torsdag den 18. august 2011

Stærk sol på flaske


Nu har meteorologerne igen lovet nedbør i stride strømme. Eller som journalisterne i morgen-tv’et siger: Dræberregn.

Men der er hjælp at hente. I hvert fald hvis man er velsignet med familie og venner, der har gennemgået Samariakløften på Kreta og ved samme lejlighed købt en flaske rakomelo med hjem til den gamle.

Rakomelo er raki med akaciehonning. Og det fungerer på den måde, at man lukker øjnene og indsnuser duften fra den gyldne spiritus, samtidig med at man forestiller sig Middelhavet, sydens sol og den smukke og vilde natur.

Så tager man en slurk og mærker varmen fra en skyfri himmel. Det er selvsagt vigtigt at holde sine øjne lukkede. Man skal give fantasien frit løb og glemme de mørke skyer langt væk. Med lidt mere indtag af flaskens fluidum kan man snart høre fuglefløjt og vindens hvislen i palmer og kaktus.

Rakomelo kan købes ved små boder i græske vejkanter, og er herhjemme en suveræn ledsager til for eksempel stærk tordenkaffe.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar