Foto: Martin Boulanger, Frankrig |
Hvad er egentlig succes, og for hvem? Det har jeg lommetænkt lidt over i dag.
Det startede med at det pludselig gik op for mig at succes er et palindrom – altså ord eller sætninger, der staves ens forfra og bagfra. Og så er det jo oplagt at succes i sig selv har to sider. Hvad der er succes for den ene part, kan være ulykke for den anden.
Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech skrev for nylig en kronik, i samme nummer af Jyllands-Posten, hvor man kunne finde historien om Mustafa & Hanin, der måtte så meget igennem før den dansk-udenlandske familie endelig fik en arbejds- og opholdstilladelse i Danmark efter EU-retten.
I kronikken understreger ministeren at den danske udlændingepolitik har været en succes. Hun er især glad for 24-årsreglen, som gav et gevaldigt dyk i antallet af familiesammenføringer.
Men udlændingepolitiken har ikke været en succes for de mange unge dansk-udenlandske ægtepar, som måtte ty til Sveriges-løsningen. Selv om de efter "det hemmelige" EU-opholdsdirektiv havde ret til at bo og leve sammen i Danmark.
Historien om det smukke pars genvordigheder med systemet, inden de som de første fik deres familiesammenføring efter Opholdsdirektivet, kan læses på Borgerret.org
Og første del af ministerens kronik er faktisk en blåstempling af Wilson & Wilken modellen. Den kan man benytte sig af, helt lovligt, og med succes.
Man kan være for eller imod Opholdsdirektivet, men der er ingen tvivl om at det er gældende lov, indtil det eventuelt lykkes regeringen at få det ændret i Bruxelles. Udlændingestyrelsens direktør Henrik Grunnet sagde klart, da Torben og jeg spurgte hvad der er gældende ret: Det er direktiv 2004/38/eu. Det må du gerne citere mig for, sagde han endda.
Derfor er det tricky at tale om succes. 24-årsreglen er jo en indskrænkning af EU-retten til familiesammenføring.
Hvordan kan ministeren tale om succes, når så mange unge dansk-udenlandske ægtepar reelt er blevet landsforvist til Sverige og andre EU-lande? Man har jo snydt egne statsborgere for deres EU-borgerrettighed til selv at vælge hvem de vil gifte sig med, og bo og leve sammen med i Danmark.
Det er sgu ikke succes. Det er ulovligt!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar