Udvalgte blogs

Foto: Richard Styles, Storbritannien

Nyhedsbrev fra 24.dk er en mandagsmail med info om hvad der foregår her på vores community site. Og en fast del af indholdet er links til en håndfuld særligt udvalgte blogs fra ugen der gak.

Hvordan bliver de egentlig udvalgt, og hvem gør det? – Jeg ved det ikke, men Nyhedsbrevet er kommet til min indbakke siden februar 2009, og som regel har der i det lille blogudvalg været link til en af mine egne blogs. :-)

Nogle gange er det kikset, og da jeg fornylig blev forbigået i flere uger i træk, tænkte jeg at noget må gøres.

Det gør jeg nu. Jeg har startet en gruppe der hedder Udvalgte blogs. Her kan du blive medlem og poste dine egne anbefalinger til gode læseværdige blogs. Og finde interessante thumbs-up blogs som andre har anbefalet.

Filateli nyt

Nu er den gode gamle Gasolin plade med de nedfaldne pigetrusser også blevet et frimærkealbum.

En konkurrence blandt Danmarks Radios P4 lyttere har udset netop Gasolin’ 3 til at være det mest mindeværdige danske pladecover – og så har salgschef i Post Danmark Frimærker, Allan Bo Hansen haft sit eget slidte eksemplar med på job, hvor det er blevet scannet, sat gevaldigt ned i størrelse og trykt på et utal af små stykker porto papir til fem kroner og halvtreds øre stykket.

Salig skiltemaler kiltemaler Tage Hansen har lavet motivet engang i 1960erne. Eller – han har sammensat det. Nogle vil sige stjålet med arme og ben. I hvert fald er pigen snappet blandt den amerikanske reklametegner Art Frahms pin-up kalenderpiger med tendens til at tabe deres pink blondetrusser ned omkring anklerne, og resten er planket fra en gammel plakat for San Francisco og luftfartsselskabet TWA.

Motivet inspirerede gasserne til sangen Smukke Linda, og så var det jo oplagt at affotografere maleriet til pladeforside. Det gjorde Susanne Mertz mens Peder Bundgaard tegnede bogstaverne og designede.

Der er en skønhedsplet i venstre side af billedet, hvor man kan se refleksen fra fotografens flash. Men den slags tekniske fejl ses jo ikke når musikken spiller…

Jeg synes det er et fint frimærke. Men jeg undrer mig over hvorfor det har været så vigtigt at få slitagen, småfejlene og det nikotingule skær med. Nogle vil sige det er autentisk og godt, men jeg synes altså det er sovset ind i snavs og pletter, og det er gået ud over det spræl pop art står for.

Når man ser frimærket i størrelsen 29 gange 39 millimeter, fremstår det gammelt, gnidret og gulligt. Det ligner en støvet tobaksreklame. En restaurering af skiltemalerens værk ville have pyntet gevaldigt.

Og nu jeg er igang med lidt brok, så bryder jeg mig ikke om kampagnen på posthusene, hvor frimærket blev udbudt til salg i dag. Her kan kunderne få et gratis frimærkehæfte, hvis ekspedienten glemmer at fyre lidt salgssnak af om den filatelistiske nyhed.

Nogle vil sige, at det jo bare giver en chance for at score en kontant gave med samlet pålydende værdi 66 kroner. Men jeg ville altså hellere slippe for postvæsenets rå mængder af tingeltangel og reklame-gas.

To opkald

Foto: Amy Burton, USA

Billedet minder mig om to opkald jeg havde på min mobil igår:

Min lillebror der ringer og fortæller hvor godt det gik til maratonløbet i Hamborg. Han har svært ved at få armene med efter sin tid under tre timer. 2.59.21, helt præcist.

Og min søn der efter en stund i sit tænksomme hjørne ringer og spørger: Hvis man er bror til en hermafrodit – er han/hun så ens brøster?

Smart set

Foto: Dominik Porada, Polen

Nu buldrer foråret for alvor igennem, og masser af flotte t-shirts skal ud og nyde det dejlige solskinsvejr.

En af dem har dette fyndige budskab:

2-D is a shadow of 3 D.

Den kan købes uden rabat for 350 kr. på politiken.dk/plus – men så tror jeg hellere jeg vil oversætte budskabet til dansk og få en trykt:

Jeg tager den gratis skrift fra Danmarks Medie og Journalisthøjskole og skriver
2-D er en skygge af 3 D.

Det er da det jeg gør! – Så får jeg en unika t-shirt med idé til min garderobe, og det koster mig under det halve. Ajjjj, hvor er jeg bare kreativ!

Ølbrok

Klamphugger, vil jeg kalde den grafiker og tekstforfatter som har været igang her. Og det i den yderst vigtige disciplin øletiket.

Hvad er det lige som får nogen til at skrive "Thy Eksklusive" med sådan en bøvet skrifttype. Det er jo alt andet end eksklusiv.

Skal det iøvrigt udtales på dansk eller engelsk? Thy er så afgjort et dansk ord, og så bør eksklusiv vel også være det. Så hvorfor tilføje det ekstra e?! Jeg vil kalde det dårlig etikette, og forresten er den engelske stavemåde exclusive.

Teksten er i det hele taget noget makværk. Hør engang:

»Ovalen i firkanten er tegnet specielt til Thisted Bryghus af vor berømte kunstner Bjørn Nørgaard. Temaet kan vist næsten kun være kærlighed - ifølge brygmesteren formentlig til øllet.«

Specialøl brygget af bygmalt, humle, tilsat antioxidant E300, E223 og det gode vand fra Thy · Nettoindhold: 50 cl. 7,8% vol. · A/S Thisted Bryghus, 7700 Thisted
…vist næsten kun… – man skal være mere end almindelig uldjyde for at sluge sådan en sproglig klamamse. Formentlig…

… og det gode vand… – bare fordi det er thysk?

Teksten er sat sort på grøn, med en grotesk i versaler, midtstillet i venstre side, langs etikettens sørgerand. Det kan godt være, det er ordinært at typografere med store og små bogstaver og foretrække venstrestillet sort tekst på hvid baggrund – men det er pænt og øger læsbarheden.

Bjørn Nørgaards kunst fejler sgu ikke noget. Han er en berømt kunstner, men vor?! Det kalder man ham ikke på Statens Museum for Kunst, som for tiden har hans navn hængende på et kæmpe banner over hovedindgangen.

Ærgerligt nok har den håbløse typografi og dårlige farvestyring på øletiketten nærmest reduceret hans bidrag til en vignet. Man kunne vel have fjernet sørgerand og overskrift og flyttet sidste holdbarhedsdato, så der blev mere plads til kunsten – og så kunne øllets navn eventuelt stå for sig selv på flaskehalsen.

Det er en returflaske, men inden Pant A kommer til udbetaling i Føtex automaten vil jeg nu smage og finde ud af om øllen er eksklusiv thysk, eller kun "lige til øllet"…

Hmmm – den er nu ikke så ringe endda. Som de jo siger derovre på Tysklandsodde. Jeg vil sige den er god, stærk og blød. Flot farve, smukt skum, dejlig smag. Vederkvægende ovenpå en rigtig brokblog.

PS:
Tusind tak til min søde kæreste for den spontane ølgave, som også består af Balder fra Baldersbrønde Bryggeri, Tangle Foot fra Badger, Blue Mountain Stout fra  Gourmetbryggeriet og Sapporo fra … ja, det er lidt svært at gennemskue: Den ser lidt russisk ud, men er brygget på licens i Canada.
Du er en skat, skat.

Thai guld på Nørrebro

Det er det vildeste thai food jeg nogensinde har sat tænderne i. Og så var det slet ikke planlagt at det skulle være vildt.

Jeg har sammen med Jeremy og hans storebror Kofi besluttet at vi i dagens anledning skal spise ude. Det er jo Jeremys fødselsdag.

Der er mange muligheder at vælge mellem på Nørrebro. Så vi går på jagt ned ad Jagtvejen.

Kofi kommer i tanke om en lille god thai takeaway ikke langt fra Empire bio. Og nogen har fortalt ham at ejerne også har en restaurant lige ved siden af. Mon ikke de har et ledigt bord dér?

Kofi har aldrig været på restauranten, men den er sikkert okay. Den skal vise sig at hedde Kiin Kiin – og være meget mere end okay.

På døren hænger et stort klistermærke som proklamerer at dette sted er anbefalet af Michelin. Jeg studser – et michelinstjernet spisested på Nørrebro? Umuligt! Vi går indenfor, afleverer frakkerne og tager plads i loungen.

Siden hvornår har en dansk thai restaurant haft franske Michelin anmeldere på besøg?!

Svaret er: kort tid efter den åbnede. Folkene bag havde fra start sat niveauet himmelhøjt, men samtidig åbnet føromtalte takeaway ved siden af for at være sikker på at kunne betale huslejen. Der er forresten kun to thai restauranter i hele verden med Michelins anerkendelse. Den anden ligger i London.

Det er rigtig hyggeligt i loungen, med skøn dæmpet musik og masser af atmosfære. Vi får snacks – og skal hurtigt erfare, at chips kan laves af andet end kartofler. Skiver af lotusrødder, for eksempel. Der er også tapioka af ris, med en skøn chili tomatskum. Spicy fiskekager med slangebønner. Delikate, let sødlige flæskesvær af en art, og lækre soyaristede cashew nødder serveret som et overflødighedshorn i en konkylie. Khong Wang, hvor lækkert.

Jeremy får en Fanta, og de rigtig voksne får dim sum øl fra Mikkeller. Skabt til asiatisk mad.

Det kan vi fluks teste med noget jeg vil kalde små sushi forårsruller, men som tjeneren kalder Tod Man Pla med agurke chutney, and & hoisin - kylling i karry.

Så er det tid til at gå op i restauranten. Her er dækkert morderlig fint op, og aftensolen får dekorationerne på væggen til at sende gyldne smil til dagens unge mand.

Tom Yam Kai er en skøn suppe med kylling og galanga, serveret i halvkugle rustfri drikkeskåle. Og apropos øllet, så kommer der også Dim Sum lækkerbidskener på bordet.

Salat med grøn mango og sprød fisk, eller på ordret thai: Yam Kiin Kiin - Kang Dang Nor Mai Farang. Hos mig tager især de hvide asparges med rød kokuskarry kegler mens storebror Kofi er begejstret for den specielle salat. Jeremy nyder alle de nye smagsindtryk. Hvis børn er kræsne og kun vil have pizza, så kan der blive vendt op og ned på alting på en fin thai restaurant.

Næste ret er jomfruhummer i ingefær og kammuslinger på en sprød tamarin bund og en elegant stribe gulerodspasta. Hvad sådan noget hedder på thai, kan ses på hjemmesiden kiin.dk

Måske har fødselsdagsbarnet sat næsen op efter grillkylling, men nu får han vagtel i jordnødder og saltede sorte bønner. Et lille blødkogt vagtelæg uden skald er der også blevet plads til på tallerknen. Ved siden af en skål med stegte ris blandet med stærke grøntsager og friske små citronstykker.

Mens Kofi og Jeremy hver får et stort glas pære juice, smutter jeg på toilettet for at forrette min nødtørft. Der er to døre i kælderen: For the lovely ones og For the necessary ones. Jeg har aldrig følt mig uundværlig, og vælger den forkerte dør.

Men det er ligemeget. Ingen ser det. Her er ikke noget pissoir, men krokus en masse og seks slags flydende håndsæbe. Der er også små pakker med tandbørste og fresh smile pasta, hvis man er til mere end tandstikkere.

Vi er faktisk mætte – men nu kommer desserterne. Den første er … en lollipop. Vi sidder lidt med hver sin pind og kigger fjoget på hinanden. Slikkepind på en fornem restaurant? Vi bider gennem den kridhvide skal og nyder det indeni, som er kiin kiin i ren form.

Så kommer den mest fantastiske dessert, jeg nogensinde har fået serveret. En te dessert. En mindre glastallerken med en skumtop på sættes på en større fra den kongelige porcelainsfabrik, og så kommer tjeneren med en iskold kande flydende nitogen på minus 125°C. Den hældes i undertallerkenen, og smuk røg af kulde smyger sig omkring bordet. Bergamot Earl Grey theen giver lyd fra sig og forvandler sig til is under den hvide skum – og smagen er helt forrygende på denne madanmelders smagsløg.

Der er også en grøn Sankaya kage som Jeremy får serveret med små dannebrogsflag i. Og en kunstfærdig sag med rabarber og lakrids. Et lille stykke frisk sukkerrør er også værd at bide i. Kofi mindes sin barndom i Ghanas gamle hovedstad Kumasi, hvor det var yndet slik blandt skoleeleverne.

Til slut kommer det vildeste: Regningen! Den lander på 2850,- kr. Det er jo fuldstændig vildt og vanvittigt på en normal torsdag aften. Det kunne vi have fået mindst 50 pizzaer for – men denne aften i Kiin Kiin glemmer vi aldrig.

Dagens unge mand

Sønnike har selv mobilknipset og onduleret fotoet ved hjælp af et billedredigeringsprogram jeg ikke anede lå på min Sony Ericsson. Jeg hører også til dem der kun bruger en brøkdel af de muligheder min mobiltelefon har i sig.

Min Jeremy, som fylder 12 år i dag, han har tjek på den slags. Han har også koblet sin Playstation 3 op til internettet, så han kan spille og chatte med børn over hele verden. På den måde får titlen på hans favoritspil, Little Big Planet, en ekstra dimension. Som jeg ikke helt begriber.

Jo, jeg er stolt af min dreng. Og kan næsten ikke forstå at han allerede er blevet så stor. Næste år er han måske lige så høj som sin far… Og i hvert fald mindst lige så nysgerrig og kvik i pæren.

Hvad han skal have i fødselsdagsgave i aften? Det vil jeg ikke fortælle her. Hvem ved, måske er knægten også begyndt at læse blogs… Og det skal jo være en overraskelse.

Sokke

Missen her er opkaldt efter Chelsea Clintons kat Socks, som residerede i Det Hvide Hus og på egen hjemmeside.

Sokke bor på Halmtorvet, hos vores gamle naboer. Og det er ikke helt tilfældigt at den vender den forkerte vej. For en dag vandrede den hen over Birgittes bærbare computer, og satte poterne på en speciel måde: Den fik vistnok forpoterne placeret på ctrl+alt samtidigt med at bagbenet tastede pil opad. Og så skete der noget:

Skærmbilledet blev vendt på hovedet! Birgitte søgte råd hos sin svigersøn som arbejder i computerbranchen – men han havde ikke oplevet dét problem før, og kunne ikke hjælpe.

Men Birgitte er en klog efterlønner, og gik ind på Google. Med hovedet på skrå fandt hun løsningen i en debatgruppe et sted, og nu er alt igen ret op og ned på den bærbare. Men det tog sin tid.

Det er åbenbart en del af Sokkes arbejdsbeskrivelse, at den skal dalre rundt og lave ulykker. Birgitte har således også måttet sige farvel til tre champagneglas der stod i vejen på øverste hylde, hvor Sokke forleden spankulerede forbi. Og kradsemærker på de fine møbler kan heller ikke undgås.

Til gengæld er Sokke vældig god til at lege med børnebørnene, når de kommer forbi. Den kan også lege med sig selv, og fare rundt efter sin egen hale, som en hund i et spil kegler.

Noget må gøres

Foto: Daniel Jaeger Vendruscolo, Brasilien

Ingen gider læse min blog længere.

De gode gamle dage med hits og kommentarer en bloc er afløst af en tilværelse langt udenfor top-ti. Og nyhedsbrevet fra 24.dk gider ikke længere linke til mit bloggeri.

Og når jeg så endelig har begået en blog, som udløser ros fra min kæreste… – hun synes virkelig den her er sød og sjov – så bliver jeg hurtigt skubbet ned i bunken og ud i glemslen af hyperaktive Belladotte, Kaffemoster, Pia Cramer og Masterleon, som med store bogstaver har fat i den lange ende.

Hvis jeg vil have flere læsere end der kan sidde i et overfyldt klasseværelse, så må jeg stramme balderne og tænke kommercielt. Blogge om sex og krydre kraftigt med protester over alt og alle, især andre minglere.

Men sagen er, at jeg ikke er så vild med at flash’e hverken pik eller patter. Jeg er heller ikke meget for at skælde ud til højre og venstre med shift-tasten slået til.

På den anden side vil jeg jo gerne læses – og så helliger målet midlet: Min blog skal have noget kapow!

For gammel til at være ung

Som teenager syntes jeg de voksne var nogle mosefund, og begrebet de unge på fyrre selvmodsigende. Folk på fyrre havde så afgjort overstået ungdommen. At dømme efter de ældres musiksmag og hang til suppe, steg og is, så stod dem på 40+ faktisk med det ene ben i graven.

Min onkel Freddy var vistnok enig. Han kunne i hvert fald finde på at sige: "Alt over 40 er ren foræring!". Man kunne ikke med rimelighed forvente at leve længere. I hvert fald ikke i overført betydning. Og vi unge tog mottoet i Willand Motleys klassiker til os: Lev stærkt, dø ung og bliv et smukt lig. 

Men der er løbet meget vand i sandet siden. Jeg er forlængst kommet over på den anden side af de fyrre. Men spøjst nok uden at ligne en der er fed og færdig.

Jeg ved godt, jeg ikke er så ung længere. Men jeg smiler lidt blasert når en fyr på 21 år siger, at han godt kan mærke han ikke er atten år længere.

Engang imellem glemmer jeg at indse hvor gammel jeg faktisk er. Forleden købte jeg noget på udsalg i en tøjbutik, som min yngre kæreste bagefter kærligt gjorde mig opmærksom på nok ikke lige var min stil.

Jeg syntes ellers det var en smart trøje, med integreret hætte og lommer som en muffedisse. Plus grafisk påtryk med vakse bogstavskonstellationer i ung typografi.

Men jeg kan jo godt selv se det. Jeg bør lige tjekke min udløbsdato inden jeg køber nyt tøj. Billedet er sgu lidt patetisk, omend det var sjovt at tage. Jeg skal ikke hip-hoppe rundt som en anden årsunge men bør i stedet tage mig en morfar…

Jeg er med mine 48 år sandsynligvis mere end halvvejs gennem livet – eller skal vi være ærlige og sige – halvdød?

Quote

Foto: Zsuzsanna Kilian, Ungarn

Til et møde om European English i Foreningen for Intern Kommunikation har jeg gaflet dette pragtfulde citat:

I'd rather have a bottle in front of me than a frontal lobotomy

Det kan ikke rigtig oversættes til dansk, for så forsvinder det sjove ordrim. Men betydningen er: Jeg vil hellere have en flaske foran mig end en neurokirurgisk hjerneoperation, hvor man borer hul gennem den forreste del af kraniet…

Wilsons ir

Der findes et klart bevis for at familien Wilson har været dansk i generationer. På Nordre kirkegård i Århus er der et gammelt gravsted med inskriptionen Kobbersmedemester A. Wilsons familiebegravelse. Det er logisk nok lavet i kobber, og er fuldstændig irgrønt.

Det bliver sikkert stående mange generationer endnu, for det hører til de fredede pladser tæt på kapellet. Jeg har taget et foto til mit fotoalbum.

Man fornemmer at Andreas Wilson var en rig og anset mand. Der står ikke hvornår han døde, men den slags har min kusine Karin tjek på. Hun dyrker slægtsforskning og har opsnust at manden under mulden her står bag døbefonten i Århus Domkirke. Han har sørme også doneret vejrhanen på toppen af teaterbygningen lige i nærheden.

Solen skinner og jeg slænger min vinterfrakke over gravstedets lille låge. Og lægger så mærke til det nydelige metalarbejde med initialerne AW i en ring. Det bliver dagens blogfoto.

Der føles rart med lidt format over min fædrende familie. En typisk Wilson er vokset op i de lavere samfundslag og har hustlet sig gennem (rakker)livet på bedste beskub, og gerne på kant med systemet.

Min familie på mødrende side er helt anderledes. Kloge og sindige folk med orden i tingene. Derfor er jeg egentlig ikke overrasket, da jeg pludselig ser et stort gravsted i granit: Etatsråd Christian Filtenborg, født 31. maj 1852, død 12. oktober 1919  og hustru Marie Filtenborg, født 17. december 1869, død 27. december 1921. Elsket og savnet.

Typiske Filtenborgere er samfundsstøtter. Tilhører det bedre borgerskab og har et pletfri levned. Henfalder ikke til øl, spiritus, udenomssex og kontroverser. Typisk præster, slet ikke sømænd som min far og farfar var.

Jeg er vel lige dele Wilson og Filtenborg, men føler mig mest som det første. Især mens jeg står her ved det irrede gravmonument. Man kan godt være en ægte Wilson, og alligevel opføre sig ordentligt, have studentereksamen og gå til tandlæge.

Meget apropos vil jeg gerne takke min århusianske tandlæge kusine Tina Wilson for god behandling idag, – og for tippet om Café Smagløs tæt på Klostergade, hvor de serverer dejligt store fadøl og sandwich med mango og manchego.

Panik i Vatikanet

Foto: Dee Fontenot, USA

Den katolske kirke vil meget hellere snakke om noget andet end deres hemmeligholdte pædofili skandaler.

Hvorfor ikke hellere sludre lidt om den dejlige popmusik som spreder glæde overalt på Jorden? Paven slutter fred med the Beatles, og tilgiver salig John Lennon hans blasfemiske replik om at Liverpool kvartetten var større end Gud.

Også Vatikanets næstkommenderende gør hvad han kan for at flytte fokus fra kirkens gedulgte sexovergreb på børn. Kardinalen siger det er de homoseksuelles skyld.
 
Men er den hellige grav velforvaret med nye angreb på bøsserne og forsinket hyldest til popmusikkens ukronede konger? (Michael Jackson undtaget?)

Ved Gud nej. Stop den vatikanske udenomssnak. Mediestormen skal fortsætte. Der er flere skandaler i vente, også her i Danmark. Jeg véd det.

Fuck paven, og drop det besynderlige cølibat og jomfru fis. Katolsk sex skal naturligvis velsignes som erotik mellem voksne mennesker.

Mit næste liv

Foto: Hagit, Israel

I mit næste liv vil jeg leve baglæns:

Du begynder med at dø, og får hurtigt lagt dét bag dig.

Så vågner du op på et alderdomshjem
og får det bedre dag for dag.

Du bliver sparket ud af de gamles by fordi du er for rask og rørig,
indkasserer din pension og tager på arbejde.

På din første arbejdsdag får du et guldur
og en stor fest.

Du arbejder i fyrre år indtil du er ung nok til at nyde dit otium.

Du drikker alkohol, fester, føjter, og er promiskuøs
og så er du klar til at gå på gymnasiet.

Så er du parat til folkeskolen,
du bliver barn og leger.
Du er fuldstændig ansvarsfri,
bliver baby og fødes.

Så tilbringer du dine sidste ni måneder flydende rundt i en luksus spa
og nyder faciliteter som centralvarme og indlagt room service
Du får mere og mere plads at udfolde dig på, og så, Voila!
Du slutter af som en fed orgasme!



Woody Allen skal angiveligt have forfattet denne tekst på engelsk, "My Next Life". Jeg tvivler på, det er rigtigt, for der er mange ting på internettet som verdensberømte mennesker lægger navn til, uden at de har det mindste med det at gøre.

Men sjov er den, og derfor har jeg forsøgt mig med en dansk version, dog uden forlæggets afsluttende bemærkning: "I rest my case"

At gøre en forskel

Foto: Shay Master, USA

– Jeg vil gerne gøre en forskel. Det er der mange der siger. Som svar på mange forskellige spørgsmål…

– Hvorfor vil du gerne være soldat? – Hvorfor studerer du til lærer? – Hvorfor demonstrerer du?
Gøre en forskel? Det har du da allerede gjort. Vi gør jo alle en forskel det øjeblik vi bliver født. Når du vælter ud af mors skød og skriger. Så kan det nok være du gør en forskel.

For det første bliver din far og mor forældre til dig. Men det er større end det: Familien bliver en anden. Nogle bliver pludselig bedsteforældre, oldeforældre, onkler, tanter, fætre, kusiner, brødre, søstre – jo, din fødsel bliver i dén grad bemærket, som noget betydningsfuldt.

Derimod er der faktisk mange der et liv senere dør i al ubemærkethed. Usynlige mennesker, skulle man tro. For nogle kan der gå dage inden en nabo opdager at man er død.

Når det engang bliver min tur, ved jeg inderst inde godt det ikke bliver nogen større begivenhed. Men jeg håber selvfølgelig det bliver bemærket, så jeg på den måde har gjort en forskel hele vejen gennem livet.

Jeg vil gerne blive gammel. Få folkepension i mange år. Og dø først på en måned, så der bliver penge nok tilovers til gravøl til dem der vil tage afsked med mig.

Min dollar

Vi skal snart til USA, og da vi i påsken var på besøg hos min søns farmor, fandt jeg tilfældigt en dollarseddel i gæsteværelset.

– Skal jeg ikke tage dem med til Orlando og veksle den til noget koldt øl til din førstefødte?, spurgte jeg.

– Jo, det var da en god idé, sagde mor. Men hun fik så også lige nævnt, at det ikke var en helt almindelig dollar.

Selv om den ser helt normal ud, så vær opmærksom på, at den sikkert er mere værd end dagskursen på approximately femenhalv danske kroner.

Mors påstand er, at min dollar er faktisk kan veksles til en ægte sølvdollar. Det står ovenover George Washingtons fjæs: Silver certificate. Og som man kan læse nedenunder: One dollar in silver payable to the bearer on demand.

På en helt dagligdags 1$ står der bare Federal reserve note og One dollar.

Er der nogen som kan fortælle mere? Er det rigtigt, som min mor mener, at den er mere værd end en Budweiser? Kan jeg virkelig sætte s foran og v bagved mit øl?

Midt i en sætning

Foto: John Nyberg, Danmark

Kender du det? – At stoppe op midt en sætning. Og forgæves forsøge at genstarte den med et øhh….

Men fuldendt bliver sætningen ikke. Den er snublet i sine egne ord. Som om der kom et punktum på tværs.

Det er noget underligt noget at være ved at sige noget, men så pludselig stoppe op, og føle hjernen er feset ud af en tangent.

Det sker faktisk tit. Det er virkelig weird. Bedst som jeg var igang med en sætning, har den sat sig. Som en slags sætnings sætning.

Jeg sætter mig for at sige en sætning, men går i stå med et sæt og får kun sagt det halve eller deromkring.

Jeg ved ikke hvad det er der kommer på tværs og sætter sætningen skakmat og ud af dens sammenhæng? Jeg må lære mig selv at sige… øhh....

Hvad var det lige jeg ville sige?… – hvad det er jeg vil sige!

Så det er sagt.

Danmarks sjoveste fejl

Det er påskeferie og tid til en krydsogtværs. Der er en god en i min kærestes ugeblad som hedder Danmarks sjoveste.

Men se så det nederste højre hjørnefelt. Det har jeg selv skraveret. Det må være en fejl at krydsogtværskonstrukøren ikke fik det gjort inden Søndag gik i trykken.

Han eller hun er ellers kompetent til sit arbejde. Jeg kan stadig smile over en opgave i forrige uge, hvor man skulle gætte at udestuer faktisk er det samme som indehaver.

Hov – nu jeg alligevel er igang med at blogge dagens krydsogtværs, er der så nogen der kender en komponist der hedder KODAL_, hvor sidste bogstav passer med AUTOL_SE, som er et andet ord for selvopløsning?

Er det Y?

Eller nok en fejl?