Hold op! – en flot farve. Og heldigvis er min gode ven Erik gavmild i enhver situation; Jeg må godt smage hans grønlandske snaps…
Det var ligegodt …! – jeg bliver straks sendt afsted til en helt anden verden, end den af træsprit og guldbajere, grønlændere har et fordomsfuldt ry for at bygge en brandert op i. Denne snaps er ganske enkelt noget af det bedste spiritus der har kærtegnet min drøbel.
Hvad er hemmeligheden, og hvor hulen har du fået fat på denne vidunderlige akvavit, hr. Skovgaard? – Fortæl, fortæl!
– Jamen, det står jo på flasken: Kylles Rypekro Snaps. Det er en fin grønlandsk specialitet, og jeg har fået den af Kaj, som er arbejdsløs helikopter mekaniker, og en meget habil mac mand iøvrigt.
Han bor sammen med sin grønlandske kone og deres datter i Dragør, og det er dér livseliksiren laves på hobby basis.
Snapsen frembringes på samme måde som enhver anden bjesk. Urter kommes i akvavit naturel, og så skal det bare stå og trække farve og smag. Eneste forskel er, at denne grønlandske specialitet laves på… – rype kråser fra Godthåbsfjorden.
Hvordan inuitterne har fået denne fantastiske idé, aner jeg ikke. Men den cementerer at kulturen på verdens største ø er alt andet end primitiv.
Snapsen åbner sig venligt og fortæller sin historie om verdens måske smukkeste natur; Den sparsomme vegetation rundt omkring indlandsisen har en særlig inciterende sødme og musik, der på flotteste vis folder sig ud i den bedste snaps jeg nogensinde har smagt.
Kan jeg monstro erhverve mig en flaske? – I hvert fald kan jeg, og alle andre, klikke ind på familiens hjemmeside og få syn for sagn. Om jeg kan besnakke Kaj til at afgive en flaske er et åbent spørgsmål.
Men jeg håber snapsen på billedet forbliver en sjældenhed. Tænk hvis Spritfabrikkerne får fat på opskriften og plaffer grønlandske ryper ned en masse for at få en kommerciel succes i hus – det må bare ikke ske…
Ingen kommentarer:
Send en kommentar