Tieklæder

Foto: Javier Ramos, Spanien

Tørklæder, kalder vi dem. Som om de muslimske kvinder med deres hovedbeklædning viser styrke? Vås! Tieklæder er en mere passende betegnelse, for det er det det handler om.

I dag på Nørrebro ser Jeremy og jeg en kvinde, dækket fra top til tå i kulsort klæde. Hun ser ud som skurken fra Walt Disneys tegneserier, den slemme Sorte Slyngel – bortset fra øjnene. De er ikke synlige hos denne kvinde. Kun barnevognens placering afslører hvad der er for og bag på det formummede menneske.

Jeg synes at folk må klæde sig som de har lyst, men jeg fatter ikke at nogle kvinder i dén grad indordner sig tieklædets begrænsninger.

I Tyrkiet går landets førstedame med tørklæde, og kan dermed ikke deltage i visse officielle begivenheder. For tyrkerne har forbudt tieklædet i mange offentlige sammenhænge.

I nabolandet Iran bliver kvinder derimod arresteret hvis de viser mere hår end politiet tillader. Selvom perserne er blandt de smukkeste og venligste mennesker i verden.

I Danmark får vi, måske, efter næste valg, en MFer med tieklæde på tingets talerstol. Hvad vil hun sige om ligestilling, frihed og demokrati – med det slør?

Og hvad tænkte kvinden Celia, da Javier Ramos fotograferede hende? Det er ikke til at sige, men billedet har fået titlen "Looking for future"

En af mange

DR nyheder fortæller på nettet, at der er over 70 millioner weblogs på verdensvævet. Og Trine-Maria Kristensen fra rådgivningsfirmaet Social Square har lavet en liste med danske virksomheder som er redet med på blogbølgen.

Clips.dk er en af dem. Men på en lidt skæv måde: Jeg opretter mig som Lazyclip på Mingler.dk den 1. januar i år, da jeg har hverken ork eller lyst til bureauet. Jeg er doven, smådeprimeret og ikke helt klar på hvad jeg vil. Og så begynder jeg at skrive dagb(l)og.

Jeg gider egentlig ikke firmaet, men tager trods alt navn efter det - og min ugidelighed - og linker til hjemmesiden. For jeg er pokkers stolt af idéen og teksten her .

Efter et stykke tid ser jeg at der er mange inde og læse min blog, og Jan på bureauet kan fortælle, at søgningen på www.clips.dk er steget markant. Mange af de nye hits kommer ind via Mingler. Det ser sågar ud til at give nye kunder! Min lyst og ork kommer tilbage.

Men det har ikke været min mening at brande firmaet med min blog. Jeg skriver jo om alt muligt andet end Clips.dk. Undtaget lige i dag, hvor jeg har fundet sådan et flot og farverigt foto af Meral Akbulut fra Tyrkiet.

Optaget

På vej til Dansk Forfatterforenings generalforsamling ser jeg en cyklist foran mig tabe etellerandet.

– Hey, du tabte noget!, råber jeg, men han er væk. Så jeg samler det op, og kommer det i lommen. Og fortsætter til Christianshavn, hvor generalforsamlingen finder sted.

Den fine forening har til huse i Strandgade 6, hvor Tordenskjold har boet i 1700-tallet. Hans ånd hviler over stedet – og mødet forløber i god ro og orden.

I pausen, og under den efterfølgende middag, får jeg snakket med nogle af mine nye kolleger. Folk som Kåre Bluitgen , Janne Hejgaard , Sven Skovmand  – der alle har mange udgivelser på samvittigheden. Selv har jeg kun lige akkurat opfyldt optagelseskriteriet: At man skal have udgivet mindst én bog på et anerkendt forlag.

Forfatteren Jens Mathiesen er så venlig at købe et eksemplar af min bog. I øvrigt er han oprindelig læge, og kan bekræfte mig i, at posen jeg har ‘optaget’ på vejen er et engangssæt til en stiknarkoman. Jeg tror jeg afleverer det på Mændenes hjem.

Figurtekst

Foto: John Evans, Storbritannien

Hvad laver jeg om et år? Tegner jeg, eller skriver jeg? Hvilken kurs skal jeg tage?

Well, når jeg nu tænker fremad, prøver jeg først at tænke bagud. Hvad er der sket indtil nu. Er der nogen pejlemærker at hente fra den tid der er gået?

Der er engang, jeg af og til tænker tilbage på med forvirring: Jeg har en aften sneget mig ind til croquistegning på Kunsthåndværkerskolen i Kolding. Jeg er ikke elev på skolen, men kender nogle af dem der går der. Desuden har jeg et stykke chokolade med til modellen.

Hun er en fremragende model. Holder stillingerne uden at røre sig det mindste, også de lange fem- og timinutters. Og så har hun gode former. Hun har stået model for kunstmalerne det meste af dagen.

Jeg tegner meget koncentreret. Kigger på hende i små intervaller. Tegner, ser op, tegner igen, ser op igen, skitser videre. Men da jeg næste gang ser op, er hun væk! – Pyt, tænker jeg, og tegner videre. Jeg kan godt huske hvordan hun stod… Men modellen er jo besvimet! Og her sidder jeg og tegner videre! Alt for dybt koncentreret om min croquistegning.

Nogle af de andre kommer hende til undsætning. Hun kommer til bevidsthed igen. Undskylder gudhjælpeme. Hun er jo faldet sammen som et resultat af for mange terpentindampe, og så har hun nok stået en anelse forkert og fået for lidt blod til hovedet.

Men hvordan kunne jeg være så fordybet, at jeg i første omgang overså situationen? Det er jo grotesk…

Jeg er heldigvis bedre til at registrere hvad der sker omkring mig, når jeg skriver. Så det er nok det jeg skal. Jeg sidder jo heller ikke og tegner sådan en træmand, som John Evans  har knipset. Nu inspirerer figuren mere til tekst. Tegneblokken er skiftet ud med en skriveblog.

Fri som fuglen

 

Foto: Christophe Libert, Frankrig

Jeg har meldt mig ud af både fagforening og arbejdsløshedskasse. Om det er klogt, vil tiden vise. Men jeg har det godt med det.

I næsten to år har jeg suttet på reglerne om selvstændig bibeskæftigelse med supplerende dagpenge. Og det er grænsen for hvor længe det trick kan køre.

Valget har stået mellem at skaffe mig af med mine anparter i Clips.dk , og så fortsætte som jobsøger og udfylde dagpengekort. – Eller beholde mit skrivebord med udsigt over Vesterbro Torv, og så krydse fingre for fremtidige indtægter som forfatter og tekstmand.

Mit valg betyder samtidig at jeg bør udfylde en blanket AR 252. Det handler om tilbagebetaling af allerede indbetalt efterlønsbidrag. Små 35 kilo penge kan søges overført til min kapitalpension. Sådan en konto har jeg, fordi den var smart at oprette i forbindelse med kartoffelkuren. Man kunne dengang selv vælge om man ville betale en heftig forbrugsafgift til staten, eller til sin egen konto.

Takket være boomet i friværdierne kan jeg holde den gående uden indtægter i nogle år. Min lejlighed på anden sal ligner til forveksling den på fjerde, som går for over 3 mille.

Så nu er jeg fri som fuglen. En fugl som samtidig er lidt urolig og spændt. Det tegner godt for mine kreative udfoldelser.

Tænker lidt på en stærk film jeg så for mange år siden: Jonathan Livingston Seagull .

Free-wheeling Wilson basker med vingerne.

Hår

Foto: Caroline Hoos, Tyskland

Næsten hver uge besøger jeg en god Mingler veninde, og over en kande hjemmelavet kaffe og nogle cookies får vi en god snak. Denne gang med afsæt i hår.

Min veninde er faktisk ret habil udi frisørfaget, men mest på hobbybasis. Hun klipper i en god sags tjeneste, for mindrebemidlede her på Vesterbro.

Selv bliver jeg klippet hos en tyrkisk frisør på Istedgade. Mit hår er normalt, og vokser med cirka en centimeter om måneden, lidt afhængigt af hvor på hovedet det sidder. Så mon ikke jeg bliver klippet 3-4 gange årligt? Jeg tror det.

Der er instant coffee med i prisen, og tyrkeren er ferm til sin metier. Nogle mennesker plaprer løs, mens saks, kam og trimmer er igang. Og en dygtig frisør snakker med, når kunden tager initiativet. Selv er jeg ikke særlig snakkesalig, men det er nu alligevel hyggeligt at blive klippet i den lille salon på Istedgade.

Der hvor frisøren kommer fra, går kvinder med tørklæde. Det er egentlig synd, for især kvinders hår kan være utrolig smukt. Som det idag, der sidder på Caroline  fra Dresden.

Sort start

Foto:  Veronica Giorgetti, Italien

Hvordan er livet begyndt? Startede det virkelig som der står i Biblen: At Gud sagde: Der blive lys! – og så opstod mennesker og dyr om fredagen?

Eller kom livet snigende mens alt endnu var nat? Var de første levende væsener allerede i vigør, allerede inden Gud kom og gjorde den halve nat til dag?

Begynder alting med noget der er sort eller hvidt ?

I skolen har jeg lært at uden sol, intet liv. Fotosyntesen kører kun når den store gasgigant har blus på. Men siden har man jo opdaget arter der lever hele deres liv i totalt mørke. Der er havdyr under så meget vand, at lyset aldrig når ned til dem.

Livet er i hvert fald ikke bare kommet af det blå. Det bliver det først i rummet mellem lys og mørke.

Grønt flashback

Foto: mh7000

En kok i flimmerens morgen-tv har taget en stak rabarber med i studiet. Danske rabarber. Og pludselig er jeg tilbage i barndommen.

Vi bor i Dannebrogsgade, og jeg ligger i min køjeseng og kigger op i loftet. Måler med øjnene, en meter på den ene led, tre på den anden. Så stor er min køkkenhave ude på Vigerslev Allé.

Her ligger en køkkenhave for børn. Jeg husker ikke hvordan det er kommet i stand, men for to kroner har jeg fået tre kvadratmeter jord mellem Vigerslev Allé og jernbanen. Det er vi mange børn der har, og vi får frø af nogle voksne, som lærer os om havearbejdets velsignelser. Det er meget spændende for en dreng fra stenbroen.

Vi låner lugejern, spader og vandkander, og sår radisser, græskar, krysantemum m.m.m. i rækker på tværs af det lille lod. Tricket er så over sommeren at fjerne ukrudt, men lade det vi selv har sået gå fri.

Hvis vi hjælper de voksne med at hyppe kartofler, må vi tage tyve rabarber fra deres egen køkkenhave. Så en dag kommer jeg hjem til Vesterbro med favnen fuld, med bladene på. De er så flotte, at jeg synes de skal med hjem.

Mor laver rabarbergrød, som vi spiser med kold mælk og sukker på. Vi bor, helt bogstaveligt, i et rigtigt rabarberkvarter.

Kokken på TV2 laver en fancy tærte, og jeg finder et foto med smukke rabarberblade på stock.xchng

Jeremy

 

Foto: Kenneth Wilson, Danmark

Der er dannebrogsflag på busserne, og klokken tolv kanonsalut fra Sixtus. Meget passende sker det på Jeremys fødselsdag.

Prinsesse Dana, eller hvad hun nu kommer til at hedde, er endnu ikke vist frem for verdenspressen. Og mens den venter, er her et foto fra dengang min søn var nyfødt.

Han er født to måneder for tidligt, på Frederiksberg Hospital, og flyttede straks ind i en kuvøse på neonatal afdeling på Hvidovre. Man ved aldrig med sådan en tyvstarter. Hvordan ser man f.eks. på en mulat, om han har gulsot eller ej?

Så vidt jeg husker, vejede han 2300 gram, og i løbet af kort tid havde han krydset samtlige normalgrafer i Politikens Bogen om Barnet.

Jeg har selv fotograferet, og synes min dreng her udtrykker styrken i at være af ægte krigerslægt. Asante, kosak, viking. Og vi fik ham da også hjem længe før terminen.

Navnet? Martha syntes han skulle have navnet Jeremiah efter en profet i Biblen. Den var jeg med på, for Jeremiah er også navnet på en helt i Hermanns tegneserier. Og så endte vi på den korte form, Jeremy. I daglig tale endnu kortere, Jerry.

Nu ni år.

Kalligrafi

 

Foto: Lauren Baker, USA

Skønne skrifttegn, kalligraferet med kinesisk tusch. Det ser ud som om de lige er lavet, men Lauren Baker har fotograferet dem på British Museum, – så de kan være flere dynastier gamle.

I Den forbudte By i Beijing har jeg set ting som så ud til at være designet igår, men havde tusind år bag sig.

Stor kunst har en evig friskhed over sig.

Håndskrift

Foto: Stig Andersen, Dannark

Det slår mig, at en af de største forskelle på en gammeldags dagbog, og en moderne blog – er skriften.

Her skriver vi mest med skriften Verdana. Den er rigtig god for øjnene, og tilpasset det digitale miljø. Jeg synes egentlig også det er en smuk skrift.

Men i forhold til en ægte håndskrift har den store mangler. En grafolog kan endda sige katastrofale mangler. Der er intet unikt ved en Verdana. Intet fingeraftryk, eller andet krimskrams der kan fortælle noget helt specifikt om netop den person der har skrevet. Kun det man kan læse i tomrummet mellem linjerne.

Men der er heldigvis stadig mennesker som skriver med pen i notesbøger. En af dem er Stig Martin Andersen, og ved hjælp af hans foto er det idag muligt, for en sjælden gangs skyld, at dvæle lidt ved andet og mere end ord og billede.

Et trænet øje kan sige meget om ens liv og personlighed, alene ud fra den måde man har ført pennen hen over papiret.

Den lille tv station dk4 har engang vist nogle udsendelser hvor seerbreve kom i en klog og besindig grafologs hænder. Jeg håber de tager tråden op igen en dag. Nu har jeg i hvert fald sendt stationen en mail.

Vand

Foto: Max Mitenkov, Hviderusland

Billedet her får mig til at smile. Om lidt fortæller jeg hvorfor.

Min søn og jeg går af og til tur ved Søerne. Det er måske ikke det mest spændende sted at gå hen, men vi oplever som regel noget alligevel.

En dag ser vi en golden retriever stå og drikke af vandet i Sankt Jørgens Sø. Vi snakker om det. Det er nok ikke helt ufarligt, fortæller jeg. Jeremy spørger om det er fordi det er saltvand. Han har lært i skolen, at man ikke kan drikke saltvand.

Men Søerne er jo ferskvand, og har faktisk engang været hovedstadens vandreservoir. Vi snakker om forskellen på saltvand og ferskvand, om fiskene der enten lever i den ene, eller den anden slags. Og for fuldstændighedens skyld fortæller jeg knægten at der faktisk også findes endnu en slags, som man kalder brakvand. Og mens vi kigger på nogle ænder, rekapitulerer vi: Der findes ferskvand, brakvand, og saltvand…

– Findes der også pebervand?

Ja, børn siger så mange sjove ting. Det er dét, jeg tænker på når jeg ser på dette billede af Sortehavet. For hvem ved – måske hedder havet sådan, fordi det er pebervand?

Stille blog

Foto: Odan Jaeger, Brasilien

Bare en lille hilsen, og et foto der ikke larmer for meget. Rolige pastelfarver, og en fyldepen.

Det bliver ikke til mere i dag, hvor dagen er gået med togtur hjem og ondt i håret.

Netgear i Silkeborg

Foto: Henrik Vinther, Danmark

En nabo eller genbo til Svanholm ligger inde med et trådløst netværk som er pivåbent og bare hedder netgear.

Lars og jeg har fordrevet eftermiddagen på et godt vandsted ved siden af Hotel Dania. Værtshuset Underhouse serverer ål til Lars, og løvemad i form af tatar af mørbrad til mig. Vi har det rigtig godt, og får konstant sat Ceres brown ale ned på vores bord. Så dukker Annette op, efter sit arbejde som assistent hos tandlægen overfor.

Hun er sød, intelligent, smuk, præcis som Lars har fortalt. Og hun foreslår at vi drikker endnu en fadbamse, mens hun går i forvejen hjem til Lyngsøvej og rører noget rigtig god mad sammen. Sikken kvinde!

Lars og jeg har en god dag i universet. Vi taler Mingler, og hvorfor vi er her. Dagens foto viser arbitrageafdelingen i Jyske Banks hovedkvarter her i Silkeborg, hvor der jo er masser af ‘netgear’. Henrik Vinther fra FLSmidth har fotograferet.

Vi daffer hjem og spiser en drøm af pasta, salat og baconsvøbt steg. Og katten Sputnik bliver lukket ind og spinner på Lars skød, mens vi vender dansk kunst og verdenssituationen i al almindelighed.

Vi taler musik, og Lars vender belevent plader på grammofonen. Niel Diamond. Sinatra, Basie. Lucinda Williams. The Band. Og rødvinen er en box Negroamara Puglia, 3 liter, 13 procent.

Jeg sover på sofaen og tager toget tilbage til Djævleøen imorgen tidlig, efter et par virkelig gode dage på Tysklandsodde.

Ork- og andre idéer

Foto: Lais Orrico, Brasilien

Måske skal jeg tage en tur til Jylland? Bent, Alpha Publications , har tilbudt et lift i eftermiddag, med retur onsdag. Det lyder som en god idé, jeg har ork til.

Lais Orrico fra Brasilien har fotograferet denne orkidé. Orkidéerne er den største af alle blomsterfamilier, og den med størst artsrigdom. Over 800 slægter har botanikerne tjek på, og der findes over 25.000 forskellige orkidéer.

Og hvorfor hedder de egentlig det? – Nudansk ordbog giver et overraskende svar:
Carl von Linné (1707-78) har dannet ordet med en nylatinsk form orchideae af det græske ord for testikel órkhis. For det var hvad den svenske naturhistoriker tænkte på når han så formen på plantens rodknolde.

Jeg synes de tropiske arter af gøgeurtfamilien er både smukke, svulstige og sexede. Og navnet er altså også hentet lidt syd for navlen.

Vanille er vistnok den eneste ork-idé der rent faktisk bruges til noget.

En festlig farve

Foto: Sofie Laier Henriksen, Danmark

Det her er ikke helsekost, mine damer og herrer. Det er dansk fastfood. En knæk med brød, ketchup og sennep, fotograferet af Sofie Laier Henriksen. Pølsen er flot dannebrogsrød, for at gøre maden betydelig mere festlig, end der er videnskabelig dækning for.

Har jeg været inde på noget lignende for nylig? Ja. I min blog den 11. april bifalder jeg de tiltag der er sat i værk for at hjælpe mennesker, som ønsker at komme af med deres rygeafhængighed. Og så foreslår jeg at cigaretter får en uappetitlig farve.

Det har jeg skrevet, og mange har reageret negativt. Der er jo så meget, der er farligt. Og så nævnes en masse ting, som f.eks. fastfood.

Derfor kan vi da godt tage en blog om noget andet. Jeg er faktisk også imod madsminke. Folk bør få sig nogle gode økologiske oplevelser. Og skrue ned for junken. Den røde farve er i virkeligheden et faresignal.

Men jeg står ved min blog om rygeforbud og skodfarve. Cigaretten er en rimelig hidsig dræber, og politikerne har alt for længe taget misforstået hensyn til rygerne. Det var også fornuftigt at indføre tvungen brug af sikkerhedssele, selvom mange dengang sagde det var et indgreb mod deres personlige frihed.

Vi ta’r i Tivoli

Foto: Jørgen Zachariassen, Danmark

Solhat, Daniella, Discipel, Milla70, Bentemj – det er sjovt at møde profilerne fra Mingler i virkeligheden. Og idag er Tivoli ramme for et sådant møde.

Vores tweens og teenagere får grønne turpas-armbånd på, og går i krig med forlystelserne. Den gamle rutschebane er stadig værd at stå i kø for, selv om der er klart mere gys i Dæmonen og Det gyldne tårn.

Jeremy godkender den ny Nautilus ved at tage hele tre ture med den. Tolv små åbne ubåde kredser rundt om en kæmpeblæksprutte midt i en springvand.

Vi finder et langbord i Hercegovina, og fylder tallerkenerne adskillige gange ved buffet’en, hvor kokken skærer lunser af den roterende pattegris.

Jo – Tivoli er åben, og et godt sted at mødes i virkeligheden. Tak til Hanne, Daniella, Carl, Melina og Bente for en dejlig eftermiddag skråstreg aften.

Stille leg på Skydebanen

Foto: Kenneth Wilson, Danmark

Jeremy og hans skolekammerater har overnattet i deres klasseværelse. En stor succes. Sammenholdet i 2. v er bedre end nogensinde.  Der er blevet snakket, set fire film og leget med computer til ud på de små timer. Først henad to i nat faldt ungerne i søvn, så de er lidt klatøjede i dag.

Eddie er kommet med Jeremy hjem, og vi har været på Skydebanen. Det er Vesterbros gamle legeplads, med den fine indgang fra Istedgade. Her har de leget tagfat med Matthias, som også går i 2. v. Og jeg har sludret og drukket forårsøl i solen sammen med hans mor fra Grækenland, Marianna.

Børnene er som sagt trætte efter skolenatten, og de har faktisk ikke krudt til at løbe rundt. På en dag som idag er det bedre at sidde på asfalten og lege med brændeglas. Lave brændemærker i barkstykker fra de store kastanjetræer.

Legepladsen hedder Skydebanen, fordi kongen og hans mænd engang holdt skydeøvelser her. Og den imponerende facade blev opført af Christian den 9. i 1887, efter at en lille dreng var blevet ramt af en kugle.

Det der ligner et Torneroseslot er i virkeligheden en mur der sikrer kvarterets børn mod vildfarne skud, hvis kongen og hans mænd igen en dag vil afprøve deres muskedonnere på det gamle skydeterræn.

Min søns skolenat

Foto: Sanja Gjenero, Kroatien

Han har næsten ikke snakket om andet længe. Og nu ligger han og sover sammen med sine skolekammerater i deres klasseværelse.

Jeremy går i 2.v, og klasselærerne Mai-Britt og Sune har arrangeret overnatningen. Det er måske en lidt pudsig idé, men børnene får et stærkt sammenhold. Og møder med garanti til tiden i morgen fredag.

Kl. 17.30 har vi forældre afleveret vores børn, sammen med sovepose, underlag, tandbørste, sovedyr og hyggespise. Og så har de set film, og leget sammen, og sover nu på gulvet i klasseværelset.

I morgen får de morgenbrød og havregryn, og så kan vi hente dem igen kl. 10.30. Efter en nat på Oehlenschlægersgade Skole.

En rigtig skodfarve

Rygning er livsfarligt. Rygere har en stor risiko for at få lungekræft, og de véd det godt, for det står på alle cigaretpakker, med stor og tydelig skrift, sort på hvidt.

Tobakken udgør et samfundsmæssigt problem, og der gøres meget for at hjælpe rygere ud af deres afhængighed. Både af hensyn til dem selv, men også fordi deres omgivelser er udsat for passiv rygning, som også er sundhedsskadeligt.

Jeg synes det er godt med de mange tiltag, hen imod et totalt rygeforbud indendøre. Nu er det også blevet forbudt at ryge på mange værtshuse, og det er der fornuft i. Øl er sundt, men cigaretter er skadelige. Jo flere vi kan hjælpe ud af nikotintrangen, des bedre.

Her er det så jeg har fået en idé: Forbyd tobaksindustrien at bruge den solskinsgule farve på deres cigaretfiltre. Det er jo helt hen i vejret at de skal have en flot reklamefarve, når det gælder om at kvitte smøgerne.

Det vil være meget bedre, og i god overensstemmelse med produktets giftighed, hvis cigaretskod var cancer-grå, tjærefarvede eller nikotin-blege.

Bare et forslag. Som sidegevinst ville de mange skod der ligger og flyder overalt, heller ikke være så iøjnefaldende i gadebilledet.

Og den polske fotograf Mateusz Koc havde næppe taget dette foto, som med en rigtig skodfarve ville være et direkte ulækkert motiv.

Gyldent skub fremad

Foto: Claudia Meyer, Frankrig

Livet går sin gang, og for de gamle egyptere har billen her været et glimrende symbol for hele livets sammenhæng.

Skarabæen kaldes også gødningsbillen, fordi den skubber en kugle af ekskrementer rundt med bagbenene.

Der er næsten ingen grænser for symbolikken. Insektet er billedet på solguden Khepera, der repræsenterer både solen og livet. Og når den ruller sin bold af bæ hen over jorden, er den et smukt symbol på solskiven, der bevæger sig hen over himlen.

Skarabæen lægger sine sorte æg i gødningskuglen, og begraver den i totalt mørke, Efter en tid udklækkes de og bliver til hvide larver. Som vokser sig store i den næring der omgiver dem. Og forvandler sig til nye skarabæer. Jamen, det er jo ligefrem smukt. Det nye liv fødes ud af sin egen materie. Igen og igen.

Det er det rene mikrokosmos. Perspektiv. Reinkarnation. Af jord er du kommet, til jord skal du blive, og af jord skal ud igen opstå. Mennesket skabt i Guds billede. Der er aspekter en masse på det åndelige plan.

Fætteren her – Golden Scarabaeus – er fotograferet af Claudia Meyer i Frankrig.

Eg

 

Foto: Marco Michelini, Italien

S-toget op til Klampenborg, gennem den røde port, og slentre hen til Bakken. Vejret er ikke det bedste, men det holder dog nogenlunde tørt.

Hestene trækker deres landauere ad samme rute, for dem der hellere vil køres end gå. Min søn og jeg aer dem lidt på mulerne, og går så ind til en let omgang gøjl og en fransk hotdog ved Pjerrots lille landsted. Smider pølsepapiret i en plastikdelfin.

Vi har god tid på vej hjem igen. Vi går ud mod 14’erens stoppested på Strandvejen. Men gør holdt ved en plads med en ældgammel eg. Skov- og naturstyrelsen har sat et skilt op, der fortæller at træet omtrent er på alder med København.

Vi kan stå inde i stammen. For mig er det dagens bedste forlystelse. Røre det gamle træ, som stadig har liv. Egen var agern på Absalons tid. 800 år. Stort set alt, hvad der blev bygget med store munkesten dengang, er smuldret bort. Men egen står her endnu. Og den er endda kun lavet af træ.

Sådan et agtværdigt træ bør have et navn. Et egennavn, selvfølgelig. Ikke bare Eg. Hvis det ikke allerede har et, så foreslår jeg Hafnia.

Marco Michelini har fotograferet, tæt på et helt andet egetræ.

Utroligt

Foto: Cheryl Avalon, Australien

Idag var der en film i fjernsynet, som jeg så første gang for nogle år siden. Dengang syntes jeg det var en fantastisk historie. Det synes jeg sådan set stadigvæk, men idag ved jeg den ikke holder vand.

Forgotten Silver handler om Colin McKenzie, som blev født i New Zealand i 1888. En af de helt store filmpionérer, men alligevel overset i filmhistorien. Som dreng stjal han æg, og fremstillede sin råfilm af æggehviderne. Allerede i 1908 skabte han en talefilm, og i 1911 filmede han i farver! 

Han filmede sin ven flyve, seks måneder før brødrene Wright. Han byggede en hel kulisseby et hemmeligt sted i ødemarken, hvor han skabte sin storfilm "Salome". Men filmselskabet røg på røven i det store børskrak i USA. Filmen blev glemt. Og McKenzie selv blev skudt, da han satte kameraet fra sig og løb hen for at hjælpe en såret soldaterkammerat.

Forgotten Silver er lavet i 1995, og hvad jeg først troede var en dokumentar, er i virkeligheden en ’mocumentary’ af Peter Jackson. Ham med de fabelagtige film, trilogien om Ringenes Herre. Pure opspind, alt sammen.

Billedet er taget af Cheryl Avalon. Hun har kaldt det Doubtful Sound. At kalde noget visuelt for lyd, er i sig selv tvivlsomt, og jeg ved næsten ikke om man skal tro på der findes så utroligt smukt et landskab i New Zealand.

Jeg vil ellers gerne tro det utrolige…

Familiefotos

Foto: Julia Freeman-Woolpert, USA

I Lunderskov vækker farmors fotoalbum Jeremys interesse for sin mærkværdige familie.
– Hvem er manden med den sjove krave? Det er din oldefar, han var provst.
– Er det onkel Thomas da han var lille? Ja.

Det er mærkeligt. Vi mennesker skifter i dén grad udseende og tøjstil, og alligevel kan vi genkendes på et fyrre år gammelt foto fra barndommen.

Gamle fotos er langt mere end falmede sort-hvide minder. De er brændstof til historier fra forne tider. De sparker tankerne i gang.

Tag f.eks. billederne her, fra Julia Freeman-Woolpert  i USA. Den stoute kvinde er hendes mormor. Hun blev gift og fik børn. Og sådan er det nok også gået de andre damer, som med fotografiet annoncerer efter ungkarle. Kig nærmere på billedet, og se skiltene Bargains og Man wanted.

Så vidt jeg ved, scorede oldefar Filtenborg sin russiske gymnastiklærerinde von Sicard fra Kaukasus, bl.a. ved hjælp af et barndomsfoto af sig selv.

Uden de gamle familiefotos ville alt se helt anderledes ud…

En god film

 

Foto: Andrea Jaccarino, Italien

Hvis dit liv var en film, gad du så se den?

Det er vist hvad man kalder et godt spørgsmål. Sådan et man kan stille sig selv for at føle efter, om man bruger sit liv på en god måde.

Det er vel mest naturligt at spørge til filmens kvalitet, når tingene i ens liv ikke rigtig lykkes. Når der er brok i samlivet, når økonomien kører baglæns, humøret hænger forneden, og ens helbred er under pres.

Alligevel synes jeg mit liv er en okay film, selv om meget er op ad bakke for tiden. Hvis livet bare var en dans på roser, så ville filmen jo nok også mangle lidt spænding.

Jo, trods skilsmisse og anden modgang – så er mit liv en god film. Den er faktisk så god, at jeg også godt gider se 2’eren.

Billedet er taget af Andrea Jaccarino, og et tryk på hans navn fører til en dybt enkel og spøjs hjemmeside der er meget apropos.

Trampolin taget i brug

 

Foto: Tom Wheeler, USA

Endnu et forårstegn: Trampolinen er samlet og står nu solidt og fuldt funktionsdygtig i baghaven hos ekssvigerinden Mette Hjerrild i delehuset på hovedgaden i Gesten. De sidste fjedre krævede lidt ekstra fingerkræfter, men det lykkedes, og Jeremy, Alexander, Cecilie og Andreas har hoppet sæsonen ind.

Et par nye slangudtryk: McDonald hedder McDaka, og om en ikke særlig klog person siger man her i det jyske: Det’ som om at æ mus ikk’ løver den samme vej rundt.

Aftenen er forløbet med pæne mængder øl, vin og kaffepunch. Og dagens blog mangler derfor lidt finesse. Den hænger lidt i fjedrene.

Hul i verdensvævet

Foto: Matthew Wolfe, USA

Her er et billede fra Island. Det viser hvor smukt spærret der kan være på den store ø i Nordatlanten. 



Her er stor na- og kultur, og islændingene gør en stor indsats for at værne om begge dele. F.eks. har de hjemmelavede ord for software, hardware og world wide web – nemlig tænkegrej, maskingrej og verdensvæv.



Især det sidste ord kan jeg godt li’. Det lyder så smukt. Som om internettet er et elegant sjal til alle jordens sjæle.



Men lige nu er det udenfor min rækkevidde. Min søn og jeg er på besøg hos farmor i Lunderskov, og langt fra egen airport.



Gad vide hvad de på Island kalder en trådløs forbindelse? Væve uden tråd – det kan man jo ikke…



Måske siger de, der er hul igennem. Men det er der ikke her, og dagens blog bliver først uploaded i morgen via et netværk i Gesten.

Udsigt og indsigt

Foto: Steve Woods, Storbritannien

Det gør noget ved een, sådan at kigge ud i verdensrummet. Jeg kan i hvert fald godt blive lidt underlig indeni. Månesyg, måske. Eller ligefrem stjernetosset?

Billedet her forestiller drengen Jack, som sidder på en bænk i Colchester og kigger ud på… ja, vel egentlig alt og ingenting. Ud i det blå, bare.

Himlen er denne dag klædt i et smukt vævet slør af højtliggende skyer. Man kan næsten høre stilheden.

Sådan en udsigt kan være kimen til universel indsigt.

Billedet er taget af Steve Woods, og drengen på bænken er hans søn.

Månen i centrum

En sjælden gang imellem kommer månen seriøst i fokus. På en helt fantastisk måde træder den ind på scenen. Månen kommer virkelig frem i lyset – og laver sit allerstørste show.

Og så er der faktisk ingen der for alvor lægger mærke til den! Alle ser lige forbi den. Månen bliver i dén grad overset. Dens navn er ikke engang med plakaten. Vi kalder forestillingen en solformørkelse, på engelsk total solar eclipse. Ikke ét ord om månen.

Fænomenet kunne jo hedde så meget andet. "Solen ser kun bagsiden af månen". Eller "Månen fanger solen foran alle andre". Men det er ikke den slags overskrifter der kommer i avisen, når månen for alvor træder i karakter.

Folk er ellers vilde med showet. De synes det er så eventyrligt smukt, at de har opkaldt en øl efter det! Men den hedder Corona, ikke Luna…

Der er tale om et helt unikt tilfælde, hvor stjernen står i baggrunden. Den absolut eneste undtagelse der bekræfter reglen om, at stjernen altid er den der står forrest på scenen og overstråler alting.

Fotoet er taget af Roger Stoll fra Storbritannien. Han var i Ghanas hovedstad, Accra, den 29. april 2006, da det skete.

Jeg har selv været i Accra, men nogle år tidligere. Det var højlys dag, og jeg sad og hyggede mig med ejeren af en tysk wine shop og drak kold spätlese.

Solen skinnede for fuld damp. Vi så ikke skyggen af månen.

Fuldmåne

Den er helt rund nu, og hænger her til aften, fri for skyer, og lyser ned på Øresundsbroen. Vi kan se månen helt tydeligt, på vores vej hjem fra en fin dag i Kastrup.

Vi cykler langs kysten, bag om Copenhagen Airport. Flyvemaskiner lander med minutters mellemrum på den amagerkanske jord.

Månen reflekterer lidt af solens lys ned til os, og gør det for fuld kraft nu. Christianiacyklens katteøje smiler tilbage.

Jeg har ikke selv taget fotoet. Det har Lynne Lancaster i Storbritannien. Men det er den samme måne.