Mobilvejr

Foto: Olga Machkova, Hviderusland

Min mobil er en såkaldt smartphone. Den kan alt muligt, som f.eks. at spille Wordfeud, og den holder også øje med tiden, vejret, og hvor jeg er. Det gør den ret gadgetagtigt, med små animationer på skærmen: Når jeg tager min HTC Desire frem, kommer der et lille clip, og så står der, hvad klokken er, plus datoen, og temperaturen udenfor.

Idag er der drevet lysegrå skyer hen over skærmen, og mobilen oplyser helt korrekt, hvor jeg er: Greve. Vejrsituationen beskrives også i bare ét ord: Kedeligt. Men det sidste er jeg ikke enig med min mobil i.

Tåget oktobervejr er jo ikke kedeligt. Det kommer i hvert fald an på, hvordan man ser på det. Og jeg kan faktisk godt lide vejret, når sigtbarheden er lav og bladene ligger på jorden. Det lægger en dæmper på tidens omskiftelighed og indbyder til eftertanke.

Ta’ det roligt, siger vejret, og Søren Ryge Petersen. Lad de visne blade ligge. Koste, støvsugere og fejemaskiner skal først i gang langt ind i november, står der i hans brevkasse i Politikens Lørdagsliv.

Havenørden opfordrer os til ikke at rive bladene sammen – endnu. Lad vinden og børnene lege med dem og regnormene æde dem. Vi opfordres til at holde gulerødderne i ro og nyde det langsomme, farvestrålende skuespil, som fortæller at nu er sommertiden forbi. Så, vent med at fjerne bladene og nøjs indtil videre med at stille uret en time tilbage.

Afrika

Foto: Sias van Schalkwyk, Sydafrika

Et billede siger mere end tusind ord, stod der engang i en Kodak reklame. Og dén punchline vil jeg overhovedet ikke stille spørgsmålstegn ved, for jeg har som dreng læst bunker af National Geographic, selv om mit engelske ikke rigtig rakte til at læse artiklerne. Men jeg læste alle de vidunderlige billeder, taget af verdens bedste fotografer. I dén metier har det længe været topmålet af succes, hvis man opnåede at få et foto på forsiden af netop National Geographic.

Til et lille foredrag i FIKOM med afsæt netop det gode, gamle Kodak slogan er jeg imidlertid blevet klar over, at National Geographic i september 2005 for første gang i en menneskealder udkom uden et forsidefoto.

Forsiden var blank! Altså bortset fra den gule ramme og nogle få velvalgte ord: Africa. Whatever you thought, think again. Læserne skulle selv danne deres Afrikafoto – og inde i bladet opleve en anden virkelighed. Noget der fik dem væk fra det automatiske billede af en lille afrikaner med store øjne, udspilet mave og tom madskål. For sådan er det ikke.

Jeg er bange for, vi stadig får forkerte billeder ind på nethinden, når vi tænker Afrika. Tag f.eks. befolkningen i Libyen, som Muammar Gaddafi hærgede i fyrre år – de viser sig i virkeligheden at være liebhavere: Der kunne nemlig være hele fire Bill Gates’er indeni den nordafrikanske diktator. Gaddafi var verdens rigeste mand. Og hele hans eksorbitante formue tilfalder naturligvis libyerne.

Noget andet er, at det er eddersvært at tage et foto, som udtrykker verdens største kontinent. Det er simpelthen for stort, og mulighederne så mange, at det ikke kan siges i ét billede.

At skrive

Foto: Leonardo da Vinci, lang lukkertid, 1495-97

Der findes et site der hedder Forfattersiden. Det er åbent for alle, også dem der endnu ikke er sprunget ud af forfatterskabet. Forfattersiden.dk er “For folk der kan lide at skrive og læse”, som der står på forsiden.

Sitet har været igang siden sidste år, og drives på fritidsbasis af en webudvikler, som kalder sig Forfatter in spe. Jeg synes det er godt med en sådan side, som til forskel for Dansk Forfatterforenings hjemmeside ikke kun henvender sig til etablerede forfattere.

En sjov ting på Forfattersiden er konkurrencerne, hvor man battler på skriveriet. Udgangspunktet er denne gang fuldstændig hypotetisk, omend ikke helt utænkeligt:
Du spiser med hos Gud, Jesus og Jomfru Maria.

Værs’go’ og skriv. Max 700 ord. Forfatteren Finn Wilkens er dommer, og han lægger vægt på en skæv, gerne overraskende og humoristisk synsvinkel.

Jeg kom straks i tanke om det flotte skilderi “Den sidste nadver” – og har så skrevet denne lille novelle:


Ræk mig lige saltet…

Jeg er skal spise aftensmad i himlen. Jeg vil ikke sige, jeg er inviteret, for Gud, Jesus og Jomfru Maria excellerer ikke i indbydelser. De sender den leende mand, og så er man tilsagt!

Måltidet, som i de himmelske kredse kaldes nadveren, indtages i det rum, som den guddommelige maler Leonardo da Vinci har gjort verdensberømt. Alle kender maleriet fra slutningen af 1400-tallet, af den store banket, i hvert fald hvis de har læst Dan Browns bestseller, hvor især personen til højre for Jesus kom under lup.

For hvem var det egentlig, Jesus spiste sammen med? Det spørgsmål er helt centralt i Da Vinci Mysteriet. I over 600 år har vi troet det var hans tolv disciple, men det menneske hvis venstre arm er allertættest på Guds søn, virker unægtelig meget feminin. Nedringet kjole, langt hår og godt lakket til – det tyder temmelig meget på Marie Magdalene.

Men hun var jo ikke nogen mand, så hvordan var hun kommet med til Jesu herremiddag? Var hun indskrevet som Mathias Magdaole? Var Jesu borddame transvestit og altså alligevel en slags brormand? Eller er den nøgne sandhed, at Jesus var ganske almindelig hetero og helt naturligt havde sin kæreste med til bords?

Det spekuleres der fortsat over her i den jordiske verden, og det kunne være rart for en nysgerrig madskribent som mig at få afsløret gæstelisten, som den så ud dengang "The last supper" blev serveret.

Men idag bliver der forresten ikke brug for de ekstra plader i spisebordet med hollandsk udtræk. Vi bliver kun fire; De tre glorværdige værter – og så lille mig.

Og jeg er personligt lidt ligeglad med, om Marie var mand eller kvinde – eller fra naturens (og Guds) hånd udstyret med både pik og kusse. Jeg har et langt større problem med menukortet, lige her og nu:

Som bekendt er det jo kun Gud, der er her, der og allevegne. Alle vi andre kan kun være ét sted ad gangen. Menuen udstiller problematikken i bare to ord: Dødens pølse. Man slipper ikke levende fra at spise aftensmad med Gud, Jesus og Jomfru Maria.

Så hvad er der dækket op til? – Den seneste nadver? – Eller en sidste udvej? Er det endegyldigt forbi, når jeg lige om lidt sætter mig til bords, eller er jeg som H.C. Andersen kun skindød?

– Ræk mig lige saltet. – Lugtesaltet!

Ordfejde

Foto: Appdictions

Et gratis spil er den nye dille. Wordfeud hedder det. Man downloader spillet til sin storskærmsmobil, fx en HTC Desire eller iPhone. Og så går den vilde bogstavjagt.

Det er ligesom det gammeldags brætspil Scrabble. Men når det spilles over mobiltelefonerne, slipper man for de evindelige diskussioner. Hvem husker ikke hvordan der blev slået op i Nudansk Ordbog eller den grønne retskrivningsordbog, når et kryptisk ord skulle fejes af bordet, eller accepteres og gives point.

For tredive år siden fik jeg godkendt ordet RAPID hjemme hos min gymnasiekæreste Lone og hendes familie. Men især sammensatte ord kunne i dén grad give ballade rundt om i de små hjem. Min kærestes datters svigerfar vandt engang et spil ved som manden i huset selv at godkende ordet ZARFOTOAFKOM.

Med Wordfeud er den slags tvivlsomme ord en saga blot. Der er heller ikke længere tvivl om at pointene lægges rigtigt sammen, og at det er den dygtigste, eller heldigste, ordekvilibrist der løber af med sejren.

Nå, nu fortæller et bip, at det er min tur. Min kæreste har lige fået 11 point for HÅB. Jeg tror hun sidder med nogle kedelige bogstaver, for normalt hugger hun til med langt over tyve. Hun har forøvrigt gang i flere spil ad gangen. Ja, det har jeg såmænd også selv, og mit alias er lazyclip.kw – hvis nogen skulle få lyst til at spille mod mig :-)

Wordfeud kan downloades her

Himmerigsild

Foto: John Nyberg, Danmark

Nu falmer skoven trindt om land

Jeg synes nu mere den flammer

Når solen bader sit skarpe lys i de faldne blade, lyser de op i flotte, ildrøde farver

Jeg smiler – føler mig godt tilpas

Synes det skal hedde himmerigsild – det stikmodsatte af helvedesild

Klaphatsmail

Foto: Beng Lim, Singapore

Snydemails er noget fanden har skabt. Selv om indholdet er lidet troværdigt, lader nogen sig alligevel forblænde af udsigten til stor rigdom. Derfor bliver den slags mails ved med at dumpe ind i alverdens indbakker, desværre…

Historien er som regel, at en fjern slægtning, gerne en afdød oberst fra Nigeria, har efterladt en hulens masse dollars – og hvis man lige gider sende sine bankoplysninger og password, så vil en afrikansk advokat sørge for at de mange millioner ryger ind på ens lønkonto. Og det er der så en eller anden klaphat der tror på, indtil han eller hun opdager, at pengestrømmen tværtimod er løbet den modsatte vej og har lænset kontoen.

Men afsendere af snydemails kan skam også selv være klaphatte. Her til morgen fik jeg denne, med en noget weird sætning i emnefeltet: Haster sent familiemedlem midler 
Ordlyden er som følger:
Jeg arbejder med SNS pengeinstitut i Holland. www.snsbank.nl. Du slægtning, der kommer for sent havde nogle uafhentede midler med os. Kontakt mig venligst for mere information eller e-mail til mig med et telefonnummer, jeg kan kalde det. Det er presserende.

Regards 011 44?? 20 3318 3822

Hilsenen kommer fra fru Syv Cora i den hollandske SNS bank, men der er reply to Frank Mills gratis mailkonto, der lige så godt kunne hedde klaphat@gms.com

Man kan tilsyneladende også ringe til et langt nummer med spørgsmålstegn. Jeg skal ikke gøre mig klog på kommunikationsteknologi, men kræver det ikke en smartphone?

Kendt nok

Foto: TeamDanmark

“Vild med dans” er et forrygende underholdningsprogram. Kendte mennesker og professionelle dansere gør deres bedste i pardans, og fire af vort lands hæderkronede eksperter udi metieren kommenterer deres indsats og giver point.

Det er noget der fænger hos familien Danmark (selv om de fleste her nøjes med at danse en enkelt gang om året, og det er som bekendt omkring juletræet). Det er jo fejende flot og sexet, når der fx står argentinsk tango på programmet.

Det giver liv til fjæsbogen og hjemmesiden vmd.tv2.dk, hvor mange af seerne også klikker indenfor. Det er naturligvis også godt for ugebladene, når de vælter sig i skønne fotos og sidehistorier om de dansende.

Et sikkert favoritpar i konkurrencen er Sophie & Silas. Den tandlægestuderende danmarksmester i skicross kan tilsyneladende alt. Hun pisker ned ad pukkelpisterne, men når skidragten skiftes ud med en sexet kjole med fjer på, bevæger hun sig så yndefuldt og overbevisende på dansegulvet, at selv Jens Verner må slippe et ti-tal. 

Men se her, hvad Billed-Bladet skriver om Sophie Sølling og Silas Holst:
Skiløberen danser som en drøm og ser godt ud. Spørgsmålet er om hun er kendt nok til at vinde TV 2's populære danseprogram.

– Kendt nok?! Sikke noget blidder-bladder… Men det afspejler, at selv om Sophie funkler som danseprinsesse i landsdækkende tv, så passer hun ikke rigtigt ind i Danmarks Royale Ugeblad. På redaktionen hepper de nok mere på Tommy Kenter, som er den mest kendte af de kendte i VMD.

Men Billed-Bladet er ikke fulgt med tiden. Med internettet har medieverdenen fået vokseværk og antallet af tv-kanaler er mangedoblet. Der er næsten ikke kendte nok til at udfylde rollerne i det hav af underholdningsprogrammer, vi skal se. Og det giver heldigvis plads til ukendte og mere ægte ansigter på flimmeren.

Her kan jeg anbefale programmet “The Family”, en reality-serie om en typisk engelsk far, mor og børn familie. Det er virkelig god underholdning, næsten bedre end “Vild med dans”.

Lys i mørket

Foto: Flo Holzinger, Østrig

Fyren fra Berlin kan to ting. Han kan være grøn, og han kan Ossie være rød. Der Ampelmann, hedder han. Og i anledning af hans 50 års fødselsdag bringer DR Nyheder en udmærket baggrundshistorie.

Tænker på, hvordan det er at blive halvtreds. En af mine gamle skolekammerater blev det forleden – og fik på dagen et brev fra Ældre Sagen med et girokort og opfordring til at melde sig ind i foreningen.

Det kan man jo kun smile af, lige som af den finurlige figur fra Berlin. Det er jo rart at vide der er lys i mørket…

Fiets vits

Foto: Asif Akbar, Ungarn

To præster mødtes hver søndag eftermiddag efter kirketid på en kro udenfor deres sogne for at drikke sig en pind i øret. Det var blevet en god tradition – men pludselig en dag udeblev den ene præst fra den ellers faste aftale.

Den anden præst ventede ængsteligt, og heldigvis dukkede kollegaen op, stærkt forsinket. – Da jeg kom ud fra kirken og ville tage min cykel, var den væk! Den plejer jo at stå op ad kirkemuren, men jeg er bange for at en fra menigheden har stjålet den…

De gik i gang med drikkeriet, og så fik den anden præst en idé: – Næste søndag læser du med alvorlig mine de ti bud op fra prædikestolen. Når du så kommer til det syvende bud, “Du må ikke stjæle”, får synderen nok dårlig samvittighed og leverer din cykel tilbage.

Næste søndag mødtes præsterne atter til aftalt tid, for den ene præst var lykkeligvis blevet genforenet med sin cykel. – Nåe, jeg ser at idéen med højtlæsning af de ti bud har båret frugt? – Tjoe, både ja og nej. Da jeg nåede til det sjette bud, kunne jeg pludselig huske hvor jeg havde sat min cykel.

800.000

Foto: Martin Boose, Tyskland

Hov? – Allerede et nyt talfoto?

Ja, selv om det er mindre end tre måneder siden jeg skrev 700.000, så har tælleren netop rundet 800.000 hits.

Det skal da lige markeres med et ottetal.

Paragraf 77

Foto: © Lars Pryds

24timer har klare regler og retningslinjer. Synes onlineredaktøren jeg gør noget ulovligt, sletter han uden varsel min blog, og overfor andre er han lige så hård. Kommentarer, tråde, grupper, profiler – alt kan slettes. Hvis noget efter hans mening falder udenfor, så trykker han hårdt på delete-knappen.

Jeg synes reglerne trænger til et § 77 eftersyn. Alt for meget bliver betragtet som ulovligt og slettet, selv om Grundloven siger det er helt i orden:

Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.

Jeg ved godt, at mange er helt enige i hvad Niels Thimmer gør. Og som en blogger siger, så kan man jo bare slette sig selv, hvis man ikke kan lide lugten i bageriet.

Det er umiddelbart helt ufarligt at have den mening. Man får i hvert fald ikke problemer med 24Support. Men på sigt er det bestemt ikke omkostningsfrit! Holdningen vil medføre, at vores allesammens ytringsfrihed siver væk, og vi i stedet får et overvågningssamfund. Nogle mener, det allerede er sket, og politiets Facebook-jagt på lovlige demonstranter kunne tyde på det.

Mingler er et cyber-hus med 112.806 registrerede medlemmer. Hvis ledelsen fortsætter med at slette alt, hvad der lugter af ulovligheder, bliver Mingler uinteressant. Uden sjæl, kant og tolerance funker det bare ikke.

Stavefejlsfejl

Foto: Franco Giovanella, Brasilien

Hvordan staver man for eksempel til meistro? Maestro? Eller majstro, monstro… Jeg må ofte slå op i retskrivningsordbogen. Celluloid er også svært at stave til. Problemet er, at vi på dansk tit staver tingene anderledes end de siges.

F.eks. staves i to ord, hvis det ikke forkortes – selv om det lyder som ét ord. Og det er korrekt at forkorte det til fx – selv om der ikke er noget x i eksempel. Der findes flere ulogiske stavemåder af samme type: Hvorfor hedder det sex, men seksualundervisning?

Sådan er det bare. Jeg skrev engang en Sexy blog og blev hængt ud for at skrive kødet er stift. Og jeg kan da godt se, det ville være mere logisk at stave det stivt. Det hedder jo stiv pik. Men et stivt lem ligger efter min mening ikke så godt i munden, so to speak. Stift kan betyde flere ting, og det var 100 % korrekt at bruge det som ikt. af stiv.

Retstavning er nemlig alt andet end matematik. Det handler om lyd, omsat til bogstaver. Det er selvsagt en problematisk proces, men nødvendig for at vi kan kommunikere sammen. Man skal være med på noderne, hvis ikke ens skriverier skal ende som volapyk i andres ører.

Stavefejl skal undgås. Det er glimrende med paranoide korrekturlæsere, men pas på! Der er mindst fem ‘fejl’ der ikke skal rettes. Og det er jo pinligt at rette andres fejl, når man i virkeligheden gør det modsatte.

Jeg kan godt lide at finde stavefejl, men på den tolerante måde. Det er ikke sjældent jeg falder over en forkert stavemåde, som jeg tænker nok engang bliver ophøjet til korrekt nudansk af Dansk Sprognævn. Inu og udu, for eksempler.

Inden man bliver stiv i betrækket over andres sprogbrug, skal man tænke på sammenhængen og huske, at ordbøgerne altid er på bagkant. Der vil altid gå et stykke tid, inden en ny stavemåde bliver godkendt af dem der svinger korrektur taktstokken. Sproget fornyes af dem der giver det lyd.

Åbent brev til ledelsen

Foto: Christa Richert, Tyskland

24Support har besluttet, at en af de største debatgrupper, som typisk ligger i top-tre over de mest aktive, skal slettes. I en mail har Niels Thimmer meddelt, at hvis Stifinders stifter ikke sletter gruppen i denne uge, vil han selv trykke på sletteknappen mandag morgen.

Årsagen er, at der i en tråden Hip Hip Hurra ! har været bragt et foto, som gav afsæt for mobning af en medmingler. Fotoet er slettet, så det er ikke muligt for os brugere at vurdere, hvor slemt det egentlig var. Gruppens stifter Rekki har heller ikke selv set det.

Der har altid været ballade i gruppen, og nogle gange har folk slået så hårdt i tasterne og været så brovtende, at man skulle tro, Nazionen fra Ekstra Bladet var rykket indenfor. Men Stifinder har altså mønstret 1174 medlemmer og fostret mange spændende debatter.

Derfor undrer det mig, at onlineredaktøren på dette community site kræver Stifinder fældet. Jeg kan ikke tro, det er clearet med ejerne af 24timer. Det er i hvert fald svært at se fornuften i at slette noget af det, der medfører mest trafik på hjemmesiden.

Men slettet bliver der. Spørgsmål og opfordringer til dialog bliver ignoreret med en blog, der slår fast at det er 24Support profilen der bestemmer, uanset hvad.

Vi er mange der mener, 24Support skal benåde Stifinder og i stedet gøre noget ved problemerne. Funktionen med servicemails har været i udu siden 28. august. – Hvornår gør I noget ved det?

Ung druk

Foto: Garann Rose Means, USA

Vi skal lære de unge at drikke. Det er de simpelthen ikke gode nok til.

Jo, hælde i halsen kan de: Danske unge har verdensrekord i druk – ingen kan som dem lægge frontallapperne i sprit og drikke hjernen ud. Hver weekend står den på heftig indtagelse af vodka og Rekorderlig – og energidrik sætter tempoet: Alt for mange procenter kyles indenbords på ingen tid.

Det er et ærgerligt spild af spiritus, når de unge lidt senere får det dårligt og brækker sig, eller måske ligefrem sendes til udpumpning. Men det er så sandelig også et stort tab for dansk kultur!

Børn skal, allerede fra de er helt små, lære at drikke. Når far og mor åbner en flaske vin til maden, skal børnene have lov til at snuse til proppen. De skal også indpodes den dejlige smag af øl. Bare giv de små poder øllebrød og alkoholfri pilsner, det er sundt for dem.

De skal blive fortrolige med øloplukkeren og kunne servere en kold bajer til farmand. Og lærer de også skænke en ordentlig fadøl med et tilpas lag skum, så er det super.

Så er de godt opdraget og kan så småt begynde at nippe til snaps og Gammel Dansk. Det er jo stærke sager, men sammen med smørrebrød, sang og kolde øl, vil de unges introduktion til de små glas blive en succes. Akvavit betyder som bekendt livets vand, og det er vigtigt at de ikke får det galt i halsen.

Jamen, jeg mener det! – Vi er danskere, rundet af mjød og saltvand. Hvis vi ikke lærer de unge at drikke med manér, mister de måske deres nationale identitet i en tåget malstrøm af smagløs spiritus og sanseløs sex. Vi risikerer de unge går tabt i alkoholisme og får en alt for tidlig død – hvis vi ikke får lært dem at drikke ordentligt.

Subtile subtitles

Foto: Colin Brough, Storbritannien

Det har lige været International Oversætterdag. Der er jo internationale dage for så mange ting, så hvorfor ikke også arbejdet med at bygge bro mellem alverdens sprog…

Undertekster er jo ikke bare noget der bliver lavet ved at trykke på en knap. Der sidder rigtig levende mennesker og undertekster, når nogen taler udenlandsk i flimmeren eller biografen.

Det går som regel godt, men hvem har ikke lagt mærke til det, når en fejl har sneget sig forbi i underteksterne? Det kan være slåfejl, men også mere alvorlige bommerter kan forekomme i underteksterne. På hjemmesiden titlevision.dk er der masser af eksempler på, hvordan det kan gå galt i translateringen. Samlingen af de mange fornøjelige bøffer findes her.

Men burde der ikke også være nogen som samlede på særligt vellykkede oversættelser? Hvorfor huskes fejl, mens pletskud bliver glemt?

På radioens P2 var der en interessant snak med nogle dygtige oversættere, om hvordan de nogle gange havde været nødt til at skrive noget helt andet end det der blev sagt, for at få oversættelsen til at fungere. Jeg kom i tanker om et godt eksempel fra gamle dage:

Kim Schumacher oversatte en ellers uoversættelig engelsk børnevits til dansk. Joken lød: Why is 6 afraid of 7? – Because 7 ate 9. På dansk kom den til at lyde: Hvorfor er 0 bange for 1? – Fordi 1 tog 3!
 
Det var sgu et flot oversættelsesarbejde, som Google Oversæt aldrig ville have kunnet regne ud.