Stolen

Foto: V·living

Den amerikanske valgkamp er skudt igang, og Clint Eastwood er med. Han er altid god, når der skal skydes. Det er ikke sikkert, han rammer, men det er med garanti effektfuldt, når han trykker af.

Vi kunne ikke se, præcist hvad det var for en stol, han talte til på konventet, men jeg håber det var sådan en som på billedet. Den er designet af Hans J. Wegner, og har siden den politiske duel mellem Nixon og Kennedy i 1960 ikke heddet andet end the Chair. Måske den smukkeste stol i verden.

Clintens stoltale ligger højt på YouTube, og den er som stand-up betragtet bestemt værd at (gen)opleve. Kreativt, anderledes, morsomt – og så rammer Østerskov et sted mellem plet og plat. Her er jeg helt enig med Stetson. Dirty Harry skal da have tak for sin Make My Day tale:



Clint Eastwoods tale til stolen bør dog ikke stå alene. Hans forrige politiske optræden, under reklamepausen i Super Ball tidligere i år kan bestemt også tåle at blive (gen)set:



Også ved den lejlighed blev det ivrigt diskuteret om Clint Eastwood ikke i virkeligheden er en støtte for Obama.

Uordenspolitiet

Foto: Politi.dk

Hvordan synes politiet selv, det går?

Nu er den gal igen: Politiet dropper terrorsag mod tre unge mænd.

Politiets Efterretningstjeneste lavede en stor anholdelsesaktion i april, men nu risikerer de tre unge mænd højst et anklageskrift om ulovlig besiddelse af to defekte AK-47 våben – som vel at mærke blev leveret af en undercover PET-agent.

Det bliver dyrt, at man således har frihedsberøvet tre personer i så lang tid. Hvis politiet end ikke kan løfte en sag om ulovlig våbenbesiddelse, så skal forsvarsadvokaten nok sørge for en erstatning langt ud over normal takst.

Og så er der jo alle de andre sager, politiet også kløjs i. De fredede pushere på Vesterbro, for eksempel. Det er heller ikke længe siden, politiet på samme måde havde besluttet at holde sig langt væk fra Christiania.

Meget tyder på, at der skal skiftes ud i ledelsen hos politiet. Det roder jo. Hvornår kommer den næste historie om at politiet ikke har fattet hverken lov eller orden?

Universets åndedrag

Foto: NASA/JPL-Caltech/MSSS

Jeg var med, da Neil Armstrong tog et lille skridt på månen, og dermed gav hele verden et kæmpe spring fremad. Den sort-hvide flimmer i fjernsynet blev en øjenåbner af den anden verden, og alle spurgte sig selv og hinanden: Er der mon liv derude?

Det spørger vi faktisk ikke om længere. Og Neil Armstrong døde i sidste uge. Rumalderens små skridt er historie nu, hvor videnskabskvinder og -mænd spæner derudaf med syvmilestøvler på. Nysgerrigheden er flyttet til Mars, hvor robotbilen Curiosity kører rundt og sender farvebilleder hjem. Se bare her.

Der er en varm rytme i fotoet. En jernblå sten ligger og soler sig i Gale krateret, med Mount Sharp i baggrunden. Her er dødt på en måde, så jeg ikke er i tvivl om at der har været liv.

Der findes uendelig mange galakser, med utallige planeter der ligner Jorden. Sandsynligheden for at livet kun leves her hos os er noget nær nul. Naturligvis er der liv derude.

Stjerner tindrer af hydrogen, og sådan brænder de i en evighed. Men intet varer evigt, heller ikke evigheder. De afbrydes af Universets cyklus, dets åndedrag. Når en stjerne har opbrugt al sin hydrogen, eksploderer den, og alle dens grundstoffer spredes ud. Resten danner grundlag for en ny sol og nye planeter.

Gud kan bare trille tommelfingre. Livet opstår af sig selv. Ikke fra uge til uge, men over tid. Vildt lang tid. Det tager næsten en evighed, inden noget med to arme, to ben og en hjerne kan rejse sig og lægge 2 og 2 sammen.

I guder

Foto: Cecilia Giménez interviewes i TVE

Alle synes at være ude efter denne stakkels kvinde. Hvorfor? – Fordi hun uden tilladelse og uden faglig baggrund har forsøgt at redde en gammel Jesus freske.

TV2 Nyhederne var hurtigt ude med historien: Så galt gik det da amatør ville restaurere Jesus. Politiken og Kristeligt Dagblad har også bragt historien om det ødelagte kunstværk. Og alle bringer billedet af Ecce Homo i de tre stadier: da det stadig var nogenlunde intakt, da det var svært beskadiget af fugt, og nu hvor Jesus ikke længere ligner sig selv.

Men jeg synes også der er en anden historie at fortælle. En anden vinkel. For et foto af “gerningsstedet” nederst i en the Sun artikel viser tydeligt, hvorfor det kunne gå så galt.

Der er ikke installeret klimaanlæg i Santuario de la Misericordia i Borja ved Zaragoza. Det ser nærmest ud som om bygningen er mere udsat for fugt end selveste grædemuren! Der er  jo masser af vandskader i landsbykirken, når man kikker efter.

Og Ecce Homo er for mig at se malet direkte på murværket. Tilmed på et udsat sted, hvor kirkegængerne uforvarende kan komme i kontakt med kunstværket, når de skal ind og sidde på kirkebænken.

Enhver konservator véd at det først og fremmest er fugt, som giver problemer. Det er denne historie et glimrende eksempel på. Det er jo ikke fordi Ecce Homo er specielt gammelt. Så vidt jeg kan opsnuse, er det malet af en Elías García Martínez så sent som i 1910.

Kunstakademiets Konservatørskole tilbyder forøvrigt en række gratis foredrag, og til december kommer der et med overskriften Fanden på væggen, pas på han falder ned!

Og i onsdags fortalte Cecil Krarup Andersen, ph.d.-studerende på Konservatorskolen, om hvorfor fugt er så farligt for malerier. Et virkelig spændende foredrag – hvis man altså interesserer sig for vand og kunst.

Hvad den gamle dame angår, så kan enhver se at hun er dybt ulykkelig over hvad hun har lavet. Seneste bulletin fortæller at hun er sengeliggende med nervesammenbrud, af frygt for hvilke konsekvenser hendes meget kiksede Kristus-retouchering får.

Hvis det stod til mig, så kunne hun nøjes med en reprimande. Og så skulle hun have et lommetørklæde og tørre øjnene. For som sagt: Fugt noget af det værste, man kan udsætte gamle malerier for.

Kruse

Blev ikke kaldt andet end Kruse. Hun havde en grønlænderhund. Og en dunkel fortid…

Men alt kommer for en dag. Rundt omkring i Danmark sidder der mennesker og sysler med slægtsforskning, og fornylig fik min mor et telefonopkald fra en Bente Jensen i Kolding.

Bente ville høre, om min mor kendte hendes farmors søster. Om navnet Kruse i det hele taget sagde min mor noget. For det var altså lidt et skud i tågen…

Jo, min mor kunne i høj grad huske Kruse. Kruse var noget af det mest elskelige. En tætbygget dame med tyndt hår og åreknuder. Min mor havde mange brikker til fru Jensen, i det puslespil som slægtsforskning jo dybest set er.

Bente er gift med Gunnar, som har drukket spandevis af kaffe i mine forældres butik i Låsbygade 26 i Kolding, hvor han ofte snakkede politik med min far Gilbert. Og fordi Gunnar altid har været interesseret i relationer mennesker imellem, så kunne han huske at min far havde fortalt at min mor Linda var præstedatter og havde mange søskende.

Nu havde Bente fundet frem til, at hendes ukendte "moster Kruse" var tjenestepige på en sønderjysk præstegård med mange børn. Kunne der være en connection? – Ja, for det var lige præcis Fole præstegård, Kruse kom til, vistnok i 1941.

Præcis hvordan det kom i stand, står hen i det uvisse, men vi ved, at Kruse inden da havde været på Ribe Åndssvageanstalt i 27 år – uden grund!

Det hed sig, at Kruse både løj og stjal. At hun var obsternasig. Og værre endnu; Det blev sagt, at hun var skyldig i brandstiftelse – noget, Kruse til sin død benægtede. Men det har altså været grundlag nok til at man blev anbragt på en lukket åndssvageanstalt. Hvorfor hun kom til Fole, vides ikke. Men vi ved, hvorfor hun blev udskrevet:

En ny overlæge blev ansat til at lede Ribe Åndssvageanstalt, og sikkert tilskyndet af et politisk ønske om at udsluse nogle af patienterne til det almindelige samfund, foranstaltede han en intelligenstest. Og det viste sig, at Kruse, som altså havde været i anstaltens varetægt i 27 år, ikke var dum, endsige åndssvag. Hun var fejlanbragt…

Kruses fulde navn har vi også: Anna Marie Antonie Andersen Kruse. Politietsregisterblade.dk fortæller, at hun som 14-årig boede på Kalkbrænderivej 27 i København, og at hun var født i Ugelbølle på Djurs den 2. juli 1896. Min mor husker Kruses fødselsdag, det er rigtigt nok. Bortset fra, at registerbladet ikke er helt korrekt omkring fødested: Faktisk kom Kruse fra en velanset fiskerfamilie i det nærliggende Følle Strand.

Ingen ved hvordan Kruse kom til København, og hvad hun bedrev der. Politiet har blot registreret hendes bopæl, som etaten gjorde det med alle byens borgere dengang. Men Kruse har selv engang fortalt hvordan hun stak af hjemmefra; Hun bare løb og løb ud over markerne. Hun ville væk, aldrig se sig tilbage.

Kruse var blevet misbrugt. Det sagde hun selv. Hendes far, stedfar, hvem ved, havde voldtaget hende. Og ad sære omveje var hun altså blevet patient i åndssvageforsorgen.

Kruse havde sådan set et godt liv indenfor murene i Ribe. Hun holdt af personalet og vice versa. Så da intelligenstesten sender hende ud i friheden i begyndelsen af 1940erne, er hun fortvivlet. Hvad skal der dog blive af hende?!

Svaret lå i Fole, hvor hun i mange år hjalp min mormor med alt det praktiske. Kruse var god til alting; gøre rent, vaske tøj, koge og bage brød. Hun var arbejdsom, og min mormor og morfar havde fra day one gjort klart, at alle skuffer og skabe var ulåste – familien Filtenborg viste hende tillid.

Kruses grønlænderhund hed Blanka og løb frit omkring. Den var der også plads til i Fole Præstegård, hvor børnene kunne kaste pind. Alt var godt, og Kruse blev del af familien. Min mor fortæller, at det faktisk er Kruse som har lært hende at lave mad, strikke, sy og synge.

Når Kruse arbejdede, nynnede hun ofte “Nærmere, Gud, til dig”.

Kruse blev sidenhen ansat som hushjælp hos en mand i en anden by, men hun holdt kontakten til familien i Fole vedlige. Med jævne mellemrum kom hun anstigende med rutebilen, og pigerne løb hende i møde. – Wha hår do i di task’?, spurgte de ivrigt. Og så smilede Kruse. Hun havde altid gaver eller snoller med til børnene i sin håndtaske.

Kruse holdt engang en tale og sagde blandt andet:


… dog hjælp blev mig givet, til Fole jeg kom,

hos de bedste præstefolk jeg kender;

barmhjertigheden jeg trængte så hårdt,

den blev mig til fulde givet,

for i gården fik jeg venner for livet,

og børnene der står mit hjerte nær,
jeg føler jeg dem aldrig glemmer

som perler på snor, dag og timer går
led for led føjes til hinanden
nu er det for mig af rig værdi
her at kunne stå glad og fri.

(afskrift fra moster Ebbas bog: Fra russisk adel til sønderjysk præstekone)

Billedet af Kruse og hendes grønlænderhund Blanka er taget hos en fotograf i Ribe engang i 1940erne. Et noget specielt portræt, men jeg husker ikke Kruse – selvom hun vel nærmest er min papmormor…

Hun havde boet nogle år i Nærum, og skrevet hele sin livshistorie ned i to kladdehæfter, men de forsvandt da hun sent i livet flyttede hjem til Ribe. Her var hun husbestyrerinde for to gamle mænd, til hun blev skrøbelig og kom på plejehjem.

Kruse døde i 1975. Hun blev begravet i de ukendtes, efter en smuk afsked i Sct. Catharinæ Kirke i Ribe, hvor man selvfølgelig sang Nærmere, Gud, til dig.

Så vidt vi ved, fik Pinsemissionen hvad Kruse efterlod sig af habengut og basseører. Det var ellers meningen at min moster Ebba skulle arve hende. Hun holdt så meget af børnene i Fole, og Ebba var den mindste.

Et foto

Foto: “Snabel”, alias Jørgen Abelsen, Ærø

Hvordan gør han?, tænker jeg.

Igen og igen lykkes det min ven på Ærø at tage et helt fantastisk billede. Hvorfor kan jeg ikke tage et, der er lige så godt? Hvad er det der gør, at min ven gang på gang viser sig at være en langt bedre fotograf end mig?

Det er ikke fordi mit kamera er dårligere end hans. Min ven havde, så vidt jeg husker, to defekte kameraer. Så tog han huset fra det ene, og knaldede objektivet fra det andet på. Så havde han ét der duede. Det klarer han sig særdeles godt med, som det ses.

Mit eget kamera er spritnyt. 14 mega pixels. 5x optisk zoom. Vandtæt, ned til 10 meters dybde. Det kan tåle at blive tabt 2 meter, det kan operere i frost ned til minus 10°C, og støv er heller ikke noget problem.

Når jeg bruger det, finder det selv ud af at stille skarpt. Jeg skal bare trykke på knappen – vupti, så er billedet taget, korrekt eksponeret og alting. Og så er kameraet endda ikke større end en pakke cigaretter, og iøvrigt smukt metalgrønt.

Jeg er forbløffet over så meget mit kamera kan. Det finder selv ud af hvad jeg er igang med. Er det et portræt, finder det selv ansigtet og måler lyset helt præcist. Er det et landskab, retter det sig ind efter dét. Kameraet ser også selv, om det er aften eller højlys dag. Og ikke nok med det:

Nu tager jeg et billede af en kirke, og mit kamera fortæller, hvor vi er henne. Der er indbygget gps, og en tekstbesked kommer frem på displayet: Skanderup kirke, Kolding, Syddanmark, Danmark. Tænk at noget der er produceret så langt væk som i Japan kan være så stedkendt!

Billedet er flot, kirkens skønhed kommer til sin ret. Men min vens billede er tusind gange bedre. Derfor er det hans foto, jeg lægger på min blog.

For det kan alle se er fremragende. Og jeg føler mig inspireret til en billedtekst: 


Gud lægger de regntunge skyer på hylden og åbner for perfekt høstvejr i weekenden, med høj sol, let brise og temperaturer på op mod 30°C.
Som sagt, alle kan se det er et fremragende foto. Men min ven fotografen kunne som den eneste se det allerede inden det blev taget.

Skriftlig sex

Foto: “Deafstar”, Polen

Der er mange ting, der skal falde i hak, når det drejer sig om sex i en bog. Hvilke ord skal forfatteren plukke til formålet? Det er ikke nemt, og de fleste vælger da også at springe over hvor sengegærdet er lavest.

Nogle gange synes man ligefrem som læser at der er røget nogle sider ud. Der er en optakt, et forspil – men så slukkes lyset, og et nyt kapitel begynder som om der aldrig skete noget.

I det omfang der alligevel sker lidt, er det ofte mørkelagt og hurtigt overstået.

Her er en snas fra Englens spil, af Carlos Ruiz Zafón:
   Vi gemte os som et par tyveknægte i et af værelserne uden at turde tænde et stearinlys, uden så meget som at turde sige noget. Jeg klædte hende langsomt af, lod læberne løbe over hendes hud med bevidstheden om, at jeg aldrig ville komme til at gøre det igen. Cristina hengav sig med lidenskab, og da trætheden overvældede os, faldt hun i søvn i mine arme uden behov for at sige noget. Jeg prøvede at lade være at falde i søvn, nød varmen fra hendes krop og tænkte, at hvis døden hentede mig dagen efter, ville jeg modtage den med roligt sind. Jeg kærtegnede Cristina i halvmørket, mens jeg hørte uvejret trække sig bort fra byen ude bag murene, vel vidende at jeg ville miste hende, men at vi i nogle minutter havde tilhørt hinanden og ingen andre.

Bogen er god, absolut! Men skriftlig sex er der ikke meget af. Vi er i 1920ernes Barcelona, og da morgenens første ånde strejfer vinduerne, åbner Zafóns hovedperson øjnene og finder sengen tom. 

Så var der mere kød på i 1990ernes København. Her er sex ikke noget, kvinden hengiver sig passivt til. Tværtimod.

Her er en snas fra Frøken Smillas fornemmelse for sne, af Peter Høeg:
   Hans ånde er aromatisk og skarp. Af nødder ristet på brødristeren.
Stående på gulvet i soveværelset tager vi tøjet af hinanden.
Han har en let, fumlende brutalitet, der flere gange får mig til at tænke, at denne gang koster det mig forstanden. I vores gryende gensidige forståelse formår jeg ham til at åbne den lille revne i penis’ hoved, så jeg kan føre clitoris ind og kneppe ham.

Filmatiseringen af Peter Høegs bestseller blev ikke den helt store internationale succes. Måske fordi Bille August ikke rigtig formåede at overføre den skriftlige sex til filmlærredet. Julia Ormond kunne næppe heller have ageret som beskrevet…

Skriftlig sex er vigtigt i enhver god bog, og jeg mener det er bedre at beskrive den klart og tydeligt, i stedet for at gemme den væk mellem linjerne. Og jeg føler mig godt underholdt af Livsglad, som ikke bare overlader detaljerne til læsernes fantasi, når hendes hovedperson har god sex.

Vi taler om Kærlighed i indkøbskurven, af Marianne Joensen. Teksten er let og luftig, og både venus og mars kan uden større besvær åbne op for den erotiske ventil.
   “Nej ikke nu Tue…”
   “Bare et hurtigt knald.” Han kører en finger op i skridtet på hende. “Du er da ellers klar nok.”
Hovedpersonen Maria er alenemor med en profil på et datingsite. Her har hun mødt en flot mand, og i starten går det rigtig godt.

   Resterne fra nattens sex siler fra underlivet og får hende til at dreje brusehovedet over på hård spul. Tue har standset det begyndende mumificering af kendes krop. Suveræn sex igen. Hun lukker øjnene og mærker livmoderen trække sig sammen i små bløde ryk.
Jeg synes det er lidt af en nyskabelse, sådan at trække livmoderen frem i skriftlig sex. Men den er nok kommet for at blive. Vi mænd mærker den jo ikke, men det gør kvinderne, og det er først og fremmest dem der kører med klatten på bogmarkedet lige nu.

Camilla Stockmann har fornylig skrevet en skøn artikel om emnet i Politiken. Jeg vil slutte denne blog af med de ord hun lægger ud med:
   At skrive om sex er som at dissekere en frø. Dyret risikerer at dø af det. Jeg siger det bare…

Kvikbryster

Et finansieringsselskab samarbejder med privathospitalerne og tilbyder brystflove kvinder hurtige lån til nye forlygter. Det fortæller DR Nyheder og Vejle Amts Folkeblad.

Men Forbrugerrådet advarer. Og med god grund. Kviklån skal man holde sig langt væk fra. De er så dyre, at det burde forbydes.

Folk tror det hedder kviklån, fordi det er tjept, smart, måske ligefrem intelligent. Gu er det ej! Forstavelsen kvik- er den samme som i kviksand og kviksølvforgiftning. Det betyder fare og ulykke.

Jeg forstår iøvrigt ikke, hvorfor privathospitalerne vil samarbejde med ågerkarlene i Dan Aktiv A/S. Som oven i købet til lejligheden har købt domænet sundhedskonto.dk – selv om foretagenet ikke har en dyt med sundhed at gøre.

Tænk naturligt, kvinde. Hverken din krop eller din økonomi bliver sundere med kvikbryster.
 

100 meter

Foto: Sanja Gjenero, Kroatien

Hvis nu jeg spurter alt hvad rem og tøj kan holde, hvor hurtigt går det så? – Det kunne være sjovt at få testet.

Usain Bolt løber som regel distancen på under ti sekunder. Mig er der aldrig rigtig taget tid på. Jeg har ingen idé om hvor jeg ligger.

Men helt ringe er jeg nok ikke. Når jeg sammenligner mig med Usain Bolt, mener jeg faktisk at have nogle klare fordele:

Usain Bolt vejer 94 kg. Så meget vægt skal mit bevægeapparat ikke flytte rundt på. Og med Bolts 1,95 meters højde, må han løbe ind i mere vindmodstand end jeg gør med mine 1,82 og en anslået vægt på 78.

Omvendt er han sikkert i bedre form. – Men hvad skal man egentlig med kondi, vi taler immervæk kun om hundrede meter, ikk’? Jeg er som en kat. Kan gå fra slummer til full speed på ingen tid.

Når jeg en sjælden gang er løbet efter bussen, så har jeg skam også nået stoppestedet, inden chaufføren fik lukket dørene.

Men jeg er dobbelt så gammel som Usain Bolt. Og hvid. Min kæreste tvivler vist på om jeg kan klare de hundrede meter på under et minut…

Vi får se.

Spansk lodseddel

Foto: Pere Navarro, Spanien

Efter et glas sangria tæt på katedralen i Girona, købte vi en lodseddel for seks euro. Og i dag får vi så at vide, om den kan bruges til mere end som bogmærke i Englens Spil af Carlos Ruiz Zafón.
Indtil videre vises der bare en nulstillet lodseddel på lotteriets hjemmeside. Men vi tror og håber på at nummer 23675 trækkes op af hatten, meget gerne med serienummeret 078.

Sandsynligvis er pengene tabt. Men med lidt held går det anderledes. Hvis bare femtallet kommer som sidste ciffer her på udtrækningsdagen den 9. august, så mister vi ikke noget. Så vinder vi de satsede seks euro tilbage.

Og hvis både femtallet og syvtallet går hjem, så er der en gevinst på 15 €. I så fald vil beløbet gå ubeskåret til slik til min kusines børn Leo og Sam i Alicante.

Men vi kan være heldigere endnu. Det kan endda blive helt vildt. Lodsedlen kan vise sig at være 20 millioner euro værd!

Vi har købt sedlen af en ældre mand i kørestol på byens gågade. Han sagde han ikke talte engelsk, men da vi havde købt og betalt, kunne han alligevel lidt: Thank you very much, sagde han og smilede.

Det vil vi også kunne, hvis vi vinder den helt store gevinst. Vi taler hverken spansk eller catalansk, men lidt kan man vel altid: Moltes gràcies, vil vi sige og smile. Og fluks købe en  luksusbolig nord for Barcelona og fylde poolen op med sangria.