fredag den 30. november 2012

Glad i lågen

Foto: Paramount Pictures

Jeg kan godt blive lidt lavpraktisk her op mod jul. Selv om tid og dato jo umiddelbart fremgår af både mobilen, radioen, tv’et og den bærbare, i den digitale tidsalder – vil jeg gerne have en julekalender. Det er for mig den helt rigtige måde, når man skal se, hvor lang tid der er til juleaften.

Så under et besøg sidste weekend i slikflyveren fik jeg lov til at købe en af tidens kalendere med 24 låger. Den er ikke så pokkers juleagtig, for der er ingen nisser på. Motivet er istedet et udsnit af det nydelige billede af Tintin og Terry (aka Snowy), der løber i projektørens (jule)lys.

Kalenderen står mig i ti svenske kronor, og den indeholder 70 gram chokolade, fordelt på 24 stykker, der ligger gemt under hver sin låge. Mælkechokoladen er næppe den rene luksus, men indeholder trods alt mindst 26 % kakao. Jeg må hellere åbne den første låge med det samme…

Naja siger, at jeg skal vente til den 1. december, men jeg har fået en idé: Jeg vil bruge min Tintin julekalender til at fortælle, hvormange dage der er tilbage til juleaften.

Altså starter jeg idag med at åbne låge nummer 24. Imorgen er der så 23 dage tilbage, og endnu et stykke fransk chokolade kan puttes i munden. Når det så bliver den 23. december, vil jeg åbne den sidste låge – den med 1-tallet på. For så er der jo præcis en dag tilbage. Og den dag er jeg alligevel ikke hjemme.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar