Kolonialvarer

Foto: Gokhan Okur, Cypern

Te, kaffe, kakao, kanel, vanille, peber, sukker, – den slags dagligvarer. Jeg har faktisk ikke tænkt over, hvorfor de kaldes kolonialvarer, men for min kæreste er det indlysende.

Sproget ændrer sig kun langsomt. Tiden løber konstant fra det. De dansk-vestindiske øer er for længst solgt til amerikanerne, og altså ikke længere danske. Og de har som bekendt aldrig ligget i Vestindien.

Mange af kolonialvarerne er heller ikke hvad de har været. Sukker er lissom ikke længere en importvare. Sukkerroen er nu så forædlet, at den har ligeså stort sukkerindhold som sukkerrøret.

Det er længe siden danskerne tog et stykke af en sukkertop og kom i deres Ceylon-te. Teen får nu en knald, men kaldes stadig Ceylon, selv om landet siden 1972 har heddet Sri Lanka. Men som sagt, sproget ændrer sig kun langsomt.

Kolonialvarer… – Fra hvilke kolonier?! – Alle varerne kommer nu fra uafhængige lande. Det er helt abstrakt at kalde dem det i dag. Men det hedder de. Sproget er endnu ikke kommet up front.

Google Earth

Foto: Edward Hardam, Holland

Det ligner et nærbillede, men det er det ikke. Slet ikke. Hvis der er noget der hedder et fjernbillede, så er det det det er. Fotografen fortæller, at han har fundet motivet på Google Earth.

Sådan kan de nye muligheder på internettet også bruges. Man kan lede over hele jorden efter overflade som ligner – ja, f.eks. et blad om efteråret.

Andre har ledt på Google Earth for at se, om der skulle være noget som endnu ikke var opdaget. Og på satellitbillederne over Mozambique, på det oversete bjerg Mount Mabu, fandt forskere et uudforsket område.

En ekspedition tog afsted, og fandt helt nye arter af sommerfugle, blandt andet. Jeg har fundet et link med nyheden på engelsk. Og der er fotos af nogle af de helt nye dyr og planter fra den googlede jungle. En ny orkide, en ny pygmæ kamæleon, en ny art giftslange… Ja, k(l)ik selv!

Tac-toc

Foto: Carlos Paes, Portugal

Er der mon nogen som stadig tyr til det her system når skal slås fast, sort på hvidt? Næppe. Ved børn i dag hvad en skrivemaskine er? Tja, tjo, tac, toc, tuc, tac…

Husker fornemmelsen: at tage et rent A4 ark, sætte det i valsen og tæve i tasterne, som bogstav for bogstav klik-klakkende udfører miniature tæppebanken på det sort-røde farvebånd og føjede ord til det blanke hvide papir.

Maskinens arm til linjeskift, som fører vognen tilbage til udgangsposition, når den i små hak efter nogle og halvfjerds anslag igen er danset henad mod papirets højre margin.

Jeg kan næsten høre den lille klokke give et klemt til signal om at nu er det tid til igen at starte på en ny linje.

Hvorfor har jeg ikke glemt skrivemaskinen? Fordi tasterne stadig sidder præcis hvor de plejer.

Sød sex

Foto: Aurileide Alves, Brasilien

For et halvt års tid siden forærede en gammel dame i Forfatterforeningen mig sin nyeste digtsamling. Det er vel okay at sige om en kvinde, at hun er gammel, når hun er født i 1924. Anni hedder hun. 

Der er en croquis-tegning på omslaget af hendes bog, og titlen er Hele Himlen.

Jeg havde den med til Greve for at læse lidt op for min kæreste. Hun kan godt tænke sig at få en godnathistorie, men sidst jeg forsøgte faldt hun i søvn inden slutningen og godnatkysset. Så derfor tænkte jeg at et kort digt måtte være mere velegnet.

Men jeg fik ikke åbnet bogen. Vi sexede og faldt kælent i søvn på den søde måde. Vi opfandt vores egen lille godnathistorie, så at sige.

Nu går der nogle dage inden vi ses igen, og derfor er her et af de fine digte fra Anni Broue, som iøvrigt debuterede for over tres år siden. Det er dejligt at vide sex er sødt og kan vare hele livet:


Al den vildskab
der endnu bor i mig.
Længslen efter kraftigt liv:
brydekampe
halvtimers kys
orkanorgasmer

At ligge under
et stort dyr
af en mand –
velsignet brugt
og hel


© Anni Broue, Hele Himlen, Forfatterforlaget Attika, 2007

Oksens år

Foto: Nicole Lawton, USA

Nu går kineserne, og vel alle andre folkeslag også, fra rottens år til oksens år. Og sådan en er jeg. Det har jeg checket på en hjemmeside hvor man nemt og hurtigt kan finde ud af, hvad ens kinesiske stjernetegn er.

Det anede mig. Ofte har jeg følt mig lidt som en gnu, og det er jo derhen ad. En af mine brasilianske venner er født kun et par dage senere end mig, og han bliver kaldt Zebu, og så er vi jo derhenne ad igen.

Men hvad betyder det egentlig at være okse? Og kan man ikke være flere dyr samtidig? Jeg føler mig nemlig også lidt ulve-agtig. Og meget ‘kattet’, især hvis man tænker på Bølle, som ligger og snorksover på sofabordet.

Men tilbage til Oksens år, som vi nu er gået ind i. Mit favoritmærke i vodka er den polske Żubrówka. Flasken er forsynet med et langt græsstrå, som efter sigende er blevet pisset på af en bison.

Er der nogen herinde, som ved hvad det aktuelle kinesiske stjernetegn står for? Er det godt at være en lazy okse?

Gys

Foto: Cassandra Gustafson, USA

Her er en lille perle i verdenslitteraturen, som jeg genfandt for et stykke tid siden. Et gys fra gamle dage.

Bogen er udgivet af A. Christiansens Kunstforlag, Kjøbenhavn – Kristiania, i året MDCCCXCVII, og bibliotekaren har fundet den godt gemt væk på magasinet. Titlen er Spøgelse- og Røverhistorier, af Washington Irving, oversatte af Fr. Winkel Horn.

Det er mere end hundrede år siden (1897), og jeg kan ikke nå frem til andet, end at copyrighten må være udløbet. Desuden virker teksten fra dengang meget gammeldags, med alle navneord stavet med stort, dobbelt-a’er og forlængst udløbne stavemåder, som fx Æventyr med æ…

Jeg har derfor "oversat" teksten til nudansk, og håber denne historie vil få manges nakkehår til at rejse sig. Her kommer:


Den tyske students eventyr

En uvejrsnat i den franske revolutions stormfulde tid var en ung tysker på vej til sit hjem i Paris. Det var sent, og hans vej førte ham igennem den gamle del af byen. Lynene glimtede, og de stærke tordenskrald drønede gennem de høje snævre gader – men jeg må først fortælle noget om den unge tysker.

Gottfried Wolfgang var en ung mand af god familie. Han havde i nogen tid studeret i Göttingen, men da han var en sværmerisk og entusiastisk natur, havde han fordybet sig i de fantastiske og spekulative grublerier, som så tit har ført tyske lærde på afveje. Hans indesluttede liv, hans store flid og hans studiers ejendommelige beskaffenhed øvede sin virkning både på hans legeme og på hans sjæl. Hans helbred blev sygeligt og hans fantasi ligeså. Han havde hengivet sig til fantastiske spekulationer over åndeverdenen, til han ligesom Swedenborg så sig omgivet af en ideel verden, han selv havde skabt. Han havde, jeg ved ikke hvorfor, fået den idé, at han var under en ond ånds indflydelse, der søgte at lægge snarer for ham og styrte ham i undergang. Denne forestilling øvede de sørgeligste virkninger på hans tungsindige natur. Han blev mager og udtæret og tabte fuldstændig modet. Hans pårørende kom under vejr med den sjælesygdom der hærgede ham, og kom til det resultat, at den bedste kur ville være en forandring af opholdssted, og som følge heraf blev han sendt til Paris for at afslutte sine studeringer dèr, i den pragtfulde og muntre fremmede by.

Wolfgang kom til Paris, just som revolutionen brød ud. Den rus, der havde grebet folket, greb straks hans entusiastiske sjæl, og han blev fængslet af dagens politiske og filosofiske spørgsmål, men de blodige optrin, der fulgte efter, oprørte hans følsomme natur, gjorde ham led ved al selskabelig omgang og gjorde ham mere end nogensinde til en eneboer. Han lukkede sig inde i et ensomt værelse i Pays Latin, hvor studenterne boede. Dèr, i en skummel gade ikke langt fra Sorbonnes klosteragtige mure, fremturede han i sine yndlingsgrublerier. Undertiden tilbragte han timer i træk på de store parisiske biblioteker, disse katakomber for afdøde forfattere, og søgte næring for sin sygelige hunger efter kundskab i deres støvede og glemte bøger.

Skønt Wolfgang, som sagt, førte et ensomt og indesluttet liv, havde han et ildfuldt temperament, men foreløbig virkede det kun på hans fantasi. Han var alt for sky og ukendt med verden til at gøre lykke hos det smukke køn, men han var en lidenskabelig beundrer af kvindelig skønhed, og på sit ensomme værelse gav han sig ofte hen i drømmerier om ansigter og skikkelser, han havde set, og hans fantasi skabte skønhedsbilleder, der langt overgik virkeligheden.

Mens hans sjæl befandt sig i denne overspændte og opløftede tilstand, havde han en drøm, der gjorde et overordentligt indtryk på ham. Han så en kvindeskikkelse af overjordisk skønhed, og så stærkt var det indtryk, den gjorde på ham, at han atter og atter drømte om den. Den forstyrrede hans tanker om dagen og hans søvn om natten; til sidst blev han lidenskabeligt forelsket i dette drømmebillede. Det varede så længe, at det blev en af de fixe idéer, tungsindige mennesker hjemsøges af, og som undertiden fejlagtig antages for vanvid.

Således var Gottfred Wolfgang, og således var hans forhold på det tidspunkt, jeg omtalte. Han var på hjemvejen en uvejrsnat gennem en af de gamle, skumle gader i Marais, den gamle del af Paris. De stærke tordenskrald drønede mellem de høje huse i de snævre gader. Han kom til Grève-pladsen, den plads, hvor henrettelserne foregår. Lynene skælvede omkring tingerne på det gamle Hôtel de Ville og kastede flakkende glimt over den åbne plads foran. Da Wolfgang gik over pladsen, fór han rædselslagen tilbage, da han så, at han var tæt på guillotinen. Rædselsherredømmet var just på sit højdepunkt, det skrækkelige dødsinstrument stod altid rede, og dets skafot flød altid med blod. Det var selvsamme dag blevet flittigt brugt, og nu stod det dèr i al sin grusomhed midt i den tavse og sovende by og ventede på nye ofte.

Wolfgangs hjerte krympede sig i ham, og han vendte sig gysende bort fra den skrækkelige maskine, da han i det samme fik øje på en skyggeagtig skikkelse, som sad og krøb sammen ved foden af trappen, der førte op til skafottet. En række stærke lynglimt åbenbarede den endnu tydeligere. Det var en sortklædt kvindeskikkelse. Hun sad på et af de nederste trin, bøjet forover, med ansigtet skjult i sit skød og sine lange udslagne lokker hængende ned til jorden, drivende af regnen som skyllede ned i strømmevis. Wolfgang standsede. Der var noget gruopvækkende ved dette ensomme sorgens billede. Kvinden så ud til at tilhøre de højere klasser. Han vidste, at tiden var rig på omskiftelser, og at mangt et smukt hoved, som i sin tid havde hvilet på edderdun, nu ikke havde det sted, hvortil det kunne hælde sig. Måske var det en stakkels, sørgende kvinde, som den skrækkelige økse havde gjort utrøstelig, og som sad her med knust hjerte på livets bred, hvorfra alle de, der var hendes hjerte dyrebare, var blevet slynget over i evigheden.

Han gik hen til hende og sagde nogle deltagende ord. Hun hævede hovedet og så vildt på ham. Hvor forbavset blev han ikke, da han ved lynets skarpe lys så det ansigt, der forfulgte ham i hans drømme. Det var blegt og trøstesløst, men henrivende dejligt.

Skælvende af voldsomme og indbyrdes stridige sindsrørelser talte Wolfgang igen til hende. Han sagde noget om, at hun udsatte sig for fare ved at være ude så sent og i et sådant uvejr, og tilbød at ledsage hende til hendes pårørende. Hun pegede på guillotinen med en frygtelig udtryksfuld bevægelse.
   "Jeg har ingen pårørende", sagde hun
   "Men De har et hjem", sagde Wolfgang.
   "Ja, graven".
Wolfgangs hjerte smeltede ved disse ord.
   "Hvis en fremmed tør gøre Dem et tilbud", sagde han, "uden at udsætte sig for at blive misforstået, tilbyder jeg Dem husly i min ringe bolig og mig selv som en trofast ven. Jeg er selv venneløs i Paris og fremmed i landet, men kan mit liv være Dem til nogen nytte, er det til tjeneste, og jeg er rede til at ofre det for at holde sorg eller vanære borte fra Dem".

Der var en sådan ærlighed og alvor i den uge mands væsen, at det gjorde sin virkning. Hans fremmede udtale kom ham også tilgode, den vidnede om, at han ikke var en indfødt pariser. Der er desuden i ægte entusiasme en veltalenhed, som ikke er til at tage fejl af. Den hjemløse kvinde betroede sig ubetinget til studentens varetægt.

Han støttede hendes vaklende fjed over Pont Neuf og forbi pladsen, hvor pøblen havde væltet Henrik den Fjerdes statue. Uvejret havde lagt sig, og tordenen rullede nu langt borte. Hele Paris var roligt, den store vulkan af menneskelig lidenskab slumrede foreløbig for at samle kræfter til næste dags udbrud. Studenten førte sin dame gennem de gamle gader i Pays Latin og forbi Sorbonnes skumle mure til det store, snavsede hus, han boede i. Den gamle portnerske, som lukkede op for dem, blev meget forbavset over det særsyn, at den tungsindige Wolfgang kom hjem i følge med en kvinde.

Da han trådte ind i sit værelse, blev studenten for første gang rød i hovedet over, at der var så tarveligt og uhyggeligt. Han havde kun ét værelse – en gammeldags salon – plumpt udskåret og fantastisk udstyret med rester af fordums herlighed, thi det var et af de hoteller i Luxembourgpalæets nabolag, som i sin tid havde tilhørt adelen. Det flød med bøger og papirer, og hvad der ellers hører sig til hos en student, og hans seng stod i en niche i den ene side.

Da Wolfgang havde fået tændt lys og havde bedre lejlighed til at tage den fremmede i øjesyn, blev han mere end nogensinde før beruset af hendes skønhed. Hendes ansigt var blegt, men blændende dejligt og fremhævedes yderligere af en fylde af ravnsort hår, der faldt ned om det i rige lokker. Hendes øjne var store og strålende med et særegent udtryk, der næsten nærmede sig til vildhed. Så vidt hendes sorte kjole tillod at skelne hendes skikkelse, var den fuldendt smuk. Hele hendes ydre var i høj grad betagende, skønt hun var yderst tarvelig klædt. Det eneste smykke, hun bar, var et bredt sort bånd, hun havde om halsen, og som sammenholdtes af et diamantspænde.

Nu begyndte studenten at blive forvirret ved tanken om, hvad han skulle stille op med det hjælpeløse væsen, han således havde fået at sørge for. Han tænkte på at overlade hende sit værelse og selv søge husly andet steds, men han var så betaget af hendes dejlighed, hans tanker og sanser syntes at være i den grad tryllebindende, at han ikke kunne rive sig løs fra hendes nærhed. Hendes måde at være på var også besynderlig og uforklarlig. Hun talte ikke mere om guillotinen. Hendes sorg havde lagt sig. Den deltagelse, studenten havde vist hende, havde først vundet hendes tillid og derefter, syntes det, hendes hjerte. Hun var åbenbart en entusiast ligesom han, og entusiaster kommer hurtigt til at forstå hinanden.

Betagen, som han var, tilstod Wolfgang hende sin lidenskabelige kærlighed. Han fortalte hende historien om den hemmelighedsfulde drøm, han havde haft, og at hans hjerte havde tilhørt hende, før end han nogensinde havde set hende. Hun blev stærkt grebet af hans fortælling og tilstod, at hun ligeledes på en uforklarlig måde havde følt sig draget til ham. Det var de vilde teoriers og de fantastiske handlingers tid. Gammel fordom og gammel overtro var ryddet af vejen. "Fornuftens gudinde" svang sit scepter over alt og alle. Man begyndte at henregne ægteskabets former og ceremonier til gammelt skrammel og at betragte dem som overflødige bånd for hæderlige mennesker. Fri overenskomster var i vælten. Wolfgang var alt for meget teoretiker til ikke at være smittet af tidens liberale lærdomme.

   "Hvorfor skulle vi skilles?", sagde han. "Vore hjerter er forenede, for fornuftens og ærens øjne er vi ét. Behøves der smudsige former for at sammenknytte ophøjede sjæle?"

Hun hørte med stor sindsbevægelse på ham, hun havde åbenbart gået i den samme skole.

   "Du har intet hjem og ingen pårørende", vedblev han. "lad mig være alt for dig, eller rettere sagt, lad os være alt for hinanden. Hvis det er nødvendigt at iagttage formerne, skal det ske – her er min hånd. Jeg er din for evigt".
   "For evigt?", sagde hun højtideligt.
   "Ja, for evigt", gentog Wolfgang.

Hun greb hans hånd. "Så er jeg din", hviskede hun og sank til hans bryst.

Næste morgen forlod studenten sin brud, mens hun endnu sov. Han gik tidligt ud for at søge en rummeligere lejlighed, der passede til hans forandrede forhold. Da han kom tilbage, lå hun med hovedet hængende ud over sengekanten og den ene arm over det. Han talte til hende, men fik intet svar. Han ville vække hende for at få hende ud af den ubekvemme stilling, hun lå i. Da han tog hendes hånd, var den kold – pulsen slog ikke – hendes ansigt var blegt og gustent. Kort sagt, hun var død.

Ude af sig selv af forfærdelse gjorde han anskrig i huset. Politiet blev hentet. Da politiofficeren trådte ind i værelset, fór han tilbage ved synet af liget. "Store Gud!", råbte han, "hvorledes er den kvinde kommen her?"

   "Ved De noget om hende?", spurgte Wolfgang ivrigt.
   "Om jeg gør?!", udbrød politiofficeren; "hun blev guillotineret i går!"

Han gik hen til hende og løsnede det sorte bånd, liget havde om halsen, og hovedet rullede hen ad gulvet.

Studenten blev greben af vanvid. "Djævelen! Djævelen har besat mig!", skreg han; "jeg er fortabt for evigt!"

De søgte at berolige ham, men det var forgæves. Han var fuldstændig betagen af den frygtelige tro, at en ond ånd havde kaldt liget til live for at få ham i sine garn. Han var og blev forrykt og døde i et galehus.

   "Og det er virkelig en kendsgerning?", sagde den spørgelystne herre.
   "En ganske utvivlsom kendsgerning", svarede den anden. "Jeg har historien fra bedste kilde. Jeg traf ham i et galehus i Paris".

Dødsstraf

En tråd i Cevels gruppe Din mening, min mening har fået en ganske bestemt sort-hvid tegning til at poppe op på min indre nethinde. Hvor mon jeg har den? Det er i et af mine gamle tegneseriealbum. – Jo, her er den.

Sagen er, at nogle banditter har begået et voldeligt røveri. De er brudt ind i et hus, holdt tre personer i skak, og truet en fjerde med pistol og tævet ham med knojern, for så at stikke af med fladskærme, pc og mobiler.

Sådan noget får mange til at kræve dødsstraf i Danmark. Og det er ikke nemt at argumentere imod i tråden, hvor mange samtidig mener at straffen for voldelig kriminalitet er latterlig lille.

Derfor popper tegningen op. Det er, kære venner, konsekvensen hvis enhver der tager et andet menneskes liv, selv skal af med knoppen.

Franquins tegning er med i hans album Sorte Sider fra 1982. Det er hans måde at komme af med depressioner på, og de ligner ikke hans farverige historier om Vakse Viggo, Splint & Co og Spirillen – men tag ikke fejl: hans sorte sider er blevet gedigne succes’er i de lande de er udkommet.

Og nu sidder jeg og kommer i tanke om et lille hængeparti: en gammel spøgelseshistorie som jeg har stillet i udsigt for et stykke tid siden. Det bliver emnet for næste blog.

En svær tid

Lægens anbefaling, udover recept på Hexal Citalopram, er at komme ud og gå nogle lange gåture. Få frisk luft og lys. Se noget grønt og få lidt styr på tankerne, som jo ellers har det med at kværne mørkt og farveløst løs.

I dag går gåturen ud langs Søerne, og med det grønne in mente stopper jeg op ved den irrede skulptur ved Sortedam dosseringen. Den har jeg altid godt kunne lide.

Den er lavet af Johannes Hansen (1903-1995) og opstillet i 1942. Bestemt en svær tid, med mange bekymringer. Titlen er Siddende Unge Mennesker. Men mon ikke alle, både gamle og unge, kan identificere sig med enten den ene eller den anden her hvor Nørrebrogade begynder? Jeg synes også kunstværket har et smukt moment af trøst, som mangler i titlen.

Jeg går videre til Botanisk Have. Brillerne dugger i drivhuset, som i bogstaveligste forstand er en oase på stenbroen. Der en en hvid bænk at sidde på. Dufte af liv. Rislen af vand. Varme og fugtighed.

Det venezuelanske brownea træ har sat smukke blomster, der ligner knugede orangerøde knytnæver.

Mit nye tag

Foto: Regine Bosch, Holland

 
Hvad blogger vi om lige nu?

Hvis man skal tro størrelserne på de mange tags under blogs, så er det p.t. først og fremmest Vikingmama.

Jeg er nu ikke meget for damen der uploader sine udtryk for løgn, ondskab og uvidenhed. Ærlig talt, så bryder jeg mig ikke om hende.

Men derfor kan man jo godt lære noget af hende. F.eks. at bruge sit profilnavn som tag. Det gør hun konsekvent. Her, der og allevegne.

Ak ja, tags. Jeg kan ligeså godt også fremhæve mit profilnavn fremover. Nedenunder.

Ord på hovedet

Foto: Diego Medrano, Spanien

Der bliver sagt så meget, og det er sådan set okay. Folk må selvfølgelig sige hvad de har lyst til. Det er en del af ytringsfriheden.

Men jeg kan ikke lide, når ord bliver vendt fuldstændig på hovedet. Når man kalder noget noget det ikke er. Når man f.eks. rent sprogligt gør det negative positivt.

Et fly er sikkerhedslandet. Er det ikke et skrupforkert ord? Som om dagligdags landinger er sådan lidt usikre… Hvorfor bruger man ikke det ord vi alle ved hvad er: nødlanding.

Endnu værre, når et ord i dén grad bliver misbrugt: Ødelæggelserne i Gaza forklares med Israels ret til at forsvare sig. Nødhjælpsarbejdere er dybt rystede. Meget kan diskuteres i den konflikt, men bombardementer kan aldrig være et forsvar! Hvorfor bruger man ikke dette ord: angreb.

Der er masser af den slags ord, desværre. Og i nyhedsstrømmen af bla, bla, bla bliver de alt for ofte overset.

Danmarksbillede #10

Dan Turèlls begravelse samlede en fantastisk masse mennesker. Vi ved alle, at vi skal dø – men hvor var det ærgerligt at onkel Dan skulle afsted så tidligt. Han favnede os danskere mere end nogen anden.

Tænk sig, at så forskellige udstillere som Pia Kjærsgård og Poul Nyrup Rasmussen begge har valgt hans tekst om hverdagen til deres danmarksbilleder!

En god sommerdag vil jeg tage ud på Assistens Kirkegård og drikke en stille pils ved hans gravsted.


En begivenhed, med betydning for vores selvopfattelse
Dan Turèll døde i 1993. Billedet husker jeg ikke hvor kommer fra, men sørgeranden har jeg selv tilføjet dengang, Politiken udskrev sin konkurrence om at udstille ti danmarksbilleder.

Danmarksbillede #9

Vesterbro. Her er Istedgade, der aldrig overgiver sig. Her sker der noget nyt hver eneste dag. Her boede Sonja i Saxogade. Idag bor der en, der hedder Safina.

Nogen kunne aldrig drømme om at sætte deres ben på Vesterbro. Nogen kunne aldrig forestille sig at bo et andet sted.

I et husstandsomdelt magasin siger Safina: – Man siger, at Danmarks hjerte er København, og Københavns hjerte er Vesterbro, og Saxogade er Vesterbros hjerte. Dér bor jeg.
Selv bor jeg på Halmtorvet, og det har jeg det godt med.


Et sted, med historie og identitet
Foto: Snapshot af noget af forsiden på magasinet Vesterbro, udgivet af By & Bolig ministeriet

Hår på gulvet

Som om mit hoved var en krystalkugle, ser hun mig i håret og siger: – Det er næsten fire måneder siden, jeg sidst har klippet dig.

Det passer, og langt er det blevet. Derfor er jeg i audiens hos Daniella denne formiddag, hvor lidt solstrejf finder ind i lejligheden. Jeg har brugt formiddagen på at bage et olivenbrød, og det harmonerer fint med frisøsens håndlavede mocca.

Et Daniella klip starter med en kaffepause, hvor vi vender verdenssituationen, inden vi så går til den alvorlige side af sagen; mit hårs møde med instrumenterne i skuldertasken.

Den tyrkiske herrefrisør på Istedgade kan klippe mig meget hurtigere, og uden så meget snak. Men jeg holder af det rolige tempo hos Daniella, og vores gode samtaler imens.

Bagefter sætter hun stolen hen til spisebordet igen, og mine totter kan fejes op fra gulvet. Ingen stress, ingen grå hår, kun glæden ved i ro og mag at se et smukt resultat i spejlet.

Tak skal ud ha’, Daniella

Danmarksbillede #8

Samme dag som denne konkurrence blev udskrevet i 2001, var der storbrand på Vesterbrogade i København. Cirka 50 evakuerede beboere kom op at side i politiets grønne bus. Og de skulle selvfølgelig straks have noget at spise ovenpå den uhyggelige oplevelse:

De fik hverken ølle-, boghvede- eller rødgrød. De fik burgere. Min (pap)søn Kofi stod selv og lavede dem i køkkenet hos McDonald på hjørnet ved Dansk Rejseforsikring.

Burgeren er typisk dansk, men adskiller sig stort set ikke fra alle andre landes burgere. Selv spiser jeg dem næsten aldrig.


En ret, rødgrød med fløde?
Foto: Robbie Owen-Wahl, Storbritannien

Danmarksbillede #7

det er den gamle stilhed
der lægger sin tågebanke
ved øjenlågets bred

puslespillets gemte mumlen
i mine ører

tiden sletter sine sår




De higer og søger  ·  I gamle bøger…

Jeg har søgt blandt nyere bøger og fundet frem til Lars Ortved Jørgensens digtsamling Palmer af Fred, som er meget visuel, med en dyb dansk tone.

Første digt synes jeg ligefrem hviler på en solid bund af Oehlenschläger.


Et digt, en poet, der har indfanget det danske
Foto: Snapshot af noget af forsiden på Lars Ortved Jørgensens Palmer af Fred, forlaget Facet, 2001

Danmarksbillede #6

En god portion skattekroner er investeret i fire promotion CDer med fællestitlen Music from Denmark 2001. Fornemme visitkort for hhv dansk rock-, jazz-, folk- og verdensmusik.

Walou med gruppen Outlandish var noget af det jeg syntes rykkede bedst i Danmark for syv-otte år siden.


Et stykke musik / en sang, særlige danske toner
Foto: Snapshot af CD omslag

Danmarksbillede #5

Johannes Møllehaves genfortælling af Bibelen starter med Adam og Eva. Første side er så eminent godt skrevet, at man næsten får tårer i øjnene. Det er utroligt, at han turde give sig i kast med en så vanskelig opgave – og løse den så indlysende godt.


Adam og Eva

Adam står og holder et lam op foran sig. Det gør han, fordi han lige har fået øje på Eva, som står og holder en buket blomster. De ved ikke helt, hvad de skal sige. De vil gerne være sammen, men de venter lidt. De vil så gerne være sammen, at de er nødt til at vente lidt. Adam har aldrig set en pige eller en kvinde før. For da han kom, var der slet ikke nogen. Eva ser også lidt betænkelig ud, fordi hun aldrig har set en mand før. Hun kigger lidt over på ham, men han tør slet ikke kigge på hende. Hvorfor har Adam ikke set en kvinde før? Fordi der slet ikke var nogen.

Mens Adam og Eva finder ud af, hvad de skal sige, kan vi jo høre historien om, hvad der skete, før de mødte hinanden og blev helt stille indeni. Adam ved ikke, hvordan det hele begyndte. Det kan vi andre læse om i Bibelen, men den var ikke skrevet, dengang Adam levede.

I Bibelen står: »I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. Jorden var dengang tom og øde. Gud sagde: »Der skal være lys!« Og der blev lys. Gud så, at lyset var godt, og Gud skilte lyset fra mørket. Gud kaldte lyset dag, og mørket kaldte han for nat.«

Gud lavede en hvælvning, sådan at vandet fra himlen ikke helt faldt ned på jorden, så alle druknede. Og under hvælvingen skabte Gud de store have. Og Gud skabte de små fisk og alle de store havdyr, som æder de små; han skabte blæksprutter og østers og muslinger med perler i. Og Gud skabte fuglene og alle de vilde dyr og alle de tamme dyr. Det tog Gud seks dage at skabe hele verden og alt, hvad der er på den, og på den sjette dag skabte han også det første menneske.


En tekst, fra romanen, essayet eller talen
Foto: Snapshot af noget af forsiden på Børnebibelen, genfortalt af Johannes Møllehave, og illustreret af Susanne Krage.

Danmarksbillede #4

Noget særligt dansk? Mange vil sikkert sige Dannebrog. Men ret beset er det jo noget, vi har tyvstjålet i Baltikum på den første Valdemarsdag i 1219.

Flagknobet, derimod – det kan man ikke tage fra os. For nogle år siden fandt nogle arkæologer en uhyre velbevaret fiskekrog fra de tidligste tider i danmarkshistorien. Noget af linen hang stadig ved – og knuden var den samme, som idag holder Dannebrog oppe.


En ting, et særligt dansk objekt
Foto: Snapshot af forside og opslag af Kurt Jensens Tovværksarbejder, udgivet af Spejderforlaget i 1973.

Danmarksbillede #3

Forfatteren Jørn Riel. Rigtig mange danskere kender og elsker En fortælling hvoraf man får et smukt ansigt og hans mange dybt originale skrøner om skæve eksistenser i Grønland og Malaysia.

En antikvarboghandlers erindringer fra 1998 foregår på Vesterbro – og den håber jeg der er mange som har fået læst.

En person, nulevende eller afdødFoto: Snapshot af forfatteren som han tager sig ud på indersiden af omslaget i sidstnævnte bog.

Danmarksbillede #2

Danmark har fostret mange verdensklasse fotografer, ikke mindst inden for kategorien pressefoto. Morten Langkilde har flere gange vundet mesterskabet, når han har sendt ind til Årets pressefoto.

Her er hans berømte foto fra 1984, hvor Preben Elkjær lige har brændt sit straffespark i semifinalen mod Spanien i kampen om europamesterskabet i fodbold.

Han var nu god nok: Målmanden fik desværre lige akkurat det yderste af fingerspidserne på, sagde Elkjær, og alle lo. Men der var overhovedet ingen tvivl: Preben skød slet og ret over målet.

Et fotografi, historisk eller aktuelt
Foto: Snapshot af fotoet, som det er gengivet i Steen Ankerdals Landsholdet, fodboldlandsholdet gennem 100 år. Det altsigende foto fra 1984 blev taget af fotografen som i en årrække var min nabo: Morten Langkilde.

Danmarksbillede #1

N.P. Holbechs guldaldermaleri Lille Marie på Nekys arm forestiller en sort kvinde der var i tjeneste i admiral Hans Birch Dahlerups hjem, og den lille pige er malerens egen datter. Det er et fantastisk smukt maleri. Og så sætter det tanker igang…

Jeg tænker på, at der i mange historiebøger står, at Danmark var det første land, som afskaffede slaveriet - men det var kun noget vi gjorde på papiret: Da von Scholten et halvt hundrede år senere egenhændigt frigiver slaverne på St. Croix i 1848 får han en straffesag på halsen i København!


Et maleri, klassisk eller moderne
Foto: Snapshot af maleriet som det er gengivet i bogen Fra slaveri til frihed, det dansk-vestindiske slavesamfund 1672-1848. Bogen er udgivet af Nationalmuseet, hvor det originale oliemaleri befinder sig. Maleriet er en gave fra civilingeniør Knud Nørgaard og hustru Grethe Nørgaards Fond og Robert og Erna Nielsens Fond

Danmarksbilleder

Foto: Lajla Borg Jensen, Viborg, Midtjylland, Danmark

Politiken udskrev for syv år siden en konkurrence. Den gik ud på i tekst og billeder at fremhæve 10 emner som faldt en i hu, når man modtog avisens opfordring:
Vis os dit Danmark.

Jeg deltog – vandt ikke – men har under en oprydning fundet et charteque med mine 10 bud på danmarksbilleder. Dem får I de kommende 10 dage.

Det bliver de ti næste blogs fra min hånd:

Et maleri, klassisk eller moderne
Et fotografi, historisk eller aktuelt
En person, nulevende eller afdød
En ting, et særligt dansk objekt
En tekst, fra romanen, essayet eller talen
Et stykke musik/ en sang, særlige danske toner
Et digt, en poet, der har indfanget det danske
En ret, rødgrød eller fløde?
Et sted, med historie og identitet
En begivenhed, med betydning for vores selvopfattelse

Billedet idag, til denne lille prolog, eller intro, er taget af en dansk kvinde. Hun har fotograferet himlen over Danmark adskillige gange. Jeg tror hun har gjort det helt systematisk, og hver dag i en periode knipset med sit Canon ved frokosttid.

Det her har hun i hvert fald kaldt cloudy day 15, from Denmark. Jeg synes skyen ligner lidt en hund, eller en kat, måske?

Et lys for menneskerettighederne

Foto: Maslov Yury, Rusland

Tænk på hop, rådhusklokker og champagne for en uges tid siden. Året 2009 fik en kanon ilddåb, med kaskader af nytårsraketter og oceaner af lys på nattehimlen.

Nu er der så gået en uges tid, og jeg tænder et stearinlys. For samtidigt med hop, skål, kys og kram blev charteret med alle de grundlæggende rettigheder juridisk bindende.

Fra i år er der ikke nogen som helst tvivl om vores fundamentale menneskerettigheder. De er nu samlet i ét dokument, og EU's institutioner og medlemslandene er forpligtet til at respektere de rettigheder, som står anført i charteret, når de udarbejder lovgivning.

I Danmark står vi naturligvis 100 % bag charterets seks overskrifter: værdighed, friheder, ligestilling, solidaritet, borgerrettigheder og retfærdighed.
Så hvorfor tænde det røde stearinlys? Det skal jeg såmænd sige jer: Dansk Folkeparti tager forbehold for menneskerettighederne. DF vil have have lov til at krænke.

Et lys for det indlysende er faktisk vigtigt her til lands…

To år på Mingler

Foto: Nicolas Raymond, Canada

De fleste blogs dør ud efter cirka tre måneder, siger man. Så det er vel værd at markere hele to års vedholdende blogging, og lave en lille sløjfe i anledningen.

En blog er ikke en nyhed, selvom 24timer vist betragter den som sådan. Det er de 100 seneste der fremhæves på sitet, og på din sides quickliste med 10 udvalgte af slagsen, er kun de spamagtige blogs sorteret fra. Ellers er listen genereret ud fra det sædvanlige nyhedskriterium.

På listerne over mest læste, og mest kommenterede blogs, er der indkodet en sidste salgsdato, så dem der er ældre end bagerbrød bliver siet fra. Så de mest læste og kommenterede blogs er sandsynligvis slet ikke med på listerne.

Porno er p.t. læst 433 gange, men officielt er den gået helt bagud af dansen. Det er misvisende, for selvfølgelig kan den stadig vække interesse.

I morges kunne jeg se at der 330 gange var klikket lazyclip i løbet af natten. Men besøgstallet på de seneste fem af mine blogs var ikke boomet. Ergo må nogen have klikket sig ind på nogle af mine flere hundrede skriv fra 2007 og 2008.

Det er dejligt at vide når billeder, tanker og betragtninger let overlever nyhedens interesse. Sløjfen er til dem der gerne læser bøger og blogs fra gamle dage – altså epistler som er skrevet for mere end en uge siden! – forrige år!!

Tak skal I ha’.

Puzzle

Foto: B S K, Indonesien

Nogle blogs herinde har godt fat i puslespillet som metafor for livet. Der er alt for meget himmel, og for lidt horisont, skriver Camel.

Og Danser med ovne følger op med puslespillet som grufuldt billede på tidens vanvid med krig, kister og barnegråd.

Det er som om tingene falder lidt bedre på plads med puslespillet som indoneseren herunder ser det.

Det er jo langt fra sikkert der skal være et egentligt motiv, at det bare er et slags kludetæppe i pap, som er smukkest i mange farver.

Måske kan livets puslespil i virkeligheden ikke lægges? Der kommer jo hele tiden nye kulører og former til, ligesom der hver dag forsvinder nogen…

Jeg ved det ikke, men folk der tror magt løser problemerne, de har ikke fattet én brik.

Missekat

Bølle misser med øjnene. Siden han flyttede ind er der blevet en del mere af ham. Hans indsats i køkkenet med bærret nede i madskålen har båret frugt. Nu ligger han og feder den på sofabordet. Stor og majestætisk i halogenlampernes skær.

Han er præcis den kattekilling som for et par måneder siden spankulerede ind hos familien i Greve. Den hvide blis i fjæset ligner med lidt god vilje den britiske hovedø, og farverne er de samme som vanilleis og løverne på Trafalgar.

Bølle drejer sig en kende og lukker øjnene helt. Bølle bobler sig til endnu en skønhedssøvn. Dagens fotosession er ovre. Jeg vælger billedet med de næsten lysende ørespidser.

Reflektioner

Foto: "aznswt33", USA

Det er tankevækkende at vende tingene 180°. Som når PeerPlus på sin blog stiller 17 spørgsmål til parforholdet dicks og chicks imellem. Hvorfor mon skilsmisseprocenten er højere for kvinder gift med mænd end for lesbiske? Og hvad er det helt præcist kvinder og mænd laver sammen i sengen? – når vi er så anatomisk forskellige?!

Jeg passer. Men er udmærket klar over der er knas mellem Mars og Venus. I min egen familie bliver man for tiden skilt på stribe. Indtil flere kusiner går fra deres mænd nu.

Ikke fordi man(d) har fundet en anden, eller fordi han smider om sig med penge og øretæver. Eller er doven…

Jeg er forsigtig med at spørge ind til årsagerne, for jeg synes det er en privat sag, og i øvrigt er alle skilsmisser jo forskellige. Men der synes at være et mønster.

For en snes år siden eller mere, ville mange kvinder realisere sig selv. De fik skilsmissefrisure – kort med krøller – og rød neglelak på tæerne.

Nu er det et andet ord der skiller. Jeg hører flere kvinder sige, at deres mand ikke kan reflektere. Helt præcist hvad det betyder, ved jeg ikke. Personligt bruger jeg et spejl, når noget skal reflekteres. F.eks. i et spejlreflekskamera.

Billedet er smukt, og jeg håber det bedste for mine pragtfulde kusiner. Ja, for alle som føler kærligheden kun er halvhjertet.