Melodi Grand Prix

Jeg husker billedet som det toner frem på min barndoms sort-hvide fjernsynsskærm. Kan høre den storslåede fanfare som signalerede at nu kom konkurrencen om den bedste sang i Europa.

Sådan er det vel for de fleste, når Eurovisionslogoet popper op. Man kan godt lade være med at nynne, men kendingsmelodien kører i en lille rille i hjernebarken, og det er svært at slukke for den.

Hjemme i Dannebrogsgade 47, anden sal til venstre, stod der en stor radio og spillede Giro 413 og Hvornår var det nu det var? Det var en quiz med klip fra DRs arkiver, som skulle lede tankerne hen på et bestemt år, og mens der blev gættet hvilket, spillede radioen en sang fra året.

Hvis det så var Skibet skal sejle i nat, så vidste man at det var 1957, året for det første Internationale Melodi Grand Prix. Den danske sang kunne snildt have vundet, hvis det ikke var for det pokkers lange kys Gustav Winckler og Birte Wilke imellem. Det var for sexet for sydeuropæerne, dengang. Men faktisk blev kysset kun så langt, fordi teknikken var alt for sen til at fade lyset ud.

To lys på et bord er nok den bedste Grand Prix vindermelodi Danmark aldrig har haft. Hvis bare baggårdspumaen Otto Brandenburg havde vundet, kunne resten af Europa meget vel have overgivet sig. Men han blev nummer to, efter en pølsesang som tiden har vist alligevel ikke var den bedste.

For sagen er jo, at vi holder af de allermest banale popsange. Vi kan teksterne på flere hundreder, vil jeg tro. Som papegøjer kan vi lire flere strofer af, så snart vi får den første melodistump: …tre forløsende ord, fire glas fyldt med ungdommens mod. Fem slags smil til dessert, seks små kys, tre til hver – jo, jo, den kan vi.

Ligesom Et solstrejf… Den gik rent hjem. …I en vandpyt… Grethe og Jørgen Ingmann vandt den europæiske finale i 1963, og Dansevisen er også med i bunken af alle de melodier og tekster der ligger lige under overfladen i vores bevidsthed.

Vi kan bare de poptekster, lige så sikkert som hist hvor vejen slår en bugt…
Prøv selv. En lille håndfuld af de første ord, og du kan selv resten:

Gem et lille smil…  Nemlig! …til det bli’r gråvejr…

Det var et liv i sus og dus… Jeps! …i mormors kolonihavehus…

Ein bisschen Frieden… Genau! …ein bisschen Freude…
Det er ikke verdens mest avancerede musik, det er tværtimod dybt enkelt og banalt. Ord og melodier er så fastgroede på rygraden, det er nærmest en del af vores DNA.

Jeg og knægten har set MGP i aften, og jeg vil som alle andre uvægerligt komme til at høre den tyske vindermelodi igen (og igen). Det gælder også den danske. Chanée & n'evergreen havnede på en flot fjerdeplads.

Det er en anden tid, et andet show nu. Men det danske bidrag har paralleller tilbage til Winckler & Wilke. Det er et smukt par, det er en god melodi, og teksten er også okay. Og så handler det om kærlighed. To elskende kommer fra hinanden, men finder sammen igen. Sød musik (gen)opstår.

Aftenens performance var super, med blæst i håret og udmærkede visuel effects. Men for at blive en klassiker skal man kunne huske fortsættelsen på teksten:
In a moment like this…

News in America

Foto: Michael Bacina, Australien

Hvad siger amerikanerne til at der skal bygges en muslimsk stormoske på Ground Zero?, spøger en Mingler.

Well, nu ser mediebilledet noget anderledes ud i USA end i Danmark. Det er i sig selv et godt blog-emne.

Da vi ankom til De Forenede Stater, nappede jeg avisen USA Today for at se hvordan nyheden om den sensationelle danske VM chok-sejr i ishockey var tacklet. Den var jo forsidestof da vi rejste hjemmefra – men i de amerikanske medier fyldte den nærmest ingenting. En lille notits om Stefan Lassens mål, med kort nyt om at det amerikanske team havde været ude i to tætte kampe, og desværre ikke havde haft heldet med sig. Men at det nok skulle lykkedes at spille sig videre i turneringen.

En stor nyhed i et lille land – en lille nyhed i et stort land…

Jeg er en hund efter nyheder, og flimmeren i Liki Tiki Village, Kissimmee har været stillet ind på nyhedskanalen news13

Kanalen viser lokale nyheder, og giver et godt billede af hvad der interesserer folk i Orlando og omegn.

Mens vi var på ferie, handlede nyhederne om alt muligt andet end muslimer.

Det lykkedes at få en efterlyst hjemløs bag tremmer. Han stod bag adskillige brande og bombetrusler, og en årvågen amerikaner fik udbetalt dusøren på over en million dollars for tippet der førte til anholdelsen af den længe eftersøgte skurk. Der var interview af den heldige dusørjæger. Han var glad for at have fundet galningen, så politiet kunne få ham behind bars – og naturligvis også glad for de mange dollars.

Tracy Ocasio er mig bekendt ikke nævnt i de danske aviser, men i Florida er det en stor sag. Hvor er den smukke unge kvinde blevet af? Man frygter for hendes liv.

Det er også vigtigt nyt, når mennesker og dyr kommer på tværs af hinanden. En fyr var blevet angrebet af en alligator, men overlevede og kunne fortælle seerne om hvad der skete. Den slags nyheder tror jeg der er mange af, med Floridas mange farlige krybdyr in mente.

Hvordan bliver vejret en uge frem? Det er snart sæson for tornadoer. Vejrudsigten fylder meget i de amerikanske nyhedsudsendelser, og jobbet som tv-meteorolog kræver mere show og performance end jeg tror der kan presses ud af vejrværterne på fjernsynsskærmen her i Danmark.

Hvordan glider trafikken? Amerikanerne interesserer sig meget for transport, og et fast punkt i nyhederne er meldingen om hvor man skal køre hen for at finde den allerbilligste benzin. Capitol News handlede mest om at cyklisterne nu får mere plads i færdselsloven, og så kører der for tiden en kampagne for at bilisterne skal huske sikkerhedsselen: Click it, or ticket, er sloganet. (Få selen til at sige klik, eller der vanker en bøde)

Vigtigste nyt er hvordan det går med kampen mod oliekatastrofen i den mexicanske golf. Amerikanerne er meget interesserede i det lort BPs Deepwater Horizon har lavet, og nyheden har absolut top priority.

Og så er jeg kommet frem til Mings foretrukne nyhed fra USA:

Ground Zero er ikke længere et særligt punkt på mediernes dagsorden i USA. Jeg læste først om sagen i MetroXpress i Danmark da jeg sad i S-toget på det sidste stykke vej hjem igår.

For mig at se handler det om en gruppe amerikaners frygt for muslimer generelt. Men fakta er jo, at der også var mange muslimer blandt ofrene ved det forfærdelige terrorangreb i New York, og det er sikkert medvirkende til at de fleste ser et muslimsk center som en god ting.

Det er det nok også, men jeg mener World Trade Center jo først og fremmest var en højborg for verdenshandelen. Men i USA ser man anderledes på tingene. In God We Trust, står der på pengesedlerne. Og det er de amerikanske muslimer fuldstændig enige i.

Target

Nogen tager min blog fortrædeligt op og kalder den en tom omgang ævl og vrøvl. Jeg er nu ligeglad med sådanne spark, for det passer jo ikke. Der er mange som læser, hvad jeg skriver. Og nu er der mulighed for at høre lidt om vin i USA:

Francis Coppola er blandt de allerstørste ikoner indenfor filmkunsten, og vin kan han også lave. Her sælges en flaske af de eftertragtede dråber for under 20 dollars, og det er faktisk noget billigere end hjemme.

Men ellers er vin generelt lidt dyrere over here, og typisk noget sødere end vi er vant til i Danmark. Vi har i varmen trukket et par flasker kold hvidvin op, og en rosé er også sat til livs, selv om den faktisk var for sød. Størst succes har vi haft med chardonnet fra Sutters Home i literflasker, og en lille papvin kaldet Wine Cube ®: En Pinot Grigio fra Californien. Kold hvidvin smager altid godt, når solen skinner og temperaturen ligger på 90 fahrenheit plus.

Vine fra Beringer sælges til fornuftig pris, selv om de vist er lidt billigere i Netto og Føtex. Vi har nydt Chenin blanc og white Merlot fra firmaet. Gode dråber behøver ikke nødvendigvis komme fra et gammelt vinslot. Nyere amerikanske bygninger kan også bruges.

Nu skal vi så åbne endnu en billig rødvin fra Californien med et pudsigt navn: Barefoot. Den er ligesom vores øvrige vine købt i det lokale supermarket Target.

Barefoot er, ifølge flaskens fodnoter (sic!), impressive, og den vi nu skal igang med, har opnået dobbelt guldmedalje. Alligevel koster den under 8 dollars. Vi vil indtage den sammen med mega store bøffer, vendt på panden i vores ferielejlighedskøkken.

Skål. Den smager af vin, ikke af sukker. Så den er godkendt. Men barfodsvinen er nu ikke ligeså fin og dejlig som Coppolas.

Stamps

Ungerne har skrevet postkort hjem til deres skoleklasser, og der skal selvfølgelig frimærker på. Så vi kører ind til et post office.
Jeg lægger en ti dollar seddel på disen og siger: Stamps, please.

Ekspedienten kigger lidt tvært på mig. Hun behøver et eksakt antal og pålydende, før hun kan gennemføre ekspeditionen. Fair nok – så vil jeg bede om seks mærker á 98 cent, som er den korrekte værdi når feriehilsner skal med luftpost hjem til Danmark.

Sådan bliver det. Seks frimærker for postcards to Denmark comming up. Og med købet følger en alenlang kassebon:

Der står nogle tal på den: 347699998 og 11691805800097. Hvad de betyder, ved jeg ikke. Men (047) 892-6883 må være et telefonnummer til posthuset.

Kvitteringen bekendtgør, at jeg har handlet på Saint Cloud Post Office, som ligger i Florida. Det har jeg gjort den 17, maj 2010 kl 02:18:47 PM.

Vi taler om 6 mærker med motiv fra Grand Teton i National Park Wyoming, PSA. De beløber sig til 5.88 $, jeg har betalt 10 dollars og fået 4,12 tilbage.

Jeg synes allerede at der er rigeligt med information på min bon, men det fortsætter: Jeg kan bestille yderligere frimærker på USPS.com/shop, eller ringe til 1-800-stamp24. Jeg kan tillige gå på USPS.com/clicknship og printe afskibningslabels ud, sammen med porto. Der er yderligere information hvis jeg ringer 1-800-ASK-USPS…

Bonen fortæller også at jeg kan få min post præcis hvornår og hvor jeg ønsker det. Jeg skal bare ansøge om en mailboks. Det kan gøres online på usps.com/poboxes.

Min kvittering er iøvrigt nummer 1000302714083, og jeg er blevet ekspederet af clerk nummer 98.

All sales final on stamps and postage. Re funds for guaranteed services only. Thank for your business.

Og så opfordres jeg til at fortælle om min seneste postal experience. Postvæsenet vil gerne være endnu bedre til at servicere sine kunder, så jeg skal vide at min mening betyder noget. Jeg tvivler dog på, at postvæsenet i Florida vil bruge min blog til noget, men jeg sender da gerne et link.

Nederst på min bon står der, at denne bon er costumers copy. Den amerikanske stat har så deres egen copy. så der er total tjek på mit køb af postale klistermærker.

Wildlife

Alle de reklamer! Der er ikke en eneste civiliseret plet, der ikke bærer på et reklamebudskab. Selv nummerpladen på bilen reklamerer for myflorida.com, og vores nøglekort er en reklame for den nyeste tegnefilm fra Disney, Princess and the Frog.

Vi er jo ikke kommet til USA for at se commercials, så dagens program er at komme et sted hen, hvor der ikke er blinkende neon og billboards for advokater, kirker og hoteller langs vejen.

Vi kører ad den gamle landevej mod Melbourne. Langsomt tynder det ud i skilteskoven. Vi ser sorte køer på en mark. Store plantager med appelsintræer. Og en cafe inn ved Aligator Lake viser sig at være lukket. Det tegner godt.

Annette drejer ned ad en grusvej. Det er første gang vi ser vej der ikke er asfalteret. Den er til gengæld over ti meter bred. Vi er, skal det vise sig, på vej ind i en nationalpark, der ikke er nævnt på vores kort.

Vi standser bilen ved et ubemandet checkpoint. Man skal skrive sig ind på en blok, inden man kører ind i området, og angive om man er på jagt, fiskeri, telttur… Vi sætter kryds ved wildlife view.

50 meter fra os står en stor lysebrun hjort med lang hale og observerer os. Så springer den afsted lige så pludseligt som den dukkede op. Wouw…

Vi kører ind i området. Iøvrigt som den første bil i dag, ifølge blokken. Her er ingen reklamer, men vi kan se en maskine langt borte i færd med at fælde træer. Vi finder nogle brombærbuske og stiger ud for at smage. Og finder endnu et spændende dyr: Store sorte græshopper der har en gul stribe langs ryggen.

Vi kommer til en loop road og vælger retningen east. Store ørne cirkler rundt i himlen over os. Børnene mener de venter på at vi skal dø. Og så finder vi ud af, at Jeremys nye Pentax har en meget bedre zoom end mit gamle.

På et gammelt afpillet træ sidder en stor sort grip. Og pludselig ser vi et bæltedyr! Vi standser bilen og løber efter det. Det slipper fra os ind i noget budskads, men Jeremy når at tage et foto. Safarien er igang, og vi har allerede fået et stort udbytte.

Hov, der er små harer, eller kaniner? Vores kendskab til den lokale fauna er begrænset, så vi ved ikke, om de har normal størrelse eller er unger. Vi finder også et skelet med noget pels på. Måske et stinkdyr? Alligevel dejligt med et dyr der ikke løber sin vej.

Annette standser ved en mangrove sø. Det er skønt at stå i skyggen og nyde naturens mange lyde og dufte. Her er små fisk, der prøver at snappe små skøjteløbere på vandoverfladen. Og pludselig flakser en gul sommerfugl med vinger på størrelse med håndflader ud over søen.

Annette peger ud på en træstamme ude i søen og siger det er en krokodille. Vi kigger længe. Træstammen rører sig ikke en millimeter. Eller gør den? Jeg vil finde en sten og kaste ud på den, så min kæreste kan komme ud af sin vildfarelse.

Så er det materialet vender sig en kvart omgang! Jo, sgu, det er fanme en krokodille. Og da vi ser ordentlig efter, er der faktisk tre. Wouw. Det her er ikke Gator Park, men store krybdyr i egen vild natur.

Vi ser mærkelige storke, der er utrolig godt camoufleret. Og en ugle flyver forbi os mens vi kører videre. Vi ser også hønsefugle, som vi skyder til at være kalkuner. Annette siger hun lige har set en lang sort slange forsvinde hurtigt væk fra vejen – men vi er ikke sikre på hendes vidnesbyrd, selv om hun jo havde ret i at træstammen før var en dræber.

Himlen er faretruende mørk, og så åbner sluserne sig. Regnen fosser ned. Vi må holde stille, for vinduesviskerne kan slet ikke følge med, selv om de pisker frem og tilbage som metronomer på speed. Store lyn forbinder himmel og jord. Endnu en stor naturoplevelse.

Vi skriver os ud af området som vistnok hedder Bull Creek Triple N Wildlife Habitat og glider tilbage mod Kissemmet. Bladrer lidt i et coupon hæfte, og får en klækkelig rabat på CiCi’s pizzarestaurant.

Sizzler

Foto: Omslaget fra det berømte Supertramp album Breakfast In America

Du får kun en kiks og en tør kop kaffe uden smag, siger min kæreste. Mere er der ikke i en continental breakfast.

Jeg er endnu engang blevet klogere på forskelle mellem engelsk engelsk og amerikansk engelsk. Hvor continental breakfast i England skal forstås som et morgenmåltid som det spises på den anden side af den engelske kanal, så dækker samme betegnelse en skrabet buffet i morgentimerne.

Liki Tiki Village byder hver morgen på en decaf og en lille foodbar. Plus, fordi det er et fint sted, en stor cola, en appelsin og et rødt æble pakket ind i cellofan.

Men selvfølgelig skal vi også prøve rigtig breakfast in America:

Altså kører vi til Sizzler, hvor der er all you can eat for nogle få dollars. Og så er der banko på hele pladen:

Pandekager med honning og orangesyltetøj, stegte kartofler, scrambled egg, bacon, french toast, fritter, oliestegte kartoffelkager, hashbrowns og tykke pølser med Heinz ketchup og Sizzlers egen BBQ dressing, diverse gravy sovse, baked beans, spejlæg, og godt med salt og peber.

Salat i lange baner, tre slags melon, kiwi, æbler, pærer, druer, rosiner, grapefrugt med rødt frugtkød, ananas, couton’er, og meget mere. Af drikkevarer er der kaffe, diet coke, mælk, og hvad man er til i juice. Jeg vælger dog en syvende mulighed: icetea, unsweetend. Ellers får jeg sukkerchok – for vi er slet ikke færdige:

Chokoladekage, apple pie, crossant, flere slags småkager, nøddekage og sorte OREO bisquits med hvid creme. Bagels og hytteost. Der er også ad libitum softice med flødeskum.

Resten af dagen går vi rundt i SeaWorld for at få forbrændt de alt for mange kalorier. Vi springer forståeligt nok frokosten over, og efter solen er gået ned, kan jeg sagtens nøjes med lidt garlic bread med danish blue cheese. Hertil et koldt glas hvidvin.

No problem…

Den blå bil

Foto: "Rotorhead", Norge

Vi ankommer tre timer forsinket til lufthavnen i Orlando. Bagagen er først kommet med det næste fly, så den bliver afleveret næste morgen hvor vi skal bo. Vi kan bare tage afsted.

Vores pakkerejse inkluderer en bil, og vi følger skiltene i retning mod udlejningsfirmaerne. De ligger side om side i underetagen. Vi går til Budget og hiver printet frem med oplysninger om vores dyt.

Manden bag skranken vil se creditcard og drivers license. Jeg giver ham et ubrugt Master Card og mit nussede lyserøde kørekort. Han taster ind på computeren, og siger vi mod en beskeden ekstrabetaling kan få en større bil. Jeg siger det er ligemeget.

Men han forklarer at bilen der følger med i pakkerejsen virkelig ikke er værd at skrive hjem om. Og så tager han sin iPhone frem og viser mig et billede af hvad der venter os, hvis vi ikke upgrader. Jeg er ikke skræmt – det er da en helt almindelig bil han stiller os i udsigt. Jeg er nødt til at spørge, hvad der er galt med den.

Han forklarer, at vi jo er to voksne og to børn. Bilen er for lille. Jeg kan selv se, at den kun har to døre.

Men den har vel fire sikkerhedsseler? Joh… Jeg siger at vi er europæere og vant til små firhjulede. Det forstår han, men der er altså ikke meget plads til bagage i sådan en bil vi får, hvis vi ikke tager imod et bedre tilbud. Og det er synd for børnene hvis de skal sidde klemt bagi. Han er sådan set ligeglad, men…

Jeg tænker, at manden vitterlig gør hvad han kan for at vi ikke skal begå en alvorlig dumhed, og beslutter så at vi alligevel gerne vil have en ordentlig bil at køre i.

Sådan bliver det. Vi får papirerne og skal bare gå over i parkeringshuset på den anden side. Der er fuld tank. Nøglen sidder i.

Det er en blå Ford Focus. Jeg sætter mig ind bag rattet. Det kunne være værre. Rattet kunne for eksempel sidde i den forkerte side.

Min kæreste har været i Staterne før, og hjælper mig lidt på vej. Der er automatgear i amerikanske biler, jeg skal glemme alt om min venstre fod. Hvis jeg af gammel vane finder på at koble ud, vil det øjeblikkeligt medføre en katastrofeopbremsning. Venstre fod skal bare stå stand by til vi engang er nået frem og skal gå fra bilen.

Gearstangen er i P og jeg drejer nøglen. Så i R, bakke ud, og fremad i D. Det er egentlig ikke så svært.

Vi har ikke fået noget kort med, vi er trætte efter 19 timers rejsetid og det er helt mørkt. Men vi tager en tilfældig retning og finder snart et skilt hvor der står Kissimmee.

Jeg ser for sent, at vi skulle have været til højre op på en highway. Okay, vi fortsætter ligeud. Jeg kan ikke bare vende kareten. Der er ikke noget U til en vending på gearstangen og forresten er der dobbelt optrukne streger på kørebanen.

Vi aner stort set ikke hvor vi skal hen, men bilen kører nærmest af sig selv. Ungerne flyder ud på bagsædet, der er country på radioen, og vi behøver ikke skamme os. Den blå bil glider smukt afsted selvom den faktisk er lidt mindre end de fleste andre øser.

På et tidspunkt drejer jeg ind på en tankstation for at spørge om vej. Der holder en stor cabriolet med to chatty chubby tøser i. Hende bag rattet fortæller at vi bare skal fortsætte ligeud. Forbi Orange og Arabien Nights. Der kommer en bakke ved nogle broer, vi skal bare fortsætte ligeud. Så ligger Liki Tiki til højre. Om en lille halv times tid…

Det er bælgragende mørkt, men de mange reklamer lyser op. Store billboards med blinkende budskaber om alt hvad du kan spise og se. Og hoteller en masse.

Efterhånden stilner neonlysene lidt af, og jeg drejer ind på en Seven-Eleven. Vi må være i nærheden, så jeg køber øl, chips og cola og spørger om vej igen. Af uransaglige årsager er vi hverken kørt for langt eller for kort. Liki Tiki ligger hundrede meter nede ad vejen. Bali Boulevard?!. Han ved ikke hvad vejen hedder, men jo, Liki Tiki ligger ganske rigtigt lige for snuden af os.

Vi parkerer og jeg aktiverer venstre fod. Vi får nøglekort i receptionen, indtager vores ferielejlighed og falder i dyb søvn. Den blå bil holder uanfægtet ved en palme.

Dasani

Purified water, står der på vores vandflasker fra The Coca-Cola Company. Vi er i Florida og har for 5 $ indkøbt en ramme til køleskabet her i vores ferielejlighed i Liki Tiki Village.

Hvor vi i Europa bliver lokket til at købe flaskevand med salgsgas om enormt naturlige kilder fra vidunderlige naturområder med bjerge der har sne på toppen, så er reklamerne for rent vand her i USA ganske anderledes.

Amerikanerne føler sig tydeligvis mere tiltrukket af renset vand. På hjemmesiden Dasani.com er der en video om processen. Se den, og se en masse rustfrit stål, effektivt maskineri og computerstyring. Vand der har Coca-Cola som producent, sælger godt.

På flasken er der kun gode informationer om vores Dasani vand. Enhanced with minerals for a pure, fresh taste. Det indeholder – hold nu fast – 0 % fedt! Der er 0 % natrium i, og nul proteiner og nix kalorier.

Det fremgår ikke hvormeget flaskens indhold dækker af det daglige anbefalede forbrug, men vi taler procenter! En flaske rækker til to gode glas :-)

Og så er flasken designet så den gør en forskel for mig som vanddrikker, og for miljøet. Salgsargumenterne minder mig om talemåden at hælde vand ud af ørerne. Og nu kommer jeg i tanker om en gammel vittighed, der har med en anden typisk amerikansk drikkevare at gøre:

Hvad er ligheden mellem en Budweiser og det at elske i en kano?
– It’s fucking close to water!
 
Men det smager nu okay. Koldt og dejlig frisk. Både øl og vand.

Ro på

Foto: Sverrir Thor, Island

Vi gider ikke nattefrost og overskyet kedelighed om dagen. Nu pakker vi badetøj og stråhat og flyver til Florida. Eller gør vi?

Tænk hvis vind og Eyjafjallajökull vil det anderledes, og asker luftrummet til så vi ikke kan komme over Atlanten!

Om jeg forstår den vulkan… – Hvis det var mig, ville jeg da engang imellem være nødt til at suge luft ned i maven. Man kan da ikke sådan non-stop blæse materiale op i luften.

Jeg går ud i haven og puster alt hvad jeg kan op mod Island. Hvis en vingeslaget fra en sydamerikansk sommerfugl kan starte en tyfon i Fjernøsten – så kan jeg vel også med mine lungers fulde kraft få et islandsk vulkanudbrud til at gå i sin jord igen…

Jeg tigger og be’r, men skal også passe på ikke at jinxe Eyjafjallajökull. Ro på nu. Forhold mig roligt. Selvfølgelig kommer vi afsted til Kissimmee, som kærestens iPhone siger venter over tredive graders skyfrit solskinsvejr til os.

Bjerget taler med store bogstaver: Pak kufferten, husk tandbørsten og stå op før Fanden får sko på. Og tag så en taxa til Copenhagen Airport. Så holder Eyjafjallajökull lidt igen, og så er der Busch Gardens, Seaworld, Wet ’n Wild, Universal Studios m.m.m. for alle pengene. Plus måske et afsides gratis kik på et lift-off fra Kennedy Space Center. Hvis vi er i nærheden den 14. maj…

Politikermor i vælten

Foto: Socialdemokraterne.dk

Mette Frederiksen er som socialdemokrat en stor fortaler for Folkeskolen, men når hendes egen datter skal begynde i skole, er den åbenbart ikke god nok. Det lille pus skal gå i Hareskovens Lilleskole.

Det siges at Mette Frederiksen har fået et mere nuanceret syn. Hendes kuglerunde øjne er så at sige delt i to. Et som hun bruger når hun er politiker, og et som hun bruger som mor.

Jeg synes det er noget vås. Sådan kan man ikke dele sit verdenssyn op. Og jeg vil da heller ikke påstå at Mette Frederiksen er en enøjet politiker, eller enøjet mor for den sags skyld.

Mette Frederiksen er begge dele. Både mor og politiker. Hun har sine synspunkter, og det står enhver frit om man vil stemme på hende eller ej.

Der bliver sagt noget om, at hendes datter har behov for en lilleskole. Men jeg kan for det første ikke forstå at forældre hellere vil betale for en lilleskole, når de kan få en stor helt gratis. Og for det andet vil datteren sikkert bare gerne være en rigtig skolepige. Uanset hvilket syn hendes politikermor har på den sag.

Pitstop

Bent kører ud til en dækadresse i Haarby, hvor hans bil skal i pit og skifte til sommerdæk. Firmaet hedder noget andet, men blandt bilister i området er det kendt som "Brødrenes dækservice".

Den ene kommer trissende i kedeldragt og smøg i kæften, smækker et par dunkrafte under Merceren, og henter de fire dæk som Bent har opmagasineret her.

Det vrimler med mange hundreder af dæk i store stabler. Men på få sekunder har vor mand fundet min vens dæk til årstiden frem.

Vi spørger til hvilket system dækkene ligger i. Hvordan kan han på et øjeblik hente Bents fire dæk ud fra det fyldte lager. Er det hele kodet ind på computer?

– Næe, det kan vi sgu ikke finde ud af, og sådan noget EDB kan jo også gå ned og gi’ problemer. Brødrene skriver bare kunden på dækkene, og så husker de hvor de bliver lagt. Når man går op og ned af de mange dæk hver dag, så lagrer hjernen næsten automatisk hvor hvis dæk lægges hen.

Man kender det fra antikvarboghandlere: De kan også med (bog)bind for øjnene på få sekunder finde fx I Hemmingways fodspor frem, helt uden bibliotekernes nummersystem og store bogstaver i reolerne.

Brødrene bruger kun en hvid pensel til at skrive på dækkene med. En klog fyrs dæk er mærket Q, en anden endnu mere intelligent kundes dæk har påtegningen IQ. På Bents dæk har brødrene skrevet Alpha, efter hans firma.

Jo, det er sket, at det har taget op mod et kvarter at finde en ejermands dæk frem, men kun hvis manden har ladet konen om forrige dækskift, og den ene bror ikke ved hvad den anden bror har skrevet.

– Du skal have to nye dæk til vinter, får Bent at vide med et skævt smil. Mønsteret er så nedslidt at det er på kanten af det lovlige.

Således orienteret kan bilen efter et kvarters pitstop fortsætte mod Jylland. Det har kostet gratis, for dækkene er købt hos brødrene, som til gengæld sælger dem lidt dyrere end hvad man kan spore sig frem til på nettet.

Det kan hurtigt blive dyrt at købe de billigste dæk, hvis der ikke er gratis service og opbevaring med i prisen.

Danmark frit

Foto: Roger Sanderson, England

Den gamle postmester har lovet at sige noget sjovt som indledning til dagens møde i Menighedshuset i Lunderskov. Det bliver en lille ordleg fra krigens tid:

– Hvem er de tre mest betydningsfulde mænd i Tyskland?

– Det er Best, Hitler, Himmler…

35 sjæle har indfundet sig, og præsten glæder sig over det store fremmøde. Og så giver han ordet til min mor, som holder et glimrende foredrag om den danske kirke i Argentina. På blot en halv time får hun fortalt om det store land, der har subtropisk klima i nord, og isbjerge i syd, om indianerne, spanierne, og den stædige danske pioner Juan Fugl, som immigrerede til Buenos Aires med sin hjulplov og 20 rigsdaler, og siden startede både kirke og mølle og meget mere i Tandil.

Efter kaffe og rundstykker med syltetøj synger vi en sang, jeg ikke før har været opmærksom på. Men alle andre her kender den. De var vist alle børn den 5. maj 1945. Og fordi det er en meget smuk sang, vil jeg gerne have den med på min blog. Den er virkelig godt skrevet, og holder den dag i dag.

Den er skrevet af Mads Nielsen som var apoteker i Kolding, og den står i sangbogen Hjemlandstoner:

En lærke letted´, og tusind fulgte,

og straks var luften et væld af sang.

De tusind tårne tog til at tone,
så landet fyldtes af klokkers klang,
og byer blomstred´ i rødt og hvidt,
og det var forår og Danmark frit.
Ja, Danmark frit!

Det var en morgen som tusind andre
og ingen morgen i tusind år,
da Danmark vågned med klare øjne
til glædestimer og frimandskår,
og landet lyste fra sund til klit,
for det var forår og Danmark frit.
Ja, Danmark frit!

Vi mindes stille de tapre døde,

hvis navne lever i Danmarks navn,

og takken søger til dem, der segned´,
og dem, der sidder med tunge savn.
Gud trøste dem, der har lidt og stridt,
til det blev forår og Danmark frit.
Ja, Danmark frit!

Men du, som styrter de stoltes riger

og løser fangne af bolt og bånd,
dig flyver hjerternes tak i møde,
vor skæbne er i din stærke hånd.

Nu er det forår og Danmark frit,
velsign det, herre, fra sund til klit.
Fra sund til klit!

Udkantsdanmark

Er det virkelig så synd for dem der bor i yderområderne? Ligger de ikke bare som de har redt?

De har altid været sig selv nærmest. Men med tiden går det op for dem, at de så også nærmest er sig selv, for ikke at sige helt alene…

Rutebilerne kører sjældent, til fordel for privatbilismen. Togstationen er reduceret til et trinbræt og en billetautomat af samme grund.

Købmanden og slagteren har drejet nøglen om, til fordel for tankstationen og folks indkøbsture til Tyskland, eller et storcenter mange kilometer borte.

Forsamlingshuset, kroen og biografen lukkede ned til fordel for fjernsyn, kakkelbord og sofa.

Men det er glemt, når Udkantsdanmark kvier sig og kræver politisk aktion. Nu vil man pludselig gerne være del af samfundet og de kollektive glæder.

Det er bare ikke sådan det foregår. Sammenhold fås ikke på postordre. Udkantsdanmark må genstarte verden omkring sig gennem engagement, godt humør og gavmildhed.

Hvis Danmark skal nå ud til kanten, er det først og fremmest en opgave for udkantsdanskerne selv. De må se bagud og lære af deres fejl. Og rette op.

Fiskenæb

Foto: Bartlomiej Stroinski, Polen

Min fætter er idag kortklippet og i jakkesæt, men før i tiden hed han Yrsa og var ishockey ligaens mest langhårede og farverige foreward.

Jo, den er god nok: Karsten Arvidsen er min fætter. Bare spørg faster Dora.

Karsten ‘Yrsa’ Arvidsen har mange gange været danmarksmester, både som spiller for Rødovre og Herning – og han er stadig spillevende; Nu som Årets Coach i AaBs spillerbox – og også i erhvervslivet gør han sig i coaching – eller ‘mindbuilding’ som vi i Clips.dk fandt på at kalde det da vi lavede hjemmesiden.

Han er også en yndet medkommentator, når der er ishockey i fjernsynet. For ud over at vide alt om at skøjte, slashe og med slagskud slå pukken i kassen, eller lave en fix assist, så er han temmelig godt skåret for tungebåndet.

Karsten er noget af en sprogfornyer, og sportsjournalisterne ved at de altid får noget godt i mikrofonen når den bliver sat foran min fætters mund.

En typisk Karsten-vending er, henvendt til en misfornøjet spiller: – Har du tabt sutten? Overskriften er også Karstensk. Jeg har taget ordet til mig og bruger det tit. Men første gang Karsten brugte det, var det henvendt til en fanatisk Esbjerg fan, som var helt oppe i det røde felt af skældsord mod ‘de skide kjøwenhavnere’…

– Sagde du noget, Fiskenæb?