Som teenager syntes jeg de voksne var nogle mosefund, og begrebet de unge på fyrre selvmodsigende. Folk på fyrre havde så afgjort overstået ungdommen. At dømme efter de ældres musiksmag og hang til suppe, steg og is, så stod dem på 40+ faktisk med det ene ben i graven.
Min onkel Freddy var vistnok enig. Han kunne i hvert fald finde på at sige: "Alt over 40 er ren foræring!". Man kunne ikke med rimelighed forvente at leve længere. I hvert fald ikke i overført betydning. Og vi unge tog mottoet i Willand Motleys klassiker til os: Lev stærkt, dø ung og bliv et smukt lig.
Men der er løbet meget vand i sandet siden. Jeg er forlængst kommet over på den anden side af de fyrre. Men spøjst nok uden at ligne en der er fed og færdig.
Jeg ved godt, jeg ikke er så ung længere. Men jeg smiler lidt blasert når en fyr på 21 år siger, at han godt kan mærke han ikke er atten år længere.
Engang imellem glemmer jeg at indse hvor gammel jeg faktisk er. Forleden købte jeg noget på udsalg i en tøjbutik, som min yngre kæreste bagefter kærligt gjorde mig opmærksom på nok ikke lige var min stil.
Jeg syntes ellers det var en smart trøje, med integreret hætte og lommer som en muffedisse. Plus grafisk påtryk med vakse bogstavskonstellationer i ung typografi.
Men jeg kan jo godt selv se det. Jeg bør lige tjekke min udløbsdato inden jeg køber nyt tøj. Billedet er sgu lidt patetisk, omend det var sjovt at tage. Jeg skal ikke hip-hoppe rundt som en anden årsunge men bør i stedet tage mig en morfar…
Jeg er med mine 48 år sandsynligvis mere end halvvejs gennem livet – eller skal vi være ærlige og sige – halvdød?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar