Nordeuropas største bryster

Foto: Tomasz Strabski, Polen

Så store er Linses nye bryster. GO’ morgen har et mega stort og helt ukritisk fokus på den 44-årige danskers nye implantater. Morgenværterne ligefrem elsker hende, og Morten Resen har i klippet svært ved at holde øjenkontakt og synes at silikonekassernes indehaver er super skøn og dejlig.

Og sørme om ikke også Cecille Frøkjær har samlet sig et fredagspanel med Bubber, Camilla Miehe-Renard og Farshad Kholghi i Go’ aften Danmark for endnu engang at berøre emnet. Bryster, bryster, bryster…

Se og Hør skriver også om sagen, selvfølgelig, men i modsætning til TV2 fortæller ugebladet dog også om ting, silikonebomben Linse ikke er så stolt af.

Se og Hør logrer dog også og linker villigt til den barmfagres virksomhed i Nyhavn, Copenhagen Redlight, som excellerer i stripshows og reklamerer med udelukkende søde, naturlige og imødekommende, skandinaviske piger.

Men jeg synes altså ikke det er naturligt med implantater som 2-liters colaer opereret ind under brystmuskulaturen. Det er freaky. Og jeg fatter ikke hvorfor TV2s journalister af begge køn lallende hænger ved gigantpatterne og labber i sig.

Jeg har bestemt ikke noget imod bryster. Men det handler altså ikke om at komme længst muligt frem i alfabetet. At en Linse på svensk jord går fra G-skål til Tripel-K er ikke noget at råbe hurra for. 

Kjære Henriette

Foto: Konservative.dk

De og Deres mand har længe levet i sus og dus som konservativt power couple, med (ubetalt) licens til at føre Eder frem på de bonede gulve. Forbrugerminister har De været, mens regninger for markiser, mercer og marketing blev fejet ind under gulvtæppet.

Ministerpensionen er i (overbelånt) hus, den kan ikke tages fra Dem. Heller ikke selv om De nu også har valgt at gå som Deres partis gruppeformand og politisk ytringsdame.

Mange begræder Deres fald fra toppolitiker ned til virkeligheden. Undertegnede gør ikke. Det er klart at der savnes sammenhæng mellem det De siger og det De gør. Den konservative parole er, at vi skal sætte tæring efter næring. Men det lyder mildt sagt sært i Deres mund, når Kjær & Skov Pedersen samtidig vælter sig i hurtige forbrugslån i en sådan grad at det ligner et kandidatur til Ribers top-ti over dårlige betalere.

Nu klandrer De og Deres parti pressen for ikke at respektere privatlivets fred, men tøv nu en kende! Hvis B.T. ikke havde interesseret sig for Deres økonomi og blot behandlet Dem som en svigermors drøm, så kunne Deres uansvarlighed måske have udartet sig til en ny Alberti-sag. Det kan forøvrigt ikke nægtes at der i udseende er en vis lighed mellem Deres mand og den daværende regerings stærkt konservative justitsminister, som i 1910 erkendte sig skyldig i underslæb og dokumentfalsk. Svindel, som androg hvad der i dag ville nærme sig en hel milliard danske kroner.

De ligger som De har redt, Henriette Kjær. En tid troede man at det var Deres mands skyld det hele, men efterhånden som stribevis af sager er rullet frem i pressen, virker det mere som om I er to alen ud af ét stykke.

Og naturligvis bør pressen fortsat interessere sig for Jeres økonomiske morads. En eventuel gældssanering er jo dybest set noget vi skatteydere skal bidrage til, og det er bedst at vide hvilke huller pengene i så fald ryger i.

De står med en masse ubetalte regninger og en truende tvangsauktion. Det er hvad man på dagligdansk kalder "sur røv". En rigtig kedelig situation, ja. Men synes De og Deres mand virkelig at det er pressens skyld?

Det synes jeg ikke. Det hele må siges at være selvforskyldt. Men der er hjælp at hente: TV3 søger deltagere til Luksusfælden

Jeg synes bestemt I skal tage kontakt til de dygtige økonomiske rådgivere på TV3. Jeg vil med største fornøjelse tune ind når programmet med Dem og Deres mand bliver sendt. Det vil med (låne)garanti trække et seertal en hel del større end antallet af C-stemmer i boksene ved det kommende Folketingsvalg.

Det er heller ikke pressens skyld. De mange skriverier i medierne bekræfter blot billedet af en fin facade som dårligt tåler at man kratter lidt i den.

Rend og hop.

Cooper Black

Foto: Piet Schreuders, Holland

Tænk at den er så gammel. Skrifttypen, designet af amerikaneren Oswald Bruce Cooper tilbage i starten af 1920erne.

Den er jo på en måde antikvarisk – men på ingen måde gammeldags, selv om annoncen her for den markante skrift blev lavet for næsten halvfems år siden.

Og så er der ellers illustrationer af hvordan man i gamle dage håndsatte og mangfoldiggjorde tekster. Håndværk som idag er henvist til et kulturhistorisk museum.

Men Cooper Black er stadig moderne og fed til reklame. Jeg kan stadig høre ekkoet fra den amerikanske salgstale: … for far-sighted printers with near-sighted customers.. Cooper Black til den fremsynede med kortsynede kunder.

Easy Jet bruger skriften som logotype. Det beviser måske bedre end noget andet, at skriften er sejlivet – for den er altså skabt cirka samtidig med at det første fly krydsede Atlanten.

Der var engang en klub for skriftnørder som mig. Den hed Cooper Black Klubben. Den eksisterer sådan set stadigvæk, men kun på et åndeligt plan. For år tilbage var det en rigtig klub, med aftenmøder på Den Grafiske Højskole, som formanden Henrik Birkvig dirigerede.

Så sad vi dér og gjorde os skriftkloge på cicero, pica, Letraset kataloget og alt til faget hørende, og mange berømte koryfæer kom forbi og fortalte om deres arbejde med nye skrifttyper.

Det var en kanon klub, og skriften her lagde navn til den, fordi Cooper Black er en typeface man enten elsker eller hader. Jeg hører bestemt til de første. Fonten er både wauw flot og lazy tilbagelænet.

Smeltesne

Sne smelter ved plusgrader. Stille og roligt forvandler det sig til vand og forsvinder. Og det er så emnet for min blog idag.

Mange vil nok mene at der er uendelig mange andre ting som i højere grad kalder på en blog. Men hvis man har øje for detaljer, så er emnet ikke så uinteressant endda.

Det meste sne er væk, men der er stadig noget tilbage, hvor smeltningen går langsomt. Steder uden direkte sol, og steder hvor snemængderne har hobet sig op, måske med kommunal hjælp.

De grønne områder er snefri, bortset fra gangarealerne. Det er lidt upraktisk nu, at der stadig er glat og fare for at falde hvor folk normalt går. Men det er som om folks fodspor har konserveret sneen, så den kan holde sig i varmen i lang tid. Mens ubetrådt sne nærmest forsvinder som dug for solen.

Jeg er gået ned på stranden for at kigge. For ikke så lang tid siden var der is på havet, men nu ruller bølgerne lydeligt ind mod bredden. Nogle måger tripper rundt i kanten og finder lidt at spise.

Sne på sand har et særligt udtryk. Som om sandet har krymlet sig i takt med sneens smeltning. Det er faktisk smukt at se på, så jeg tager et foto. Jeg lægger også mærke til, at sneen ligesom svæver et par millimeter over jorden. Det er vederkvægende at se sne tø. Meget sjovere end at se maling tørre.

Nyhederne fortæller at Danmark er terrortruet. Det er så ikke lige her det sker. Her løber tristessen langsomt ud i sandet.

Tal nydansk

Foto: Nick Cowie, Australien

Vores talnavne er ulogiske, udtaler adjunkt i neuromatematik ved Institut for Læring ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Lisser Rye Ejersbo til Ingeniøren. Det skriver DR Nyheder.

Det er ulogisk for børnene, når vi siger tallene omvendt. Artiklen illustreres med et foto af tallet 69. Hvorfor dælen er det vi tager det sidste tal først og siger "ni og…"?

Den logiske sprogbehandling ville være at sige sekstiogni. Nøjagtig som de siger på svensk: sextionio

Men sproget har sin egen logik. Da jeg gik i gymnasiet var der en matematisk og en sproglig linje. Måske derfor.

Jeg er sprogmenneske. Men min studentereksamen fra Kolding Gymnasium 1981 er bestået på den matematiske linjes samfundsfaglige gren. Måske er det derfor jeg gerne vil bakke op om Lissers forslag til en ændrig af det danske sprogs talbehandling.

For vores måde at sige tallene på er ved gud gammeldags. Jeg nærmer mig for eksempel de halvtreds år. Det tal har et endnu ældre navn: halvtredsindstyve. At det er et snørklet talord fremgår tydeligt af forklaringen i Ordbog over Det Danske Sprog:

…dannet af halvtredje, Sinde, gang, og tyve, altsaa egl.: halvtredje gange tyve; alm. forkortet til halvtreds…
Eller som vi matematikere vil sige: (3 - ½) x 20 = 50.

Hvorfor skal det være så svært? Jeg vil da hellere blive femti år gammel næste gang.

Men det er svært at ændre noget der er indgroet gammeldansk. Det er op ad bakke når nogen vil modernisere sproget. Undervisningsminister Bertel Haarder har skam også været hurtigt ude og skyde ideen om logiske talord ned. Han har sagt at man hellere skulle fokusere på udvikling af metoder til undervisning i basal talforståelse inden for de sproglige og kulturelle rammer der nu engang er. Link

Det er vist typisk for regeringen at den ikke vil være med på noget nyt. Men heldigvis er der andre som gerne vil give grobund for nytænkning. På Ingeniørens hjemmeside kører der en live debat, og her svarer Lisser på spørgsmål fra læserne. Hun har sørme også svaret fyndigt på et spørgsmål fra mig.

Hvordan man end vender og drejer tallet 69, så kommer sekstallet først. Så bør det vel også afspejle sig i det danske sprog. Ligesom i engelsk: sixty nine.

Rom

Foto: Vladimir Fofanov, Rusland

Skolernes vinterferie nærmer sig. Sidste år ved denne tid havde jeg nettet et par billige flybilletter til Barcelona. I år går turen til Rom. Mig og Jeremy, direkte Copenhagen Airport - Rome Fiumicino i uge 7 med SAS for 2842 kr.

Men hvad skal vi lave dernede? Vi skal selvfølgelig nyde plusgraderne i den evige stad, men hvad ellers?

Sidste år fik vi her på bloggen nogle anderledes Mingler rejsetips til vores Spanienstur – måske har I også nogle fine ideer til den Italienstur der nu er på bedding? Bare kom med dem.

Vi skal i hvert fald se Colosseum og Peterskirken. Men også bare daffe rundt og lege romere. Vi har gode øjne og kan sagtens finde på at sætte os et sted som på fotoet, med en fanta med sugerør, et koldt glas Frascati, en skål oliven og noget brød. Og så bare følge med i byens liv.

Top

Foto: Pål Anders Martinussen, Norge

Jorden er rund som en billardkugle. I Guds hånd må den føles helt glat og ganske velegnet til en omgang 3-bande carambole.

Men hvis Han måler rigtig nøje efter, er der faktisk nogle små ubetydelige ujævnheder. En af disse kender vi mennesker som Mount Everest.

I den store universelle sammenhæng er det ingenting, men for bjergbestigere er det planetens vigtigste punkt. Summit no. 1.

For nogle er det simpelthen livets største udfordring; At bestige verdens højeste bjerg på grænsen mellem Nepal og Tibet.

Det er opkaldt efter den britiske ingeniør George Everest, som i 1841 fastlagde bjergets geografiske koordinater og højde.

Længe inden da fik bjerget navnet: ཇོ་མོ་གླང་མ

– eller som de siger i Tibet: सगरमाथा

Bjerget blev første gang besteget i 1953 af newzealænderen Edmund Hillary og den medfølgende sherpa som også har fået sit navn med i historiebøgerne.

Sidenhen er langt over tusind mennesker fulgt i deres fodspor – selvom det er pissefarligt. Statistikken siger at én ud af hundrede der forsøger at nå toppen, vil dø af kulde, udmattelse, højdesyge eller styrt.

Alligevel står bjergbestigere i kø for at kravle op på tinden. Der er vovehalse i alle højder og drøjder, både unge og gamle. Sidste sommer nåede en 13-årig dreng toppen. Jeg synes det er topmålet af tåbelighed.

Det passer jo ikke, at udsigten deroppe i 8850 meters højde er helt enestående fantastisk. Det man kan se på toppen, er andre bjerge, og det giver altså ikke noget ekstra fedt udsyn at kæmpe sig op og kikke ud med sine egne øjne i den tyndest mulige luft.

Jeg mener at vide det, for i august 1987 rejste jeg med en kammerat fra Lhasa til Katmandu, og passerede dermed den lillebitte, nærmest usynlige krusning i jordoverfladen som hedder Himalaya bjergkæden.

Bussen tøffede såvidt muligt udenom bjergene, men måtte alligevel op i over fem kilometer før det begyndte at gå nedad igen. Det var meget smukt overalt, og mange steder blafrede små kulørte bedeflag i vinden. Ude i horisonten kunne vi se Mount Everest, som på grund af jordens krumning sgu ikke så ud til at være det højeste punkt i bjerglandskabet.

Figner

Foto: Jerry Holtaway, Frankrig

Man plukker frugterne og lader solen gøre resten af arbejdet. Som druer bliver til rosiner, bliver figner til figner. De har lang holdbarhed og kan nydes som sund frugtsnack længe efter den normale højsæson i juledagene.

Dem der står på bordet nu hedder Jenny’s figues. PR. D. 13/09/2010. EX. D. 13/08/2011. Altså næsten et års holdbarhed.

Jeg er lidt ny-figen: Hvem mon denne Jenny er?

Efter lidt surf på nettet spotter jeg en blog som fremhæver Jenny’s figs, men advarer mod de californiske figner: De er næsten smagløse, grødagtige og nogle gange lidt slimede.

Tænk at der også er andre som blogger om Jenny’s soltørrede græske hvide figner. Så har man vist for lidt at give sig til.

Åbn munden

Foto: Attilio Ivan, Storbritannien

Nu er det slut med small talk. Min kusine erindrer mig om at hun er tandlæge, og det ikke er for sjov jeg er kommet.

Der er ingen vej udenom, men jeg er ikke meget for det. Ærlig talt lider jeg lidt af tandlægeskræk.

Men nu går vi igang. Jeg læner mig tilbage og tandlægestolen kører ned i vandret position. De to kvinder, Tina og hendes assistent Eliza er over mig. Jeg kan kun folde hænderne og nervøst be en stille bøn.

Det er jo ikke smertefrit at være til tandlæge. Men Tina og Eliza er meget professionelle, og kan snart berolige mig med at der ikke er nogen huller. Jeg slipper dog ikke for videre tiltale af den grund.

Der er nemlig masser af tandsten. Jeg tænker på, om der måske er så meget at jeg kan blive rock-sanger.

Leg med ord hjælper til at abstrahere fra de to kvinders aggregater i min mund. Og klinikkens indretning hjælper mig også på vej.

Operationslampen lyser som en sommersol. Belmont står der på den, og i loftet bagved hænger en plakat med motiver fra Toscana. Jeg drømmer mig langt sydpå og fornemmer en let duft af lavendel.

Værs'go' og skyl. Tina og Eliza har ordnet mig på en halv time. Mens jeg var et helt andet sted i Italien og indsnusede Elizas parfume.

Forbudte bryster

Foto: Ryan Aréstegui, USA

Hvad mon der sker i sagen Apple versus Ekstra Bladet?

Jeg tænker på balladen som sidste år fik overskriften Apple censurerer side 9-pigen væk fra iPad.

Fotomodellernes naturlige software skal have en app for at kunne ses som e-version. Og her er det så, at Apple siger nej, fordi side 9-pigens bløde bryster, set med amerikanske øjne, er pornografi.

Men hvornår er noget pornografi, og hvornår er det ikke? Det er ikke let at svare på, for Apple har på den ene side forbudt et katalog for lingeri, fremvist af selvsagt letpåklædte undertøjsmodeller, men på den anden side gouteret side 9-pigens barmfagre engelske kolleger i the Sun.

Lad os se, om vi her på Mingler er bedre til at skelne: Jeg har fundet et foto der ligger i gråzonen. Det er i hvert fald sort/hvidt. Og spørgsmålet er altså: Er det porno, eller er det ikke?

At brystet er bart, betyder ikke nødvendigvis at det ikke er Apple app-egnet. Det er trods alt gengivet i gråtoner og ikke i glinsende vivild farver. Men brystvorten synes stiv! Man aner en vis erotisk opstemthed, og tænk nu hvis hånden som blidt berører det forøvrigt meget smukke brysts vorte ikke er hendes egen? Beskæringen efterlader en lille pirrende tvivl.

Om noget er for frækt til iPad, afhænger af en konkret vurdering fra Apples ayatollaher. Det er ansatte censurudøvere, som har sat sig grundigt ind i firmaets 114 regler på området, som iøvrigt refererer til denne definition af porno i Webster’s Dictionary: Åbenlyse beskrivelser og visninger af seksuelle organer eller aktiviteter tilsigtet at stimulere erotiske snarere end æstetiske og følelsesmæssige fornemmelser

Men hvis fotoet tænder erotisk, hvordan kan det så lade sig gøre uden følelser og fornemmelser for æstetik?

Der er ikke så meget nyt i tvisten mellem Apples i-Patter og formiddagsavisens blikfang på side 9. Men Politikens Hus fortæller ivrigt sine læsere om de mange gode alternativer til Apples iPad.

Og igår bragte Ekstra Bladet et 16-siders tillæg om side 9-pigen, i anledning af  læserafstemningen om hvem der skal kåres til Årets side 9-pige blandt de tolv kandidater, som måned for måned i 2010 har kvalificeret sig til konkurrencen. Januarpigen er sørme her fra byen, måske skulle jeg sende en sms-stemme for en krone?

I hvert fald trykker jeg "synes godt om" på side 9-pigen på Facebook. Det er samtidigt mit eget lille suk over de snart allestedsværende forbud mod publicering af pornografisk materiale.

Hvis nu for eksempel ledelsen af Mingler.dk synes billedet af det bare sort/hvide bryst er "materiale af pornografisk karakter", så har du faktisk lige læst en forbudt blog.

Det er fuldbragt

Foto: Mike Ireland, Storbritanninen

Der blev lys, og og der kom liv på Jorden. Men hvordan? Svaret findes nemmere her i Shark Bay end i Biblen.

På den australske vestkyst findes der stadig stromatolitter, som videnskaben fortæller er blandt de tidligste livsformer på planeten. Engang var de udbredt over hele jordens overflade, hvor deres bakterier producerede ilt og langsomt oparbejdede den atmosfære, som sidenhen gav lebensraum til dinosaurer, og endnu senere heste, køer og får på Jens Hansens bondegård.

Før stromatolitterne var Jorden en giftig suppedas. Men der kan godt have været liv endnu tidligere. Før DNA var der ustabilt RNA, fortæller de altid opvakte men noget nørdede studerende Jeremy og mig på Zoologisk Museum.

Det er altid inspirerende at granske naturhistorien og Darwins revolutionerende idéer om arternes oprindelse under det buede tag på Universitetsparken 15 på Østerbro.

Og nu er de sørme også begyndt at følge med under kuplen på Peterskirken i Rom. Paven har fornylig taget Big Bang i sin mund, og Charles Darwin er faktisk taget til nåde. Det står i Berlingske Tidende.

Efter 200 år ser det unægtelig ud til at hans (med lille h) evolutionsteori holder vand. Den katolske bandlysning af for eksempel de underlige australske sten på kanten af det Indiske Ocean synes ophævet.

Hvis bare vi kalder det Guds vilje, bliver det meget nemmere for præster og videnskabsfolk at trække vejret side om side i en fornuftig atmosfære.

Reklameengelsk

Denne oversigt er ikke tilgængelig. Klik her for at se indlægget.

KW

Foto: Erik Barkman, Nummer 9

Jeg gav paven et ordentligt fur for lidt over 2 år siden. Det har jeg fået mange blandede kommentarer for, senest igår, fra en der kalder sig K.B.Bahr.

Det er sjældent, jeg får kommentarer på så gamle indlæg. Men nu kom der altså en sur en på Fuck paven.

Hvorfor lige Ham? spørger personen, som mildt sagt ikke er imponeret over min blog.

Istedet for at lange ud efter den katolske kirke (som K.B.Bahr tilhører) skulle jeg gøre som Kurt Westergaard. Og så skriver personen lidt kryptisk: Synd for dig at du har det sådan, men ellers har jeg da altid syntes, at du var en god dreng.

Well, lad mig lige skrive en blog om Kurt Westergaard. Jeg synes KW er absolut okay, og han og jeg har faktisk meget tilfælles:

Vi har de samme initialer, vi er begge habile tegnere og vi siger hvad der passer os. Og tro det eller ej: Jeg har faktisk også for lang tid siden modtaget dødstrusler, som jeg har fortalt om i en anden gammel blog.

Kurt Westergaard har selvfølgelig prøvet det i en helt anden målestok, men det at skabe furore med en enkelt tegning kender jeg også godt. Men hvor min tegning kun resulterede i et åndssvagt 03 i samfundsfag på Kolding Gymnasium, har tegneren fra Jyllands-Posten som bekendt været tæt på at miste livet, og må desværre leve med konstant overvågning og bodyguards. De mange priser han får i ytringsfrihedens navn kan kun være en ringe trøst.

Jeg ville nødig være i Kurt Westergaards sko. Tænk at en tegning kan ødelægge så meget. Havde han ikke tegnet den kunne han sikkert have haft gode muslimske venner istedet for de paphoveder han må trækkes med, som spænder ham for kampagner, han faktisk er imod. Senest da Stop Islamiseringen af Danmark blev dømt til at betale over 100.000 kr. for ulovlig brug af hans berømte Muhammedtegning.

Min egen "muhammedtegning" vil jeg blogge en anden gang, men lige nu vil jeg give den anonyme K.B.Bahr en klar besked:

Jeg ved hvem du er, og at du har stærke forbindelser til det islam- og homofobiske miljø her i landet. Du har en sovende hund som profilfoto på Facebook og synes om sætningen: "Hej! Kan du huske mig? jeg betød faktisk noget for dig engang"

Det er sørgeligt du har det sådan, Kirsten.

Blodets bånd

Foto: Carlos Paes, Portugal

Bogen Mit smukke genom er et kraftigt sug i det sidste nye indenfor genetikken. Forfatteren er Lone Frank, som frejdigt galopperer ud på arvemassens overdrev. Og det er fascinerende at lade sig ride med.

Der er konstant tryk på den gamle debat om arv eller miljø – og så viser det sig gang på gang at hele molevitten er baseret på ens genom. 

Blodets bånd er i virkeligheden dna i lange baner. Genernes molekylære bindinger. Livets deoxyribonukleinsyre. Celler og kromosomer.

Så er alting i virkeligheden udelukkende arveligt? Er det derfor, søskende er så forskellige? Måske betyder miljøet ikke en pind for vores person-ligheder, hvem vi er og bliver som mennesker.

Måske er det lutter arvelighed, når det går galt og vi får depressioner, blodpropper og stemmer på DF.

Måske er der en homo-gen grund til at nogle af os bliver bøsser og lesbiske.

Det må være alle måske'erne der gør det så dybt interessant at studere genomer. Særlig interessant synes jeg det er at kigge på enæggede tvillinger.

De er jo biologisk set fuldstændig ens. Men det er de så alligevel ikke. Der må findes et dybere lag end dna. Noget der gør, at også enæggede tvillinger er forskellige. Men hvad?

For eksempel hedder tvillinger aldrig det samme. End ikke de to tegnede i Tintin, som hedder Dupond og Dupont. Navne er nok vigtigere end de fleste går og tror.

Tvillinger er heller aldrig født på præcis samme tidspunkt. Den ene er altid kommet ud før den anden. Ligesom hundrede meter hækkeløb altid bliver afgjort på målstregen, er der altid en tvilling som får klippet navnestrengen før den anden.

Altid en der får 2. sektion, når tvillinger skal deles om avisen. Aldrig præcis de samme spilleplader i livets store billedlotteri.

Små detaljer, som sikrer forskelligheden. Der er aldrig to mennesker der er helt ens. Det er simpelthen en umulighed.

Flyveklar

Foto: Reinhard Linnemann, Tyskland

Der er masser af billige flybilletter i udbud, og forbrugerbladet Tænk har regnet ud, at det bedste købstidspunkt er cirka seks uger før man skal afsted. Det er dyrt at vente til sidste øjeblik.

Vinterferien nærmer sig. Jeremy har i uge 7, Naja først i ugen efter. Så vi holder vinterferie to og to. Og igår aftes gik jeg så på jagt foran computeren efter lidt storbyferie i lune plusgrader.

Jeg synes selv jeg har klaret opgaven fint. (Men jeg fik også hjælp af min kæreste). Nu sidder jeg med returbilletter til Rom med SAS for bare 2842 kr. Og det endda nonstop. Og selv om min søn er blevet så gammel, at der ikke længere vanker børnerabat.

Det er iøvrigt en jungle at rode rundt på nettet efter de gode tilbud. Jeg synes ikke at MrJet, Momondo, Supersaver og luftfartselskabernes egne websider giver det helt optimale overblik, desværre.

En ting, jeg mangler er, at søgemaskinerne også giver mulighed for at tænke i mellemlandinger. Sidste år skulle jeg bruge en billet fra Wien til Paris. Det lignede længe en dyr fornøjelse. Men så fik jeg hjælp af min ven og frequent flyer Henrik Vinther, der hittede en dejlig billig billet til Stockholm – med mellemlanding i netop Paris!

Nå, men nu skal Jeremy og jeg altså til Rom. Optakten til det antikke Rom bliver at læse Asterix albummet Cæsars Laurbær, hvor de to gæveste gallere bliver kastet for vilde dyr i Cirkus Maximus 50 år før vor tidsregning.

Allerede dengang var Rom den evindelige stad, universets ubestridte, strålende midtpunkt, den by alle veje fører til.

Sådan har det været fra start, da Rom blev grundlagt den 21. april, år 753 før Kristus. Romulus og hans tvillingebror Remus var efter sigende helt bogstaveligt suckers for Rome.

Pointudlændinge

Foto: Michal Zacharzewski, Polen

Indvandringen er fordoblet siden Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti fik væltet Nyropregeringen og selv kom til fadet. Det skriver Politiken.

Når man ser nærmere på tallene for de sidste ti år, er tilladelser til familiesammenføringer og asyl presset helt i bund – til gengæld er tilladelser vedr. erhverv og studier røget i vejret, sammen med EU-opholdstilladelser.

Jeg har aldrig forstået hvorfor familiesammenføring har så fæl en klang i ørerne på Løkke, Lene og Pia. Hvorfor har de strammet så meget, at det lige så godt kunne hedde familieadskillelsesreglerne?

Og alligevel har vi altså en fordobling af indvandringen. Der er sket det, at ansvaret for hvilke udlændinge der lukkes ind i Danmark, er lagt i hænderne på vores internationale virksomheder og uddannelsesinstitutioner. Indvandring gennem dansk-udenlandske ægteskaber er reelt sat i nul med VKO pointsystemet.

Man kan sige, at vi er holdt op med at tro på den enkeltes egne evner til at integrere med udlændinge. Indvandring må ikke være en hjertesag. Så hellere en røvsag. Hvis en udlænding kan sætte sin flade på en arbejdsplads eller en skolebænk, så er det okay. Men han eller hun skal ikke lægge sig i dobbeltsengen med en dansker!

Derfor er overliggeren sat så højt. Danmark skal ikke have pointudlændinge indenfor grænserne. Danskere må ikke gifte sig med hvem i alverden de har lyst til. Og gør de det alligevel, giver det minuspoint.

Familiesammenføring fås dog nemt, hvis danskeren bliver for eksempel tysker, for så udløser det uden problemer en EU-opholdstilladelse til ægtefællen. De danskere som finder en ægtefælle i udlandet, får hurtigt kærligheden at føle. Ikke fordi VKO har noget imod udlændinge: Det er danskheden der er problemet.