Vaxol filihankat

Foto: Mike Sheehy, USA

Reklamen i fjernsynet er en lille animation, som viser at vatpinde bare stopper øret endnu mere til, mens VAXOL® på et øjeblik opløser ørevokset, som så let og elegant glider ud af øregangen.

Det må jeg prøve! Så jeg går i Matas og køber en lille flaske af vidundermidlet for 89,50 kr. Det er bare at spraye det i ørerne, så kører det. Men først vil jeg lige læse brugsvejledningen og se, hvad det er for noget kemi jeg skal sprøjte mig med.

Det er overraskende enkelt: Naturlig olivenolie fremstillet efter farmaceutisk standard.

Jeg forestiller mig en flok olivenbønder med baskerhuer og slidt uldtøj, der sidder på en café og snakker om hvad de kan få for deres olie. Måske en euro per liter?… Så kommer der en meget smilende mand i en hvid kittel. Han producerer også olivenolie, men til en ganske anden pris. Vi taler om adskillige euro, bare for et snapseglas af det naturlige fluidum.

Om det virker? – Både ja og nej. Det virker ikke som i reklamefilmen, hvor voksproppen opløses i løbet af ingen tid og formelig sejler ud af øret. Men jeg kan mærke, at det hjælper lidt. Ja, jeg kan faktisk høre, at der sker noget derinde.

Pakningen lover sådan set heller ikke mere end det: Nemt og effektivt. Blødgør og fjerner ørevoks helt naturligt. Begrænser behovet for øreskyldning.

Det sidste ord runger i mine ører. Det er det, der skal til. Jeg bør også købe sådan en orange dimmer til at skylle ørerne med lunt vand. Den koster nok også i nærheden af hundrede kroner. Og derfor er blogbilledet oplagt: Præsidentøret på en dime. Der er altså noget med kapital og hørelse… Det burde reelt ikke koste mere end 10 cent at få hul igennem.

Flavia

Foto: Miguel Ángel Moya, Spanien

Nyheden er, at den peruvianske kvinde med dansk mand, fællesbarn og arbejde alligevel får lov til at bo og leve sammen i deres lejlighed på Nørrebro.

Det er jo også kun ret og rimeligt! – Så hvordan kunne myndighederne nå frem til at Flavia i stedet skulle udvises? – Det synes jeg er et interessant spørgsmål.

Ligesom det kunne være vældig rart at få svar på, hvorfor ingen fra regeringen ville stille op i TV2 studiet tidligere i dag, hvor både Flavia herself og Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen sad klar til en debat om sagen.

Naturligvis skal den dansk-peruvianske familie ikke strittes ud af landet. Det er Opholdsdirektivet der gælder i denne sag, samt i alle de lignende sager der ikke kommer frem i de landsdækkende medier.

Så hvem er det der leger med familiens ve og vel? Hvem havde den finger med i spillet, som krævede at Flavia skulle udrejse for at indgive ansøgning om familiesammenføring på den finske (sic!) ambassade i Lima?

Er det Socialdemokraterne? Er det SF? Er det Radikale Venstre? – Spørgsmålet er helt åbent. Må jeg se en finger?
En pegefinger, helst…

På sporet af sig selv

Sådan er forside kan jeg godt li’. Bamse i en dyt. Bagsmækken åben. High-five med en wrestler. Og i hjørnet sidder Jan Elhøj på hug, parat til at fortælle.

Sådan en bog kan indeholde hvadsomhelst. Og det gør den også. Hvor “Jan på sporet” i min barndom var en drengebog, er den nye originale pastiche et underholdende frem- og tilbageblik over den tid der er gået siden, set gennem forfatterens eget kalejdoskop.

Sådan ser hans klistermærkesamling ud, sådan ser Rytteriet ud backstage, og sådan var det at gå i byen klædt ud som Naser Khader. Jans bog er først og fremmest visuel, og meget velegnet som coffeetable book i likørstuen.

Teksterne er måske ikke helt gennemarbejdede, men de har nerve og handler om alt mellem himmel og jord. Skriverierne om fx Mads Brygger, Erik Clausen og Kenneth Bager stikker noget dybere end hvad man ellers læser, og billederne er virkelig gode. Jan Elhøj er en overraskende dygtig fotograf, med et sikkert kunstnerisk udtryk.

Og du finder ingen andre bøger, hvor tandlægen med sit øl-orgel, opfinderen bag Playmobil og samleren af fly-brækposer optræder side og side. Det er underholdende historier, og Jan Elhøj går til dem på sin helt egen måde.

Du kommer på sporet af Jan, og på sporet af dig selv, når du bladrer. Her er masser af stof at muntre sig med: tider, ting og tanker der ellers var gået i glemmebogen. Og som sagt; knaldgode fotos, fx af Anne Lindfjeld, hende den tatoverede dame med det røde hår.

“Jan på sporet - nr. 1” er en personlig bog, og den kan derfor kun købes af Jan Elhøj himself. Boghandleren er kørt ud på et sidespor, og det er godt for prisen. Med det direkte salg er vi nede på 150 kroner på hjemmesiden www.janelhoj.dk. Og de penge er faktisk godt givet ud.

4 (jule)stjerner, synes jeg.

Dommedag

Foto: Benjamin Earwicker, USA

Jorden går under på fredag. Den gamle mayacivilisation på Yucatán halvøen i Mexico havde en apokalyptisk forestilling om at verden sluttede den 21. december 2012. Deres kalender rækker simpelthen ikke længere.

Nogen vil nok fremhæve at det altså er ifølge mayakalenderen – ikke Mayland kalenderen – at det hele slutter på fredag. Men maya-indianerne var fantastisk dygtige til at udregne alt indenfor tid og sted – så hvorfor skulle de ikke have ret i den endelige dato for dommedag?

Jeg vælger at tro en lille smule på det. Og hvis det viser sig at verden trods alt går videre den 22. december, så er det kun en stakket frist. Hvis det glipper på fredag, så kommer jordens undergang helt sikkert allerede et par dage senere. Beviset er soleklart: Julekalenderen.

Julekalenderen er et klart tegn på, at apokalypsen indtræffer juledag. Julekalenderen har ikke flere end 24 låger – Juledag er det endegyldigt forbi. Der er simpelthen ikke mere at komme efter.

Folk ved det inderst inde godt. Man fornemmer det på deres adfærd. De bliver mere og mere stressede. Farer rundt med angsten malet i deres ansigter. Det er så tydeligt at den sidste tid er kommet.

Det lakker endegyldigt mod enden. Og alt skal nås inden forretningerne lukker og slukker og chokoladekalenderens sidste låge åbnes til det allersidste stykke.

Man kan sagtens mærke, at det hele snart er for sent. De sidste åbningsdage op mod jul minder temmelig meget om Ragnarok. Så mon ikke det er det det er?

Et helt tal

En udmærket pastis fra Marseille vil fra nu og et år frem huske mig på hvor gammel jeg er blevet.

Sidste gang noget med alkohol kunne hjælpe mig med at holde styr på min alder, var for fire år siden.

Et rigtigt eventyr

Foto: Vivi Rindom, Danmark

Ryd forsiden! Alle andre nyheder må vige pladsen. En slægtsforsker har fundet et fuldkommen ukendt eventyr af H.C. Andersen. Hvis noget er breaking news – så er det sgu da det.

Det er nok lidt overdrevet sådan at give nogle få ark gammelt papir beskrevet med blæk i en sirlig håndskrift fuld skrue i Politiken – men jeg er glad for avisens prioritering.

Normalt stopfodres vi jo med nyheder der mest af alt handler om mord, vold og modbydelighed. – Så er det altså dejligt pludselig at få serveret noget helt andet; Et eventyr af gode gamle HCA.

Det er sandsynligvis hans første. Og måske har han ikke selv været klar over, at det var et eventyr. Han var måske bare 18 år da han forfattede det. “Tællelyset”.

Men skrive – det kunne knægten: Fåret – et nydeligt lille får – var lysets mor, og smeltegryden var dets far. Det er satme godt sét af en ung knøs. Bare i dén ene sætning er der masser af brændstof til efter-tanken. For ikke at tale om fyrtøjet der kender tællelyset bedre end det kendte sig selv…

Jo, det er sgu guf at få sådan en nyhed serveret istedet for hverdagens malstrøm om hvor galt det går rundt omkring på Jordens overflade. Den verdensberømte digter skal have en kærlig tanke og tusind tak for sådan en skøn lille morgengave.

Sne

Foto: Jørgen Abelsen, Danmark

Sneen sner og sner. Snehvide fnug kommer vrimlende i trillionvis, knyger ud af himlen og trimler ned.

Efter sigende er alle fnug forskellige. Jeg glæder mig dog til at de ligner hinanden som to dråber vand.

I tilfælde af slangebid

Foto: Sias van Schalkwyk, Sydafrika

Det enkle råd er, at du skal betragte det som en forstuvning. Det var en af flere overraskende og interessante oplysninger, Danmarks vistnok eneste ekspert i giftslanger, Arne Redsted kom med til en af efterårets gratis forelæsninger på Konservatorskolen.

Han er en god fortæller, som man både kan se og høre her i et indslag på EPN.dk. Hans comfort zone er havslanger, og en af hans mange historier var om en kvinde i Fjernøsten, som havde sat sin baby i en lille kurv på stranden, mens hun samlede muslinger. Pludselig begyndte babyen at græde hjerteskærende. Det lille barn havde desværre grebet ud efter en havslange, og nu kunne kvinden se at der var små røde prikker på armen efter slangens små hugtænder.

Kvinden tog sit sjal og viklede det omkring sit barns arm, der hvor slangen havde bidt. Og hastede så til hospitalet. Barnet overlevede heldigvis med den rigtige serum – fordi sjalet havde forsinket giftens virkning.

Men man skal ikke stramme for hårdt til, så det helt stopper blodomløbet. En amerikansk faldskærmssoldat var i en junglekrig blevet bidt i benet af en slange, og havde så bundet et stykke stof så stramt under knæet, at foden nogle døgn efter var blevet helt sort, og lægerne var nødt til at sætte hele underbenet af. Det blev iøvrigt aldrig fastslået hvad det var for en slange, og om den rent faktisk var giftig.

Billedet af soldaten da han nåede frem til lazarettet vil for altid erindre mig om, at man ikke skal panikke eller stramme forbindingen alt for hårdt til.

Og så fortalte Arne, at giftslanger langt fra altid injicerer gift, når de hugger. Ni ud af ti gange nøjes de med et tørt bid.

Det bedste råd mod at blive bidt af en giftslange, er at lade være med at gå hen til den, endsige forsøge at samle den op. Mange mennesker der bliver bidt af slanger, er sådan set selv ude om det. Jeg så engang i fjernsynet en naturvejleder blive bidt af en hugorm. Han ville tage den op, så den kunne blive mærket, men fik ikke ordentligt fat – og haps! Så udstødte han en kraftig ed (selvom bandeord jo er no go på tv), og manden måtte en tur på skadestuen. Hugormens gift er kun dødsensfarlig for mus og frøer, men et bid i hånden er skam ubehageligt nok, og der kommer en smertelig hævelse.

Så pas på med slanger. De er flotte og fascinerende, men det er sikrest at kigge på dem i fjernsynet eller i en zoologisk have. Vil man partout røre de giftige af slagsen, så kan et konserveret eksemplar anbefales.

Hvis en klapperslange rasler med halen, så opfatter jeg det som en alarm, der tydeligt fortæller at man skal skynde sig væk. Men for nogle mennesker virker lyden underligt nok modsat.

Nyhederne fortæller i dag om en mand, der havde smuglet en giftslange med i sin håndbagage på en flyvetur fra Kairo til Kuwait. Desværre slap den fra ham undervejs, og det skabte naturligvis panik ombord på flyet, der måtte nødlande for straks at komme af med den giftige passager.

Slangen var gudhjælpeme et eksemplar af den egyptiske kobra. Den er absolut ikke noget kæledyr, men dog ikke ligeså farlig som den sorte mamba. Den er ekstremt giftig, men faktisk ikke sort, som navnet indikerer. Men det er den eneste slange i verden, som er sort inde i munden.

Glad i lågen

Foto: Paramount Pictures

Jeg kan godt blive lidt lavpraktisk her op mod jul. Selv om tid og dato jo umiddelbart fremgår af både mobilen, radioen, tv’et og den bærbare, i den digitale tidsalder – vil jeg gerne have en julekalender. Det er for mig den helt rigtige måde, når man skal se, hvor lang tid der er til juleaften.

Så under et besøg sidste weekend i slikflyveren fik jeg lov til at købe en af tidens kalendere med 24 låger. Den er ikke så pokkers juleagtig, for der er ingen nisser på. Motivet er istedet et udsnit af det nydelige billede af Tintin og Terry (aka Snowy), der løber i projektørens (jule)lys.

Kalenderen står mig i ti svenske kronor, og den indeholder 70 gram chokolade, fordelt på 24 stykker, der ligger gemt under hver sin låge. Mælkechokoladen er næppe den rene luksus, men indeholder trods alt mindst 26 % kakao. Jeg må hellere åbne den første låge med det samme…

Naja siger, at jeg skal vente til den 1. december, men jeg har fået en idé: Jeg vil bruge min Tintin julekalender til at fortælle, hvormange dage der er tilbage til juleaften.

Altså starter jeg idag med at åbne låge nummer 24. Imorgen er der så 23 dage tilbage, og endnu et stykke fransk chokolade kan puttes i munden. Når det så bliver den 23. december, vil jeg åbne den sidste låge – den med 1-tallet på. For så er der jo præcis en dag tilbage. Og den dag er jeg alligevel ikke hjemme.

Sig nej til censur

Foto: Per Morten Abrahamsen, danskdansk, Østre Gasværk

Gad vide om dette billede også bliver slettet? Når busselskabet Movia kunne vende tomlen ned, kan Mingler vel også…

Det er som om enhver større virksomhed hertillands har en hemmelig afdeling der for alt i verden vil beskytte brugernes øjne mod – ja, mod hvad? Svaret blæser i vinden…

I tilfældet her er det faktisk Movias reklamefirma Clear Channel, der ikke ville have den gravide nøgne kvinde med det brændende dannebrogsflag ud i trafikken. Movia siger at censuren var forkert, og vil have en forklaring.

Jeg tror nu ikke der kommer svar på, hvorfor vi ikke må se teaterplakaten som busreklame. Og hvis der alligevel svares, så bliver det nok et standardsvar om at materialet er i strid med foretagendets retningslinjer.

Det kan så undre, at selvsamme regler gav masser af plads til en Diesel reklame med en ung mands hoved oppe i røven på en ung kvinde: ‘Be Stupid’ kampagnen indgår ligefrem i publikationen Cannes Lion Book 2010, som Clear Channel stolt har produceret som hyldest til kreativiteten. Den kan frit downloades på firmaets hjemmeside. Selvfølgelig behøver out-of-home reklamer ikke være stuerene, men det må jo så også gælde for en teaterforestilling som Frelserne.

Apple ville på samme måde heller ikke yderligere kommentere, hvorfor Peter Øvig Knudsens Hippie-bøger blev forment adgang til deres portal. Det vrimler med amerikanske pornstars på nettet, men 47 dokumentariske fotos fra hippietiden med bare bryster og kønsorganer var der ikke plads til.

24.dk har heller ikke fortalt, hvorfor mit gamle sort-hvide foto af en solnydende farfar blev slettet, selv om medievirksomheden bag community sitet på lederplads har bakket massivt op omkring ‘Operation Æble’ mod absurd billedcensur.

Jeg skrev en blog, da jeg opdagede at min farfars nøgenfoto var fjernet, og samtidig sendte jeg to velformulerede klager til hhv supporten og den redaktionelle ledelse. Jeg har intet hørt. I min mailboks kan jeg se, at 24support har set mailen, men netredaktion har end ikke værdiget min klage et kik. Den digitale kuvert forbliver lukket.

Derfor vil jeg gerne puste nyt liv i debatten om Billedcensur på Mingler. Censur er umiddelbart et problem i forhold til vores ytringsfrihed, og jeg synes slet ikke censur skal styres af, hvad forretningsmænd i jakkesæt helst ikke vil ses sammen med.

Livets gang

Foto: 微風清揚

Tilværelsen er ikke helt nem i krisetider. Fremskridtet er for tiden mildt sagt fodslæbende og ligner mest af alt tilbagegang. Der sker ikke rigtigt noget. Det er som om vi er ramt af kollektiv stilstand. Nogle gange føles det som om selv tiden står stille.

Men måske kan et let omskrevet slogan fra Ordsprogenes Bog i Det gamle Testamente hjælpe os i gang igen: Gak til tusindbenet og bliv viis.
Mere specifikt kan vi gå til Illacmeplenipes, det dyr i verden, som har flest ben. Tusindben  i Norden har ikke engang en fjerdedel af det antal, artens navn lyder på, men den her, som på denne blogs foto har fået microfotograferet en god snes af sine fusser, kan i længden nå op på 750 ben.

Den kommer fremad på samme måde som den gjorde, allerede før Pangea delte sig i det afrikanske og det amerikanske kontinent. For når det handler om at gå, er der kun én vej fremad: Det ene ben foran det andet, etc…

Nokken 1949

Foto: Bent Jacobsen, pressefotograf

Jeg er vild med det foto, som jeg bloggede om for seks dage siden. Nu har min kæreste fundet det på Væggen, som er et fotoarkiv under Københavns Museum.

Det er jo en glimrende anledning til at tilføje de oplysninger, min faster Dora (alias Den gamle Hugorm) er kommet op med.

Selv om det er med i en bog om besættelsestiden, så er billedet altså taget i 1949, og ikke lillejuleaften 1942, som der ellers står i Lars Møllers bog, Da vi var besat – Danskernes liv og hverdag 1940-1945, udgivet på Københavns Bogforlag 50 år efter den tyske hær invaderede vores land – og genudgivet i 2. udgave i halvtredsåret for befrielsen.

For faster Dora er det naturligvis et billede, der kalder minder frem. Hun skriver: Herbert som står foran mig er født i 1944. Det er Aase der står bag mig med fletninger. Jeg havde altid fletninger sat op over hovedet. John står i forgrunden og Freddy bag ved. Vi flyttede ind på Nokken i august 1949 og vores mor døde den 31. januar 1950. Da var alle, undtagen Robert flyttet.

Jeg kan ikke genkende huset med al det skrammel der er rundt om, men når jeg tænker på det indvendigt, ser det rigtigt ud. Der hvor der er en lav tilbygning, der der to slagbænke og spisebord. Hvor skorstenene går ud, er der køkkenbord med primus apparat. Så var der en 2-etages og en 3-etages køjeseng. Gilbert og Vera boede ikke hjemme, men havde et værelse hos frøken Madsen, de arbejdede jo.
Jeg har ikke før hørt om denne frøken Madsen, men Dora skriver: Frøken Madsen var en dame der lejede værelse ud. Jeg tænker, at det blev for småt på Nokken, og da Gilbert og Vera tjente penge, kunne de jo bo “ude i byen”. Den samme dame var også flink og holdt Veras konfirmation, så vidt jeg husker. I hvert fald husker jeg at juleaften 1949 blev fejret hos hende. Jeg mindes hvor koldt det var om aftenen at vende tilbage til mørket på Nokken.

Vi fik en gratis flæskesteg hos slagteren. Jeg var jo den der købte ind og jeg blev gode venner med både konen og manden. Efter jeg kom til Viborg, fik jeg også aflagt tøj fra deres datter. Mor var hjemme på “orlov” fra Radiumstationen, det var dengang hospitalet for kræftsyge. Der døde hun også.
Jeg har lagt billedet på min blog, fordi det er så godt at snakke om. Selv om man måske ikke kender min faster, Dora Arvidsen og hendes mindre søskende Aase, John, Freddy og Herbert, så sætter fotoet uvilkårligt tankerne igang. Der er helt sikkert forskel på at være fattig i dag, og så have været det dengang på Nokken i 1949.

Billedcensur på Mingler

Niels Thimmer har fjernet et af mine blogfotos. Der er ikke længere noget billede på min blog med overskriften Farfars mørke side.

Jeg vil naturligvis klage til Netredaktionen og bede om en forklaring. Bloggen er sandsynligvis min mest læste, og billedet har været på sitet i årevis, uden problemer.

Det kan sgu ikke være meningen, at vi også her på 24.dk skal til at sætte æbler ind for at tildække kønsdele på gamle nøgenfotos. Det virker helt forkert, når JP/Politikens Hus, som ejer sitet, ellers er meget imod den slags nypuritanske og absurde censur.

Nyt gammelt foto

Foto: Det Kongelige Biblioteks Billedsamling

Kongens Enghave har en ret aktiv lokalhistorisk forening med over hundrede medlemmer, og formanden Jørgen Topp Lassen har med interesse læst min blog Mørke minder, blandt andet om likvideringen af en grønthandler på Mozartsvej. Og nu er der linket til bloggen på foreningens hjemmeside, så endnu flere kan finde frem til min fars øjenvidneberetning.

I en mail takker Jørgen Topp for de historisk interessante oplysninger, som var trykt i Bavnehøj Skoles 50 års jubilæumsskrift – og så spørger han iøvrigt om jeg ved hvad det er for et berømt billede, min far nævner til sidst i sit skriv. – Det er jeg også selv nysgerrig efter at finde ud af.

Derfor cyklede jeg idag ud til biblioteket i Tune og hev en flok bøger om Danmark under besættelsen ned fra hylden og gav mig til at bladre. Fotoet skulle angiveligt forestille to tyske officerer som bliver afvæbnet på åben gade på Mozartsvej.

Hvis billedet er berømt, må det jo være optrykt i adskillige af de rigtig mange bøger, der er udkommet om Danmark under 2. verdenskrig. Så er det bare at finde det…

Men da jeg bladrer, finder jeg pludselig et stort Wilson-foto – som iøvrigt ikke er taget under besættelsen. Det er min farfars to skure på Nokken, hvor han boede med sin kone Karen og deres syv børn.

Børn foran deres hjem på Islands Brygge i København lillejuleaften 1942, står der som billedtekst i bogen “Da vi var besat”, som er udgivet af Lars Møller på Københavns Bogforlag i 1995. Bogen handler om danskernes liv og hverdag i 1940-45, men billedet af børnene er taget senere. Det ved jeg, fordi den mindste dreng, min farbror Herbert blev født den 20. november 1944. Så kan han jo ikke stå og småfryse på Nokken to år tidligere.

Det er et fint og knivskarpt foto. Min far og faster Vera er ikke med på billedet. Farfar er der heller ikke, måske er han inde i skuret til højre, hvor min farmor vistnok ligger syg af kræft. Jeg ved det ikke, og håber at kunne få mere at vide af de nu gamle mennesker, som altså kan se sig selv i en stor, flot historiebog med masser af billeder fra en svunden tid.

Dagens tanke

Foto: Henk L., Holland

Denne dags googlere er blevet budt velkommen af Tænkeren, alias Grubleren. Den verdensberømte skulptur blev skabt af Rodin i 1880, og idag har den tænksomme mand fået lov at sidde på det andet o’s plads på Googles forside.

Det er en bemærkelsesværdig figur, ham Tænkeren. Auguste Rodin har været udspekuleret og brudt med den almindelige måde at side og gruble over noget på. Tænkerens højre albue er røget over midten og har i stedet fundet hvile på venstre knæ.

Det er ikke nogen helt naturlig stilling, og mit gæt er, at han den dag i dag stadig sidder og funderer over, hvorfor han skal sidde i den lidt akavede, kunstige position. Prøv selv: Sid ned, sæt hånden under hagen, og flyt så albuen over på det ‘forkerte’ ben.

Hvad tænker du?

Glat igen

Her er et sidste foto af min deltagelse i november måneds kampagne for Kræftens Bekæmpelse. Kort efter billedet blev taget, kom min Gillette atter i aktion, – for min hårvækst egner sig slet ikke til en smart moustache.

Kampagnen er ellers lige mig. Endelig noget, hvor man kunne bidrage ved at gøre … ingenting. Og således gøre opmærksom på kræft, som mænd også får, og som ikke er spor skæg.

Men altså, – se lige hvor grimt mit hår omkring munden er, når det får lov at se dagens lys: Der er ikke to, der er ens. Det er som om hvert enkelt hår har valgt sin helt egen farve i spektret mellem sort og hvidt. Og hårene vokser lidt i hver sin retning. Jeg kan så også konstatere små bare pletter, hvor der ikke vokser noget.

Da jeg så tilmed fandt ud af, at mit skæghår efter fem dages laden stå til både krøller og klør, så stod jeg af. Kampagnen må køre videre uden mig. Det gør den også. Jeg har lige set en gul HT bus med sort moustache over nummerpladen. Og en “bus” fra British Airways har også fået overskæg.

Jeg skal ikke have skæg. Jeg skal forhåbentlig heller ikke have kræft. Men hvis jeg alligevel får det, håber jeg det kan fjernes næsten lige så let som uønsket hårvækst.

Lommebogen

Endnu en ting fra familiens nye, gamle papirer: Min fars lommebog fra 1949, da han var ung mand, vel egentlig bare en stor dreng. Dengang var det meget almindeligt at have sådan en lommebog. Den her viste er en reklamegave fra Hadsund Trævarefabrik, Aage Kjeldsen & Co. A/S.

Gad vide om der stadig er nogen der idag rundt med sådan en tryksag i lommeformat? – Jeg tror det ikke. Men før computeralderen kunne den næsten ikke undværes; En årligt udkommende lille bog med kalender til notering af aftaler, sider til notering af telefonnumre og adresser, nyttige tabeller og oversigter m.m – og med Universitetets røde Almanakstempler som garanti for at der ikke var fjumret rundt i solens op- og nedgange, månens faser og alle de kongelige og kirkelige mærkedage i oversigtskalenderen på opslaget side 4 - 5.

På indersiderne af omslaget er der farvetryk med 72 forskellige nationalflag. I 1949 var Canadas flag ikke det vi kender med ahornbladet, og der var ikke noget islamisk ornamentik i Irans flag. Der var kun 48 små stjerner i Stars and Stripes, og Belgisk Kongos flag var en gul stjerne på lyseblå baggrund. Indiens flag var et Union Jack med en stiliseret sol midt i, og Tysklands flag vidste man faktisk ikke hvordan skulle se ud; Der er et blankt flag med denne forklaring på: Ukendt v. Opl. Trykn. Dannebrog ligner sig selv, men det gør Kinas flag ikke: Det ligner sjovt nok det amerikanske, bortset fra at der i stedet for stjerner og striber er en hvid sol i det blå hjørnefelt og fem gule bølger i det røde.

Meget har ændret sig i de forgangne 63 år, og det ses også i lommekalenderens lille atlas. Kortet over Mellemeuropa er farvemarkeret med Amerikansk Zone, Britisk Zone, Russisk Zone og Fransk Zone, for Deutsches Reich hang dårligt sammen i årene efter 2. verdenskrigs afslutning. Min far har forresten tilføjet streger med sin blå kuglepen, der viser hvor han har sejlet. Der er tegnet på alle kortene, bortset fra det over Schweiz.

Statistisk Årbog er kilde til siderne med Landenes areal og folkemængde. Lægger man tallene for København, Frederiksberg og Gentofte sammen, kan man se at der boede 967.950 mennesker i Hovedstaden i 1948. Århusianere var der 137.722 af.

Der er mange oplysninger og oversigter i fars lommebog fra 1949. Omregningstabeller, Færdselstavler, m.m.m. Telegrafvæsenet, Rigstelefon og de vigtigste stempeltakster. Termometrets koge- og frysepunkter i Réamur, Celsius og Fahrenheit. Danske Fod og Tommer til Meter. Tønder Land til Hektar. Renteberegning og Romertal. Historisk Memorandum…

Og sider til telefonnumre, kassebog og notater. Min far har fx skrevet, hvad han har købt rundt omkring i verden, blandt andet har han købt testel i Kobe, silkebluser i Hongkong, cigaretter i Aden, tæpper i Madras og læderpuder i Port Said.

I selve kalenderen er der en vred markering ved den 28. marts. Niemals vergessen, står der, med hele syv understregninger. Den dag stjal min fars far alle hans sparepenge, og min far glemte aldrig datoen. 77 kroner må have været mange penge, dengang det skete, i 1948 – for i lommebogens oplysninger om Postvæsenet står der, at Breve indtil 50 gram koster 15 Øre i Lokalporto, og 20 Øre i Landsporto.

Set i bakspejlet er det sgu ikke så mærkeligt at min farfar Robert Wilson røg uklar med samtlige sine syv børn…

Ode til Valbys vartegn

Foto: P. Wiwe, København

Opstanden i ’67, nedfalden i dag, til klapsalver klokken 12 nul dut.

2000 tons gasblå cylinder med kapow til flere dages blus i samtlige Københavns og Frederiksberg kommuners køkner.

Nu nedlagt ved Rosenhaven, hvorfra Gilbert stjal Superstar, fordi de duftede endnu bedre i vasen på vores sort-hvide fjernsyn i Dannebrogsgade 47, anden sal til venstre.

Kalkuleret lang søndagskø på Køge Landevej, som efter en offentlig henrettelse.

Mørke minder

Foto: Frihedsmuseet

Mange minglere (mindst 2) vil gerne læse mere fra de nye gamle papirer i papkassen med ting fra min families gemmer. Senest har jeg fundet et par maskinskrevne rejsefortællinger, som min far har skrevet for børn. Men nu har jeg fundet noget helt andet.

Bavnehøj Skole havde annonceret efter tidligere elever, forud for festlighederne i anledning af skolens 50 års jubilæum i 1980. Og i det nydelige jubilæumsskrift er der pluk fra et brev min far har skrevet, blandt andet dette, som er publiceret under overskriften Den skoledag jeg husker bedst og handler om den 21. marts 1945.

…
Såvidt jeg husker, havde vi klasseværelse på 1. sal. I hvert fald havde vi udsigt til brandstationen og jernbanen (det ved jeg med sikkerhed ifølge de mange timer, jeg længselsfuldt har stirret ud ad vinduerne til almindelig irritation for lærerkræfterne). Men den dag var vi netop kommet ind for at begynde på en time med vores engelsklærerinde. Pludselig flængedes stilheden af larmen fra meget lavtgående flyvemaskiner. Som den mest opmærksomme dreng i klassen (i den retning, altså) sprang jeg op og skreg: “Det er englændere!”

“Vrøvl!”, lød det fra flere sider, og lærerinden prøvede at overdøve med et: “Sæt jer ned!”
Men den slags bagateller kunne jeg ikke tage mig af. Jeg var allerede på vej over til vinduet, mens jeg ophidset hylede: 
“Jo, jo – det er Royal Air Force. Jeg så mærkerne lige så tydeligt!”

Resten druknede i de tumultagtige scener, samtidig med, at den uhyggelige lyd fra luftalarmen overdøvede alt med sin infernalske stigende og faldende alarmtone. Derfor hørte vi heller ikke eksplosionen på Søndre Boulevard 106. Måske overdøvede vi den også med God Save the King, som vi skrålede af fuld hals, mens vi modstræbende blev gennet ud og trampede ned i kældrenes beskyttelsesrum.
Jeg var så heldig, at jeg netop denne dag skulle møde på Finsensinstituttet, hvorfor jeg umiddelbart efter angrebet var at finde i sporvognen, som kørte nogenlunde normalt, skønt 144 danske netop var blevet dræbt og over 300 såret. Ved den franske skole hoppede jeg af og forsøgte at trænge mig frem til det store opbud af brandbiler. Men hverken tyskerne eller vagtværnet ville lade mig komme igennem. Så jeg måtte gå igennem en del gårde, før jeg fandt et hul. Jeg blev stoppet, før jeg nåede helt frem – så jeg slap for at se ofrene. Men det var en ikke helt tilfreds dreng, der atter sad i sporvognen på vej til målet.
På tilbageturen ville jeg derfor søge at slippe ind til Shell-huset. Synet af dette forhadte sted var en herlig oplevelse, selv om den største del af begivenheden var overstået, da jeg ankom. Det var den bedste forårsdag nogensinde, og kun den 5. maj kunne overgå den oplevelse.
Nøj – hvor de altså fik no’en ordentlige no’en på frakken – de grønne svin!
…
Jeg kan godt huske, at min far tog med til jubilæumsfesten. Det var en skuffelse. Der var ingen af hans skolekammerater fra dengang, der kunne huske episoden med bombemaskinerne som fløj lavt ind over Bavnehøj. De kunne heller ikke huske min fars mørke minde om grønthandleren, som han fortalte mig tit stak ham et æble og sagde: Stik så af med dig, knægt. De kunne slet ikke huske lige så godt som min far, og det var jo synd. De måtte så efterfølgende nøjes med at læse andres erindringer under overskriften Besættelsestiden i det mørkebrune A4 hæfte med Bavnehøj Skolens logo og “1930-1980” i guldtryk på forsiden (med en varm tak til bogtrykker Benny Thorgils, som også var elev på Bavnehøj Skole engang). Gilbert Wilson skriver:

…
Der er i grunden så mange mange “husker I?” fra dengang – både gode og grimme minder. En af de mere morsomme var nok den dag i skoletiden, da en af vores lærere uforvarende overraskede en frihedskæmper, som skulle bemægtige sig et eller andet materiel på skolen.
På et af ganghjørnerne rendte de simpelthen lige ind i hinanden til så stor forskrækkelse for frihedskæmperen, at han kom til at løsne et skud fra den pistol, han havde i hånden. Braget var ikke til at tage fejl af. Krigsbørn lærer at høre forskel. Så vi stillede spørgsmål, lige til sandheden var sagt. Men så kunne vi godt holde mund.

En dag på vej hjem fra skole oplevede jeg et af krigens værste drab på grønthandler Ziegler. Min opmærksomhed fangedes af de hvinende bremser fra en sort limousine på den anden side af gaden (Mozartsvej). – Seks sortklædte hippofolk sprang ud de fire døre og løb ind i grøntforretningen, hvor hver mand sendte et skud gennem hovedet på grønthandleren. Jeg nåede ikke at reagere, før de atter var ude i bilen og hvinende kørte derfra. Jeg løb over gaden, hvor fruen og ekspedienten nu stod foran forretningen og skreg af chok. Midt på gulvet lå han på ryggen og sejlede i blod og hjernemasse. Jeg stirrede forstenet på hans næsebor – for han var jo min ven, som ofte stod foran forretningen og stak mig et æble eller en pære, fordi han kunne se, vi var fattige. Det varde længe, før fru Zieglers gråd fik mig til at forstå, at hun havde mistet så uendelig meget mere. Jeg ved ikke rigtigt, hvordan jeg kom hjem – men i alle de år siden har den hændelse været hårdere end nogen anden, der skulle tilgives.
Efter krigen fandt man aldrig rigtigt ud af årsagen til dette bestialske drab, Men der er næppe tvivl om, at det var en hævn, fordi han fra sin lejlighed under generalstrejken i juli 1944 havde piftet i fingrene, når tyskerne nærmeste sig protestbålene på hjørnet af Hammelstrupvej og Stubmøllevej. Jeg var øjenvidne, også dengang.
Jeg kan stadig høre fru Zieglers rædselsslagne stemme, da hun fortalte at kuglerne hvinede om ørerne på dem. Det var ikke altid så nemt at være dreng dengang.
Nå, som modvægt kan jeg jo sige, at jeg også så det berømte billede med de to officerer, der bliver afvæbnet på åben gade på Mozartsvej. Men jeg har altid undret mig over, hvor fotografen stod. Ham så jeg ikke af bare fryd.

Skyfall

Den nye James Bond film har premiere idag – og det må være en dejlig følelse at være weekendklar med en premierebillet i lommen. Men det er nu også dejligt at have set filmen allerede igår, til gratis VIP forpremiere i Imperial, inklusiv gin & tonic fra Diageo og en lille forsinket pose slik fra Irma.

Og lad det være sagt med det samme: I kan roligt glæde jer til en fantastisk film, en omgang 007 til topkarakter.

En del anmeldere har fratrukket en stjerne eller to, fordi historien ikke er så skarptskåren som den plejer at være. Skyfall er lidt mere diffus og tvetydig – men det synes jeg ikke trækker ned, tværtimod.

Skyfall er en jubilæumsfilm, som er fulgt med tiden. Man har taget det bedste fra de gode gamle dage, men droppet det store arsenal af gadgets, som Q ellers plejer at udstyre vores helt med. Q er idag en ung computer ekspert, der har kogt rekvisitterne ned til en pistol for your hands only, plus en lille radio, så helikopter kavaleriet ved præcis hvor omkring Macao James Bond skal afhentes.

Indledningen er forrygende. Men den tilføjer også filmen et element af svigt. Bond har sådan set tjek på situationen, da han efter hæsblæsende kørsel gennem Istanbuls gader og på basarens tagrygge, slås med en bandit på taget af et tog i fuld fart – men bliver så ramt af friendly fire og styrter.

Det er den slags, der kan ske i kampens hede. Men er det egentlig rimeligt at den øverste i hierarkiet risikerer underordnedes liv og lemmer for at få has på banditterne? Er der okay, når  mennesker ofres som brikker i et skakspil?

Det er her, det filmen for alvor begynder. Nogle må dø, for at andre kan leve. Men gælder det også, når det ikke er helten selv der træffer beslutningen? Og hvad sker der så, hvis helten alligevel ikke dør, men overlever og føler sig svigtet. Vil han hævne sig mod sine egne? Det er et tricky spørgsmål, som også ligger og lurer i tv-serien Homeland.  

Skyfall fører os hjem til Skotland, hvor man ikke er angst for at gå ned på udstyr. Den grå Aston Martin kommer ud af garagen, og Daniel Craigs træfsikkerhed øges betragteligt med fars gamle jagtriffel.

Skyfall er en film med siliconefri babes, casual Heineken og cool old school action uden så meget nymodens lir. Replikkerne sidder som før Sean Connerys exit. Never say never again – der kan stadig produceres bondfilm så englene synger.


Foto: Skyfall – Official Movie Site
– og tusind tak til Jesper Sidenius fra 360 Wealth for invitationen.

Rejsefortælling for børn #2

Foto: © S. Steegar, Brussels, Belgien

Her er endnu en historie for børn, som jeg har fundet blandt Onkel Gilbert, min fars nye gamle papirer i familiens rodekasse. Den her er mere underlig og længere end den forrige, og så er den skrevet før ordet neger blev henvist til det danske sprogs skammekrog.


Kærlighed i Ansimenat

Idag vil jeg fortælle dig en voksenhistorie – sådan en der slet ikke er for børn. Så nu må du gøre dig helt lille bitte, så jeg kan putte dig ned i min lomme. Og så skal du sidde ganske stille, så ingen opdager at du er med mig ude på en rejse. For det her er slet ikke for børn – tror jeg nok. Men det er alligevel spændende. Og det er også lidt mærkeligt.

Det handler om en sømand – det er mig – og en pige. Men allerførst skal vi finde et mærkeligt sted der hedder Ansimenat. Ansimenat – lyder det ikke mærkeligt? Det lyder ihvertfald ikke ligesom Brønshøj.

Men det er faktisk lige som Brønshøj – for det er et sted hvor der bor mennesker. Ikke så mange mennesker, for det er kun en lille landsby, ja det er faktisk en meget lille landsby. Ja, ved du hvad – når jeg tænker på det, så er landsbyen så lille at alle husene er små. Hvert eneste hus er så lille at jeg sagtens kan få helt på på taget når jeg rækker armene i vejret. Ja, det bliver værre endnu – for Ansimenat er så lille en landsby, at den slet ikke står på landkortet. Så den er nok mindre end Brønshøj.

Men Ansimenat findes og den ligger på Madagascar – madam græskar – for på landkortet kan det godt ligne et græskar. Og så ligger Ansimenat sådan lidt nede i bunden. Så nu tager vi lige et stort skib og så rejser vi til Madagascar og går i land. Er du med?

Nu må du endelig sidde helt stille, for nu skal vi besøge en pige. Hov, forresten – jeg bliver lige nødt til at lære dig sproget, for de er ikke så dygtige til dansk i Ansimenat. Det får du at høre om lidt. Men så forstår du hvad der bliver sagt – og det gør jo ikke noget at de ikke taler dansk.

Se, det er næsten lige som visselulle, så det er ikke svært. Det hedder MAKKAVISSA DALA DALA. Kan du sige det? MAKKAVISSA DALA DALA. Så, nu taler du et sprog der hedder malgassisk. Så nu er vi nok langt, langt væk fra Brønshøj.

Vi er i Ansimenat. Vi går rundt mellem de små huse som allesammen er brune fordi der er bygget af strå. Der er ingen vinduer, men der er en rigtig lille dør af træ. Og husene passer meget godt til de mennesker der bør der. For de er nemlig også brune ligesom flødeboller. Brune huse til brune mennesker. Det passer godt, for så kan de jo rigtig gemme sig inde i husene når alting er brunt. Og så opdager man slet ikke at husene er små.

Sådan nogle mennesker kalder vi for negre fordi vi engang blev enige om at der findes mere end een slags mennesker. Ligesom der findes mere end een slags hunde. Man kunne godt nøjes med at sige sorte hunde og hvide hunde. Men vi siger gravhund og grønlænderhund. Om brune og sorte mennesker siger vi at de er negroide – men det er alt for svært et ord, så vi kalder dem bare for negre. Og negrene kalder os for hvide. For de gider heller ikke sige svære ord. Det er da klart. Mennesker er da mennesker, ligegyldigt hvilken farve de har. De siger ikke svære ord, når de kan nøjes med nogle nemme. Og det var da nemt at sige MAKKAVISSA DALA DALA. Det betyder: “Er du vred?”

Piger er nogle meget mærkelige væsener. De findes allevegne – ja, selv de mærkeligste dejlige steder. Piger vil helst være hvor der er dejligt. Men alligevel findes de faktisk alle steder. Ja, de findes i hele verden. Også på Madagascar. Ja, endda mange – men Madagascar er altså også et dejligt sted.

Dernede hvor vi er nu, er der dejlig varmt – ihvertfald om natten. Om dagen er der dobbelt så varmt som i Danmark. Det er alt for meget. Så sveder man ligesom hvis man havde feber. Så der er bedst om natten. Eller om vinteren, hvor der er lige så varmt som om sommeren i Danmark. Kan du forestille dig det? Slet ingen sne, bare dejligt sommervejr når det er vinter. Og alt for varmt når det er sommer. Og den dag jeg vil fortælle om – da var det altså sommer. Men heldigvis var det aften.

Det er slet ikke ligesom her. For det bliver aften lige pludselig. 10 minutter, så er det aften – og hvis der ikke havde været stjerner, ville det være bælgmørkt. Men der er stjerner. Mange, mange store flotte stjerner. Nogle af dem bliver kaldt for Sydkorset. Der er nemlig så langt ned til Madagascar, at man er nødt til at have nogle andre stjerner end dem vi har. Derfor kender vi ikke Sydkorset. Men det er nogle store flotte stjerner der sidder på himmelen nøjagtigt som et kors. Og det der er den sydlige del af himmelen, så hedder det selvfølgelig Sydkorset. Du kan tro det er flot. Og man er næsten nødt til at have så mange flotte stjerner, for der er ingen lys på gaderne i Ansimenat. Men det gør jo ikke noget, når man kan nøjes med stjerner.

Og som ekstra lampe har man månen. Den er noget større end i Danmark og fordi luften er meget klar, lyser den meget mere end her. Ja, det lyser så meget at jeg nogle gange læste avis uden at have andet lys end månen og de flotte stjerner. Du kan tro det er mærkeligt.

Ja, jeg sad forresten henne ved sladrehuset. Det er et tomt hus uden vægge. Kun tag. Det er meget naturligt, for når der sladres, så bliver der sagt en masse sludder. Og når husene er så små som jeg fortalte dig, så kan man jo ikke have alt det sludder inde i huset. Derfor har man et sladrehus, hvor man rigtigt kan sludre og vrøvle. Så det er jo et dejligt sted.

Hvad var det nu jeg sagde om piger? Joh, de ville helst være hvor der dejligt. Og sladrehuset – det var jo dejligt. Så hvad mon der så sker? Ja, så kommer der selvfølgelig en pige. Så jeg skyndte mig at rejse mig op – for når man er høflig, så rejser man sig op, når der kommer en pige. Drenge skal jo være gode mod piger. Det kan man vise ved at være høflig.

Men så skete der altså noget meget mærkeligt. Jeg har ikke så meget forstand på piger, men jeg tror alligevel ikke det ville ske i Danmark. For tænk dig – hun gik lige hen og slog armene omkring halsen på mig og kyssede mig lige midt i ansigtet. Jeg blev så forskrækket, at jeg troede alle stjernerne skulle falde ned. Men det gjorde de ikke. Og det var da også underligt – for jeg var da vasket. For man skal jo vaske sig.

Kan du gætte hvad hun sagde? Ja, det er rigtigt. Hun sagde: “Er du ved?”. Men hun sagde det med en meget sød stemme – ganske langsomt. Men når man bliver forskrækket, så ved man næsten ikke hvad man skal sige. Og man ved heller ikke rigtigt hvad man skal gøre. Men det allerværste var nok, at jeg aldrig havde snakket med en negerpige, ihvertfald aldrig med en der bare lige gik hen og kyssede mig. Så jeg rødmede og kunne næsten ikke sige at jeg hed Gilbert. Jeg var også lidt bange for hende. For jeg kendte hende jo slet ikke.

Når man er bange, så skal man prøve på at være modig. Men hvis man nu ikke er så modig – hvordan får man så mere mod? Ja, det er jo det mærkelige ved mod. Hvis man bruger det mod man har, så får man mere mod. Så jeg samlede alt mit mod – og kiggede på hende.

Først kiggede jeg ned på jorden – og blev meget forbavset. For under hendes lange kjole kunne jeg se at hun ikke havde nogen sko på. Det lyder måske ikke så mærkelige – men det er mærkeligt. For på Madagascar er vejene ikke som hos os. Dernede er vejene bare nogen der er der. De kommer af sig selv. Fordi negrene elsker at besøge hinanden. Og så går man bare den korteste vej, selvom der til at begynde med slet ikke er nogen vej. Men når man går så meget det samme sted, så bliver der tilsidst en smal vej. Men så sådan en vej kan jeg ihvertfald ikke gå med bare ben. For der er jo sten og grene og firben og alt muligt. Så det var da mærkeligt at hun ikke havde sko på. På Madagascar er der mange, mange firben, det myldrer med firben som sidder og kigger på en. Ja, der er så mange at de er lige ved at falde over hinanden hver gang de piler afsted for at man ikke skal træde på dem. Til gengæld er der ingen tigre og heller ingen løver. Der er ikke plads til dem når der skal være så mange firben. Heldigvis – for jeg er meget bange for løver.

Det var en meget smuk kjole, mange farver og lang med korte ærmer. Hendes arme var mørke som bitter chokolade. Jeg har nemlig hørt, at hvis man spiser alt for meget chokolade – mere end man kan tåle – så bliver man brun ligesom chokolade. Det kunne jo godt være sket for hende, for når man så nærmere efter, så hun faktisk meget sød ud. Næsten alt for sød som hun stod der foran mig med hovedet lidt på skrå mens hun genert kiggede på sin ene skulder. Når man ikke har en knap man kan kigge på – så kan man kigge på sin ene skulder, hvis man er genert.

Jeg blev mere modig da jeg kunne se at hun var genert. Så spurgte jeg hvad hun hed. “Jeg hedder Mazi”, sagde hun, “jeg elsker dig. Vil du godt besøge min TANAMBAO, mit nye hus som min far har bygget?” Og så rørte hun lige så forsigtigt ved mit lyse hår. Og smilede så jeg kunne se alle hendes fine hvide tænder. Så du kan lige tro jeg blev bange. Hun var så glad i øjnene at jeg var helt sikker på at hun ville spise mig. Ihvertfald bankede mit hjerte af skræk. Kunne du måske tænke dig at blive spist? Nej, vel?

Men jeg var jo også nysgerrig. Det ned huset var nu lidt spændende. For hvem ved hvordan der ser ud inde i sådan et lille negerhus? Så jeg ved slet ikke hvordan jeg turde, men da hun tog min hånd og bare trak i mig fulgte jeg med. Jeg glemte helt at spørge om hun ville spise mig.

Huset lignede de andre huse, men da vi kom derhen, stillede hun sig foran døren og lagde armene over kors. Så sagde hun meget højtideligt: “Fra nu af hedder du ILANA. Velkommen, ILANA, til min TANAMBAO!”. Så trådte hun tilside og lukkede døren op ind til huset. Ih, hvor var det spændende. Og det var da mærkeligt at jeg ikke måtte hedde Gilbert – men ILANA var nu også et pænt navn.

Jeg måtte bukke mig næsten helt ned på knæ for at kunne gå ind ad hendes dør, og da jeg kom ind, kunne jeg slet ikke se noget. Jeg blev lidt skuffet – for jeg ville jo så gerne se noget.

Men så lige pludselig blev der lys fordi Mazi tændte en lille petroleumslampe. Inde i huset var der et rigtigt gulv af brædder. I det ene hjørne stod der en stor lerkrukke med en bliktallerken ovenpå. Der var også et lille skab til tøj og glas og kopper og knive og gafler og skeer og krukker. Og så var der en lille kuffert og en paraply og et lille bord og een eneste stol. Og tilhøjre var der en meget lav seng med sengetøj, der var så hvidt og rent at man kunne få helt ondt i øjnene.

Så bad hun mig og at sætte mig på sengen og spurgte om der var noget jeg gerne ville have. “Ja, jeg er lidt tørstig – for her er så varmt.”

“Ja, ILANA,” sagde hun og så gjorde hun noget meget, meget mærkeligt. Hun gik hen til skabet og tog et glas. Så gik hun hen til den store krukke og fyldte vand i glasset og satte det på bliktallerkenen. derefter gik hun hen til midten af det lille hus og blev stående foran mig med glasset og tallerkenen i den ene hånd. Der blev hun stående lige så stille uden at røre sig. Jeg sad også ganske stille og kiggede ned i gulvet. Tilsidst kunne jeg ikke lade være med at kigge på hende. For det var da underligt at hun bare blev stående. Og lige så snart hun kunne se at jeg kiggede tog hun glasset i hånden og førte det op til munden, drak lidt af vandet og satte glasset tilbage på tallerkenen. Først skulle jeg lige til at grine fordi jeg troede at hun ville drille mig. Men i det samme faldt hun på knæ og løftede tallerkenen op over hovedet hvorefter hun kom kravlende hen foran mig. Nej, hvor var det mærkeligt. Hun holdt tallerkenen så jeg meget nemt kunne nå glasset. Og jeg var altså tørstig. Så jeg tog det og drak – og det var dejlig koldt. Jeg drak ikke det hele.

Da jeg satte glasset tilbage kravlede pigen baglæns til hun igen var midt i huset. Så rejste hun sig langsomt op, tog glasset og drak resten. Det var underligt og jeg tænkte og tænkte fordi jeg ville så gerne forstå alt det mærkelige. Og lige pludselig kunne jeg forstå det. Derfor er det meget godt hvis man kan tænke. Tænke – det er når man lukker øjnene og inde i hovedet kan se en rød klods og en hvid klods – som er lige store. Hvis man kan tælle, så ved man at der er to klodser. Hvis man er god til at forstå, så ved man at de er lige store. Og hvis man kan tænke, så ved man at de er forskellige fordi de har forskellig farve. Når man ved at de er forskellige selvom de er ens – så kan man tænke. Det er dejligt at tænke.

Det var sådan jeg sad og tænkte. En brun pige og en hvid pige, men de var alligevel forskellige. De var ens fordi piger elsker drenge. Ja, det kommer selvfølgelig an på om det er søde piger. Men jeg tror at alle piger er søde. Og når piger elsker drenge, så hedder det kærlighed. Og kærlighed – det er ligesom når mor elsker dig. Man kan godt mærke når det er kærlighed.

Kærlighed er ikke bare noget med at man siger jeg elsker dig. Man skal vise det ved hele tiden at gøre noget for den man elsker. Og det var det den brune pige gjorde. Hun viste mig at hun elskede mig. Så når vi gik i seng lå jeg og tænkte på hvad jeg kunne gøre til gengæld. For kærlighed er det smukkeste der findes – og så gælder det jo om at finde på noget der er lige så smukt.

Det var forresten sjovt at ligge i en seng i en negerhytte. For når vi gik i seng løsnede pigen nogle bånd så der faldt et tyndt net ned over sengen. Det er ligesom et telt – et meget tyndt telt der er så tyndt at man kan se lige igennem det. Det hedder et moskitonet og er et telt omkring sengen for at man kan ligge inde i sengen uden at blive stukket af myg. Det er en særlig slags myg, nogle myg der kan være giftige og hedder moskitos. Det er jo derfor det hedder et moskitonet.

I en negerhytte sover man uden tøj på fordi det er meget varmt, selv om natten. Kun lige et lagen og en pude. Ikke nogen dyne. Det ville være alt for varmt. Ja, selv lagnet er for varmt. Så man har det kun hen over midten af kroppen.

Ellers er man helt nøgen. Så vi kunne rigtig ligge og kigge på hinanden. Men der var ikke noget mærkeligt andet end at jeg var hvid og hun var brun. Jo, der var lige hendes hår. Hendes hår var sort som kul og så var det lidt stift. Det er fordi en negers hår er anderledes end vores hår. Hvis man kunne tage et enkelt hår og gøre det meget stort og så skære det midt over, så er vores hår rundt ligesom en pølse. Men en negers hår er nærmest trekantet. Det betyder at en negers hår bliver lidt stift.

Der er en ting mere der er lidt mærkeligt i en negerhytte. Det er at der ikke er noget toilet. Når man skal tisse når man bare udenfor og finder sig et sted. Sådan gjorde pigen også. Hun gik bare ud uden tøj på og satte sig på jorden. Hvis det er et større besøg graver man et lille hul først.

Når vi havde sovet havde jeg fundet ud af hvad jeg kunne gøre. Så tog vi tøj på og fulgtes ad til marked. Og du kan tro det er spændende at gå på marked. Det er ligesom at gå til købmanden, men der er ingen forretning. Det er bare en åben plads med en masse mennesker. Og alle dem der vil sælge noget breder en måtte ud på jorden og lægger deres varer på måtten. Så når man skal røre ved noget er man nødt til at bukke sig helt ned til jorden. Og varerne er meget mærkelige. Mange slags rødder og frø, flettede kurve og bakker i mange farver, grønne citroner, bananer og løg, men ingen havregryn. Det findes slet ikke. Men så køber man bare ris i stedet for. Så vi købte ris og vi købte også små fisk og lange brød der hedder flutes. Dem kender du sikkert godt. For det har vi også i Danmark. Og så købte vi groft salt. Og en kokosnød. Men det sjoveste var nok at købe en høne. For dernede er det en rigtig levende høne som bare har fået en snor om benene så den ikke kan løbe sin vej. Og så lagde vi den op i vores kurv sammen med alle de andre varer. Tilsidst købte vi en flaske rødvin og gik hjem til landsbyen hvor vi besøgte en gammel dame hvor vi kunne købe en kop med gåsefedt. Og så hjem til hytten for at lave mad. For jeg havde jo fundet ud af at jeg kunne give pigen en flot middag.

Men det er ikke lige så nemt som i Danmark. For der en ikke nogen restaurant hvor man kan gå hen. Man skal lave det hele selv. Og det værste er at der jo ikke er nogen oven og heller ikke noget elektrisk komfur. Så man bliver nødt til at lave et bål. Så har man en jerngryde som man kan hænge hen over bålet. På den måde kunne vi koge ris og fisk. Hønen var sværere. For den skulle jo slagtes først.

Pigen kendte en måde som fik mig til at protestere. For hun tog bare fat om hovedet og drejede det rundt ganske langsomt så øjnene for rundt i hovedet på den stakkels høne. I stedet tog vi en kniv og skar hovedet af den. Derefter pakkede vi den ind i ler og lagde den på bålet. På den måde bliver det til en hård pakke som man så slår i stykker. Og hønens fjer sidder fast i lerstykkerne. Det er negrenes måde at plukke en høne på. Da vi havde fjernet leret og plukket de stumper der bliver siddende hist og her, skar vi den op og rensede den for indvolde som man ikke kan spise. resten lagde vi sammen med hønen op i gryden og så hældte vi gåsefedt i gryden og lod hønen stege i fedt- Så lidt efter lidt fik vi lavet en middag.

Derefter dækkede vi bord rigtig festligt med vin og høne og fisk og ris og brød og bananer og revet kokos m.m. Det så helt flot ud. Og så lånte vi en ekstra stol. Så var vi klar.

Men nu kan du lige tro jeg fik en overraskelse. For da jeg satte mig, gik pigen ud af huset. Jeg sad pænt og ventede på at hun skulle komme ind igen. Da der var gået nogen tid kom hun tilbage og jeg kunne høre hende snakke udenfor huset. Så gik jeg ud og fandt hele 8 andre piger der sad på jorden og snakkede med Mazi. Så jeg gik hen til Mazi og hviskede til hende at hun skulle komme ind og spise. Men da hun kom ind og så at jeg slet ikke havde spist noget sagde hun til mig at jeg skulle spise først. For dernede spiser en god pige ikke før den hun elsker er blevet mæt. Og for at han ikke skal tro at hun venter utålmodigt samler hun sine veninder og sidder og snakker med dem udenfor huset så han kan høre det.

Da det jo var en middag til hende prøvede jeg at overtale hende til at spise sammen med mig. Men så sagde hun at en pæn pige ikke så på at en mand spiste, så jeg måtte altså spise alene. Da jeg havde spist kaldte jeg på hende og så først fik hun sin middag. Og det mærkeligste var næsten at det ikke gjorde noget at jeg så på hende når hun spiste.. Det måtte man gerne, sagde hun.

Se, det var jo en historie der slet ikke var for børn. Og da jeg skulle rejse, gjorde hun endnu en mærkelig ting. Hun fik fat i en lille dreng, en KÆZA, det betyder ung ris, en lille dreng der skulle følge mig hvor jeg gik og stod. Denne første gang fulgte han mig bare til skibet. Han holdt sig hele tiden på lang afstand og han sagde ikke noget. Han fulgte kun med mig. Senere fandt jeg ud af at denne lille dreng som aldrig talte til mig altid ventede på mig når jeg kom. Han kunne godt sidde stille en hel dag og vente. Og så snart han så mig lod han mig gå forbi. Bagefter fulgte han mig så lige meget hvor jeg gik hen. Kun een gang har jeg snakket med ham. Det var da jeg legede med et dyr som lignede en kamæleon eller et mærkeligt firben. Da kom han hen til mig og sagde at det var farligt at blive bidt af det lille dyr. Så den lille dreng var altså min livvagt. Jeg holdt meget af ham.

Da jeg gik sammen me den lille dreng kyssede Mazi mig og sagde velkommen tilbage ILANA. Hun smilede, men jeg kunne se tårer i hendes brune øjne. Hun blev stående ganske stille foran huset og vinkede da jeg gik. Og så var den historie ikke længere. Hvad siger du til det? MAKKAVISSA DALA DALA?

Rejsefortælling for børn #1

Foto: Stephanie Syjuco, USA

Jeg har som sagt fået fingrene i en rodekasse med alskens papirer om min familie, men mest om min far, der havde været sømand. Selv om han stadig var en ung mand, da han gik i land og vist aldrig siden sejlede med andet end Storebæltsfærgen, så hang han for altid fast i sin sømandsidentitet. Landkrabbe blev han aldrig. Men han blev frimærke-, mønt- og legetøjshandler – og brugte oceaner af tid ved skrivemaskinen i baglokalet på lidt for lange læserbreve.

Men han skrev også andre ting. Fx et par små historier, som han faktisk er sluppet meget godt fra. Lidt mere struktur, og knap så lang i spyttet, så kunne Onkel Gilbert sikkert også være blevet børnebogsforfatter.


Copraslangen i Masbate lagunen

I det fjerne Østen, der hvor solen står op, ligger der et land som hedder Filippinerne. Det er et mærkeligt navn, men det er også et mærkeligt land. Vi kunne godt kalde det for margarine-land, for mange gange når du spiser margarine, så er noget af det man laver margarine af, hentet på Filippinerne. Man kunne også kalde det for kokosnødde-land. For det er skallerne indeni kokosnødder som bliver til margarine. Altså må hele landet være fyldt med kokosnødder – og det er det også.

Kokosnødder vokser på træer, nogle mærkelige træer der ser ud som en tynd langhåret dreng der ikke er blevet friseret om morgenen. Store lange blade stritter til alle sider på toppen af den glatte stamme. Og lige neden under bladene hænger kokosnødderne, store tunge grønne knolde der visner når de bliver modne. Så ligner det store bundter med rigtigt snavsede barnehoveder. Som om træet var fyldt med børn der kigger ud neden under bladene. Sådan nogle mærkelige træer hedder copra-palmer.

Der er millioner af den slags træer på Filippinerne. Der er så mange, at hele landet er grønt og grønt og grønt – lige så langt man kan se. Og da der jo næsten altid er solskin, så er det et meget smukt land. Og alle de mennesker der bor der er meget solbrændte. De er så solbrændte at de næsten er sorte. Ja, de er så vant til solskin, at de faktisk altid er sorte. Det er blevet en hel vane. De er altid sorte. De behøver slet ikke at blive solbrændt først. De er født solbrændte. Er det ikke spændende? Tænk at små levende børn kan være født helt sorte. Kun øjnene og fødderne og indeni hænderne er ikke helt sorte. For ellers var det jo ikke til at vide, hvor man skal vaske sig, hvis alting var sort. Og man skal jo vaske sig.

Dette mærkelige land ligger langt, langt ude i havet. Det er så langt væk at man overhovedet ikke kan se det. Så når man skal rejse dertil, kan man overhovedet ikke se andet end havet. Vand og vand og vand. Et dejligt blåt hav med masser af solglimt og flyvefisk. Nå, du vidste måske ikke at fisk kan flyve? Jamen, det kan de da sagtens dernede! De flyver endda meget stærkt. Ved du hvorfor de kan flyve? Tænk dig nu grundigt om! Det er ligesom hvis far og mor skal til Spanien. Så kan de godt tage med toget eller køre i bil. Men det tager alt for lang tid. Og så flyver de med flyvemaskine istedet. Det er da klart. Man flyver når man skal skynde sig. Det gør fiskene også. De flyver fordi de skal skynde sig. For det første selvfølgelig fordi der er alt for langt at svømme. For det andet fordi det kan være farligt at være fisk i sådan et stort hav. For i store have lever der masser af dyr som spiser fisk. Så er det jo meget rart at kunne flyve. Det er ihvertfald ikke så rart at blive spist. Men det tænker de nu ikke så meget på til daglig. De tænker mere på at flyve. De elsker at flyve. Stryger afsted på deres stive sorte vinger. Du kan tro det ser sjovt ud. Store sværme der pludselig dukker op af havet og stryger afsted indtil de pludselig dykker ned igen. Vistnok fordi det kilder i maven.

Så når man skal finde Filippinerne skal man se efter solen og flyvefiskene og alt det grønne. Alt det grønne dukker op af havet når man har sejlet i lang, lang tid. Pludselig kan man se en ganske tynd grøn streg langt, langt borte. Når man kommer nærmere, bliver stregen tykkere og tykkere. Ligesom når børn tegner og det skal være rigtigt fint og tydeligt. Så streger de og streger. Men dette her er noget helt andet. For når vi kommer nærmere og nærmere – svulmer de tykke streger op og bliver bulede. Ligesom når du har set mor have brød i ovnen. Så hæver det sig ganske langsomt op. Det gør alt det grønne også.

Ganske langsomt vokser Filippinerne op af havet. En masse store, grønne øer med en masse solskin. Og en masse sorte mennesker. Men nu skal du bare høre: Jeg sagde jo, at det var et smukt land. Det kan man rigtigt se når man kommer sejlende ude på havet. For lige pludselig når alle øerne er færdige med at stå op af havet – så tager de hvide sko på. Ja, der er selvfølgelig nogle store sko. Og det er selvfølgelig ikke rigtige sko. Men når man ser det, kunne man godt tænke sig at det var hvide sko. Hele vejen rundt om hver eneste ø.

Det er havet der brydes over koralrevene. Av ja, hvad var det for noget mærkeligt noget? Koralrev? Ja, det er stentræer der vokser nede i havet rundt om Filippinerne. For jeg sagde jo, at det var et mærkeligt land. Kan du tænke dig sådan nogle træer, som er helt hvide eller brune med millioner af grene, ganske korte og helt uden blade? Der er ingen blade på koraler. Og de er stenhårde.

Når nu det store havs store bølger kommer rullende i sådan en stenskov, så kan det nok være at det bruser og skummer og tordner og syder. Ligesom på en strand hvor der er mange sten. Så farer vandet forvildet omkring. Men det er slet ingenting i forhold til når bølgerne ruller ind i en stenskov, et koralrev. Så bliver der sandelig helt anderledes forvirring i vandet. Det bruser og syder og bobler og laver en farlig støj. Det er det der ligner, at alt det grønne har fået store hvide sko på. Men de knirker jo lidt voldsomt i forhold til dine sko. Nå skidt, de er også gratis. Så det må man nok vænne sig til.

Koralrevene er ligesom en mur nede i havet. Men heldigvis er der huller i muren. Ellers kunne vi slet ikke være kommet ind til Filippinerne. Men vi finder et hul hvor det store skib kan sejle igennem.

Vi sejler lige igennem for at komme ind til en lille by, der hedder Masbate. Ja, nu skal du ikke tro at det er ligesom i vores land, med et stort skib der kommer ind til en havn med kraner. For det fandtes slet ikke, da jeg kom til Masbate. Næe, det var nærmest en strandbred med en platform af cement og træ, en stor firkant på tykke ben. Den fyldte næsten ingenting ved siden af det store skib. Men det myldrede med sorte mennesker. Og hele stranden var grøn af de mærkelige træer der ser ud som om de er fyldt med små børn der kigger ud. Og det var en dejlig strand med varmt sand lige ned til det klare blå vand.

Og oppe mellem træerne lå husene. Ja, det var jo ikke sådan nogle fine huse som dem vi bor i. Men de var alligevel pæne. De var brune over det hele. Ikke noget med maling. For de er lavet af strå. Man tager nogle lange pinde og binder dem sammen så de ligner en kasse. Så binder man strå på siderne og så lægger man blade på taget, store palmeblade. Færdig – så har man et hus. Hvor man kan spise og sove og hænge sin hat. Med en far, en mor og nogle små børn og en bedstefar og en bedstemor og måske en lille hund. Og allesammen sidder på jorden hvor de har bredt måtter ud. Dem kan man rulle sammen og tage ud og ryste lidt mens mor fejer lidt med en kost. Det er jo meget nemt.

Men selvom det er nemt, så er der alligevel mange ting der er svært. Man skal lære mange ting. En af de ting jeg lærte lige så snart jeg var kommet i land, var at man ikke skal stå med hovedet lænet op ad et hustag. Jeg stod der i korte bukser og lænede mig, mens jeg nød alt det gode solskin. Lige pludselig var der noget der kradsede mig på halsen så jeg frøs, og så var der noget der kravlede lynhurtigt ned ad brystet på mig. På min bare krop! Næe, hvor jeg frøs. Jeg skyndte mig at slå det væk med hånden. Det var en kæmpestor bille – forresten en mærkelig flad grøn fyr på mindst 20 tændstiklange ben der var knækket på midten. Det var slet ikke til at forstå at den kunne holde styr på alle de ben. Og især var det nogle mærkelige lange fødder fyldt med små kroge, så den kunne holde godt fast hvis den skulle blive forskrækket. Men det nåede den ikke – for det var mig der først blev forskrækket. På den måde kan man lære mange ting. Nu havde jeg lært at man ikke skal stå og læne sig op ad et hustag.

Selvom jeg var sømand, så var jeg ikke så gammel. Nærmest en stor dreng. Det er jeg forresten stadigvæk. Det kan man være lige så længe man vil. Man skal bare have nogle korte bukser og kunne fløjte eller synge eller grine. Og så skal man hele tiden være nysgerrig og altid være parat med en undskyldning. Så er man en dreng. Og jeg var altså en stor dreng – som gik der i det mærkelige margarine-land sammen med en anden dreng. Hov, man skal forresten også være god. Ellers er man ingen rigtig dreng. Man skal være god mod piger, dyr og gamle mennesker så de ikke finder på at bide. Det kan være meget klogt. Nu skal du nemlig bare høre.

Se, vi gik altså der og så traf vi en sort dreng. Det var også en rigtig dreng. Han hed Filip. Det er jo klart. Når man bor på Filippinerne, så er det klart at man hedder Filip, når man er en dreng. Og Filippine hvis man er en pige.

Vi tre drenge gik ned på den fine strand med det varme sand der gik lige ned til det klare blå vand. Og der fandt vi en kano – en meget smal båd. Ja, den er så smal at den slet ikke kan sejle uden at have udligger på. Og en udligger, ja det er næste ligesom mederne på en kælk. Sådan et par ben der kan glide på vandet. To par ben der kan glide på vandet med en meget smal båd i midten, det er en kano, en udliggerkano.

Det var jo lige noget for os drenge. Først snakkede vi med nogle voksne. Det var nu ikke så nemt – for de talte et mærkeligt sprog, sagde en masse ting som vi slet ikke forstod. Kun Filip forstod hvad de sagde. Men vi spurgte altså om ikke vi måtte prøve at sejle i kanoen. Vi snakkede engelsk med Filip og så snakkede han med de voksne. Først kiggede de længe på os drenge, men da vi så ud til at være gode mod både piger, dyr og gamle mennesker og havde korte bukser og kunne fløjte, synge eller grine – ja, så fik vi lov. Men først viste de os, at man ikke må stå op i en kano. Man skal sidde ned. Og man skal holde godt fast på padlerne, smalle brædder med skaft på, dem man bruger til at ro med så kanoen kan sejle. Og endelig måtte vi ikke kravle ud på udliggerne, for så vælter den smalle båd.

Og så smilede de til os mens vi kravlede op i båden. Jeg sad i den ene ende. Jørn sad i den anden ende og Filip i midten. Og så sejlede vi. Først gik det langsomt, men vi lærte snart at ro samtidig, og så kan det nok være at vi oplevede hvor smart sådan en kano er. Den kunne sejle meget hurtigere end en robåd.

Vi måtte kun sejle inde i lagunen, inde i havnen, selvom det ikke var nogen rigtig havn. En lagune er en dyb sø der ligger så tæt ved havet at der bliver hul ud til havet. Ellers kunne det store skib jo aldrig være kommet derind. Og vi måtte kun sejle inde i søen, inde i lagunen. Vi sejlede lige til det begyndte at blive aften.

Og så fik jeg en vældig god ide, troede jeg. “Kom, vi sejler over til den anden side. Så kan vi ligge tæt ved stranden og lytte efter om der er mærkelige lyde fra fugle eller dyr”. Filip var meget betænkelig. Men det kunne der da ikke ske noget ved. Vi skulle jo ikke i land. Filip var alligevel meget bange. Men han kunne ikke forklare os hvorfor. Og så gættede vi på at han måske troede på spøgelser, du ved sådan nogle gennemsigtige nogen der er hvide ligesom sne. Og hvis man kan fange dem, kan man spise dem. Så smelter de på tungen. Og de smager ligesom sne. For rigtige spøgelser findes jo ikke. Man er nødt til at lege det. Så hvis vi fandt nogle spøgelser, så kunne vi spise dem. Så vi sejlede over til den anden side. Og Filip rystede af skræk. Det var meget mærkeligt. Men det var jo også et mærkeligt land.

Som vi lå der og lyttede hørte jeg et lille plask i vandet ikke langt væk fra mig. Og du kan lige tro at jeg blev bange. Ligeså bange som Filip. For det var en rigtig levende slange, endda en meget farlig slange der hedder en copraslange. Sådan en havde jeg aldrig set før og jeg havde da slet ikke forestillet mig at den kunne svømme. Det var meget uhyggeligt. Den kiggede på os mens den holdt hovedet godt oppe af vandet og lidt tilbagebøjet – lige parat til at bide. Det var sandelig ækelt.

Når man er allermest bange – så er det også at man har allermest brug for at være modig. Og hvordan får man mod? Det gør man ved at bruge det mod man har. Så jeg samlede alt mit mod og sagde ganske stille: “Rolig Jørn, vi har en slange i vandet 2 meter fra mig. Vi skal ro baglæns, ganske forsigtigt”.

Måske har slangen kunnet mærke at jeg var en rigtig dreng der var god mod piger, dyr og gamle mennesker. Ihvertfald begyndte den at svømme ganske langsomt forbi båden ind mod land. Den holdt hele tiden øje med os, men den truede os ikke mere. Pyha, hvis den havde troet at vi var onde. Så havde jeg slet ikke kunnet fortælle denne historie. For en copraslange er så giftig, at man dør næsten med det samme hvis den bider.

Så du kan tro vi var glade for at vi kunne ro tilbage og komme op på stranden med vores kano. Og Filip? Ja, det var jo lidt flovt for os at han havde været så meget klogere end os, men vi sagde ham pænt tak for en dejlig dag. Og vores skib blev helt fyldt op med kokosskaller, eller som det hedder – copra – som vi sejlede hele den lange vej hjem til Danmark for at du kan få margarine hver dag.

Nye gamle papirer

Foto: Ojvin Rasmussen, Aalborg

Lidt af efterårsferien er gået med at rode i en nys opdukken papkasse med ting og sager om min familie. En lommekalender fra 1949, annullerede pas, udtalelser fra arbejdsgivere, kvitteringer, skrivelser fra det offentlige, og breve, min far og farfar har skrevet.

Måske skal man bare smide sådan noget ud, men jeg synes alligevel det er interessant med den slags papir. Det kan vise sig at rumme svar på spørgsmål, der måske vil blive stillet engang i fremtiden.

Der kan sagtens sidde en slægtsforsker og lede efter svar på fx hvordan en sømand og en præstedatter mødte hinanden engang i 1950erne, og siden sammen dannede endnu flere forgreninger i vores allesammens stamtræ.

Navne og årstal er sådan set det mindst interessante, når man går bagud i tiden. Det spændende er historierne bag. Og i et brev, som min far skrev den 30. august 1975, har jeg fundet den om, hvordan mine forældre fandt hinanden.

Min far Gilbert bildte os børn ind, at han havde fanget min mor med lasso på Hjerl hede. Det troede vi ikke rigtig på, selvfølgelig. Min far, som døde alt for tidligt den 3. maj i 1987, var jo ikke cowboy.

Næe, min far havde været sømand, og var glad for damer. Brevet jeg har fundet, er da også skrevet til en der hed Inga. Ingen af os ved, hvem hun var eller hvor hun boede. Min far havde flere af den slags bekendtskaber, måske over hundrede. Og at brevet eksisterer idag, skyldes kun at min far havde en sær vane med at tage gennemslagskopi af stort set alt, hvad han klaprede ned på sin Siemag skrivemaskine.

Så her er den rigtige historie om, hvordan mine forældre mødte hinanden. Den er faktisk lige så usandsynlig som den version med lassoen på Hjerl hede – men min mor kan bekræfte, at den er god nok – og det kan hendes kæreste Karsten også.

…

Idag spurgte du mig om man kunne vælge en pige uden forberedelse. Eller var det igår? Jeg sagde ja – fordi sådan valgte jeg min kone.

Den historie begynder oppe i Göteborg. Jeg er forhyret som jungmand på den norske båd M/S “Lillen” af Bergen på 700 tons og vi er ved at gøre klar til at stå havnen ud i en stiv nordvesten storm. Alt grej surres og gøres fast overalt. Luger skalkes og koøjne og dæklemme lukkes. Alt løbende gods hales tot og surres. Den sidste surring er et græstov som slås rundt om lossebommens gerder og det ordner jeg. Det går fint med at få halet blokkene tot og lagt halvstik og låsestik på midten. Og så rundt et par gange med græstovet så hele godset klemmes fast til bommen. Tampen gennem en øjesplejs og hale tot. Mine gode kræfter skal nok ordne op med sådan en smule havvejr.

Og læg nu godt mærke til dette forbistrede stykke græstov, for endnu 24 år efter har det følger at der dengang var en vilje der ville ét, og et græstov der ville noget andet.

Tovet sprang ganske enkelt. To tommer tykt, men det sprang alligevel. Jeg var totalt uforberedt. Jeg stod oppe på lugen. Den var ca. 1 meter høj, usædvanligt højt. Jeg mistede balancen og trådte ud over kanten. Som et lyn for det gennem mit hoved at der var ca. 1½ meter til lønningen som var rent stål. Jeg ville ramme den med baghovedet og formodentlig slå mig ihjel. Jeg syntes jo nok at jeg var alt for ung til den slags, så på den ene eller anden måde lykkedes det mig at krumme mig forover så jeg nåede dækket med hele min vægt på tåspidserne.

Så knækkede tæerne selvfølgelig, men jeg havde reddet livet. Af med støvlen og så humpe agterud og ned i køjen.

Til at begynde med var det ikke slemt. Men efterhånden som nerverne kom til live hovnede jeg op og fik smerter. Skibet var på vej til søs. Lodsen var sat af og vi gik for fuld kraft ud og fik vinden på tværs. Det var en gammel ombygget korvet fra den engelske marine. Maskinen var plomberet til 10-12 knob, men i virkeligheden kunne hun gå nær 30 hvad der kunne ses af den krydserlignende hæk. Hun var lige som en balje i røven.

Roret var højere end mig. Det var hårdt arbejde at styre hende. Hendes buttede mås fik hende til at køre rundt i søerne som en syg and. Det var fint klaret hvis man holdt hende støt med 18 grader på hver side af kursen. Og når vejret var hårdt blev det meget mere. Og så fik vi den ekstra belønning at vi alle fra skipper til dæksdreng blev søsyge af hendes sindssyge gangart. Skipperen blev altid ond når det skete og så blev vi sendt ned i storesrummene med stokfisk for at mønjemale hatbox’ene. Det var det sted på skibet hvor lugten var mest kvalmende og vi skulle da også være heldige hvis vi ikke brækkede os ud gennem et koøje. Dumme forbandede stodder der var ond fordi tyskerne havde skudt hans far og mor som gidsler og af hvilken grund vi holdt vores kæft og ønskede ham druknet i en latrinbrønd.

Med sidevind var hun helt åndssvag og vi måtte i dette tilfælde knokle os op så vi fik søen foran for tværs på kurs over til den jyske østkyst.

Jeg lå hjælpeløs i min jernkøje. Skøjten rullede så alt løst bragede i dørken hvor det lå og sejlede frem og tilbage i vand fra utætte skylights o.lign. Vi var helt oppe på de 45 grader til hver side, og længe før man når ud i borde glider man afsted med lagen og tæpper og det hele. Først til hovedgærdet så man er ved at knække halsen og så til benenden som for mig var et helvede at komme ned i. Jeg hylede når benet rørte ved noget og jeg klamrede mig fast i sidefjellene for at slippe for disse glideture. Det hjalp heller ikke.

I to fulde døgn før vi omsider nåede ind til Odense. Den by har nu aldrig været god ved mig. Jeg blev kørt på hospitalet og fik gips på så jeg var stiv som et bræt. Så bad jeg om et par krykker så jeg kunne gå lidt omkring fordi jeg ville til København hvor jeg havde en yndig pige der hed Vivian. Men det kunne der slet ikke være tale om.

De skulle de selvfølgelig aldrig have sagt. Jeg hinkede straks ud til en telefon og fik ringet til en taxa der kunne køre besked til skuden om at Henning skulle komme og hjælpe mig.

Han kom også og sammen fik vi mit tøj og en kuffert hevet ud ombord i en bil og så ned og afmønstre M/S “Lillen”. Så fik jeg 5 kartoner cigaretter ind på maven og lidt spiritus om i kufferten og så var vi parat til at dampe af. Men pludselig kom en toldbil ud af mørket og der sad vi kønt i det. Henning måtte jo gøre rede for sine synder og lade sig visitere. Jeg derimod sad i taxa og viste mit stive ben frem. De måtte være venlige selv at rode. For jeg kunne ikke hjælpe dem. Der reddede vi 5 kartoner!

Da toldbøden var betalt kunne vi fortsætte til toget og jeg hinkede gennem gangene mens Henning slæbte på vores køjesække. Vi var skam et stolt syn.

Vi nåede storstaden ud på natten og kørte ud til Hennings veninde Solvej på et lille hummer oppe på 5. sal ude på Amager. Jeg kan huske hendes lille fattige hummer og hendes rædselsfulde københavnerjargon. Hun var da flink nok, men kors for en strigle! Nu er årene gået og idag er der simpelthen ikke den ting som jeg ikke ville gøre for den samme Solvej. Den let fordrukne tjavsede letlevende strigle er 100 % pålidelig og har et hjerte af guld. Hun har stadig sit rædselsfulde sprog selvom hun er begyndt at gå uden om fremmedordene som hun aldrig fik ind på de rigtige steder. Det var iøvrigt hende jeg ville have besøgt den nat jeg kom fuldstændig knust oppe fra Tisvildeleje. Jeg har aldrig benyttet mig af hende, men jeg var sikker på at jeg roligt kunne banke hende op midt om natten og fortælle hende hele historien. Så ville hun have stået op, sandsynligvis splitternøgen, taget sin housecoat på og tøfle ud i køkkenet og lave kaffe. Og når den var serveret ville hun tænde en cigaret og sige: “Næe, ved du nu hvad, kammerat”. Guderne må vide hvad hun mere ville have sagt, men i hvert fald ville hun ikke have sluppet mig ud før hun var stensikker på at jeg magtede min tilværelse. Hun var ingen skønhed ligefrem, men hende er jeg stolt af at kende. Solvej som jeg første gang så som “kors for en strigle”.

Jeg sov i en stol og næste morgen hinkede jeg ud i Kigkurren hos Sjøgrens hvis datter Vivian var min store kærlighed. Store dejlige dådyrøjne og fløjelsblød overalt. Ikke pæne ben, men et helt eventyrligt dejligt langt hår, som hun nogle gange slog ud så jeg lå inde i et telt hvor vi “gloede” på hinanden til fornuften sivede ud af hovederne på os og mit gibsben var os pokkers i vejen. Jeg var stolt af at gå med hende, Hun havde ganske vist et barn der hedder Linda. Det var jo en stor skam dengang. Men det kunne man ikke så på hende. Hun skrev små digte fra tidens slagere til mig og var noget meget dygtigt på et rejsebureau. Det gik istykker da hun blev så dygtig at jeg en dag hentede hende ude hos en halvfætter som ikke ligefrem var kendt for sin dydighed.

Jeg havde ingen penge og levede af at smugle cigaretter i havnen. Mit gipsben var et handicap i den forretning. Men det reddede mig da fra en tolder som ikke troede at jeg kunne finde på at stikke af på en cykel. Jeg var nemlig særdeles skrap på en jernhest. Gammel svajer osv.

Det var forresten Vivian der bragte mig på sporet af at jeg var modtagelig for tankeoverførsel. Hun skrev tidspunkter ned for mig mens jeg sejlede på England og jeg skrev ned når jeg mærkede hende optræde. Det passede 95 %.

Efter to måneders sulteliv på evig flugt for emsige toldere og altid uden penge nok til at tage Vivian i biografen uden at hun selv betalte, så fik jeg omsider lov at skifte mit overtegnede ben ud med en lille let gipssko. Ned i havnen og aftale hyre om 14 dage og så afsted rundt til familien. En sømand ved jo aldrig om det varer længe før han kommer hjem.

I toget kom jeg i kupe sammen med en fuld politibetjent og en ganske køn sorthåret pige der grinede af alle de fuldemandsvittigheder han afleverede. Det var meget irriterende og jeg var ærlig talt forarget. Han kunne da være hendes far og så fuld i fuld uniform! Det var for stift!

I Nyborg blev betjenten holdt tilbage grundet manglende gyldig rejsehjemmel som det hed. Hans dame var alene tilbage og halede den største kuffert jeg tror jeg nogensinde havde set en dame have med sig, ned fra nettet. Den var tung kunne jeg se, og jeg havde ingen bagage. Så jeg tilbød at bære hendes kuffert ombord. Man skulle tro der var mursten i den kuffert. Fra vogndækket gik jeg op i salonen og satte mig og fik kaffe med smørkage.

Damen fra toget kom ind og tilfældigvis var der kun een eneste plads. Den tilhøjre for mig. Hun bestilte kaffe og sagde tak for hjælpen. Det var pænt af mig og hvis jeg ikke havde hjulpet hende havde hun nok ikke kunnet komme med færgen.

Jeg spurgte omvendt efter hendes rejseledsager og fik at vide at det skam ikke var nogen ledsager. Det var helt tilfældigt at hun var kommet i kupe med ham. Så måtte jeg jo betro hende min forargelse og det grinede vi af. Indtil færgen var kommet udenfor havnen og bevægede sig. Så blev Helle søsyg, ret og slet i den mildeste søgang jeg overhovedet kunne forestille mig. Sad og blev ganske bleg og det hele!

Jeg måtte hjælpe hende op fra stolen og ud på dækket. Hun var simpelthen dårlig. Jeg fortalte hende hurtigt om alt hvad man kan gøre mod søsyge. Over i luv side. Følge skibets bevægelser, sørge for at maven har noget at arbejde med (det behøver ikke være fedt flæsk), tænke på noget andet, og allerbedst hvis man kan komme til at ligge ned. Min beskyttende arm om hende skulder har givetvis været guld værd for sundheden. Hun var ihvertfald stadig levende da vi nåede over på den anden side, hvor jeg bar kufferten for den afkræftede dame og sad i kupe sammen med hende. Pludselig spurgte hun hvad jeg igrunden lavede, når jeg ikke rejste med toget. Ja, jeg er sømand.

Det syntes hun var vanvittigt spændende hvorefter jeg jo måtte vide hvad sådan en underlig dame lavede. Ja, hun studerede til læge.

Det satte mig jo noget til vægs. Hun måtte jo nærmest være en slags fin dame, selvom jeg ikke rigtig forstod det der med politibetjenten. Og gudhjælpeme om ikke damen bad så mindeligt om ikke jeg ville skrive til hende og fortælle hende om livet til søs. Helle Filtenborg og så en adresse på en præstegård i Sønderjylland.

Vi vinkede farvel i Fredericia og jeg skynde mig at glemme det skøre menneske.

Et år senere var jeg forlist og var derfor kommet på langfart med en supertanker på 22.000 tons (det var et kæmpestort skib dengang).

Vi gik for mild vind i bagende sol ned gennem Rødehavet mens jeg pyntede op i mit enmandskammer. Jeg ryddede op!

Pludselig faldt en lille seddel på dørken og jeg læste navnet Helle Filtenborg, Jeg kendte bestemt ikke nogen der hed sådan og skulle lige til at smide sedlen væk, da jeg kom i tanke om den sorthårede på færgen hjemme i Danmark.

Vores rejser var på 7 uger fra Holland til Gulfen og retur med olie. Vi havde oceaner af tid og kun 8 timers dagligt arbejde. Så hvorfor ikke? Der kunne vil ikke ske noget ved at skrive og sige undskyld at jeg havde glemt hende. Det gjorde jeg og 3 uger senere fik jeg brev i Suez. Hun studerede stadig og nu var adressen noget med kvinderegensen.

Jeg skrev sammen med hende i et år og kom så omsider til Danmark efter to år på farten. Hun var forlovet med en teolog, men hende og Karsten havde inviteret mig ud til en kop kaffe med efterfølgende tur i teatret.

Jeg husker den tur endnu. Jeg havde bestemt mig for at finde en pige. Jeg var træt af alle de forskellige og ville have een bestemt hjemme. Jeg var jo helt fri og sagde derfor til mine værter at jeg ville giftes med hende derhenne. Så skyndte jeg mig at gå frem foran damen og derefter vende tilbage med en skuffet bemærkning om at hende ville jeg nu ikke gifte mig med alligevel. Det blev jo hurtigt til en pjanket leg med mange gode forslag og nøjagtigt lige så mange afslag.

Idag er det næsten umuligt at forestille sig den lette stemning som greb os alle tre. Jeg husker Helle i bussen stå ganske stille og lave en kugle af sølvpapir som hun så ganske roligt dumpede ned i hattepullen på en ældre herre der selvfølgelig drejede hovedet for at se hvad vi grinede af med den resultat at kuglen trillede en hel omgang og fik os til at se helt forkerte ud af grin. Helle der idag er præstefrue med tre børn i en flot præstegård hvorfra hun af og til går hen på skolen og underviser i sprog og matematik. Helle der fører sig som en svane når den bruser afsted. Og Karsten med sin lidt trevne og tanketunge tale. Begge er berejste som sømandspræstepar i Peru og i Japan hvorfra de har indkøbt pragtfulde kunstgenstande som i glasmontrer smykker deres hjem. Et par sympatiske, men afgjort værdige mennesker.

Da vi kom hjem på kvinderegensen viser Helle mig et billede af en pige med lange fletninger. Stemningen er der stadig og jeg siger hende vil jeg gifte mig med, næe hende vil jeg nu ikke gifte mig med. I det samme ser jeg på Helle og opdager at hun ser mærkelig ud. Jeg kommer i tanke om at pigen jo må være noget familie, hvorfor jeg straks siger, åh lad mig lige se hende igen. Jo, hende kunne jeg vel godt gifte mig med. Hun er da ganske sød.

Så skete der noget som ingen af os kan forklare idag. For Karsten sagde, jamen ved du hvad. Du kan da beholde billedet og få adressen, ikke Helle? Og Helle, det store skvadderhovede, gjorde selvfølgelig hvad hun aldrig hverken før eller siden havde gjort. Hun gik med på spøgen og jeg fik adresse og billede udleveret.

Nu er jeg ikke nogen tøsedreng. Og jeg havde jo vitterlig ønsket mig en fast pige i Danmark. Så jeg satte mig ned og skrev til Linda Filtenborg i præstegården nede i Fole.

Fole præstegård var en gammel bygning fra 1766. Med stort køkken med komfur og masser af ringe til ildstederne og stengulv og fadebur og hele balladen. Inde i køkkenet sad man gerne og læste sine breve op ad det varme komfur. Da mit brev ankom, satte Linda sig på tørvekassen og skraldgrinede af at en af Helles “aflagte” skrev til hendes lillesøster.

Sømanden var selvsagt på vej ud i verden, Jeg turde slet ikke blive hjemme efter den frimodighed. Jeg rejste til Madagascar og blev væk i et år. Vi skrev sammen og med de mange breve kendte hun tilsidst hver eneste afkrog i mit synderegister og hvad der ellers var af værdifuldt. Så da jeg atter vendte hjem blev jeg højtideligt inviteret til at komme på besøg i Fole præstegård.

Nu skulle jeg indfri ordene “hende kunne jeg da godt gifte mig med”. Jeg vidste at hun var jomfru, at hun var fra den 14. april 1936, at hendes hår nåede helt ned over bagdelen når hun redte det ud og at hun havde haft en dejlig barndom i et fattigt men åndrigt hjem hos en uforlignelig far fra Mors-egnen og en knap så uforlignelig mor fra Kaukasus i Rusland.

Vi skulle komme kl. 16.00, min far og jeg. Vi kom en halv time for tidligt, men blev venligt modtaget i forstuen, hvorfra vi blev ledsaget ind i den kæmpestore havestue med hollandske kakler på den store kakkelovn og glasdøre både til spisestuden og ud til den kæmpestore dejlige have. Vi blev sat ned i den røde plyssofa som vi allesammen har siddet i efterhånden som de 8 børn slæbte hver deres udkårne med hjem, den samme røde plyssofa som vi stadig sætter os i når vi besøger provsten i Gram. Det var godt kram de lavede i gamle dage.

Provsten var en sjov rund fyr med kridhvidt karsehår over hele hovedet. Hans stemme var meget velmoduleret og han havde en ydmyg hjertelig måde der hurtigt fik en til at glemme hans lidt mærkelige udseende. Jeg var nærmest stiv af skræk over at sidde og skulle konversere en rigtig ægte provst. For vi konverserede. Vi snakkede ikke bare.

Og provstinden kom højtideligt ind og forklarede at Susanne (pudsigt så smagløst hun nogen gange vælger at formulere sig) var i badet. Så hvis vi ville have den godhed at afvente hende med tålmodighed.

Kort efter kom hun atter ind i sin myndige ranke holdning og meddelte at Linda nu befandt sig i studereværelset dersom det ville behage mig at tale med hende.

Jeg blev vist ud i forstuen hvorfra provstinden udpegede den dør der første til bemeldte studereværelse.

Jeg lukkede op blot for at opdage at der var dobbelt dør, hvorfor jeg nok en gang åbnede en dør så jeg kunne se ind i det halvmørke tomme værelse der lugtede af gamle bøger og domineredes af et stort men beskedent skrivebord flankeret af en rigtig ottoman med slumretæppe og dunkelt belyst af en 25 watt i en standerlampe med gammeldags jernstativ. rundt omkring stod forskellige skabe og væggene var tæt besat med billeder af mennesker og landskaber. Og så selvfølgelig bogreoler der var ved at segne under vægten af de mange bøger. Men Linda var der tilsyneladende ikke, før jeg fik øje på en kjoleflig bag provstiets store arkivskab.

Jeg sagde: “Jeg har aldrig set dig Linda, kom frit frem”. Husk på at jeg aldrig nogensinde havde set denne pige som omvendt heller ikke havde set mig. Hendes søster havde ganske vist luret fra køkkenet og var faret ud i badeværelset for at betro Linda: “Nøj, han er pæn”. Men det var også alt. Så Linda kom frem som en frodig blussende barmfager og bredhoftet bondepigeagtig pige i en meget let storblomstret sommerkjole.

Kære takt og tone. Hvad gør man? Hvad siger man? Jeg anede det ikke, men skridtede fremad som enhver god soldat og rakte hånden ud og kunne pludselig se at hun var rystende nervøs for hvad jeg ville synes. Mit gode hjerte behøvede ikke at vide mere. Jeg lod hånd være hånd og slog armene om damen og kyssede hende længe og inderligt så hun var på nippet til at græde af bare lettelse. Og så blev der grinet så det kunne blive til noget.

Se det var en lang historie  og det er ganske vist. Man skal være varsom med græstov, selv når det er to tommer tykt!
Man kan vove pelsen – hvis man tør!

…

Papkassen gemmer på mange historier, så der er flere blogs på vej.