Digital radio

Foto: Danmarks Radio

Jeg aner ikke hvordan den fungerer, bare at det gør den. Det er en flot julegave til min kæreste, og hun har bare sat den på bordet og trukket antennen op. Den lille hvide transportable Tivoli Audio DAB radio har selv klaret resten.

Så nu er der også her i huset det perfekte soundtrack til hverdagen, som DR siger om sin P7 MIX kanal. Hvad der spilles af musik fra de sidste fire årtier, fortæller den lille radio selv i sit lyseblå display. Plus tiden, døgnet rundt på digital radio, som er det gennemgående slogan i DRs radiokalender, som jeg har hentet ned som PDF.

Min ven urmageren på 75 har sørme også købt sig en digital radio, som julegave til sin kone. Der er ellers hverken fjernsyn eller computer i deres hjem ved Damgård Mølle. Men DAB er fornuftigt, når nu FM-båndet er overfyldt med pladder. Så nu bliver der blandt andet lyttet til samfunds- og kulturkanalen P1 uden skrat i stolen. Døgnet rundt på digital radio.
Det er nu ikke fordi, urmageren synes man skal høre radio døgnet rundt. Tværtimod fortæller han med et smil, at han forresten også har købt sig en ny bil: En Fiat Panda. Det var den eneste model, han kunne få leveret uden radio!

Bilradioer er en uskik, siger urmageren. Især i sportsvogne, hvor radioen jo overdøver den smukke motorlyd, som i hvert fald Porsche har udviklet til perfektion.

Jeg griner lidt af min ven. Men han har jo ret. Det er vel snart kun radiobiler der ikke har radio i sig når de forlader fabrikkerne.

Vi har så meget radio omkring os, at det er sjældent man ligefrem lytter til det. For de fleste er radio vist nærmest noget man overhører. Men her i huset er vi nu alligevel glade for P7 MIX, som er kanalen med pop og sjæl.

Frozen

Foto: Milan Jurek, Tjekkiet

Jeg vil fange tiden, siger fotografen. I want to catch time.

Hans foto har i nogen tid været vist på SXC sitets forside. Nok fordi man er enig i, at her er tiden fangen. Den står i hvert fald stille, tiden.

Men jo ikke for altid. For al tid er i bevægelse. Jeg tænker, at tid og vand går hånd i hånd.

Fortiden kan lige nu aflæses i iskerneboringer, men på et eller andet tidspunkt smelter isen og bliver vand igen – som så fordamper og bliver til fremtidens nedbør. Det kan ske så brat, som blev der trykket på en knap.

Vand får fortid, nutid og fremtid til at smelte sammen. Vand er forudsætning for liv. Fortid er nutid er fremtid, og omvendt. Man kan nok fastholde tiden ved at trykke på kameraets knap, men fange tiden kan man ikke. Det var, er og bliver som at fange snefnug med tungen.

Men livet er smukt.

900.000 hits

Foto: Bjarne Henning Kvaale, Norge

Ovenpå min runde dag har også Lazyclips blog passeret en milepæl.

Bloggen har billedgaranti, men nogle gange har jeg bare vendt et tidligere blogbillede 180°. En oplagt idé ville så idag være at vende et sekstal til et nital, men det ville se forkert ud at genbruge fotoet fra dengang.

Næe, dagens foto bliver et af et markant nital hegnet ind et sted i Norge. Det kan muligvis vendes til et sekstal, men det får jeg næppe brug for. I hvert fald ikke foreløbigt. Selv om der dagligt er mere end tusind klik på min blog, er der alligevel meget langt til seks millioner.

Statistisk set kan en 50 årig dansk mand som jeg regne med at blive 82,6 år gammel. Og læserne kan regne med at også min blog er still going strong i adskillige år endnu.

Brød fra Storbritannien

Foto: Hannah Chapman, Storbritannien

I disse bagetider vil jeg også være brødblogger.

Det er bestemt ikke noget fattigdomstegn at bage sit brød selv. Man sparer heller ikke noget særligt, selvom brødfabrikkerne har hævet priserne gevaldigt de seneste par år.

Jeg opfatter nu mere Estrups brødblog som en kærlighedserklæring til det håndlavede brød, æltet hos den lokale bager og bagt i en gammel stenovn fra før verden gik af lave.

Det er sådan noget, man skal give sig god tid til. Man skal ned i tempo og nyde processen. Glæde sig over at ting tager tid.

Hvis bare man venter længe nok, så vil selv den sureste surbrøds dag i bakspejlet blive en af “de gode gamle dage”…

Tid fylder mere og mere i mit liv. Især i dag: I går var jeg sidst i fyrrene – nu er jeg hastigt på vej mod de tres! Der er kun ét at gøre: Spis brød til.

Min tro

Foto: “Seaston”, USA

Forleden havde jeg en snak med en præst. Hun var meget bekymret over de mange muslimer her i landet.

Vi var begge inviteret til Michael Tungelunds 50 års fødselsdagsfest i Hannerup kirke ved Fredericia, og hyggede os med et godt glas vin og nogle sprøde fuldkorns-oblater som fødselarens søde kone selv havde bagt.

Jeg fortalte præsten, at muslimer nok ikke er så farlige som vi går rundt og tror, og kunne iøvrigt afsløre at det på en måde skyldes en tibetansk munk, at jeg selv er kristen:

Det skete, da jeg for mange år siden mødte en af de fastboende på Potala paladset i Lhasa. Jeg husker stadig, hvordan den tibetanske munk stirrede meget intenst på mig. Han havde spurgt til min tro, og jeg var mildt sagt upræcis i mit svar. Jeg var ung og prøvede at forklare at man vel ikke behøvede at tro på – ja, en tro.

Men munken havde aldrig hørt om et menneske uden tro. Det lød i hans øjne som en umulighed. Jeg måtte da tro på noget.

Jeg var rejst til Himalaya og var nysgerrig efter at vide hvad sådan en orangeklædt tibetansk munk gik rundt og lavede, udover at håndtere bedeflag og -møller. Men vi kunne ikke rigtig få startet samtalen, før jeg havde fortalt hvad jeg troede på.

Hårdt presset sagde jeg, at jeg var kristen. Det var jo heller ikke løgn. Jeg var (og er stadigvæk) medlem af Folkekirken, og mit lille hovede var i sin tid vådtet med vand fra døbefonten i Sankt Johannes kirken på Nørrebro.

Så lyste den tibetanske munk op i et smil. Aha, jeg var kristen. Godt så. Og vi havde en interessant snak om livet og døden. Munken var tryg ved min tro. For jeg havde sagt, at jeg troede på Gud.

Munken havde dog også været tilfreds, hvis jeg havde været muslim eller jøde eller noget helt tredje. Bare jeg troede på noget, så kunne vi tale sammen.

Præsten var enig i, at det er vigtigt at have en tro. Selvfølgelig, hun havde jo været præst for sognets menighed i en menneskealder.

Jeg er faktisk søn af en præstedatter. Min mors førstefødte. Omend det altid har været vigtigt for mig at kunne mere end sit Fadervor – så kom der først papir på mit tilhørsforhold da min far med klar røst sagde “ja” til om jeg ville døbes på den kristne tro.

Dåbsattesten kom altså i hus, selvom jeg i virkeligheden var umælende og mest interesseret i bare bryster.

Trosbekendelsen er ifølge folkekirken.dk selve grundlaget for vores tro. Den udtrykker det centrale indhold i kristen tro, og afgrænser samtidig kristendom i forhold til andre religioner.

Jeg synes nu ikke den er mere afgrænsende end at også muslimer kan nikke genkendende til den. En muslim forsager også Djævelen, alle hans gerninger og alt hans væsen. En muslim tror også på at det er den almægtige Gud der er jordens og himlens skaber.

Muslimerne kan endda også genkende Jesus. Han er helt sikkert en profet, omend ikke i nær samme liga som Muhammed, Allah være hans navn.

Det er hér, vandene skilles: Vi tror på Jesus som Guds enbårne søn, korsfæstet, død og begravet, nedfaren til Dødsriget, men tre dage senere opfaret til himmels, hvor han siddende ved Guds højre hånd skal dømme levende og døde.

Dén køber muslimerne ikke! Meeen – give and take – gouterer de gerne, at de tror på den hellige, almindelige moske, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv. Forskellen mellem dem og os er sgu til at overse, når det gælder tro. Verdens største religioner stammer fra Mellemøsten, og Bibelen og Koranen kan sagtens stå ved siden af hinanden og samle støv, som gamle bøger jo gør.

Jeg synes bare det er vigtigt at huske på, at muslimer er blevet det de er, stort set ligesom vi er blevet kristne. Vi er faktisk født til det. Chancen for at komme til verden på Teheran kommunehospital og så blive kristen er meget lille. Sandsynligvis bliver du muslim, ligesom jeg er blevet kristen. Man får som regel sin tro ind med modermælken.

Og ja, da jeg så kunne svare for mig selv, bekræftede jeg min dåb ved konfirmationen. Med stor familiefest, over 1000 kroner i gave, og ret til at drikke noget der var stærkere end sødmælk, trådte jeg ind i de voksne kristnes rækker. Og pastor Jessen noterede Johannes 3-16 i min nye salmebog. Mit personlige konfirmandord blev et skriftsted som muslimer ikke kan blåstemple: Thi således elskede Gud verden, at han gav sin søn…
Men når jeg tænker over det, så var det først – på udebane – i Tibet jeg for alvor sagde “Jeg er kristen”. Det krævede lidt tilløb, men viste sig at være nemt og bekvemt. Og det førte noget godt med sig.

Nu har jeg så sagt det endnu en gang i en blog: Jeg er kristen.

I kan altså være helt rolige…

Invitation til snabelfløjte fest

Foto: Melissa Balkon, USA

En halvtredsårs fødselsdag kan være en temmelig tjekket affære, med hvide duge, kandelabre, sølvtøj, kongeligt porcelæn, langstilkede glas og kalligraferede bordkort. Så kan man sidde dér i sit pæne tøj og være super tjekket i dagens anledning.

Der er bare det… – at jeg er ikke særlig tjekket! Og slet ikke, hvis jeg bare er mig selv. Derfor holder jeg min fødselsdag sammen med min fire dage yngre ven Jeferson, som er vokset op dybt inde i Amazonas jungle. Selv kommer jeg fra det anderledes vilde Vesterbro – og det er hér vi holder vores “multi-fest”.

I forholdsvis god tid har vi fundet et foto af en rysler og lagt en invitation på Facebook:

Dansk-Brasiliansk fødselsdagsfest

Halvtreds år er ingen alder. Men det er hundrede! Derfor har vi, Jeferson Gomes og Kenneth Wilson endnu en gang slået vores fødselsdage sammen, og inviterer hermed alle der kender (mindst én af) os til multifest.

Vi lover fest og ballade i fælleslokalerne på Sønder Boulevard 69 på Vesterbro. Alle og enhver der har lyst til at kikke forbi og sige hurra til to halvgamle fyre er velkommen.

Der er både buffet, øl, vin, vand, spiritus og musik fra de varme lande. Det skal nok blive sjovt.

Datoen er lørdag den 17. december 2011, og vi starter med super konditor fødselsdagslagkage med mange lys kl. 16.
Festen slutter i løbet af natten…


Alle detaljer omkring arrangementet burde forlængst være tegnet og tilrettelagt, men vi når det nok. Aftalen om lagkagerne, som Konditor-Dorthe fixer i bedste Blomsterberg-stil, er dog 100 % på plads.

Pluspige

Foto: Eduardo Muñoz, Flickr

Dér lærte jeg lige et nyt ord. En pluspige kalder man en fotomodel der ligger over de gængse mål for en sådan. Og der er ingen tvivl om at pigen her overtrumfer de sædvanlige 90/60/90.

Som gammel reklamemand synes jeg det er oplagt at bruge modellen som hende gutterne her arbejder med i studiet. Dybest set er reklame nemlig forbrugerinformation, og det har egentlig altid undret mig, at tøjdesignere kreerer næste sæsons modekluns efter målene på en ranglet fjortenårs tøs, hvorefter producenterne nødvendigvis må adskillige numre op for at få tøjet til at passe i størrelse til størstedelen af de købedygtige kunder i strøgbutikkerne.

Det er da mere ærligt, når fotomodeller ligner voksne kvinder. Kurver er jo smukke, og det er vel de færreste der væmmes ved brede hofter og store bryster. Men hvorfor ligner mange fotomodeller så reklamer for anoreksi?! Jeg vil da meget hellere se på nogen flotte runde former.

Verdens førende pluspige hedder Fluvia Lacerda, og hun véd hun ser godt ud “på trods af” sit brystmål på 107 og hoftemål på hele 127 centimeter. Hun har også lige siden hun var en lille pige fået at vide hvor smuk og dejlig hun er.

Fluvia Lacerda har skam også sin egen hjemmeside, og her har hun skrevet en glimrende blog på engelsk om glæden ved livet og solen.

Den ledsages af et morsomt og skønt sommerbillede af hende, helt uden make-up, i chick bikini med bare fødder i strandvand. Når hun har fri, vil hun bare hænge ud og slappe af. Folk kan glo og tænke deres, det rager hende en høstblomst.

Men på arbejde er hun lige så professionel som sine langt tyndere kolleger. Så bruger hun sin krop helt forrygende og sælger sko, tøj og smykker en masse. Det er derfor man kalder hende de kurvede pigers svar på Helena Christensen.

Noget der ligner

Foto: NASA/Ames/JPL-Caltech

Danskere finder planet der ligner Jorden! Med den overskrift har TV2 Nyhederne præsenteret os for en rimelig stor historie fra NASA.

Det danske islæt i historien er dog ikke så stort som overskriften antyder. Når man kigger på listen over de mange der bidrager til the Kepler team, så er der ude i kanten af USA oversigtskortet en dot med tilføjelsen: Also… Aarhus Univ in Denmark

Men selvfølgelig er det flot at danske forskere er med i det fine selskab omkring rumfartøjet Kepler (A Search for Habitable Planets) som siden opsendelsen for et par år siden har øget vores viden om hvad der er længere ude end vi kan opfange her fra Jordens overflade.

Og nu ved vi, at der 600 lysår borte er noget der ligner Jorden. En planet, der kredser omkring en sol. Målingerne viser, at planeten er 2,4 gange større end vores, og at det tager den 290 dage at nå rundt om sin sol, som kun er en anelse mindre og knapt så varm end den i vores eget solsystem. Og nok så vigtigt: Planeten cirkler i en bane i en afstand, som gør at temperaturen vistnok er som den skal være.

Det er altså et nyt kapitel til historien om Guldlok planeten: Noget der er hverken for varmt eller for koldt, for stort eller for småt, men lige tilpas! Hvis der er flydende vand derude på Kepler-22b (som planeten kaldes), så er der måske også liv.

Illustratoren har tegnet skyer omkring den nyopdagede planet, men det er altså kun noget man gætter på der er. Det er faktisk bare et skud i tågen…

Joachim B Olsen

Foto: Fotograf Steen Brogaard, folketinget.dk

Nu må det være slut med at kalde ham kuglestøder og sportsidiot. Han stoppede som idrætsmand for flere år siden, og er i dag først og fremmest folketingsmedlem.

Og ligesom han havde succes i sport, slår han også igennem i politik. Sætningen “Jeg brækker mig” er gået over i historien, og Joachim B Olsen har mere end nogen anden sat dagsordenen på Christiansborg.

Det er der mange der er glade for. Også her på sitet, hvor Joachim B Olsen tages til indtægt for alt muligt andet bræk end det han smed som en Facebook kommentar til Özlem Cekic.

Hvad sagde jeg!, lyder det fra Estrup, som i Joachim B Olsen ser en mand der kan komme igennem med den galde han selv og andre minglere med et ben i Nazionen elsker at træde rundt i.

Men her har I fået noget helt galt i halsen. Jeg tror aldrig, I får Joachim B Olsen til at sige ting som at sigøjnernes kultur er at stjæle, at muslimerne skal spise flæskesvær og at bøsserne skal holde op med det griseri. Tværtimod.

Joachim B Olsen er skam en sympatisk mand. Jeg har hygget mig med et gammelt interview han gav til Bodybuilding.dk inden han kom i Folketinget på et tillægsmandat. Det er god læsning, og stadig relevant for forståelsen af hans drive.

Man skal jo ikke glemme det er den samme mand som vandt medaljer ved OL og VM, der nu kører med klatten som MF for Liberal Alliance. Man behøver altså ikke en speciel akademisk uddannelse for at begå sig på Borgen – hvis man forstår spillereglerne og har en god timing, så kan man virkelig komme langt i politik.

Folkeaktie

Et gnidret stempel bagpå meddeler: Dette donationsbevis har ingen omsætningsværdi og giver ingen bestemmende ret.

Men iøvrigt er det skam en fin omgang tryksager, man får som donator til Fonden Fristaden Christiania.

I min forrige blog blev der efterlyst et foto af en sådan Folkeaktie, og her er den så, med alt hvad dertil hører:

Kuvert med ufrankeret Christiania fritmærke (bemærk det ekstra logiske t) og smukt rundt stempel i afsenderfeltet med stadens tre dotter, oversigtskort og små hjerter til at adskille de to sætninger: Christiania Folkeaktie og Frikøb Fristaden.

Selve aktien er holdt i klassisk layout i farverne sort, rød og gul. Der er mange små detaljer, når man kigger efter, blandt andet er aktien forsynet med små konturer af mennesker der holder i hånd og et prægestempel med samme design som det på forsiden af kuverten.

Aktien er også forsynet med et serienummer, og en medfølgende seddel med dansk og engelsk tekst trykt på hver sin side fortæller at dette kan bruges til at registrere sig på Folkeaktiens hjemmeside og via email blive informeret og inviteret til relevante festligheder.

Det har jeg selv gjort med serienummeret på den her viste Folkeaktie, der er købt for at sikre at Fristaden fortsat er folkeeje. Og for at Thomas har en sjov julegave at give.

Folkeaktien

Foto: Siddharth Nair, Indien

Jeg er sendt i byen efter julegaver. Et nærtstående familiemedlem i det jyske synes der skal investeres i to styk af Christianias værdipapirer med et samlet pålydende på en hundredmand.

De er nu indkøbt på Stadens Museum for Kunst, og er faktisk også små kunstværker. Aktier er det ikke – eller er de? – En slags investeringsbeviser er de dog…

Når man indregner den goodwill og kreativitet der er lagt til grund for Christiania Folkeaktien, og samtidig værdsætter papirkvaliteten, det industrielle tryk samt den kuvert med stempel og frimærke der følger med, så er den ikke så åndssvag endda. Den er i hvert fald mere værd end en aktie i Amagerbanken.

Om ikke andet, så sætter Folkeaktien jo tanker i gang. For hvad er det egentlig, folk får, hvis der ligger et Christiania frikøbsdokument under juletræet? Det er jo ikke bare pis og papir…

Folkeaktien har sågar været i handlen på Wall Street i New York: 10 dollars blev udbyttet – plus flere kilometer spalteplads med positiv omtale i både danske og udenlandske medier.

Kort fortalt handler sagen om, at Staden og Nationen har indgået aftale om at området her omkring Månefiskeren sælges til christianitterne for 76,3 millioner kroner. Boligspekulanter vil vide, at det er røvebilligt. Det er jo bare at optage et flex-lån. Men for folk, der ikke er specielt kapitalistisk tænkende, er det en alvorlig sag. Prøv at regne det ud i øl: Det er mindst to Hof til hver eneste drøbel i hele det danske kongerige.

Idéen med at sætte Staden på folkeaktier uden udbytte eller ret til indsigelser kan sagtens vise sig lige så holdbar som mange af de andre kreative påfund, christianitterne har fostret. (Christianiacyklen og møntfødderne FED, KLUMP og LØN (se utopiske horisonter), for lige at nævne et par stykker.)

Men det hele afhænger af, hvormange af de alternative værdipapirer der havner under juletræet i år. Foreløbigt er der “kun” stampet en håndfuld millioner op af jorden. Og første afdrag til Nationen på 46.000.000,- kr. falder allerede den første april.

Køb aktier, køb aktier, en måne så blød… Hvis pengene kommer i hus, slipper en af vores største og mest inspirerende turistattraktioner fri af det JOINT venture, den forrige regering var så forhippiet på.