Tø

Stille forsvinder store mængder sne. Det går stærkt i syv graders varme. Her på Lolland har alt været snehvidt i mange uger, men pludselig træder sort muld pletvist frem i landskabet.

Asfalt kommer fri af lang tids isdække. Vandpytter af smeltevand ligger i kø for at komme i jorden. Foråret er på vej. Naturen gør plads til vintergækker og erantis. Det er også på tide.

Pffiiiiiiiittt

Foto: Jean Scheijen, Holland

Må se at komme i sving. Ellers går dagen bare fløjten. Så jeg starter med et blæs. Og nu har jeg piftet mig selv igang.

Har du også brug for et signal for at komme ud af starthullerne? – Så bare brug min blogfløjte. Den er der til det samme.

Brand

Foto: Eryk Klucinski, Polen

Det er den engelsk udtale – brand – denne blog handler om.

Markedsføring af et fædreland handler i høj grad om at brande. Og her til lands har vi heldigvis H.C. Andersen. Pyt med at han forlængst er død – det gør ham faktisk kun bedre som turismens frontfigur.

Polen har en lige så god død brander. Og de har også den berømtes fødehjem, faktisk smukkere end H.C. Andersens hus i Odense. På billedet ses det, nær Warszawa. Så det er oplagt at Frederic Chopin skal være Polens ansigt udadtil.

Det er forbløffende så stor tiltrækningskraft gamle mænd har på turister fra nær og fjern. I tilfældet med Chopin tror jeg nu det vil være mest effektivt med engelsk udtale. For er der noget som kan lokke for eksempel min kæreste på en Polenstur, så er det netop dét: Shopping! 

Sexet foto #10

Foto: Bruno Todeschini

Navlen. Alle har én. Sådan en lille velkomstknude fra sin nul års fødselsdag. Den kan ikke rigtig bruges til noget, sidder bare og er en nuller reminder om livets begyndelse. Og sex.

Her er en smuk en af slagsen, placeret midt på maveskindet af en smækkerlækker solbrændt mavedanserinde. Som igen er placeret på scenen i Teatro Bruno Kiefer, i Porto Alegre, i Brasilien.

Så er det vel okay at være navlebeskuende. Det er jo dansekunst, og her tilmed flot fotokunst.

Tænk hvis den ikke var der. Navlen. Selv om den ikke er til noget, så ville den være en alvorlig mangel hvis den manglede. Den sætter prikken over i’et. Eller dutten over dusken. Uden ville kvindekroppen være barbie perfect, men med er den naturlig (og) sexet.

Navlen fortæller historie, lidt på samme måde som en knast i et stykke træ. En udslukt og indtørret næringsvej, gennem hvilken vores mor gav alt hvad hun havde i sig for at vi skulle leve og blive til noget.

Desværre har nogle en kedelig tendens til udelukkende at interessere sig for deres egen lille navle. Men heldigvis findes der sex til at få dem på bedre tanker.



Tidligere blogs i denne serie:
Sexede fotos, #1, #2, #3, #4, #5, #6, #7, #8, #9

The Wilson walkabout before departure

Foto: Rohan Reilly

Et tip fra Carl Jensen har fået os ud at gå. Vi går op ad La Rambla, hvor det vrimler med levende statuer, souvenirboder, blomsterhandlere og kæledyr til salg.

Der sker i det hele taget så meget her midt i Barcelona, at jeg lige må stå stille og nyde det berømte gadenavn, mejslet ind i et gadehjørne med en smuk antikva skrift. Inden knægten trækker mig tilbage til gadens gøgl og kæledyr.

Her kan man købe mus i alle afskygninger, hamstere, marsvin, perlehøns, ællinger, skildpadder og undulater, zebrafinker og kaniner, etc, etc. – som Jeremy lige skal hilse på. Heldigvis kan vi ikke få et dyr med hjem i flyveren.

Men vi kan spise en god frokost inden turen går til lufthavnen. Carl Jensen har anbefalet La Fianna. Et Michelin spisested med absolut fornuftige priser. Vi skal bare lidt den ene vej, så den anden, og så til højre tredie gang.

Men det viser sig ikke at være nogen frokostrestaurant. Stedet åbner først klokken seks i aften, hvor vores fly hjem letter. Men lige på den anden side af den smalle smøge ligger der en café med tapas.

En elskværdig ældre dame hjælper os med bestillingen. Hun er nabo til spisestedet og taler udmærket engelsk. Så skal vi ikke nøjes med mit skraldespansk, og Jeremy kan få sit ønske om fisk opfyldt.

Den gamle dames egen favorit er nogle små friske fisk, fanget på stranden og stegt i olie, så det bestiller vi. Sammen med toastet brød med tomat og hvidløg, omelet, oliven, stærk spansk pølse, en krydret catalansk specialitet, fadøl, fanta og chokolade med flødeskum.

Jeg tilbyder den gamle dame mad og drikke som tak for tolkehjælpen, men det vil hun ikke høre tale om. Hun er hverken sulten eller tørstig, er kun kommet ind for at læse avisen, siger hun og smiler…

Så vi nyder et glimrende måltid, mens Jeremy med glæde konstaterer at der er the Simpsons i fjernsynet. Det lyder sjovt på spansk, eller er det catalansk? Vi ved det ikke, men Homer & Co. ligner sig selv.

The Wilson Tourist Tour for Two

Et tip fra Ulla Quistgaard har fået os ud at køre. Som alternativ til den klassiske storby cabriolet dobbeltdækker turistbus kan man leje en sær hybrid mellem en scooter og en sofacykel med gps. Så det har vi gjort.

Iført hjelme og spændte sikkerhedsseler har vi fulgt den engelske kvindestemmes anvisninger og lyttet til hendes små Barcelona guide fortællinger. Til højre ser I Torre Agbar. Og vi får lidt info om hvad arkitekten hedder og hvormange vinduer den spektakulære bygning har. Den ligner en stor cigar og siges at være meget smukkere efter solnedgang, hvor den lyser i op i nattehimlen med blå, røde, gule og grønne neonfarver

Og så videre med håndtaget i bund, rundt i næste junction, og ligefrem mod Sagrada Familia, som stadig er under opførelse. Gaudis katedral er allerede som byggeplads imponerende. Vi parkerer og tager et foto. Jeremy har fået lidt ondt i rumpen af fars hæsblæsende bykørsel.

Så kører vi videre og kan snart drøne gennem Arc du Triomf. Og så er det vist tid at finde tilbage til gyden hvor vi kommer fra. Jeg er desværre faret lidt vild, så jeg ringer til garagen og får hjælp. – Ned af Carrer de la Princesa, til højre ad den store vej, og til højre igen ved Star Buck. Så er vi ved noget vi kan genkende. Vi er kørt i ring.

Det var jo også meningen, og det har bestemt været sjovere end hvis vi havde brugt samme beløb, cirka 300 kroner, på radiobiler i et tivoli. Det her gik meget stærkere, var langt mere farligt, og så fik vi oveni købet set noget nyt.

Menneskedelfin

Snowflake var i mange år et vartegn i sig selv for Barcelona. En stor hvid gorilla med blå øjne, som smilede venligt til alle der kom og så til ham i byens zoologiske have.

Idag er det stadig muligt at se ham i Barcelona Zoo, men på plakater og plancher hvor hele hans livshistorie er at læse. Der er nu stadig masser af aber: gorillaer, chimpanser, mandriller, bavianer… Store og små arter, med og uden haler.

Men Barcelona Zoo har også delfiner. Jeremy og jeg overværede træningen i går. Det var fantastisk. Det er som om der er en slags familiebånd mellem os mennesker og delfinerne. Det var ligefrem bevægende da træneren selv sprang i vandet og legede med dem. Efter nogle flotte tricks fik de knus og kram, og delfinerne vinkede farvel med halerne til os publikummer.

Jeremy har optaget lidt på sin mobil og lagt det på YouTube (Han bliver glad for en kommentar og en rating). Og jeg tog da også et portræt efter forestillingen, hvor vi gik nedenunder og kiggede ind i vandet til dem. Hende her synes vist hun ser bedst ud sådan lidt fra siden. Så kan man rigtig se det store smukke smil.

Mary og Max

En underlig oplevelse for Jeremy og Naja, som er vant til betydeligt mere farverige og tempofyldte tegnefilm. De er også mere fortrolige med meget større biografer der lugter af popcorn.

Men nu er de altså med far her i Vester Vov Vov på Vesterbro. De får varm mælk med flødeskum i et glas de selv skal røre en blok chokolade rundt i. Sært. Og de medfølgende cookies smager lidt af havregrød.

Vi sidder i en sofa og venter på at filmen skal begynde klokken halv syv. Vi har billetter til Sal 2, allerbagest, på syvende række. Og i caféen hænger der store indrammede plakater fra før børnene blev født. Festival International du Film, Cannes…

Og der er også antikke biografplakater med Fy & Bi, dengang der var noget som hed Palladium Film: Ole Opfinders Offer, og Med Fuld Musik, fra da tonefilmen gjorde sit indtog i underholdningsindustrien…

Så går vi ned i kælderen, og sætter os godt tilrette i fede sæder med brede armlæn. Ungerne tror de først skal se reklamer, men der er kun klip af to kommende film. Cove, om hjernedød japansk delfinjagt, og Ørkenblomst om en somalier der bliver verdensberømt fotomodel og i dag er FN talskvinde i kampen mod omskæring af piger. Næppe noget for Naja og Jeremy.

Den film vi skal se nu, hvor de svage glødelamper slukkes helt, er en animationsfilm for voksne. Jeremy og Naja har hørt om den i Troldspejlet, selv om de er de eneste børn i salen denne aften. Mary and Max er på engelsk, med danske undertekster.

Filmen handler om den australske pige Mary med et modermærke midt i panden, som bliver penneven med Max der er newyorkermand med en guldfisk og tre snegle opkaldt efter berømte videnskabsmænd.

Filmen er holdt i brune, sorte, hvide og røde farver, og den ender ikke lykkeligt selv om Max vinder i lotteriet og Mary bliver gift og får succes på universitetet.

Vi har snakket om filmen, som ungerne synes var sørgelig, men alligevel god. Men hvorfor grinte jeg, da Mary sagde om sin nabo der ikke turde komme udenfor sit hjem, at han led af homofobi… Og det er jo svært at forklare Naja og Jeremy sådan en sproglig joke.

Filmen har fået mange fine filmpriser og rigtig gode anmeldelser. Det kan jeg godt forstå. Jeg forstår også at den ikke er kommet på lærrederne i de store supermarkedsbiografer – de vægrer sig ved at komme underlige, bizarre film på plakaten, for de passer ikke ind i den sædvanlige kassesikre Disney og Hollywood skabelon.

Håber den så i stedet bliver set af et større publikum rundt omkring i de små hjem med DVD afspillere. For Mary and Max er ikke en tegnefilm man sådan lige ryster af sig.
 

Min vintervædder

Jeg går ikke med undertrøje. Eller ulden sweater. Halstørklæde er heller ikke del af min påklædning i denne isvinter.

For jeg har en vintervædder. Den er så varm, at jeg indenunder bare har min hvide skjorte med brystlomme, så kuglepennen og mobilen har et godt sted at være på mig.

Frakken er købt gennem min kærestes bror for fire hunde fra Nationalbanken. Og jeg har aldrig før haft en så vidunderlig vinterfrakke i ægte læder.

Jeg ved godt det ikke er politisk korrekt at gå i pelsvarer, men nu er jeg jo ikke skindhellig. Når temperaturen kravler ned på tocifrede minusgrader og vinden tager til over det danske land, så er det altså skønt at krybe i ét med sin vintervædder.

Se hvor flot, rå og cool den er udenpå. Lissom mig selv. Og varm og blød lige under overfladen.

Den er måske et nummer eller to for stor – men så kan jeg jo vokse i den.

Når jeg tager den på, skal jeg hurtigt ud af døren – inden jeg overopheder! For når først den er lynet op i halsen, så er det for varmt til ikke at komme ud i kulden med den.

Hvem der har lavet frakken, ved jeg ikke. Jeg ved heller ikke præcis hvilket dyr der har lagt hud til, eller om ét dyr var tilstrækkeligt. Det fremgår heller ikke af mærket i nakken hvilket land den er produceret i.

Men der er en tegning af en vædder, og noget tekst på engelsk og italiensk. Der står at frakken IKKE er lavet af en truet dyreart. Det står faktisk så tydeligt og med så store bogstaver, at jeg kan komme helt i tvivl.

Men hvor er jeg glad for min frakke når det er koldt. Selv om jeg har gener fra Kaukasus og er en ægte viking, så kender jeg godt følelsen af at fryse. Eller rettere: Jeg kan svagt huske den.

Kyndelkissemisse

Foto: Jesse Solorio, USA

Hvad skal vi fejre? – Kyndelmisse, eller Valentinsdag? – Den gamle danske festdag som  altid har været her, eller den nye amerikanske der banker på?

Lad os slå to fluer med ét smæk: Kyndelkissemisse

Note til mig selv: Husk at købe en smuk æske chokolade til min dejlige kæreste, – og pas på ikke at spise al chokoladen selv.

Friendly Grouse

Foto: Álfheiður Magnúsdóttir, Island

Jeg havde en spirituel - spirituøs oplevelse igår. Min gode ven skænkede mig en drink, som helt tog pippet fra mig.

Den var endnu bedre end den skønne Famous Grouse, som er det ypperste skotterne kan præstere i samarbejde med deres ryper.

For grønlænderne har en hemmelighed, en helt vidunderlig snaps, som ikke bare gør brug af deres ryper som blikfang, men bruger dem som hardcore leverandør!

Snapsshot var en stor fornøjelse at skrive, og den har givet positiv respons i et omfang jeg kun kunne drømme om:

Kaj, som er manden bag den sjældne livseliksir Kylles Rypekro Snaps, fortæller at han med glæde vil forære mig en flaske af den sjældne specialitet, og bloggeren Dortheivalo fra Sisimiut i det kolde nord har venligt kommenteret min blog om måske verdens bedste snaps.

I lutter glædesrus vil jeg nu servere opskriften på den vederkvægende hjertestyrker, dog uden det meget vigtige touch som kun Kaj kender til:

Man tager på jagt ved Godthåbsfjorden nær Nuuk og kroner sine anstrengelser med en håndfuld af fjeldrypen, Grønlands eneste hønsefugl. Det er en meget smuk fugl, og tillige en skøn delikatesse, der ligger godt i maven.

Men først skal den plukkes, og indvoldene flås ud. Herunder det lille skatkammer kråsen, som er en slags for-mave, hvor fuglen gemmer frø, skaller, småsten, kviste, bark – ja, alt hvad der ikke umiddelbart kan fordøjes.

Kråsen bliver herefter pustet op og hængt til tørre. Luftfugtigheden i Grønland er næsten aldrig over 50%, så det er ligetil.

I gamle dage brugte grønlænderne disse tørrede rype kråse poser som rangle til deres spædbørn. Frøene, skallerne, småstenene og kvistene raslede jo herligt i disse tørrede poser.

Når de oppustede kråser er tørrede, klipper man den op og hælder indholdet af frø, skaller, kviste, etc. i en flaske, og hælder ca. 1 dl ren Brøndum Klar, Svenborg Snaps, god vodka eller anden neutral ren spiritus på flasken. Herefter sætter man flasken til side i et antikt skab og lader den stå i 6 til 12 måneder. Jo længere des bedre. (Den Erik har stående er baseret på et koncentrat fra starten af 2008)

Derefter fortynder man blandingen med samme rene spiritus, i et forhold som kun bryggeren Kaj kender.

Det fantastiske ved rypekro-snaps er at smagen altid er forskellig. Den er jo betinget af hvor rypen har levet og hvad den har levet af. Der er ikke to rypekro-snapse der er ens!

Det siger sig selv, at rypekro snaps ikke er noget man kan importere i større mængder. Råvaremængden svinger fra tid til anden, og her taler vi ikke om råvarerne fra Ålborg og Svendborg – men rypekråser fra venner og bekendte i Grønland.

Kaj Kyllesbæk har som sagt stillet mig en flaske i udsigt. Det er jeg utrolig glad for, for rypekro-snaps smager af meget mere natur end selv dyre cognac’er kan mande sig op til. Og så er eskimo-bjesk garanteret sundere for sjæl og krop.

Jeg glæder mig til at gensmage den grønlandske natur, og drømme om fantastiske sejl-, jagt-, trave- og hundeslædeture på verdens største ø.

Snapsshot

Hold op! – en flot farve. Og heldigvis er min gode ven Erik gavmild i enhver situation; Jeg må godt smage hans grønlandske snaps…

Det var ligegodt …! – jeg bliver straks sendt afsted til en helt anden verden, end den af træsprit og guldbajere, grønlændere har et fordomsfuldt ry for at bygge en brandert op i. Denne snaps er ganske enkelt noget af det bedste spiritus der har kærtegnet min drøbel.

Hvad er hemmeligheden, og hvor hulen har du fået fat på denne vidunderlige akvavit, hr. Skovgaard? – Fortæl, fortæl!

– Jamen, det står jo på flasken: Kylles Rypekro Snaps. Det er en fin grønlandsk specialitet, og jeg har fået den af Kaj, som er arbejdsløs helikopter mekaniker, og en meget habil mac mand iøvrigt.

Han bor sammen med sin grønlandske kone og deres datter i Dragør, og det er dér livseliksiren laves på hobby basis.

Snapsen frembringes på samme måde som enhver anden bjesk. Urter kommes i akvavit naturel, og så skal det bare stå og trække farve og smag. Eneste forskel er, at denne grønlandske specialitet laves på… – rype kråser fra Godthåbsfjorden.

Hvordan inuitterne har fået denne fantastiske idé, aner jeg ikke. Men den cementerer at kulturen på verdens største ø er alt andet end primitiv.

Snapsen åbner sig venligt og fortæller sin historie om verdens måske smukkeste natur; Den sparsomme vegetation rundt omkring indlandsisen har en særlig inciterende sødme og musik, der på flotteste vis folder sig ud i den bedste snaps jeg nogensinde har smagt.

Kan jeg monstro erhverve mig en flaske? – I hvert fald kan jeg, og alle andre, klikke ind på familiens hjemmeside og få syn for sagn. Om jeg kan besnakke Kaj til at afgive en flaske er et åbent spørgsmål.

Men jeg håber snapsen på billedet forbliver en sjældenhed. Tænk hvis Spritfabrikkerne får fat på opskriften og plaffer grønlandske ryper ned en masse for at få en kommerciel succes i hus – det må bare ikke ske…

Fastelavnsklar

Naja skal være sort kat. Og Jeremy skal, som det ses, være Michael Jackson. Den flotte røde jakke er købt i dag på Istedgade, i en genbrugsbutik der havde udsalg med 50 % rabat på alt. 35 kroner for dagens festtøj.

Hatten havde han i forvejen. Huden og afrohåret ligeså. Og den ædelstensbesatte handske kan han heldigvis godt undvære.

Så i morgen skal katten (ikke Naja) slås af tønden, og der skal guffes fastelavnsboller henne i skolen.

Kødklister

Det er tidens mest omtalte bogstavrim. Kød-Klister. Klamt. Uha-uha. Og konkurrencen om at tage allermest afstand fra det er hård.

Men jeg aner alligevel en bondesnu accept lige under overfladen. Danskerne har jo for længst taget den tilsvarende Jaka bov til sig.

Så hvorfor ikke også lade nye sammensatte kødprodukter passere ganen? – Lur mig om ikke væmmelsen snart har lagt sig, når supermarkedet disker op med noget der ligner og smager henad førsteklasses udskæringer – til halv pris!

Sådan er vi danskere jo: Kostbevidste. Klimabevidste. Men først og fremmest; Prisbevidste.

EU har godkendt at enzymet bliver brugt i den europæiske fødevareindustri. Det eneste vi som danskere så kan ærgre os over, er at det ikke er Novozymes som har Thrombin på lager, men derimod en hollandsk konkurrent.

Den danske virksomhed har så til gengæld tjent mange penge på andre gode enzymer i det vi mennesker putter i munden. Der er for eksempel næppe noget brød eller kage fabrikkerne vil bage uden Fungamyl®

Ja, der er stor opstandelse lige nu, – men når reklamefolkene har fundet på et mere appetitligt navn til kødsammensætningstilsætningen, så skal det såmænd også nok glide ned.

Ferrari frimærke

– Narj, jeg ved ikke rigtig… Jeg er jo ikke så godt gående, og der er jo også min gammelkones sukkersyge. Tænk, hvis jeg pludselig bliver syg…
Mor havde mange små bekymringer, som når hun lagde dem sammen og gangede med tre, var på nippet til at få hende til at takke nej til en to måneders rejse til Argentina sammen med sin kæreste.

Heldigvis blev hun overtalt til at tage afsted. Man skal jo leve så længe man lever – og at rejse er som bekendt at leve.

Nu er der så kommet brev frankeret med argentinsk porto, med hyggelig læsning om den lange flyrejse via Paris over Atlanten til Buenos Aires, hvor nogle af Karstens gode venner stod klar med bilen der kørte dem de sidste 380 kilometer bumle landevej til Tandil.

Mor & Karsten har det pragtfuldt. Der er i omegnen af 30° varmt, mange solsikker, nerier, eucalyptus træer og hibiscus buske. Der er også kolibrier, og mange andre smukke fugle, som "skræpper" helt anderledes end dem derhjemme i Lunderskov.

Tiden går med at spise, drikke, snakke, vandre, og tulle rundt i swimmingpoolen for bagefter at soltørre i den duftende blomsterhave.

Jo, det går rigtig godt. Det kan jeg både læse og se; Hun er kommet til at spilde rødvin på brevpapiret. Jeg gætter, det er den foretrukne, noget dyre rødvin (25,- kr.) som hedder det samme som min mor: La Linda.

På spansk betyder min mors navn "den smukke". Jo, hun nyder så sandelig varmen, kærligheden og kildevandet - omend væskeindtaget nok mest består af øl og vin…

Nu skriver jeg hendes Ferrari frankerede brev ind på mac’en. Thomas og Stephen skal da også via mailen have fornøjelse af den flotte feriehilsen.

Vores flag

Foto: Lars Sundström, Sverige

En af mine venner fortalte i går en historie om en dreng med afghanske forældre som så nogle tv-billeder af en flagafbrænding et sted i den muslimske verden. 

– Se, de brænder vores flag!, udbrød han. Han var jo opvokset i Danmark, og det var Dannebrog der var ild i. Så jo, det var faktisk drengens flag, selv om hans skolelærer mente noget andet.

En hidsig kommentar fra Vikingmama (in disguise) gik på, at der var tale om en vandrehistorie, og at vores flag sgu ikke er nogen muslimers flag.

Det kan der måske være noget om, med tanke på at det er rødt med et hvidt kors. Men man kan nu også godt spørge om flaget rent faktisk er vores? – for det er altså noget vi har tyvstjålet. Det kan bestemt ikke kaldes Danish Design…

De fleste skolebørn har sikkert fået at vide, at Gud sendte flaget ned fra himlen hin første Valdemarsdag. Men se, det er i sandhed en vandrehistorie!

Dannebrog er i virkeligheden krigsbytte, fra dengang Valdemar Sejr og hans hær i 1219 var på krigstogt i Estland. Langt udenfor danerland…

Hund og kat

Illustration: Viktors Kozers, Letland

Naja får godnathistorie. Faglitteratur for børn er populært, og p.t. hygger vi os igennem Børnespørgehjørne af Tor Nørretranders, med fire sider hver aften inden hun skal sove.

Nu har vi læst om hund og kat, og nogle af de mange spørgsmål børn nemt kan stille om dem, men som voksne har svært ved at svare på. Som for eksempel hvorfor katte ikke er så tamme som hunde.

Men spørgsmålene står stadig i kø, selv om Tor med sin videnskabelige baggrund har gjort hvad han kunne. Naja undrer sig stadig over dit og dat.

Hvorfor hedder det kattedyr, men ikke hundedyr – som i stedet er noget en diamantring kan være.

Hvorfor hedder det hundetegn, men ikke kattetegn?

Hvorfor hedder det hundeslagsmål, selv om katte også slås?

Hvorfor har en cykel katteøje, og ikke hundeøje?

Hvorfor er der ikke noget der hedder Hundegat og Kattested?

Hmmm… Hvad katten skal jeg svare? – Det er jo hundesvært at svare på…

Sexet foto #9

Foto: Hans Splinter, Holland

Der er mange ting, som kan få mig til at tænke på sex. Papegøjer er bare endnu et eksempel.

Engang for mange år siden tog jeg kørekort. Og mange vil vide at det er ret normalt med små affærer mellem unge kvindelige køreskoleelever og deres mandlige kørelærere. Eller kvindelige kørelærere og unge mænd på vej til fire hjul i trafikken…

Jeg skal da gerne vedgå, at jeg også havde et crush on min kørelærer, og det blev modtaget med kys. Hun var en meget spændende kvinde, og så havde hun papegøjer derhjemme. Engang viste hun mig sin kakadue, som var meget kælen.

Man kan altså godt kæle for en fugl, i hvert fald var hendes hvide kakadue med de flotte gule nakkefjer vild med at blive nusset. Min kørelærer havde fundet ud af at den havde en slags G-punkt inde under den ene vinge. Når hun rørte den dér, sagde den Oi! og blev helt stakåndet af velvære. Den gule kam strittede i alle retninger og med lukkede øjne sitrede den over hele fjerpragten.

Ja, det er ikke formeget sagt at hun gav sin papegøje orgasme. Den skrattede og lagde hovedet bagover, og løftede vingen så kørelæreren bedre kunne komme til. Og så var det altså som om den havde sex og virkelig nød det helt vildt meget.

Kørelæreren og jeg havde ganske vist en tendens til at blive lidt lækkersøvnige efter køreskoletid. Men sidespring er ikke vejen frem i kærlighedslivet (logisk nok).

Vi stoppede forbindelsen da jeg bestod køreprøven og fik mit pap, men jeg havde i et års tid efter et postkort fra hende hængende på min opslagstavle. Det var en sidste kærlig hilsen, med lige præcis sådan en papegøje som på billedet. Varm, fræk og forførerisk.