mandag den 16. marts 2009

Najas erantis


Foto: Naja Lassen, 9 år, Greve

Hvor bliver det af, foråret? Meteorologerne sagde vi ville få solskin i weekenden, men deres forudsigelser er – nå ja – helt hen i vejret.

Det overskyede og kolde vejr har dog ikke holdt os indendøre. Frisk luft er både sundt og godt, og man oplever altid noget når man går en tur. Til eksempel har vi nu set et ældre ægtepar på én cykel. Konen sad bagpå i pels på bagagebæreren.

Der er i det hele taget altid noget at se på, og Naja fik lov at låne mit kamera, på vores vandretur til Greve Museum. Det er der kommet nogle gode fotos ud af.

Mange børn fotograferer – nå ja – som vinden blæser. Det er lidt tilfældigt hvad der kommer med i søgefeltet. Men Naja får det hun vil have: Et gammelt hult træ, en pind i en bæk, Jeremy der griner, en sø med ænder og dunhammere, og så altså disse erantis.

Først han hun fotograferet dem fra oven. Men så har hun bagefter sat sig på huk og fået et meget bedre foto af de små forårsbebudere. Tæt på, i øjenhøjde.

Jeg tror Naja kan blive en rigtig god fotograf, hvis hun vil.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar