Hår på gulvet

Som om mit hoved var en krystalkugle, ser hun mig i håret og siger: – Det er næsten fire måneder siden, jeg sidst har klippet dig.

Det passer, og langt er det blevet. Derfor er jeg i audiens hos Daniella denne formiddag, hvor lidt solstrejf finder ind i lejligheden. Jeg har brugt formiddagen på at bage et olivenbrød, og det harmonerer fint med frisøsens håndlavede mocca.

Et Daniella klip starter med en kaffepause, hvor vi vender verdenssituationen, inden vi så går til den alvorlige side af sagen; mit hårs møde med instrumenterne i skuldertasken.

Den tyrkiske herrefrisør på Istedgade kan klippe mig meget hurtigere, og uden så meget snak. Men jeg holder af det rolige tempo hos Daniella, og vores gode samtaler imens.

Bagefter sætter hun stolen hen til spisebordet igen, og mine totter kan fejes op fra gulvet. Ingen stress, ingen grå hår, kun glæden ved i ro og mag at se et smukt resultat i spejlet.

Tak skal ud ha’, Daniella