Den sorte ø

Foto: Snabelsen

Man kan godt føle sig lidt afsides på Ærø. Stå dér en stjerneklar nat og ha’ det som om man er sat ud og af på et sidespor. Være lidt ked og helt alene i verden. Men så må man tænke positive tanker og sige: Det kunne være værre…
Man kunne for eksempel nok føle sig endnu mere som manden i månen på Orø. På Ærø kan man dog fornemme byens lys, men på Orø i Isefjorden er der nok for alvor slukket. Undtaget om dagen selvfølgelig, når solen og naturen nænsomt trækker øen ud af enhver skyggetilværelse.

De kan skam også smile på Orø. For igen – Det kunne jo være værre: Selv på Orø er det muligt at tænke sig endnu mere afsides. Der findes nemlig en lille ø i Lillebælt med et navn, der helt bogstaveligt fortæller, at her er man virkelig endt på Sammenslutningen af Danske Småøers sidsteplads:

Årø. Så kommer man bare ikke længere væk. Årø er simpelthen en sort plet på kreditforeningens Danmarkskort. Her er der så sort, at BRF Kredit nægter at yde lån til huskøbere. Fast ejendom så langt ude er “selvsagt” ikke værd at beskæftige sig med.

Æh? Oh? Åh!… Sikke noget vås. Dem der maler sorte pletter på vores landkort, burde sejles en halv times tid væk fra Svendborg, Holbæk eller Haderslev. Så kan de lære det. Det føles faktisk dejligt at stå på en ø og mærke ensomheden. Vi er jo trods alt i Danmark. Det er umuligt at blive fuldstændig væk, selv på den sorteste ø.

Betalingsringen

Foto: Joakim Buchwald, Danmark

Vor statsminister har været på officielt besøg i Det Hvide Hus, men TV2 Fox kan ikke fortælle om det uden at få det til at handle om betalingsringen.

Den bliver nævnt, når Thorning kører i kortege, og statsbesøget bliver endda betragtet som en flugt fra balladen om, ja – betalingsringen. Og i bakspejlet kan vi fra en diplomat få at vide at Obama har hørt om betalingsringen.

Jeg synes betalingsringen har fyldt alt for meget i medierne. Nu hvor den er blevet skrottet, fylder den bare endnu mere. Men hvorfor synes folk egentlig den er så interessant?

Selv min egen mor som bor i Jylland, cykler ned i Brugsen og aldrig har haft kørekort, ved alt om betalingsringen og vil meget gerne diskutere den.

Jeg synes ellers diskussionen er lukket med Roald Als’ tegning af en tresporet bilkø med taleboble til en Taunus der siger HURRA!. Jeg kan desværre ikke linke til den, men den illustrerer Camilla Stockmanns artikel på bagsiden af Politiken Søndags PS sektion, Hvad der indadtil tabes …

Betalingsringen skal altså ikke overskygge det faktum, at statsministeren klarede mødet med verdens mægtigste mand til topkarakter!

1.000.000 hits

Foto: Robert Linder, USA

Vil da lige nævne, at jeg for et par dage siden rundede millionen. Det er selvfølgelig bare et tal – men rimelig stort, synes jeg.

Tyrkerhår

Foto: Garntrisse

Normalt er det Daniella der klipper mit hår. Men nu er vi i Istanbul, og det er Daniella ikke. Det lange hår skal onduleres af en fremmed.

I en lille gade langs jernbanen finder vi en frisørsalon. En mand sidder i stolen og har barberskum over hele hagepartiet. Frisøren er klar med kniven. De vinker begge til os, at vi skal komme indenfor. Det er åbenbart meget tydeligt, at jeg trænger til at blive klippet.

De taler tyrkisk, vi taler dansk. I baggrunden hænger et tv tunet ind på tyrkisktoppen, hvis der er noget der hedder sådan. Damer der danser og synger, og mænd spiller på trommer og fremmedartede strygeinstrumenter. Det handler vist om kærlighed.

Så er det min tur. Værs’go’ at sidde ned, skjortekraven vendes indad og jeg får hvidt klæde på. Jeg siger klippes på dansk, og frisøren åbner en skuffe og finder en saks. Så er vi igang.

Det er ligesom hos Daniella, bortset fra at vi ikke snakker. Det er jo lidt ligemeget uden fællessprog. Men der kommer også andre forskelle:

Frisøren klipper de små hår i næsen. Og så tager han en lighter frem og bortbrænder mine små ørehår. Det er lidt specielt. Resultatet er fint. Frisøren spørger, om jeg også vil barberes. Jeg siger på dansk, at det vist ikke er nødvendigt. Frisøren henter varmt vand og barberkost.

Han barberer to gange. Det er ellers ikke lige mig med sådan en skarp kniv lige omkring snydeskaftet. Men frisøren er en erfaren mand, der ved hvad han gør, og han ryster ikke det mindste på hænderne. Og så spritter han den nybarberede hud ind i en sviende grøn aftershave, og efterbehandler med lidt hvid lotion af en art.

Frisøren spørger om jeg også vil have vasket hår. Jeg siger på dansk, nej det er fint nu. Han henter håndklæder, åbner for det varme vand og viser, at jeg skal bukke mig frem og lægge hovedet i håndvasken. Og så bliver håret vasket. Ja, faktisk hele hovedet, to gange. Så masseres håret tørt med håndklæder og hårtørrer. Han bruger kun sine fingre som kam så frisuren lægger sig helt naturligt.

Ørerne bliver tørret med pegefingeren i et viskestykke, og så er jeg færdig. En times professionelt arbejde betales med 30 lira, cirka 100 kroner. Jeg siger tak og siger på gensyn. Udenfor skinner solen og vi slentrer videre mod den egyptiske bazar.

Uha uha

Foto: Irina Naumets, Rusland

Billedet er mildt sagt kontroversielt. Faktisk så meget, at jeg her vil nøjes med et referencefoto af (d)en blå lagune. Og så linke til DR Kultur, som godt tør vise Brooke Shields som modefotografen Gerry Gross fotograferede hende i 1975, da hun var bare 10 år gammel.

Billedet er et af højdepunkterne på udstillingen Kontroversielt! som vises på Trapholt frem til 12. august 2012.

Med udspring i to evindelige spørgsmål: Sandt eller Falsk? og Kunst eller Porno? trækkes publikum ind i det altid hidsige dilemma: Hvor går grænsen, etisk, retsligt, religiøst? En debat, hvor bølgerne altid har gået højt.

Fotografen har juraen på sin side. Men er nærmest blevet ruineret af de retssager, han har været ude i. Det er fastslået at han har ophavsretten til sit foto, for Brooke Shields mor har skriftligt sikret ham den i en kontrakt, hun underskrev på vegne af sin mindreårige datter.

Siden blev datteren berømt, og jeg husker godt min ungdoms smukke film om sex den første gang. Mener også musikken var flot, og blev serveret på alt andet end et pornoorgel. Den blå Lagune var ikke lummer.

Billedet af den purunge Brooke Shields var oprindeligt tænkt til en fotobog der skulle hedde “The Woman in the Child”. Men efter de udmattende søgsmål fra Shields solgte fotografen det i stedet til samtidskunstneren Richard Prince, som brugte det i en ny sammenhæng og gav det titlen “Spiritual America”. Og så blev det eftertragtet og solgt for en meget stor pose penge.

Jeg er enig med fotografen i, at fotoet fortæller noget om “kvinden i barnet”. Men det fortæller også om en modebranche, hvor jagten på ungdom nogle gange kammer over og bliver nærmest pædofil. Jeg forstår iøvrigt ikke, hvorfor smart tøj til modne kvinder med former, på catwalk’en vises frem af tynde teenagere. Det er sgu lidt sygt.

Det er jo ikke fordi der ikke findes smukke og fuldt udvoksede modeller. Som hende jeg skrev en blog om sidste år.

Ortoreksi

Foto: Zsuzsanna Kilian, Ungarn

Første gang jeg hørte ordet, lød det som ottorexi, og jeg forestillede mig en panisk angst for genudsendelser af Danmarks Radios gamle Leisner-programmer. Men det er ikke hvad ordet betyder, og det staves altså Ortoreksi.

Det handler om sundhed, men i syg, overdreven form. En ny psykisk lidelse, som egentlig udspringer af et fornuftigt ønske om en sund livsstil.

Til at begynde med, ville ortorektikeren måske bare følge Sundhedsstyrelsens gode råd “6 om dagen”. Altså, spise 600 gram frugt og grønt hver dag.

Men hvis frugt og grønt er så sundt, hvorfor så ikke udelukkende spise dét? Altså, farvel til kød, og velkommen til livet som vegetar.

Og hvorfor så ikke blive hardliner i det game, altså veganer. Farvel til mælk, ost, fisk og æg også. Veganismen udelukker enhver form for animalske produkter, og dermed dur honning heller ikke.

Hvad der startede med en fornuftig tanke om at spise sundt, har nu udviklet sig til et selvsat krav om udelukkende at indtage føde fra planteriget. Økologisk, naturligvis.

Det handler jo om at komme i form, og mon det så ikke vil være en fordel yderligere at begrænse hvad kosten må bestå af?… Farvel til banan, for ikke at blive frugtsommelig. Og farvel til pære, for ikke at komme i pæreform.

Hvad mere? Er tomater egentlig ikke mere syndige end de er sunde? For ikke at tale om jordbær, hindbær, brombær, blåbær, – ja, bær i det hele taget… Og med tanke på Eva i Paradiset, så er det nok bedst også at sige farvel til æbler… Det er jo nærmest slangegift!

Til slut får man med sin ortoreksi spist sig op i et hjørne, hvor kun ananas og squash er tilladt. Pudsigt nok det frugt og grønt man egentlig bryder sig mindst om…

Ortoreksi er et ord i tiden. Og en tidstypisk sygdom.

Verdens smukkeste bil

Foto: Billy Frank Alexander Design

Der blogges og kommenteres netop nu om hvad der er den grimmeste bil. Den østtyske Trabant er en af favoritterne, og sådan en har Estrup erhvervet, for den er ikke bare grim, den er også kult! At han har kunnet tage et seværdigt foto af den, skyldes at den p.t. er fuldstændig dækket af sne og at baggrunden prydes af et rumænsk atomkraftværk.

Men hvorfor ikke i stedet diskutere hvad der er den smukkeste bil? Jeg mener, det er den her. Det er også den bil der er produceret flest eksemplarer af. Designet af den legendariske Ferdinand Porsche på en virkelig heldig dag engang i 1930erne.

Disse smukke, bløde, runde former. Boblen ligner ingen andre biler, den er bare sig selv. Den er meget nem at køre rundt med, og det er vi faktisk mange mænd der godt kan li’. De fleste kvinder synes også godt om folkevognen. Den ligner en sko.

Mellem øst og vest

Vi skal en tur til Istanbul. Det skal nok blive sjovt. Men det må gerne blive til mere end den blå moske og et tyrkisk bad.

Derfor har jeg bladret igennem Politikens Turen går til Tyrkiet for at få ideer til de fem dage vi har i byen som engang hed Konstantinopel.

Rejsehåndbogen er skrevet af Carsten og Malene Fenger-Grøndahl, og fra start fremhæver de filmen Jeg så solen som en stærk introduktion til Tyrkiet idag. Og når jeg nu på IMDb har fundet lidt info om filmen, så er jeg heller ikke i tvivl om at den er seværdig. Man laver ikke sådan et frontcover, hvis man ikke har noget på hjerte.

Desværre er filmen tilsyneladende aldrig kommet til Danmark. Men bibliotekaren i Hundige har hjulpet med at finde en anden film af Mahsun Kirmizigül: Beyaz Melek, som Google Oversæt fortæller betyder Hvid Engel.

Den ser jeg nu. Jeg forstår ikke hvad der bliver sagt, men billederne og musikken gør, at jeg glæder mig endnu mere til at vi lander i Istanbul.

“Günesi Gördüm” har jeg skrevet på min huskeseddel, til når vi slentrer rundt i den kilometerlange basar. Måske finder jeg den ligefrem med danske undertekster. I hvert fald har jeg nu en med “I saw the Sun” en klar forventning om at finde en version der henvender sig til os fra den vestlige side af Bosporus.

PS: Hvis nogen ligger inde med særlige tips til hvad vi skal opleve i Istanbul, så tryk på "Din kommentar"

Gentest

Foto: Flavio Takemoto, Brasilien

Flere og flere køber en gentest. Og det er ganske nemt; Du får tilsendt nogle specielle vatpinde, som skal i munden og føres frem og tilbage over slimhinden på dine kinders indersider. Vatpindene returneres i en svarkuvert, og så kan laboratoriet gå igang.

Du betaler et mindre antal tusindlapper, og en lille uge senere får du så en rapport med spændende læsning om dig selv.

Du kan faktisk få alt at vide. Nævn en sygdom, og dine gener kan fortælle hvor stor risikoen er for at du får den. Har du en kæreste, kan jeres gener fortælle om I er et godt match.

Tør du teste dine gener?, spurgte min kæreste igår aftes efter en udsendelse i fjernsynet. Det var på DR2, hvor Martin Breum bestilte en gentest og tog til Californien for at få resultatet. Og blev helt tør i munden ved udsigten til at få at vide, om han ville få kræft.

Ja, jeg tør godt. Men gør det næppe. Det betyder ikke så meget for mig, hvad odds er for at jeg ikke bliver skaldet, får en blodprop eller dør af cancer. Jeg er nemlig født heldig!

Det er du måske også. Men det tror jeg aldrig vil fremgå af en gentest. Det kan jo godt være, du ligesom Lone Frank har meget lav livstidsrisiko på stort set alt hvad man kan komme ud for af her i livet – men du kan jo være uheldig…

Vanvittig dom

Foto: Jason Morrison, USA

Da en dansk mand for nogle dage siden fik 30 års fængsel ved domstolen i Kansas City, for på Facebook at kalde sig Blondeboy og under dække af at være en 14 årig dreng lokke en 11 årig amerikansk pige til at smide tøjet foran sit webcam, gav de fleste udtryk for afsky og massivt had mod den dømte.

På ingen tid havde blandt andet BT sniffet billeder frem af synderen, en it-ekspert fra Randers kommune. Og stort set alt hvad der nu blev skrevet på dansk om sagen, handlede om at lægge afstand til vor landsmand. Sprogets værste gloser blev taget i brug mod 61 årige Kai Lundstrøm Pedersen.

Det anfægtede tilsyneladende ikke nogen, at eksperter kaldte det en vanvittig dom. Tværtimod blev juraprofessor Eva Smith i kommentarer på DR Nyheder kaldt et svin, og dét med store bogstaver. Vi danskerne var i fuld gang med noget vi er rigtig gode til; At pisse på fagkundskaben og udstøde og sparke på dem der ligger ned.

Jeg ville ønske, vi var bedre til i stedet at stille kritiske spørgsmål og vende tingene lidt på hovedet. Hvorfor kaldes manden eksempelvis for sexterrorist? Det kalder vi jo ikke engang voldtægtsforbrydere!

Og bør vi ikke være mere forbeholdne overfor det amerikanske retssystem? Vi ved jo, at det af og til går helt over gevind. Som i barnevogns-sagen fra New York. Og “sagen” mod Camilla Broe bør også vi skam også have in mente.

Der kan være sund fornuft i nøgternt at checke lidt op på substansen i stedet for blindt at hetze mod den dansker der nu skal sidde beg tremmer resten af sit liv…

Kansas City Star fortæller, at dommeren som svar på forsvarerens anmærkning om at forbrydelsen i Danmark højst ville give seks års fængsel, siger at Danmark efter hans mening ikke tager sager som disse seriøst nok.

Han glemmer så, at dansk politi hjalp amerikanerne med opklaringen af sagen, og han er åbenbart heller ikke klar over, at vi er med up front i den internationale politiindsats mod børneporno.

Det ser desværre ud til, at dommeren har dømt på baggrund af en fordom om, at vi her til lands er useriøse når det gælder de pædofiles kriminalitet.

Hvad jeg selv mener, randrusianeren skulle have haft?
3-4 måneders ubetinget fængsel i Danmark ville nok have været ret og rimeligt.

Nysted #5

Foto: Sannie Suhr Jørgensen

Når forandringens vinde blæser,
er der nogle, der bygger læhegn,
og andre, der bygger vindmøller.


Nysted har med sin havmøllepark placeret sig solidt i den sidste kategori. Vi taler om en af verdens største af sin slags, så der er altså masser af energi i Udkantsdanmark. Og ikke nogen nævneværdige læhegn.

Alligevel er der mange der mener, at Nysted er en ufed og færdig by. Efter mere end 600 år som købstad er det måske også kun rimeligt hvis byen lukker og slukker. Og dog. Det vil venskabsbyerne jo blive kede af, og er der egentlig nogen grænse for hvor gammel en by kan blive?

I forrige weekend opstod der helt ekstraordinært en kø hos bageren i Nysted. Det er Shannie fra Kettingevej der fortæller det. Hun havde aldrig før oplevet så lang en kø hos bageren, som iøvrigt er vældig god.

Jeg spurgte om hun så gik igen – men det var der skam ingen grund til. Hun kendte selvfølgelig de andre i køen, så de fik sig en snak mens bagerjomfruen kom i omdrejninger.

Måske et tegn på, at byen er ved at få sin anden luft… Det hjalp også at Gintberg på kanten sidste år på DR klart modbeviste, at der ikke er noget at grine af i Nysted. Det er jo her, at grillbaren også sælger havetraktorer. Og det er også her, borgmesteren har pisset en halv million af på et klokkespil på rådhusets facade, med over halvtreds populære melodier fra ind- og udland.

Særligt spillet er Lille Peter Edderkop. Den er også rigtig god at nynne med på i disse krisetider. Så med den i hovedet afslutter jeg min lille blogserie om Nysted.