Hovedet på bloggen

Pressefoto: Konservative.dk

Igen må den konservative motorcykelbetjent på sin vej til Brussels køre ind til siden og lade sig irritere over al den ballade om gratis jagt- og golfture, brud på våbenloven, skatteunddragelser og bestikkelse i form af gratis lånebiler til sommerferie rundt om i Europa.

Den åh så ærekære Bendt Bendtsen er rystet over anklagerne, som BT har smurt på avispapiret. Og så er han tilmed politianmeldt bagfra af en tidligere partifælle. Bendt har jo igen og igen forklaret, at golf og jagt nærmest er et nødvendigt onde, når der står dialog med erhvervslivet i kalenderen – som han iøvrigt kun havde rettet i for at retouchere uvedkommende private detaljer væk.

Særlig indigneret har den tidligere minister været over, at nogen skulle tro hans lån af VW feriebiler skulle have noget med valget af ministerbilen af samme mærke at gøre. Det havde jo ingen som helst indflydelse på. Men nu har Jyllands-Posten fundet et brev fra Erhvervs- og Økonomiministeriet til Finansministeriet, hvor Bendt har givet udtryk for at der skulle stå VW på dytten.

Altså må kandidaten til Europaparlamentet igen have sit kontrafej på min blog. Det er sådan set den samme historie som sidst, men for variationens skyld vender jeg ham lige 180 grader. Manden skal naturligvis ristes på begge sider.

Kys

Foto: Julia Freeman-Woolpert, USA

Der er fem varianter, udover det dejlige, velkendte i overskriften: ksy, yks, ysk, sky og syk. Disse noget oversete kys er stort set ubeskrevne, derfor denne blog:

Ksy er det kejtede, uøvede kys. Et lidt nervøst, jomfrunalsk et, men bestemt ikke uinteressant eller uinteresseret. Ksy er det umodne men ægte amatørkys.

Yks er det håbefulde, opsøgende kys. Det er lidt bittert i smagen, og typisk temmelig uerfarent, for ikke at sige dumt. Det har en del frøer måttet lide for.

Ysk er det forsigtige kys. Et begynderkys med usikker bismag af kyskhed. Et der helst vil trækkes tilbage hvis det bliver opdaget.

Sky er det nemme og luftige kys. Et rutineret kys, der med lethed serveres som fingerkys. Et populært kys, som regel betyder farvel og på genkys.

Syk er det intense, sexede kys. Vådt og villigt får det pulsen og safterne til at stige. Et noget smasket men afgjort frækt og erotisk kys, med tungen som ivrig forstærker.

Kys-kysset er det smukke og naturlige kys. Fås og gives overalt når du er kysseklar og kysten klar. Skønt på en dejlig forårsdag i det fri, i kåd- og kærlighed.

Ægte guld

Jeg har arvet min fars manchetknapper. De er i rent guld, for det er to tikronestykker fra 1913 med Kong Christian X og våbenskjold på.

Så vidt huskes købte min mor dem til min far i julegave for lidt over guldprisen. Blandt numismatikere er det ikke velset at lodde mønter til smykker, for det er en slem forringelse af mønternes samlerværdi.

Min far var meget glad for manchetknapperne – men brugte hellere nogle andre, almindelige i sølv. Han var simpelthen bange for at tabe de fine guldmønter.

Bare i guldværdi er der for langt over tusind kroner. Vi taler 22 karat.

Hos mig ligger de faktisk bare og flyder på bordet. Hvorfor dog gemme dem bort i et skrin? De er jo vildt smukke, og emmer af historie. 20 kroner var mange penge for hundrede år siden.

Og jeg har modsat min far ingen betænkeligheder ved at bruge dem ved festlige lejligheder. Min nervøsitet går mere på, om jeg måske er blevet lidt for tyk til manchetskjorten…

Hadebrevet

Hvorfor helvede blev du og dit sorte kvindemenneske ikke nede i det dejlige afrikanske solskinsvejr. Vi danskere har nemlig hverken brug for dig, din sorte kone eller den nougatfarvede som vi danskere skal føde på resten af den nougatfarvedes liv. Den farve hører absolut ikke til i DANMARK.

Hvorfor har jeg ikke smidt det brev ud? Den netop overståede megaoprydning var jo en oplagt anledning til at lade det 10 år gamle hadebrev forsvinde ned i en sort sæk sammen med al mulig andet skrammel.

Men jeg beholder det. Det minder mig om, hvad det er jeg er oppe imod i kampen for en anstændig udlændingelov og respekt for Opholdsdirektivet.

Jeg ved ikke hvem der har skrevet hadebrevet, men ud fra teksten og dobbelt-a’erne resonerer jeg at det er en ældre mand som stemmer på Pia Kjærsgaard.

Hvis nogen genkender håndskriften vil jeg gerne vide det. Brevet er poststemplet i København.

Dansk Folkeparti synes ikke de kommer nok til orde. Så her er lidt mere fra partiets øffende bagland:

Vi mænd undrer os tit over hvorfor sådanne mænd som dig ikke kan finde en dansk pige, men ødelægger vores rare land med alt det sorte krapyl. Vi har fået forskellig hudfarve fordi vi hører til i forskellige verdensdele. Vi er blevet enige om at det jo nok er fordi der er noget aparte i jeres sexliv.

Kommentarer udbedes…

Himmel og hav

Jeg har uden at tænke over det to gange lavet en blog med samme overskrift. Nemlig Hop i havet for elleve dage siden, og Hop i havet tilbage i 2007 hvor Danmarks Akvarium den 16. juni inviterede til studier af smådyr i bølgen blå.

Nu var jeg så lige ved at gøre det igen: genbruge en overskrift. Men denne blog handler om noget helt andet end den skarpe Blå blog i forlængelse af Minglers oktobermøde sidste år.

Denne blog er anderledes rund, og handler om dagens skyfri himmel. Den starter med at jeg gerne vil fotografere den. Og sende tankerne til tops…

Fotoet skal præcis være af den skyfri himmel. Der skal ikke være noget andet i søgefeltet, som der ellers oftest er: – en bjerg- eller trætop, – en fugl eller et fly, –en sky eller noget af en skyskraber – eller en drage eller bold eller noget helt niende.

For det behøves jo ikke. Man kan alligevel godt se, at det er himlen, og ikke bare en kedelig blå flade. Jeg ved egentlig ikke hvorfor: måske er der en særlig opacitet over himlen, som kun kan føles ude i det blå?

Eller måske er der i atmosfæren en særlig luftighed, som ikke kan gengives med hverken olie-, akryl eller vandfarver? Det må jeg huske at spørge min ven Svanholm om, næste gang vi ses.

Det er da et interessant spørgsmål…

Åh nej, ikke igen

Allerede efter få dage skal jeg atter foretage et tøjindkøb, noget jeg er lige så lidt vild med som tandlægebesøg.

Læsere af denne blog vil vide, at jeg i sidste uge måtte se min trofaste livrem gennem mere end tyve år – gå i to.

Nu er den nye sorte livrem så også bukket under. Og det er sgu da for dårligt. Men jeg må åbenbart have betalt for lidt?

Synes ellers jeg havde tjekket kvaliteten: Made in Italy, og der stod også at det var læder. Bonded leather, sågar. Jeg var ikke helt klar over hvad "bonded" betød, men gættede at det her var kvalivare, som selv mr. Bond ville goutere.

Det hjælper ikke rigtig at slå op i ordbogen: bonded goods betyder varer på frilager. Måske en engelsk-italiensk ordbog istedet vil vise, at bonded leather nærmere betyder snyde-læder?

Nå, men på’en igen; En ny livrem skal findes og købes. Pokkers også…

Portvinssmagning

Foto: Carla Pais, Portugal

Engang var portvin noget man bød uventede gæster, gerne på en lille sølvbakke, sammen med lidt småkager.

Nu er det en mere alvorlig sag, hvor kendere går op i årgang, farve, duft, smag og helhed. Det fandt vi hurtigt ud af, da vi torsdag aften ankom til Alfred & Kamilla på Rugårdsvej i Odense.

Garntrisse og jeg havde tilsluttet os en overdådig Graham’s Winemakers Dinner, syv retter med forskellige portvine som følgeskab. Middagen skulle ligge i forlængelse af Den Fynske Portvinsklubs smagning af alle de klassiske årgange fra 1955 til 2000 – i alt 13 flasker.

Smagningen trak ud, så vi stillede os til at vente ved en sort disk med små skåle med diverse oliven og salte snacks og solsikkefrø. Og snart fik vi smagningen med fra sidelinjen:

Min ven Gert Jessen kom ud til os og bød velkommen med et par slatflasker af årgang 1983 og 1985. Så kunne vi se om vores ganer fandt mest behag i den ene eller den anden. Som Gert sagde, så havde vi adskillige gange delt mundvand og ville naturligvis gerne drikke af samme glas.

Vi viste straks evner udi portvinssmagning, da vi udpegede 1985eren som den bedste. 1983 var nemlig kun en lille klassiker.

Portvin smager godt, og længe… Snart var vi en halv snes middagsgæster der stod og ventede på at komme ind i selve restauranten. Men smagningen trak endnu længere ud, og vi fik endnu flere årgange smuglet ud fra portvinsklubbens smagning, der var akkompagneret af Graham’s direktør Dominic Symingtons velsmurte oxfordengelsk.

Det er en speciel oplevelse at drikke en vin der er lavet før man selv fik personnummer. 1955 – en stor oplevelse. Og den egentlige aperitif, The Tawny, var bestemt heller ikke noget skrammel.

Der var dækket op med et stort arsenal af glas og bestik til det hele. Første ret var rødtunge - høns - jordskok, sammen med et stort glas afkølet Graham White Port. Jo, portvin kan godt gå an til fisk.

Slethvar - løg - rosenkål - mandel, kom sammen med en Redoma 2007: hvidvin lavet på en drue der ellers normalt indgår i portvinsproduktion.

En indlagt lille suprice var et eksperiment fra kokkens side, men han behøver ikke gentage det for min skyld. En mørkerød kold sorbet-agtig substans, med revet foie gras drys over. Hmm.

Kalv - kalv - kalv - karamel - grønt var straks sjovere at sætte tænderne i, og dertil Graham’s kultvin Chryseia Rød 2003, samt en Altona tinto reserva 2006. Snakken gik livligt omkring bordene, en selvfølge med så meget godt til både hals og mave.

Blå oste - ahorn sirup - peber. Med mere portvin, nu en 1999 Graham’s Malvedos Vintage port.

Kirsebær - chokolade - tempranillo. Bærene var syltet i sommers, kagen rigtig god og dekorativ, anrettet på tallerkenen efter alle madkunstens regler. Og intet måltid uden et godt glas portvin til sidst: Graham’s 30 years Tawny port.

Jo, det var en dejlig aften skråstreg nat, og turen hjem med taxa og DSB forløb småslumrende og problemfrit.

Arghh

I disse krisetider må man spænde livremmen ind. Men se så hvad der sker:

Min gode, gamle livrem er ødelagt, gået i-to.

Uhyrligt at sådan noget ikke kan holde mere end… tja, hvornår var det nu den var ny?

Det er sgu mere end tyve år siden! En smuk, kvindelig kollega, Bianca hev mig med i Magasin engang i 80erne og bistod mig med at købe noget ordentligt kluns til min lidt tarvelige garderobe. Jeg var jo ADer og dermed en dyr dreng, som ikke kunne tillade sig at gå rundt i hvadsomhelst.

Bianca lignede altid selv en million, og vidste også lige præcis hvad der sad godt på en mand. Og jeg syntes et besøg i en herreekviperingsafdeling var ubehageligt som et ditto hos tandlægen.

Sko, strømper, bukser og skjorte fra vores tøjindkøb er forlængst gået af mode og slidt op, men livremmen holdt altså helt frem til igår. Jeg kan se, den har fulgt mig i tykt og tyndt, for remmen er slidt i næsten alle huller.

Bianca har jeg fået kontakt til igen, på Facebook. Hun er stadig smuk og modebevidst. Og jeg er stadig ikke glad for at købe nyt tøj…

En ny livrem har jeg dog fået købt, helt alene, og nye bukser den skal holde oppe, får jeg garntrisset hjælp til at købe i Greve centeret.

Abortmissen

Foto: © Antonio Rivas, the Iberian Lynx Breeding Program www.lynxexsitu.es

Hvad katten skal skal jeg losses ind i den kampagne for?, tror jeg missen her tænker.

Sagen er, at den katolske kirke i Spanien kører en massiv kampagne imod abort, og trækker den sjældne iberiske los ind i sagen.

Jeg har meget svært ved at se sammenhængen, men argumentet fra de katolske biskopper er, at det ufødte barn bør have mindst lige så stor beskyttelse som den udrydningstruede iberiske los.

The Iberian lynx er tæt på extinction, for der er kun ganske få af den tilbage, og det skyldes især at dens foretrukne føde, kaniner, er stærkt på retur i dens habitat. Den øgede biltrafik har også gjort stort indhug i bestanden. Der er nu under 200 tilbage af slagsen.

Den katolske kirke har det mildt sagt vanskeligt med abortspørgsmålet. Det giver problemer en masse at være ekstemt imod abort, uanset hvad. Det viste sagen med den niårige brasilianske pige, som var blevet voldtaget af sin stedfar, og var blevet gravid med tvillinger.

Lægerne har ikke været i tvivl. Hvis barnet ikke fik en abort, ville hun dø af fødslen. Men det fik ikke den katolske kirke til at vakle i spørgsmålet. Den bandlyste pigens mor, og de to læger som gennemførte aborten. Stedfaren som havde misbrugt den niårige pige, fandt kirken derimod ingen anledning til repressalier overfor.

Vatikanet kunne godt mærke det internationale postyr over bandlysningen, og annullerede den efter en uge. Meldingen var noget ulden, men paven lod forstå, at den sydamerikanske biskop var blev fejlfortolket, bla bla bla…

Gud sendte sin enbårne søn Jesus til jorden som en abe; Verdens mest udbredte pattedyr, homo sapiens. Men mener Gud vitterlig at to fostre i maven på et voldtaget niårigt pigebarn er vigtigere end den iberiske los?

Gu’ gør han da ej.

Se Bendt i øjnene

Pressefoto: Konservative.dk

Bendt Bendtsen vil gerne have en stol i Europa-Parlamentet, men der er noget der kan komme i vejen for hans BMW 1200 GS Adventure.

Det handler om gratis jagt- og golfture, betalt af danske virksomheder og privatpersoner, for anslået for en kvart million kroner. Og bagatelgrænsen for hvor meget man må modtage i gave uden at skulle svare skat, ligger nede omkring 5-700 kroner.

Bendt Bendtsen har ikke betalt skat af de mange gaveture, som lugter af at være bestikkelse. Men han er evig forvisset om at blive renset for anklagerne, der ellers er nok så alvorlige efter at Hørsholms Uffe Thorndahl har politianmeldt ham.

Bendt Bendtsen skal ikke vide sig for sikker. For selv om det måske ikke kan bevises at Bendtsen har gjort noget til gengæld for de mange gratis jagt- og golfture, så er det vel i de flestes øjne nepotisme. 

Tidligere var Bendt Bendtsen i søgelyset for i betydeligt omfang at have anvendt ministerbilen til privatkørsel, og bagefter fuske med ministerkalenderen for at skjule misbruget.

Det er som om Bendt Bendtsen har tænkt, at når man gør noget som minister, så kan det ikke være ulovligt…

Han vil måske sige, at han ikke har spillet golf og skudt vildt som minister, men som sig selv. Men minister er man i praksis 24 timer i døgnet. Bendtsen har da også tidligere fremført, at han havde en arbejdsuge på mere end 100 timer.

Bendt Bendtsen misser med øjnene. Som om han har fået noget i dem. Ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen er gået ind i sagen. Det nytter ikke at Tom Behnke siger han ikke kan få øje på noget kritisabelt. Og der er heller ikke meget hjælp at hente i at Anders Fogh og Lene Espersen for et syns skyld siger god for Bendtsen.

Sagen skal undersøges.

Jeg er en abe

Foto: Hagit, Israel

Vi er alle sammen aber. Det gik for alvor op for mig forleden mens jeg lyttede til en radioudsendelse om Darwin. Vi har hele tiden fået at vide, at mennesket nedstammer fra aberne. Hvem har ikke set evolutionstegningen; Først gik vi rundt på alle fire, så gik vi til at gå på bagbenene, og videre gennem tiderne gik vi med krum hals på jagt med køller og spyd, indtil vi rankede ryggen og spankulerede rundt med vores attachétasker.

Men vi ER selvfølgelig stadig aber. 97 % af vores DNA deler vi med chimpanserne. Vi skider, prutter, spiser bananer, parrer os og får unger på samme måde. Der gør praktisk taget ingen forskel, at vi menneskemænd er den primat, der målt i forhold til kropsvægten har den største pik.

Det hedder sig, at dyr hverken kan grine eller græde. Måske ved de bare snart ikke om de skal det ene eller det andet.

Vi er aber, med en helt exceptionel evne til at rage habitater til os. Der er snart ikke den plet på jorden, vi ikke har sat os på. Den nøgne abe.

Vi er pattedyr. Selv er jeg ligefrem babsoman, høhø.

Nå, inden jeg kører af sporet, vil jeg lige finde et portræt som godt kunne være mig, hvis altså jeg ikke så ud som jeg gør. Jo, her er et godt et…

Najas erantis

Foto: Naja Lassen, 9 år, Greve

Hvor bliver det af, foråret? Meteorologerne sagde vi ville få solskin i weekenden, men deres forudsigelser er – nå ja – helt hen i vejret.

Det overskyede og kolde vejr har dog ikke holdt os indendøre. Frisk luft er både sundt og godt, og man oplever altid noget når man går en tur. Til eksempel har vi nu set et ældre ægtepar på én cykel. Konen sad bagpå i pels på bagagebæreren.

Der er i det hele taget altid noget at se på, og Naja fik lov at låne mit kamera, på vores vandretur til Greve Museum. Det er der kommet nogle gode fotos ud af.

Mange børn fotograferer – nå ja – som vinden blæser. Det er lidt tilfældigt hvad der kommer med i søgefeltet. Men Naja får det hun vil have: Et gammelt hult træ, en pind i en bæk, Jeremy der griner, en sø med ænder og dunhammere, og så altså disse erantis.

Først han hun fotograferet dem fra oven. Men så har hun bagefter sat sig på huk og fået et meget bedre foto af de små forårsbebudere. Tæt på, i øjenhøjde.

Jeg tror Naja kan blive en rigtig god fotograf, hvis hun vil.

Hop i havet

Foto: Hayley O'Shea, Storbritannien

Det er sådan en god og mundret replik til vrøvl og dem man synes skal gå sin vej. På engelsk svarer den vist til Get Outta Here.
Måske var det også det han ville, den trediveårige mand som lod sig skylle ud over kanten og 56 meter ned. Et flush på over en halv million liter vand i sekundet.

Manden har overlevet, hvor folk i tønder ellers har satset livet, og i mange tilfælde tabt.

Jeg ville aldrig frivilligt hoppe i et vandfald. End ikke en tur i turistbåden tror jeg jeg ville turde. Men for pokker, hvor er der smukt dér mellem Canada og USA.

Lyseslukker

Foto: Mauro Alejandro Strione, Spanien

Der er lagt masser af energi i en ny stor kampagne. Plakater, hjemmeside m.m.m. – for at vi skal slukke lyset lørdag den 28. marts kl. 20.30 - 21.30.
Skal lyset så være tændt indtil da?, tænker jeg. Og så forstår jeg ikke hvorfor kampagnen oversat hedder Brændende Panda.

Der er vist ikke andre grunde, end at kampagnens logo er en bøvet sort-hvid manga-figur, inspireret (tyvstjålet?) af DreamWorks Kung Fu Panda, med ild på hovedet.

Meningen med at slukke lyset i lige præcis dén time, er at oplyse (sic!) alverdens politikere om, at der er et problem.

På burningpanda.dk kan man smide sit navn, mailadresse, postnummer og mobilnummer – og på den måde "vise verdens politikere, at man stemmer på klimaet".

Man er på hjemmesiden også velkommen til at uploade et lille billede af sig selv, og sige jatak til at modtage den brændende pandas nyhedsbrev og/eller blive kontaktet af WWF Verdensnaturfonden.

Jeg tror godt, politikerne ved, at vi står overfor store klimatiske udfordringer, og at vores C02 udledning skal ned – og at det kun kan gå for langsomt.

Til en start kan man vist roligt slukke pandaen. Problemerne løses ikke med masser af Sluk Lyset tryksager og støj på verdensvævet. Switch off

Undskyld, hvis jeg lyder som en lyseslukker – eller, det er måske netop meningen?

En falden kvinde

Foto: J. Herrero, Spanien

Jeg har lige læst en blog om croquis. Den har fået mig til at tænke tilbage på min læretid som reklametegnerelev.

Jeg kendte nogle der gik på Kunsthåndværkerskolen, og når der var croquis tegning om aftenen, sneg jeg mig med indenfor og bestak modellen med et stykke chokolade.

Underviseren vidste egentlig godt, jeg ikke gik der, men jeg fik lov til at være med alligevel. Og næste morgen havde jeg så en stak tegninger med til bedømmelse hos min mester på reklamebureauet, som var tidligere elev på skolen, der idag hedder Designskolen Kolding.

En aften var modellen en smuk og frodig blondine, som var rigtig dygtig til at stå stille. Hun kunne holde selv svære stillinger i både fem og ti minutter, hvis det skulle være, uden at røre sig det mindste. Så hun var populær i atelieret.

Jeg tegnede koncentreret, kiggede med små intervaller op fra tegningen, mens blyanten fór hen over papiret.

Pludselig var modellen væk!

Pyt, tænkte jeg – jeg kunne godt huske hvordan hun stod, og blev ved med at tegne. Indtil jeg fattede, at modellen var besvimet og segnet om, og at nogle mere nærværende elever var igang med at hjælpe den nøgne kvinde til bevidsthed.

Hun havde stået model for kunstmalerne tidligere på dagen, og terpentin-dampene måtte have påvirket hende. Oveni havde hun nok stået uheldigt på hælene, så blodet på et tidspunkt var løbet fra hjernen, og hun var drattet sammen midt på gulvet.

Det var en ubehagelig oplevelse, selv om modellen hurtigt kom til hægterne. For hvordan pokker kunne jeg have været så koncentreret, at jeg ikke havde opfattet at et andet menneske var faldet omkuld lige foran øjnene af mig.

Jeg har tegnet croquis mange gange siden, men ikke helt så koncentreret. Mine croquis tegninger er siden den oplevelse lavet på en lidt anden måde.

Jeg skynder mig at blive færdig. Er der fem minutter at tegne i, gør jeg tegningen færdig på fire – og bruger det sidste minut på bare at nyde synet af modellen.

Mens man tegner croquis, ser man på en særlig måde. Man registrerer former, balance, lys og skygge, og tænker faktisk ikke på at det er en nøgen kvinde man tegner.

Derfor bliver jeg som regel færdig med min tegning før tid, og bruger resten af tegnetiden på at se helt normalt på modellens krop. Se hvor smuk hun egentlig er, og dvæle lidt ved hendes bryster og balder, blandt andet. Og tænke mit… ;-)

– Men først og fremmest holder jeg selvfølgelig øje med at hun ikke falder.

Perlehyacintbank

Foto: "Marmit", Sverige

Jeg er gået ned til Den Sorte Diamant, med adgangskortet til Sydbanks aktionærmøde. Og ved indgangen til Dronningesalen bliver det konverteret til et program med indlagt DropStop® i folie og forårssang.

For et par år siden var indbydelsen vist prydet med fotos af fløjlsgræs, men nu er der perlehyacinter på programmet, sammen med teksten til Nu går våren gennem Nyhavn. Og efter fællessangen ser vi ti minutters film om Sydbank.

Sydbank tjener stadig penge, men finanskrisen forsurer den sønderjyske muld og pengemarkederne fryser til. Sølle 811 mio. kroner før skat blev overskuddet i 2008. Det er jo næsten ingen penge, høhø.

Derfor siger bankdirektør Karen Frøsig det på en lidt spøjs måde: Vi er tilpas med årets resultat. Det passer sig vist ikke med tilfredshed nu hvor Sydbankaktiekursen fjoller rundt i 59.

Jeg har tyve af dem, og bankpakke 1 og 2 betyder at de ikke giver udbytte de næste par år. Men så kan jeg jo inkasserede lidt naturalier i form af en dejlig buffet: laks, salat, skinke, melon, kylling, ost, vin – og superb tiramisu til dessert.

Det nyder jeg i selskab med tre interessante Frederiksbergkvinder og deres bankrådgiver gennem snart 25 år. Damerne er enige om, at der er mænd man ikke bør skifte ud: tandlægen, slagteren, bankmanden, for lige at nævne de vigtigste.

Sydbank har forresten indgået en sponsoraftale med Zoo. Både pungrotten og gebyrgribben ser således frem til en håndsrækning, når aktionærerne til august inviteres til en aftentur i den zoologiske have på Valby bakke.

Ud og se giraf

Foto: Lillian Nelson, USA

Zoo sender os engang imellem et nyhedsbrev på mailen, og denne gang handler det om en dramatisk giraffødsel:

Natten til den 24. februar blev en lille ny girafunge født i Zoo. Ungen, en han, fik en dramatisk start, da han til at begynde med ikke kunne rejse sig og derfor blev underafkølet. Et hold af dyrlæger og dyrepassere kæmpede i adskillige timer ved hjælp af varmedunke og tæpper for den nyfødtes liv. Som noget helt nyt blev et stort kar med varmt vand taget i brug. Efter to timer i karret var den lille giraf klar til at komme op og blive tørret. Den dramatiske fødsel, der vær tæt på at koste ungen livet, endte således lykkeligt, hvilket Havens gæster ved selvsyn kan opleve i Girafhuset.

Den må vi ud og se, mig og knægten. Hej sålænge.

Succes

Foto: Martin Boulanger, Frankrig

Hvad er egentlig succes, og for hvem? Det har jeg lommetænkt lidt over i dag.

Det startede med at det pludselig gik op for mig at succes er et palindrom – altså ord eller sætninger, der staves ens forfra og bagfra. Og så er det jo oplagt at succes i sig selv har to sider. Hvad der er succes for den ene part, kan være ulykke for den anden.

Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech skrev for nylig en kronik, i samme nummer af Jyllands-Posten, hvor man kunne finde historien om Mustafa & Hanin, der måtte så meget igennem før den dansk-udenlandske familie endelig fik en arbejds- og opholdstilladelse i Danmark efter EU-retten.

I kronikken understreger ministeren at den danske udlændingepolitik har været en succes. Hun er især glad for 24-årsreglen, som gav et gevaldigt dyk i antallet af familiesammenføringer.

Men udlændingepolitiken har ikke været en succes for de mange unge dansk-udenlandske ægtepar, som måtte ty til Sveriges-løsningen. Selv om de efter "det hemmelige" EU-opholdsdirektiv havde ret til at bo og leve sammen i Danmark.

Historien om det smukke pars genvordigheder med systemet, inden de som de første fik deres familiesammenføring efter Opholdsdirektivet, kan læses på Borgerret.org

Og første del af ministerens kronik er faktisk en blåstempling af Wilson & Wilken modellen. Den kan man benytte sig af, helt lovligt, og med succes.

Man kan være for eller imod Opholdsdirektivet, men der er ingen tvivl om at det er gældende lov, indtil det eventuelt lykkes regeringen at få det ændret i Bruxelles. Udlændingestyrelsens direktør Henrik Grunnet sagde klart, da Torben og jeg spurgte hvad der er gældende ret: Det er direktiv 2004/38/eu. Det må du gerne citere mig for, sagde han endda.

Derfor er det tricky at tale om succes. 24-årsreglen er jo en indskrænkning af EU-retten til familiesammenføring.

Hvordan kan ministeren tale om succes, når så mange unge dansk-udenlandske ægtepar reelt er blevet landsforvist til Sverige og andre EU-lande? Man har jo snydt egne statsborgere for deres EU-borgerrettighed til selv at vælge hvem de vil gifte sig med, og bo og leve sammen med i Danmark.

Det er sgu ikke succes. Det er ulovligt!

Til vitterlighed

Foto: Carl Dwyer, Tyskland

Det er ikke min underskrift, sagde Asger Jensby. Og grafologer har undersøgt sagen. Kun to ud af tre signaturer på en selvskyldnerkaution på 95 millioner er ægte. Stein Baggers selv, og bankchefens til vitterlighed…

Hvordan kan det gå til? Danske Bank har forsøgt at bøje betydningen af "til vitterlighed" og nærmest sagt at det er hip som hap om Jensby eller Anders And har sat sin klo på papiret. Men det er det fandeme ikke. Danske Bank har måttet tilbageføre et millionbeløb til et lille norsk IT Factory-datterselskab.

Jeg undrer mig… egentlig ikke. Kender til en sag, hvor en dansk mand underskrev et lånedokument, både for sig selv og for sin russiske kone. Han gjorde det ved disken i banken, mens den bankansatte så på, og så satte den tredie klo, til vitterlighed.

Nu bliver der ændret op på proceduren. Fremover vil den bankansatte underskrive til vittighed. Proformaliteterne skal naturligvis være i orden. Banken er til grin.

Liv

Foto: Jeroen van den Eijkhof, Sverige

Er det her liv?
Et foto taget ved en tilfældighed, der ikke var meningen
– som viste sig at blive ret godt?
Nej… Livet, mener jeg
– Det her er ikke liv!

Sådan skriver fotografen på stock.xchng om sit fejlskud, som alligevel blev til noget.

Tillykke til Mustafa & Hanin

Foto: Craig Jewell, Australien

Første tilladelse efter EU-opholdsdirektivet og Hovedstadsløsningen er i hus.

Lige siden vi præsenterede Wilson & Wilken løsningen som breaking news i medierne, har vi ventet på dette gennembrud. Min ven Torben har gang på gang talt dunder i Udlændingeservice for at trække den første afgørelse i land, og nu er den så kommet. Se de glade vindere på borgerret.org
 
Nu skal der altså ikke gå lige så lang tid med de mange andre dansk-udenlandske ægtepars ansøgninger om familiesammenføring efter EU reglerne. Det er derfor jeg har valgt en løftet pegefinger til denne blog.

Torben og jeg har sæde i Brugerpanelet i Udlændigeservice, og da vi efter mødet den  10. februar fik en snak med direktør Henrik Grunnet, bekræftede han at det er direktiv 2004/38/eu der gælder. – Det må du gerne citere mig for, sagde han endda til mig.

Uenigheden opstår, fordi man fra systemets side mener at en særlig dansk fortolkning og administation er en forbedring i forhold til Opholdsdirektivet. Det er det bestemt ikke!

Det er Opholdsdirektivet der gælder, og så skal man ikke prøve at lægge hindringer i vejen, bare fordi der er en aftale med regeringen og Dansk Folkeparti om at antallet af familiesammenføringer skal så tæt på nul som muligt.

Mange danskere synes at familiesammenføring er et fy-ord, og at der skal være færrest muligt af den slags. Det synes jeg ikke, for både family og reunion klinger positivt i mine ører, og det er i mine øjne en privat sag hvem i alverden man ønsker at gifte sig med, bo sammen med og få børn med.

Jeg har tidligere blogget om Opholdsdirektivet, som længe har været noget almindelige mennesker helst ikke skulle høre, se eller informeres om. Men nu kommer tilladelserne alligevel, for alternativet er at Danmark kan blive indklaget for traktatbrud.

Så stor er modstanden mod Opholdsdirektivet trods alt ikke. Anders Fogh Rasmussen, Morten Messerschmidt m.fl. vil jo gerne være velkomne i Bruxelles, hvis nu muligheden for et fedt job skulle vise sig.

Perle, BZ og 24timer i Berlin

Sådan et facadeskilt kan man jo godt studse over. Det hænger i Spenerstraße, men hvad mon det betyder? Er det gratisavisen der sponsorerer et klublokale til SSP og utilpassede unge, der ikke længere har nogen koldkrigsmur at lave graffiti på?

Der er ofte skilte i udlandet som sandsynligvis betyder noget helt andet end hvad man som dansk turist prøver at gætte sig til. Måske en mere tysklandskyndig kan afkode det lidt mystiske budskab?

Hjortron

Foto: Tom Andersen, Photocenter.se

Jeg har aldrig før hørt om dette bær, som på etiketten af Raymonds syltetøjsglas ligner et gult skovhindbær. Men det er også en ligefrem sjælden delikatesse, jeg bliver budt på.

Hjortron sylt er noget af det dyreste syltetøj man kan få for penge: 52:- kronor for et lille glas med 320 gram. Men det smager altså også virkelig dejligt.

Det er ikke fordi bærret er direkte truet, at det skal være så dyrt. Men det vokser kun spredt i det uvejsomme Nordsverige. Man skal altså langt væk for bare at fotografere et.

Jeg har surfet lidt på nettet for at få lidt mere at vide om det vilde lækre bær, og fundet et blærerøvsbillede, hvor en svensk kone stolt viser fangsten efter to dages hjortronjagt frem. Hele 5 spande plus det løse poseres der med, foran vandflyveren som skal bringe ægteparret og den mindre formue i hjortron tilbage til civilisationen.

Jamen, det blev da en nydelig lille blog i dag. Tak fordi du læste med. Det skal fejres med en kop god (billig) svensk kaffe, og en (dyr) dejlig hjortronmad.