onsdag den 31. august 2011

Danmark er på hold

Foto: Flügger.com

Da jeg forleden spurgte den administrerende direktør i Flügger, Søren P. Olesen, hvad han syntes om mediernes dækning af den økonomiske situation, var svaret kort: Den er ensidig.

Der har ikke været meget plads til de positive historier. Journalister vil hellere skrive om blodrøde aktier i frit fald, og helst i den slags dramatiske toner. Og så glemmer man at aktier er lige så forskellige som æbler og pærer. Da DR Nyheder skrev om ny bundrekord for aktierne, kunne jeg se at mine Flügger aktier var i pæn stigning.

Og når man har aktier, kan man komme til generalforsamling. Det var jeg den 22. august, og her blev det tydeligt, at vores økonomiske problemer ikke bare kan forklares med at vi er en lille økonomi og derfor ligger underdrejet i en international krise.

Direktøren sagde det klart: Danmark er på hold. At det alligevel går fremad for koncernen med kvalitetsmaling, tapeter og værktøj, skyldes solid fremgang i Norge, Sverige, Polen, Kina og de øvrige lande Flügger arbejder i. De gode resultater forstærkes af massive valutagevinster:

I Sverige er salget gået frem med 4 % i lokal valuta, + 16 % konverteret til danske kroner.
I Norge er salget gået frem med 6 % i lokal valuta, + 14 % konverteret til danske kroner.
I Polen er salget gået mere end 28 % frem, og samlet set står udlandet for en fremgang på hele 44 %.

Men i Danmark er der ingen fremgang: Det danske marked er fortsat hårdt ramt efter finans- og boligkrisen. Prof.-markedet mærker manglende byggeri. Blandt malerfaget er på det seneste op til 20 % arbejdsløse. Forbrugerne holder sig ligeledes tilbage.

Medierne har netop nu lagt de negative historier lidt i baggrunden, og skriver begejstret om Dansk økonomi i vækst. Det er god læsning for Lars Løkke Rasmussen, men altså en gammel nyhed i vores nabolande.

Jeg kan huske at the Grand Old Man (han kalder altid mig Unge Mand), Ulf Schnack engang sagde, at det faktisk var gået bedre for Flügger under socialdemokratisk ledede regeringer end under borgerlige regeringer. Jeg ved ikke, hvad han stemmer den 15. september, men jeg fornemmede ingen begejstring for VKO regeringens arbejde. For som sagt: Danmark er på hold.

mandag den 29. august 2011

C eller K

Foto: Jennifer Marr, Canada

Hvilket bogstav foretrækker du?

Det er to meget forskellige bogstaver, men de kan begge godt lide at stå forrest. Det ene er næsten et cirkelslag, det andet en lodret linje og to skråstreger.

Forskellen lyder ofte helt ens, men er meget iøjnefaldende. De to meget forskellige bogstaver kan fylde hinandens pladser ud.

Jeg har en selvbiografi fra 1997 stående, som meget passende hedder Ib Rehné, Cairo. Men idag skriver journalisterne Kairo.

Men ellers er tendensen at C er i fremgang, K på retræte. Hvis man for eksempel hedder Carl eller Karl. På Danmarks Statistiks hjemmeside kan man se, at der er flest Carl med C. Dem er der 9066 af i år, mod 9079 sidste år. Karl’er er der 8807 af, mod 8975 sidste år.

Tendensen er klar: Flere børn med det navn vil få brug for C’et, når de skal stave det med træklodser.

Og så er der jo partibogstaverne. Hvorfor mon den afgående regering kalder sig VKO, når nu de konservatives bogstav faktisk er C… – Fordi regeringen og dens støtteben bogstavelig talt er på skideren.

fredag den 26. august 2011

Doorstep

Foto: John Nyberg, Danmark

Vi står på tærsklen til et valg. Om lidt træder statsministeren frem på Marienborg, og trykker på knappen. Om knap tre uger kan alle med valgret sætte kryds på en stemmeseddel.

Torsdag den 15. september sker det, sagde DR Nyheder som de første, og TV2 meddelte tøvende, at det var der kilder der sagde. Men netop nu skulle den være 100 % sikker: Der bliver valg! Det sker på et doorstep kl. 11.

Hjemmesiden derbliveraldrigvalgever fik altså ikke ret. Nu kører toget. Løkke fløjter kampen igang fra sit trinbræt på statsministerboligen.

Politikerne har længe været parat. Skoene er forlængst kridtet og sat i startbloggen. Et par tyvstarter er det også blevet til. Men nu er den altså sikker. Sæt igang!

torsdag den 25. august 2011

Børn i banken

Foto: Jeff Prieb, Canada

Der er sket meget siden jeg som barn fik lommepenge. Lommerne er helt sikkert blevet meget større, og børn idag er små kapitalister med markant købekraft. Børns realløn er vokset langt mere end de voksnes. Derfor undrer det, at bankerne ikke gør mere for at tiltrække de nye småsparere.

Naja og jeg har været i byen for at oprette en bankkonto til alle hendes mønter og sedler. Hun er tolv år gammel, og kan godt li’ dyr – især sparegrise.

Et besøg hos Nordea gjorde hende ikke til bankkunde. Naja syntes ikke betjeningen var god nok. Faktisk virkede det også som om vi kun forstyrrede bankens ansatte med vores spørgsmål. Og bankens tilbud var en nulløsning… Den kunne vi læse mere om i en brochure med fotos af to teenagere, der cykler, taler i mobiltelefon, kysser og går på netbank med Apple computere. Det kan man gøre med Nordeas Ungdomskonto, og endda få 0 % i rente. Og sørme om ikke der følger et Nordea Electron Visakort med. “Betal regninger, og flyt penge, når det passer dig”

Det gik så lidt bedre hos Danske Bank. Medarbejderne virkede oprigtigt interesserede i Naja og hendes penge. Men for at oprette en konto, skal man bruge pas, sygesikring eller fødselsattest. Vi fik en flyer med hjem, om Danske Ung og Min Konto. Der er …en række muligheder, du kan bl.a. få netbank og Saldoservice. Og nok så vigtigt: Naja kan selv vælge mellem 6 smarte kortdesign.

Passet havde vi så med igår, sammen med en plastikpose penge. Mønterne røg i selvbetjenings tællemaskinen, og sammen med sedlerne, kunne 1418 kroner sættes på Najas nye konto. Endda med nul komma femogtyve procent i rente! Altså et kvart point bedre end hos konkurrenten…

Nu venter vi så på hævekortet. Naja er glad og har valgt Sølvkugler som sit kortdesign.

onsdag den 24. august 2011

Ups!

Foto: Bina Sveda, USA

Det er lidt pinligt, men jeg læser min kærestes kvindeblad. Det med det underlige, men meget sejlivede slogan: “Søndag, køb det mandag”.

Forsiden er hver uge domineret af en kändis kvinde, i denne uge Lotte Heise, som fortæller om livet, der pludselig ændrer sig. Og så er der en artikel om modne kvinders nye dating-site, endda piftet lidt op med et låneord fra pornosproget: Cougars – Vi vil have yngre mænd.

Der er (naturligvis) også madopskrifter og stof om mode, hus og have (som jeg springer over) og noget om at komme i form (som jeg også springer over).

Søndag har også en side med humor. Ups! hedder den, og det er herrefede jokes læserne får her. Et par eksempler: Hun til sin mand: – Er får dumme dyr? – Ja, mit lam!



Hun til sin mand: Se på din mave, Per, nu MÅ du begynde at slanke dig! – Rolig nu, kone – et godt redskab skal stå under tag!


Jeg undrer mig bare over, at vittighederne i et dameblad faktisk er i kategorien blondine-vitser. Et til eksempel: Forskellen på en sumobryder og en rødglødende feminist?
– Sumobryderen barberer sine ben!


Synes Søndags kernelæsere det er sjovt? – Måske, men feminin humor er det ikke. Tværtimod; Man(d) skal vist helst være udenfor målgruppen af stærke kvinder for at synes den slags one-liners er morsomme.

Jeg kan selvfølgelig bare trække på smilebåndet, men burde det ikke være MÆND, der blev gjort grin med i sådan et hardcore ugeblad for prime time kvinder?

lørdag den 20. august 2011

Bilisme eller kaos

Foto: Christa Richert, Tyskland

Noget tyder på, at vi denne gang til en afveksling får trafik som det største politiske tema i valgkampen. Det er især S-SFs forslag om en betalingsring omkring hovedstaden, der fylder i debatten.

Bilisterne siger, at det går fuldstændig bananas, hvis vi indfører bompenge. Det siger deres mavefornemmelse, og mave er jo noget mange billister har meget af.

FDM har kørt argumenterne mod en betalingsring i stilling. DR Nyheder liner dem op i kort form: Mere trafikkaos omkring København, færre familier med lave lønninger og et uændret miljøproblem med støj og forurening.
Man skal absolut ikke skele til de gode erfaringer, Stockholm og London har med trængselsafgifter. København kan overhovedet ikke sammenlignes med byer, som har succes med betalingsringe: I både England og Sverige er beskatningen af biler nemlig meget begrænset i modsætningen til Danmark, lyder det fra FDM.

Broom, broom, broom…

torsdag den 18. august 2011

Stærk sol på flaske


Nu har meteorologerne igen lovet nedbør i stride strømme. Eller som journalisterne i morgen-tv’et siger: Dræberregn.

Men der er hjælp at hente. I hvert fald hvis man er velsignet med familie og venner, der har gennemgået Samariakløften på Kreta og ved samme lejlighed købt en flaske rakomelo med hjem til den gamle.

Rakomelo er raki med akaciehonning. Og det fungerer på den måde, at man lukker øjnene og indsnuser duften fra den gyldne spiritus, samtidig med at man forestiller sig Middelhavet, sydens sol og den smukke og vilde natur.

Så tager man en slurk og mærker varmen fra en skyfri himmel. Det er selvsagt vigtigt at holde sine øjne lukkede. Man skal give fantasien frit løb og glemme de mørke skyer langt væk. Med lidt mere indtag af flaskens fluidum kan man snart høre fuglefløjt og vindens hvislen i palmer og kaktus.

Rakomelo kan købes ved små boder i græske vejkanter, og er herhjemme en suveræn ledsager til for eksempel stærk tordenkaffe.

onsdag den 17. august 2011

Ny øl uden vokaler

Foto: royalunibrew.com

Det bliver en god dag i morgen. Unibrew serverer gratis øl på 300 barer over hele landet.
Anledningen er, at en ny øl ser dagens lys. Den skumfødte [PLSNR]. Jeg har uden betænkeligheder trykket “synes godt om” på Facebook, for jeg holder meget af øl, og har sågar en aktie hos arrangøren.

Måske er der også et gratis udskænkningssted nær dig? Tjek listen på hjemmesiden. Umiddelbart ser det ud til at fynboerne må rejse langt for at få del i al det gratis premiere-øl, men for de fleste danskere vil det være en smal sag at krabbe sig hen hvor øllet langes over disken. Selv regner jeg med at aflægge et besøg på Texas Sports Cafe i Solrød. Det er tilsyneladende det nærmeste vandhul for mig.

Hvis man bor i Blåvand, er der hele umiddelbar adgang til gratis øl hele syv steder. Jeg har hørt om en fyr, der går under navnet Bjarne Blåbajer, som sikkert vil benytte sig af tilbuddet. Hans navn refererer til den udmærkede Royal Export.

Om den nye pilsner fra bryggeriet ved jeg kun, hvad en proff tekstforfatter har skrevet: Den nye [PLSNR] har fået en mere forfriskende og læskende smag med et flottere og mere vedholdende skumhoved og mindre syrlighed. Og så er designet piftet væsentligt op.

Imorgen i tidsrummet fra 16-18 vil jeg lade humlen passerede min gane, og komme med min anmelderdom. Som forberedelse har jeg gurglet et par af de blå, så mine smagsløg er parate til morgendagens grønne rock-øl.


tirsdag den 16. august 2011

Ramadan

Foto: Abdullah Ghanem, Jordan

Muslimer har fået ok til at holde en reception på Christiansborg i anledning af ramadanen.

Uhadada! Det får adskillige danskere til at ryste i deres grundvold. Vrede og forfærdelse – hvordan kan de dog få lov til det! – Så skal vi satme også ha’ lov til at holde julefrokost i en moske – med hele svineriet!

Well
– man kan jo altid spørge om lov til at afholde et sådant dansk kulturmøde. Send dog en ansøgning, hvis det er så påtrængende. Prøv eventuelt moskeen på Vibevej, hvis I ellers kan acceptere stedets beliggenhed.

Muslimerne har på samme måde sendt en ansøgning. I første omgang fik de afslag, selv om der tidligere uden problemer har været ramadan-middag på Christiansborg. Men så sendte de en ny ansøgning, nu til at benytte Fællessalen som ramme om en ramadan-reception, uden så meget guf, men med mere vægt på dialog og debat om den positive udvikling i Mellemøsten.

Det var fint i overensstemmelse med Folketingets retningslinjer for brug af Borgens lokaler. Så no problem.

Forresten startede opførelsen af Christiansborg i 1733, under Kong Christian den 6., hvis regeringstid var præget af streng pietistisk religiøsitet. Det var også under ham, at der i 1735 indførtes streng kirketugt.

Men slottet gik op i flammer i 1794, og igen i 1884. Det nuværende Christiansborg stod færdigt i 1928 og huser regeringen, Folketinget, Højesteret og De Kongelige Repræsentationslokaler.

Christiansborg Slotskirke er i nyklassicistisk stil. Den blev stærkt beskadiget i 1992 – ikke af vilde horder islamiske krigere, men af en vildfaren raket affyret under pinsekarnevallet fra en robåd i kanalen.

mandag den 15. august 2011

Tyvstart

Foto: Shlomit Wolf, Israel

Det viser sig, at Venstre har tyvstjålet fotomaterialet til sin kampagne “Kig bag facaden”. Fotografen bag billederne af Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal hedder Lars Svankjær, og han kræver Venstres kampagne stoppet. Simpelthen.

Det må være ekstra chokerende for fotografen at hans ophavsret er krænket af statsministeren, som jo ellers også er pressens minister.

Venstre har i første omgang prøvet at snakke sig ud af problemerne med en sludder om at man jo bare havde lånt Svankjærs pressefotos – en forklaring som straks er blevet afvist af Danmarks Journalistforbund.

Venstre har ikke lånt, men tyvstjålet fotografens billeder. Lars Løkke Rasmussen må straks på banen, og fortælle hvad Venstre vil gøre for at rette op på den ulovlige brug af Helle og Villys kontrafejer.

Og må jeg så iøvrigt pege på en anden ting, som efter min mening også skal være i orden, inden regeringspartiet knalder en valgkampagne med portrætter af partilederne for S og SF ud over hele det danske mediebillede:

Der skal helt formelt udskrives valg.

torsdag den 11. august 2011

Bølg vel

Foto: Vladimir Fofanov, Rusland

Det blæser lidt i dag, og Ærøfærgerne får bølger med hvide toppe at sejle i. Jeg har besøgt Jørgen i Købing og er på vej tilbage. Færgen vipper lidt, for der er sidevind, eller sidevand, om man vil. Og jeg bølger lidt hen.

Jørgen kan se på bølger, hvor de kommer fra. Engang i Tisvilde faldt han over et foto med Vesterhavsbølger i turistbrochuren. Turistforeningen indrømmede snyderiet, men forstod ikke hvordan han kunne se, at det ikke var Tisvilde-bølger man lokkede folk til byen med.

Der var nemlig ikke nogen landkending på billedet, men bølger har deres egen form og farve, alt efter hvor de er. Og et trænet øje kan sagtens sige om et bølgeskvulp er vestjysk eller nordsjællandsk.

Bølger i Bali er noget helt tredje. Her kommer de så langt væk fra, at der er lange pauser mellem dem. Et stort og bragende bølgebrus – og så et stykke stilhed inden næste bragende bølge vælter sig ind på bredden.

Vandet er stort set det samme fra bølge til bølge, men energien har bølgerne med sig fra det fjerne. Og med den laver de noget der ligner skummet mælk på stranden. I solnedgangen. Der kommer af Jordens drejning væk fra nærmeste stjerne i Mælkevejen.

Som bare er en lille galakse, der ikke er bredere end et par hundred tusind lysår. Engang troede vi Mælkevejen var hele Universet, men nu ved vi bedre. Den er kun en prik. Der er myriader af galakser derude.

Der er flere stjerner end der er sandkorn på Jordens strande. Det er det bølgerne fortæller. Der er også liv og bevægelse meget længere væk. Masser. Det holder simpelthen ikke vand at liv kun findes lige netop her på vores lille blå planet.

Livet opstår. Og forgår. Som bølger. På oceaner af planeter i det koloenorme stjernehav. Millioner milliarder gange er livet levet. Det er historien i dagens blog der nu løber ud i sandet her på World Wide Wave.

søndag den 7. august 2011

En lille elefant

Foto: Sias van Schalkwyk, Sydafrika

Min morfar holdt meget af elefanter. Han havde dem i mange forskellige størrelser. De fleste var skåret i træ, men han havde også nogle i glas og i sten. Og vi børnebørn kunne, hvis vi var meget artige, få lov at se skatten i hans elefantsamling. Den lå for sig selv i en lille fin æske, og var skåret i elfenben. Jeg husker, den ikke var mere end en halv centimeter stor.

Jeg holder også selv meget af elefanter. De ægte, vel at mærke. Det er derfor jeg ikke som morfar har en elefantsamling. Jeg vil faktisk meget nødig eje en elefant.

Men jeg synes det er et elefantastisk dyr. Stort. Flot. Klogt. Stærkt. Og følsomt…

Bemærk iøvrigt lemmet. Op til fyrre kilo og to meter langt. Med snablen er dyret jo nærmest seksbenet!

fredag den 5. august 2011

Brown bandlyst

Foto: Hr.Ferdinand.dk

Så for Søren! Nu kører der en debat på DR Kultur om hvilke bøger, der ikke skal stå i bogreolen. Litteraturanmelderne anbefaler blandt andet at Da Vinci Mysteriet bliver gemt væk. Det ser bare ikke godt ud, hvis omtalte Dan Browns #1 New York Times Bestseller fra 2003 er synlig i hjemmets bibliotek.

Jeg skal være ærlig og indrømme, at Da Vinci Mysteriet skam også har fundet vej til vores samling. Og der skal nok være flere ‘uheldige elementer’ på hylderne, for både kæresten og jeg har været medlemmer af diverse bogklubber.

Værre er, at jeg kan finde på at give litteratureksperterne ret. Jeg synes nemlig også det er usmart at fylde bogreolen derhjemme op med noget, alle andre også har. Det svarer lidt til hvis garderoben er proppet med kedeligt stangtøj.

En bogreol skal efter min mening have variation, og også gerne lidt kant. Der skal være både nyt og gammelt, dansk og udenlandsk, krimier og filosofi. Læderindbundne og paperbacks. Romaner, digte og faglitteratur. Politik og humor. Gule, røde og blå bøger, små og store.

Kald mig bare forfængelig, men jeg har med forskelligheden in mente givet vores reol et bedre look:

Saxo og Marilyn er trukket frem. Ligesom tegneserierne og Den kreative klasse. Foto- og kunstbøgerne er kommet til deres ret, og en ægte klassiker som Greven af Monte Cristo, med tegninger af Roald Als er også kommet foran det normale reolfyld skrevet af amerikansk klingende herrenavne.

Det må jo godt se ordentligt ud. Bogreolen er faktisk en slags portræt, og man må gerne kunne se, at vi er kultiverede mennesker. Ligesom ham Brown…

torsdag den 4. august 2011

Aeroe

Foto: Jørgen Abelsen

Vi besøger en god ven i weekenden. Han er kendt som lidt af en tyr her på sitet, men lyder navnet Snabel. Og så har han bosat sig i det, man vistnok kalder udkantsdanmark. På Ærø.

Ærø er en rigtig ø. Altså ikke en, der hænger sammen med resten af landet med broer. Ærø er helt sin egen, modsat for eksempel Sjælland, der jo er brofast med både Sverige, Fyn, Møn, Falster og Farø.

Vi har ikke været på øen før, men jeg er begyndt at læse Vi, de druknede af Carsten Jensen. Jeg har også været på nettet for yderligere at forberede os på turen.

Det viser sig, at øens avis, Ærø Ugeavis læses af stort set alle på øen. Og sørme om ikke det seneste nummer kan downloades kvit og frit. Vi kan lige nå det sidste af øens jazzfestival, og der åbner en ny fiskerestaurant i Marstal med fine tilbud på alt godt fra havet. Og så udstiller Ærø Fotoklub i Havehuset i byen, som ejendomsmæglerne nogle gange af pladshensyn blot kalder Købing. Der er gratis adgang mellem 13 og 17 fra den 6. til den 12. august 2011.

Og der er også en annonce for en fotobog, hvor Jacques Berg visualiserer, at der er flere ligheder end forskelle, når man sammenstiller Ærø med den lille franske ø Yeu. 128 kroner for 80 sider med tekst, fotos og illustrationer.

En anden nyhed på Ærø er, at Keerth’s Pizzaria stopper for udbringning, indtil de har lært geografien bedre at kende. Jeg citerer: Da vi ikke kender stedet så godt endnu, har vi lidt svært ved at bringe maden ud til jer før den bliver kold, og det er jo eller ikke rart at sidde med en kold pizza i hånden.

onsdag den 3. august 2011

Sørine dog

Foto: Jens Nørgaard Larsen, Berlingske

Hun er ikke uinteressant, hende Sørine. Alle dage har hun været på tværs, og altid haft sine egne meninger. Derfor har hun passet fint som fast klummeskribent i Kristeligt Dagblad, og som smagsdommer på DR2.

Hendes forældre fravalgte i 1967 Folkekirkens barnedåb, og navngav hende Ellen Vibeke. Men det blev noget af det første, pigen gjorde oprør mod. Hun tog istedet det gammeldanske navn Sørine, som vistnok ingen andre hed. Hun valgte også selv at blive døbt og konfirmeret. Og da hun fyldte atten, gik hun fluks til myndighederne og fik endegyldigt registreret sit helt eget navn: Sørine Gotfredsen.

Det navn er med kronikken i Berlingske for alvor kommet i vælten. Et klart flertal af danskerne har ‘nedlagt en protestant’ og klart afvist ‘at bruge Breivik rigtigt’. Og portrættet på sort baggrund, hvor hun ligner Mogens Glistrup, er flashed overalt i det danske mediebillede. 

Sørine er voldsomt imod muslimerne i vores multikulturelle samfund. Og hvis nogen tror, hun vil undskylde sin kronik, så tager de fejl. Sørine kan nok beklage en dårlig timing og et par uheldige formuleringer – men fortryde? – Aldrig!

Det skal dog siges til Sørines forsvar, at hun altid har sat ytringsfriheden over alt andet. Vel at mærke også sine modstanderes ytringsfrihed.

Hendes vrøvl omkring Breivik hører ingen steder hjemme, og at hun kommer med det som sognepræst, gør det kun værre. I den offentlige debat er hun ikke, som på prædikestolen, hævet over alle andre. Og hun skal ikke glemme, at kirkerummet er åbent for alle.

mandag den 1. august 2011

Blog på plads


Se dér, siger Krikand og peger. Har de tre ting ikke potentiale til en god blog? Jo, det må jeg give ham ret i, og knipser.

Vi har været til Minglertræf i en fynsk haveforening, hvor den skøreste kugle i vores mad og drikke gruppe har bygget sig et fint lille kolonihavehus. Det har været en skøn weekend. Og nu står vi altså på paradisets parkeringsplads og kigger på en lidt ramponeret stol i sort fletværk, den nedre halvdel af en metal lysestage og en stor, flot squash.

Samlet set er der tale om en byttecentral. Her kan folk lægge ting og sager, andre måske kan bruge. Og hvis man gerne vil have effekterne, så er det bare at ta’ for sig. Men som i de fleste andre af livets forhold, er det jo sjovest, hvis man samtidig giver noget igen.

Vi genkender squashen som den, Sebastian gik rundt med under armen i går. Vi ved, at han har høns. Og derfor tager Garntrisse grøntsagen i bytte for en masse rester til hønsene. Der er mad til mindst tredive æg.