Foto: Per Morten Abrahamsen, danskdansk, Østre Gasværk |
Gad vide om dette billede også bliver slettet? Når busselskabet Movia kunne vende tomlen ned, kan Mingler vel også…
Det er som om enhver større virksomhed hertillands har en hemmelig afdeling der for alt i verden vil beskytte brugernes øjne mod – ja, mod hvad? Svaret blæser i vinden…
I tilfældet her er det faktisk Movias reklamefirma Clear Channel, der ikke ville have den gravide nøgne kvinde med det brændende dannebrogsflag ud i trafikken. Movia siger at censuren var forkert, og vil have en forklaring.
Jeg tror nu ikke der kommer svar på, hvorfor vi ikke må se teaterplakaten som busreklame. Og hvis der alligevel svares, så bliver det nok et standardsvar om at materialet er i strid med foretagendets retningslinjer.
Det kan så undre, at selvsamme regler gav masser af plads til en Diesel reklame med en ung mands hoved oppe i røven på en ung kvinde: ‘Be Stupid’ kampagnen indgår ligefrem i publikationen Cannes Lion Book 2010, som Clear Channel stolt har produceret som hyldest til kreativiteten. Den kan frit downloades på firmaets hjemmeside. Selvfølgelig behøver out-of-home reklamer ikke være stuerene, men det må jo så også gælde for en teaterforestilling som Frelserne.
Apple ville på samme måde heller ikke yderligere kommentere, hvorfor Peter Øvig Knudsens Hippie-bøger blev forment adgang til deres portal. Det vrimler med amerikanske pornstars på nettet, men 47 dokumentariske fotos fra hippietiden med bare bryster og kønsorganer var der ikke plads til.
24.dk har heller ikke fortalt, hvorfor mit gamle sort-hvide foto af en solnydende farfar blev slettet, selv om medievirksomheden bag community sitet på lederplads har bakket massivt op omkring ‘Operation Æble’ mod absurd billedcensur.
Jeg skrev en blog, da jeg opdagede at min farfars nøgenfoto var fjernet, og samtidig sendte jeg to velformulerede klager til hhv supporten og den redaktionelle ledelse. Jeg har intet hørt. I min mailboks kan jeg se, at 24support har set mailen, men netredaktion har end ikke værdiget min klage et kik. Den digitale kuvert forbliver lukket.
Derfor vil jeg gerne puste nyt liv i debatten om Billedcensur på Mingler. Censur er umiddelbart et problem i forhold til vores ytringsfrihed, og jeg synes slet ikke censur skal styres af, hvad forretningsmænd i jakkesæt helst ikke vil ses sammen med.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar