem«. Det gjorde borgmester Thustrup-Hansen (K).

Hvem sagde: »Riv lortet ned – punktum! Så er man ude over alt det pjat«. Det gjorde Preben Møller Hansen fra partiet Fælles Kurs.

De siger det på et lukket møde 16. november 2000 sen aften, inden man beslutter at sælge Ungdomshuset til Human A/S, det senere Faderhuset.

Det har været ualmindelig naivt at tro man kunne slippe for problemer ved at sælge hytten. – Og hvis man tror der nu bliver sat punktum med nedrivningen af Arbejdernes Forsamlingsbygning fra 1897, så har man intet lært.

Aktionærerne bisser

Store fald. Danske aktier mister værdi i turbo-tempo. Og hvorfor?

Det startede vistnok med at Kinas ledelse ville øge beskatningen af gule investeringsgevinster. Eller også var det fordi den tidligere chef for USAs centralbank, Greenspan var bekymret for sin økonomi.

I hvert fald bisser aktionærerne som bøfler i panik. Sælg, sælg, sælg! Lad os komme ud af det her! Børsen i Shanghai er i ondt lune, og ingen bliver trøstet at liflige fondsmeddelelser.

Regnskaberne står ellers i plus, meget store plus endda. Men forventningsbarometeret viser Krise, krise, krise! – og så skal der bisses.

Jeg er for doven til det aktieræs. Læser hellere årsrapporter end finans-horrorskoper.

Royal Unibrew viser overskud på 320 millioner, og der er udsigt til en rigtig god skipperlabskovs til næste generalforsamling.

Nu bliver det forår, og folk skal ud og Flügger male huse og stakitter. Broer, dæmninger og nye byer skyder op, i hvert fald til gavn for FLSmidth. Og min Mærsk aktie er nok i virkeligheden 80 kilo værd.

Og hvormange gebyrer kan Nordea, Sydbank og Nordjyske ikke skumme på al det bisseri?

Stor stille skønhed

Credit: NASA/JPL/Space Science Institute

Den 19. januar optog rumskibet Cassini dette spektakulære billede af Saturn. Den fjerne planet befinder sig rundt regnet halvanden milliarder kilometer væk, men Cassini, som blev opsendt den 15. oktober 1997, kunne i år sende dette nærbillede hjem til os, i en afstand af kun 764.000 miles.

Oldtidens astronomer opdagede en lille prik og så den bevægede sig på nattehimlen. De gav den det smukke navn Saturn, efter en høst- og ordensgud i den græsk-romerske mytologi.

Senere kom kikkerten til, og i de sidste 3-400 år har vi kendt Saturn som planeten med ringene. Vi har også fundet ud af at Saturn har måner, og den største af dem kalder vi Titan.

Titan er totalt dækket af skyer. Den har en tæt atmosfære der mest består af kvælstof, ligesom Jordens. Og hvor vil man gerne vide, hvordan der ser ud på overfladen, under skyerne.

Derfor har Cassini sonden Huygens med sig. Den skal lande på Titan. Med faldskærm dykke ned gennem det dunkle skydække og hviske endnu flere detaljer hjem til forskerne.

Men jeg vil nu bare have en kop kaffe og dvæle ved billedet af Saturn. En uendelig smuk harmoni af naturfarver, om en kugle af især brint og helium.

Enkelhed og mystik. Fred og ro.

Solskin på Nørrebro

Solen skinner, og det har lokket mange ud på en gåtur. Eller en cykeltur. Min søn Jeremy sidder i Christianiacyklen, som jeg så tramper ud til Zoologisk Museum. Vi kører langsomt gennem Blågårdsgade.

Foran går en kvinde med knold i nakken. Jeg er ikke så skrap til at genkende folk, og da slet ikke bagfra, men denne knold har jeg set før. Det er Ritt, vores overborgmester. Og til højre for hende går Bondam, til venstre en høj kvinde, som jeg vistnok også har set før.

– Det er fuckin’ dit ansvar, Ritt, råber en fyr. Ritt vinker bare. Fyren kan jo have ret, men det er vel også derfor Ritt er her. Hun skal med egne øjne se hvordan her ser ud.

Nørrebro er blevet kaldt en krigszone, men det synes jeg er en overdrivelse. Alle husene står da endnu, og selv om nogle ruder er er gået hist og her, så ligner byen sig selv. Asfalten på Nørrebrogade er selvfølgelig mærket af de store bål, men omvendt har vejbelægningen altid været lidt hullet her i kvarteret. Og hvis Nørrebro vitterlig var en krigszone, så spankulerede Ritt & Co. nok ikke stille og roligt gennem gaderne.

Jeremy og jeg skal ud til de udstoppede dyr og fugle, så vi kører til Sankt Hans Torv og videre ad Nørre Allé. Her ser vi en håndfuld udbrændte biler og et opløb af journalister og kamerafolk. De venter på Ritt. Hvis de tror de kan få noget i kassen som blot tilnærmelsesvis ligner de foregående dages stakåndede indslag, så må de nok tro om igen. (Og aftenens tv-aviser indeholdt da heller ingen breaking news fra de brændte biler).

Men faktisk er der lidt nyt at berette. Beboerne på Nørrebro har lavet løbesedler som den på billedet, der var tapet på en af de udbrændte biler.

Vores Nørrebro brænder – og det er jer - De Autonome - der stryger tændstikken. Ingen tvivl om hvem der har skylden, og en opfordring til at deltage i nabonetværket "Sammenslutningen Nørrebro" og "Naboerne på Nørrebro".

Man kan sende en mail til naboerne.norrebro@gmail.com eller nejtak@comxnet.dk

Svensk dansk pressemøde

Hvad skal du den 2. marts?, spurgte min ven Torben Wilken. Der var ikke noteret noget i min kalender, så Torben kunne selv besvare spørgsmålet.

Du skal til pressemøde på Malmö Börshus og bl.a. møde den svenske samarbejdsminister. Gå ind på Øresunddirekt ’s hjemmeside og meld dig til.

Det gør jeg. Som medlem af FEIEA, en EU organisation for business communicators in Europe, er jeg i besiddelse af et pressekort.

Sverige har virkelig lagt sig i selen med denne ‘hearing’ om Øresundsregionen, mens Danmark fedtspiller. Hvor Sverige stiller i stærkeste opstilling, med samarbejdsminister Cristina Husmark Pehrsson i spidsen, har Danmark kun sendt formanden for regionsrådet - Region Hovedstaden, Vibeke Storm Rasmussen og nogle jakkesæt. Ingen minister.

Svensk presse spørger om hvorfor der fra dansk side ikke er større engagement, men Vibeke Storm Rasmussen bedyrer at Danmark skam er meget interesseret i udviklingen. I København mangler der arbejdskraft, og så er det da kun naturligt at kigge over sundet. Det er bedre at folk i Skåne tager arbejde i København end at polakkerne kommer herop, siger hun.

Jeg tror man fra dansk side helst ser udenlandsk arbejdskraft der hver aften tager broen hjem. Vibekes personlige udvikling i den globaliserede verden begrænser sig sgu nok til at hun har vænnet sig fra at lægge trykket på første stavelse når hun siger polakker.

Torben (fra DNM ) får ordet og siger at danskerne og polakkerne også har en fælles historie, og at denne høring ikke handler om at rakke ned på vores naboland Polen. Torben er polskgift og Vibeke skal lige rives lidt i næsen, inden han kommer med sit spørgsmål, om hvorfor en Øresundspendler med arbejde i Danmark skal være medlem af en dansk fagforening – men skifte til en svensk hvis han bliver arbejdsløs…

Og så er debatten igang. Ministeren er netop kommet for at lytte til eksempler på hvor samarbejdet på tværs af sundet mødes af tosset bureaukrati.

Efter pressemødet er der høring med allmänheten i Stora Börssalen, og Thomas Frostberg fra Rapidus styrer slagets gang som en både skarp og vittig moderator. Der er masser af ting som både danske og svenske pendlere vil vide mere om: Folkbokföring, A-kasse, skat, pension, sygesikring, broafgift… Og embedsmænd fra begge sider noterer ned og svarer så godt de kan.

På vej hjem i bus 999 er Torben og jeg enige om, at Cristina Husmark Pehrsson er en stærk politiker med fast vilje til at løse problemer. Så hun skal med i min blog.

En øjesten

Rita bor på Amager og har sit barnebarn på besøg. De sidder og lægger puzzlespil. Det er Tilde på syv god til.

En solstråle finder vej ind ad vinduet og reflekteres i Ritas ring, så smukt som den kun kan i en ægte diamant.

Nøj, se hvor er det flot! Må jeg også få sådan en ring? Så bliver jeg glad!

Du må få den her, når jeg dør.

Nej! – Så bliver jeg jo ked af det!

De små snakker

Det er de finurligste ting, børn finder på at sige. Apropos mit tidligere indlæg.
Her er noget, jeg selv har sagt for cirka 40 år siden:

Moster Ebba og onkel Einar havde en hund som godt kune ligne den på billedet. En dejlig, tysk korthårs jagthund, som hed Centa.

De boede på en stor gård i Jylland, og vi tog hvert år derover på sommerferie. Op til endnu en tur derover, fortalte min mor, at onkels hund havde fået en hel masse hvalpe. Og her er det så jeg er citeret for at sige:

– Nå! Jeg vidste slet ikke at Centa var gift!