Min vintervædder

Jeg går ikke med undertrøje. Eller ulden sweater. Halstørklæde er heller ikke del af min påklædning i denne isvinter.

For jeg har en vintervædder. Den er så varm, at jeg indenunder bare har min hvide skjorte med brystlomme, så kuglepennen og mobilen har et godt sted at være på mig.

Frakken er købt gennem min kærestes bror for fire hunde fra Nationalbanken. Og jeg har aldrig før haft en så vidunderlig vinterfrakke i ægte læder.

Jeg ved godt det ikke er politisk korrekt at gå i pelsvarer, men nu er jeg jo ikke skindhellig. Når temperaturen kravler ned på tocifrede minusgrader og vinden tager til over det danske land, så er det altså skønt at krybe i ét med sin vintervædder.

Se hvor flot, rå og cool den er udenpå. Lissom mig selv. Og varm og blød lige under overfladen.

Den er måske et nummer eller to for stor – men så kan jeg jo vokse i den.

Når jeg tager den på, skal jeg hurtigt ud af døren – inden jeg overopheder! For når først den er lynet op i halsen, så er det for varmt til ikke at komme ud i kulden med den.

Hvem der har lavet frakken, ved jeg ikke. Jeg ved heller ikke præcis hvilket dyr der har lagt hud til, eller om ét dyr var tilstrækkeligt. Det fremgår heller ikke af mærket i nakken hvilket land den er produceret i.

Men der er en tegning af en vædder, og noget tekst på engelsk og italiensk. Der står at frakken IKKE er lavet af en truet dyreart. Det står faktisk så tydeligt og med så store bogstaver, at jeg kan komme helt i tvivl.

Men hvor er jeg glad for min frakke når det er koldt. Selv om jeg har gener fra Kaukasus og er en ægte viking, så kender jeg godt følelsen af at fryse. Eller rettere: Jeg kan svagt huske den.