At og og

Foto: Diane Miller, USA

Er det en fejl, hvis man siger: Du skal ud og ryge?

Ja, det er det. I hvert fald for folk som følger retskrivningsordbogen til punkt og prikke. Hvis det skal være korrekt, hedder det: Du skal ud at ryge.

Sproget.dk fortæller at man som hovedregel skriver at, når det lille tobogstavsord står foran en infinitiv.

Men at og og udtales jo i mange tilfælde ens, som [å]. Den samme lyd som i sok. Så hvorfor bliver jeg korrekset, når jeg siger du skal ud og ryge?

Man må godt blæse lidt på, hvad retskrivningsordbogen siger. – Jo, man må!

Vil man forsøge at stille alle tilfreds, kan man jo skrive: Du skal ud & ryge – og så bilde folk ind, at og-tegnet er et at-tegn. – Hvad det (næsten) også hedder blandt typografer.

Med tiden bliver det ok at skrive og. Bare vent og se…

Oh rædsel

Alle har noget i den henretning. En eller anden ting i hjemmet, som den ene synes er fantastisk smuk, men som den anden mener er et direkte pinligt eksempel på dårlig smag.

Det kan være et maleri, som den ene synes er åh så smukt, men som for den anden ligner Døden fra Lübeck.

Det kan være en signeret plakat af Trine Michelsen, som manden i huset mener skal have en hædersplads, men som kvinden i huset absolut ikke synes hører hjemme i et pænt og nydeligt hjem.

Der er masser af eksempler, selv om de ikke får spalteplads i Bo Bedre. Enten har fotografen sørget for, at det grimme ikke kom med i søgerfeltet, eller også blev det beskåret eller retoucheret væk af layouteren, inden bladet gik i trykken.

Men disse grimme ting har som regel en sjov eller interessant historie og bør derfor beholde deres naturlige plads rundt om i de små hjem. Det er her et frisk eksempel på:

I weekenden slog vi et smut forbi Sanne på Lolland. Hun og hendes mand er fornylig flyttet sammen i et idyllisk stråtækt bindingsværkshus. Og Sanne ville ved indflytningen partout have en besynderlig keramiktingest op og hænge, selv om Jørgen prøvede at tale hende til fornuft.

Diskussionen bølgede frem og tilbage, indtil Jørgen fandt på et kompromis: Okay, så sætter jeg lampen op – mod at jeg bestemmer hvilken lampeskærm der skal på. Og sådan blev det. Sanne fik sin rædsel, og Jørgen sit match.

Hjem, kære hjem…

Heureka

Foto: Karen L. King

Bag et skab er der dukket en gammel papirlap op. Det er virkelig gammelt, skabet har stået hvor det stod lige så længe jeg kan huske, og det er sikkert mange, mange hundrede år siden det blev bestemt hvor skabet skulle stå. Papirlappen ser da også meget original ud, den er garanteret fra før kopipapirets tid.

Jeg vil vurdere, at der er tale om et fragment fra en papyrusrulle, beskrevet med tekst på koptisk. Ikke mit foretrukne fremmedsprog, men med en ordbog ved hånden er det lykkedes mig at afkode budskabet:

båd er gået i stykker, men Far har lovet at hjælpe med at reparere den.

En abrupt besked – men jeg kan også se at der er revet noget af i begyndelsen. Som om det kun er en halv sætning, jeg har fundet bag skabet.

Heureka!  Nu ser jeg på nettet, at en anden forsker har fundet en tilsvarende papirlap. Og nu giver det hele straks mere mening. Der er tale om et notat fra den tidligste kristendom, og her er sætningen i sin fulde længde:

– Jesus sagde til dem: Min konebåd er gået i stykker, men Far har lovet at hjælpe med at reparere den.

Det er altså ikke rigtigt, når en forsker fra Harvard påstår, at Jesus omtaler sin egen kone. Der står ikke noget om, at Jesus har haft en hustru. Tværtimod har han fortalt sine disciple, at han havde et eskimoisk fartøj, som desværre var læk. Det problem hjælper farmand så med at få fikset, han er jo tømrer med egen snedkerlim.

Teologerne er lettede – og så måske alligevel ikke: For hvorfor havde Jesus en konebåd? Det virker en kende mystisk. Manden kunne jo gå på vandet.

Kan det tænkes, at Jesus faktisk var gift, og at han havde en konebåd, fordi hans ægtefælle ikke besad den evne at spadsere rundt på bølgen blå. Eller gad hun bare ikke, den dovne tøs?

I hvert fald virker det sandsynligt, at Jesus havde en båd til sin livsledsagerske, fordi en kvinde jo skulle følge sin mand hvor han end gik.

Spørgsmålet om Jesu civilstand er uafklaret. Single eller taken? De kristne kan stadig påstå at kvinder er syndige, og i hvert fald ikke af typen, der går tolv af på dusinet. Og derfor er der en vis logik i at lovprise det at leve i cølibat, så der ikke sker noget grimt.

Hvis! Og jeg siger udtrykkeligt hvis, Jesus var gift, så er cølibatet omvendt virkelig en tåbelig idé. Så bliver de troende for alvor nødt til at forholde sig til sex mellem mand og kvinde som noget helt naturligt, selv for Guds søn.

Ny kristen forskning peger dog i retning af, at det ægteskabelige samkvem mellem Jesus og hans kone begrænsede sig til grønlænderkys. De nøjedes altså med at gnide næsetipper.

Muhamedbillede #3

Foto: Leigh Hennessy Robson, USA

Vi kender historien, har hørt den så mange gange; De kom til Danmark dengang det var opgangstider, hvor alting blomstrede og der var nok at lave. Men nu har vi så problemet.

Ja, hvad taler vi om? Hoben, eller hyben? Det kan næsten komme ud på ét. Vi slipper aldrig af med hverken dem eller det igen. Og deres historier er ens, der er faktisk kun en tidsforskydning til forskel.

I 1950erne blev danskerne for alvor vilde med sommerhuse. Et sandt byggeboom gik igang langs vores kyster, alle skulle ha’ sig sådan en feriebolig nær sand og vand. Det kunne kun gå for langsomt med de store sommerhusudstykninger. Nu skulle vi danskere rigtig ud og nyde livet på de sandede kystjorde, som før havde stået nærmest ubenyttede hen.

Så langt, så godt. Men Gud, hvor var naturen kedelig at se på for en bikiniklædt bybo. Blå, hvid og vissengrøn. Hav, klitter og marehalm. Det skulle der gøres noget ved.

Op med flagstænger og dannebrog, flade ud til græsplæner og finde noget farverigt til miljøets forskønnelse. Det er her, Rynket Rose for alvor får sin opblomstring. De første blev indført fra det nordøstlige Asien som prydplanter i 1800-tallet, og nu kommer der fart på.

Store blomster, 6-8 cm i tværmål, som regel røde, sjældnere hvide, kraftig duft og med blomsterblade som krøllet silke. I de glade opturstider er der ingen (natur)grund til at holde igen med bevoksningerne på de mange strandoverdrev.

Nu er vi så blevet (lidt) klogere, men for sent. Rynket Rose er en invasiv art, som sammen med sommerhusfolket truer de oprindelige arters livsbetingelser.

Regeringen sparker Frontlinien.dk igang for at få effektiv kontrol med landskabsukrudtet, men det borgerlige initiativ løber stille og roligt ud i sandet. Og de naturligt hjemmehørende arter som Strand-Mandstro, Blodrød Storkenæb, Gul Evighedsblomst og Strandkål kan ikke klare sig i konkurrencen med Rynket Rose. Det er hele tiden den fremmede, der vinder kampen om lys, plads og næringsstoffer.

– Sådan er det jo, siger vi, og prøver så istedet at italesætte de positive sider:
De er hårdføre og nøjsomme. Se de smukke bomster og de kuppelformede frugter. De er da flotte, de smager rigtig godt og har fem gange flere C-vitaminer end appelsiner. Og de har jo forlængst vundet indpas i vores plantesamfund…

Vi kan sige det lige tosset vi vil. Men vi ved samtidig godt, at de invasive arter ødelægger den internationalt værdifulde og unikke danske kystnatur (for nu at plukke lidt i miljøministerens forord i en otte år gammel pjece). Derfor siger vi også noget andet:

Fuck af. Pak jeres sydfrugter og forduft. Det er på tide I bliver udvasive. Få den der Kæmpe Bjørneklo op af vores offentlige blomsterkasser, og skrub af. Farvel og tak.

Muhamedbillede #2

Foto: Twin Rivers Home

Kan vi indrette os med islamisk design? Selvfølgelig kan vi det. Det har vi gjort i rigtig mange år, faktisk.

Lige siden 1800-tallet har orientalsk inspirerede møbler fundet plads i de danske hjem, og hvem kan egentlig forestille sig noget mere stuerent end en marokkopude?

Eller en ottoman? – sådan et enkelt og nydeligt hvilemøbel til en tiltrængt morfar. Med en ottoman i hjemmet kan vi til hver en tid lægge os ned og tage en pause.

Vi kan også slænge os på chaiselongen, vi kan falde til ro på divaneseren – det er nærmest indbegrebet af dansk kultur… – at være sofavælger.

Det er ikke dumt sådan at hvile sin mødige krop på en divan – et arabisk låneord med bund i oldpersisk. Så dagens muhamedbillede skal være en opfordring til alle ophidsede muslimer og ditto ikke-muslimer om liiige at tage en slapper.

Muhamedbillede #1

Foto: Neil Gould, Australien

Croissanten blev efter sigende opfundet som en hån mod muslimerne. Og netop derfor spises den med stort velbehag af mange såkaldt indvandrerkritiske danskere. Især den 12. september guffes der igennem, altså dagen efter nine-eleven.

Ifølge en islam-kritisk kilde er croissanten et europæisk frihedssymbol. Helt symbolsk æder man de tyrkiske muhamedanere og mindes den 12. september 1693.

Croissant betyder på fransk halvmåne, og det fortælles, at en bager fandt på det populære bagværk, da forstærkninger anført af den polske konge Jan Sobieski var blevet afgørende for udfaldet af Slaget om Wien. Det startede klokken fire om morgenen, og varede til ud på aftenen, hvor 15.000 tyrkere lå døde på slagmarken og yderligere 5000 var taget til fange. Østrigs hovedstad blev befriet og croissanten skabt i glæde over at muslimernes invasion af Europa var slået tilbage. 

Men historien er ikke så ligetil, som mange ikke-muslimer gerne vil gøre den til. I Den Store Danske encyklopædi er opslaget om Osmannerriget en temmelig kinglet affære. At studere historie er sjældent piece of cake.

Hvad croissanten angår, så er der flere bud på dens oprindelse. I mine øjne er det mere sandsynligt at den er opstået som et fransk remake af giflen.

Gifler betyder på fransk lussing, og dermed kan mit første Muhamedbilllede måske blive en huskekage om altid at spise brød til, når man falder over en utrolig historie.

Muhamedbilleder

Foto: “Dcubillas”, Spanien

Det er forstemmende, at vi nu igen skal trækkes med en konflikt, fordi der på den ene side er en masse muslimer som i troens navn føler sig krænkede, og fordi der på den anden side er en masse ikke-muslimer som i ytringsfrihedens navn føler at de religiøse forestillinger skal udfordres.

Jeg har nok et ben i hver lejr. For jeg mener jo folk må tro på hvad de vil. Men jeg mener også, folk skal have lov til at sige, tegne og fotografere hvad de synes.

Desværre er det langt fra alle mennesker der kan leve med både ytrings- og religionsfrihed. Derfor går det galt rundt omkring i verden; I forgårs blev USA's ambassadør og tre embedsmænd i Banghazi i Libyen dræbt på grund af en åbenbart blasfemisk amerikansk amatørfilm.

Attentatet er fuldstændig hul i hovedet, og de fleste libyere er da også kede af, hvad der er sket. For dem var ambassadøren en ven.

Jeg vil i de kommende dage blogge nogle Muhamedbilleder. Ikke billeder af profeten, men derimod nogle fotos hvor islam og danske kultur er tørnet sammen – hvis man partout vil se snævert på det. Men der er skam også plads til et bredere perspektiv.

Hærværkshvid

Det var et imponerende masterpiece indenfor street-art. Nu er det malet over. Muren overfor Dybbelsbro station er idag intetsigende hvid.

Jeg ved ikke hvorfor, det er væk. Jeg ved ikke, om det er kommunen der har malet kunstværket over. Og jeg ved heller ikke, hvordan det kunne ske uden nogen protesterede.

Da et andet af kunstnerens værker blev vandaliseret af BZere, vakte det stor opmærksomhed. DR Kultur kom på banen, og under overskriften Hærværk mod verdensberømt kunstner på Jagtvej 69 producerede Berlingske et længere indslag om sagen.

Kunstneren hedder Shepard Fairey og er især berømt for sin HOPE plakat, der hjalp Barack Obama ind i Det Hvide Hus for snart fire år siden. Det var altså en af de helt store street-art kunstnere der stod bag den nu fjernede “grafitti” ved Dybbølsbro.

Skulle det fjernes, fordi der var for muslimsk? Jeg ved det ikke, men i hvert fald er der ikke længere noget københavnere kan glæde sig over, når de parkerer deres cykel eller henter den igen. Her er kun en hvid mur.

Bakken 2012

Foto: En vistnok ukendt fotograf uden højdeskræk

Rundt om i forlystelsesparken er der plancher med gamle fotos og fortællinger fra de 400 års gøglerhistorie, som ifølge legenden har sit udspring ved Kirsten Piils kilde.

Mens teenagetøserne Naja og Andrea styrter op og ned og viser deres armbånd til kontrollørerne, slentrer vi voksne stille rundt og oser. Vi er sgi blevet for gamle til rutsjebaner og radiobiler. Men en kold fadøl og en utur ved tombolaen går altid an. 

En af plancherne fortæller om Professor Tribini, som jeg sagtens kan huske fra dengang jeg var lille dreng. Som der står på Bakkens hjemmeside:

I 1935 startede markedsgøgleren Christian Nielsen på Bakken i ”Varieté Alkazar”. Det blev starten på en eventyrlig Bakkekarriere under kunstnernavnet Professor Tribini. Rekommandøren over dem alle, hvis navn stadig lever i ældre Bakkegæsters erindring. Hans rekommandørremser var legendariske…
En af dem er denne: – Hvis De får en god oplevelse, så fortæl det til andre. Hvis De får en dårlig oplevelse, så fortæl det til mig. Jeg løber ikke med sladder.
Det er faktisk den, der har fået mig til at skrive denne blog. For vi havde en uventet god dag ude i skoven ved Klampenborg. På et tidspunkt kom pigerne dyngvåde og rundtossede og sagde de var sultne. På Bakken er der masser af spisesteder, og menuen er stort set enslydende overalt: Spis alt hvad du kan for et sted mellem et- og tohundrede kroner.

Vi havde allerede været rundt og taget bestik af de forskellige buffeter for at finde den mindst ringe. Valget faldt på Staldknægtens, som så okay ud til sine 129 kr. pr. næse. Fuld tilfredshed, eller pengene er spildt, som Tribini ville have sagt.

Det er det, jeg gerne vil fortælle andre: Buffeten var aldeles udmærket. Og så var der endda inkluderet softice ad libitum og en gratis kop kaffe, serveret af en pinlig-på-den-sjove-måde tjener, som udenfor sæsonen er glad flyttemand. Staldknægten kan varmt anbefales. Og hvis du ikke når forbi i aften, så må du vente til næste år, når bøgen springer ud og Bakken atter hejser flaget over rutsjebanen.

Den sort-hvide New York City Poster af første servering på den højtliggende fine restaurant The Waldorf i 1930 kan også ses på endevæggen hos Staldknægten.