Gys

Foto: Cassandra Gustafson, USA

Her er en lille perle i verdenslitteraturen, som jeg genfandt for et stykke tid siden. Et gys fra gamle dage.

Bogen er udgivet af A. Christiansens Kunstforlag, Kjøbenhavn – Kristiania, i året MDCCCXCVII, og bibliotekaren har fundet den godt gemt væk på magasinet. Titlen er Spøgelse- og Røverhistorier, af Washington Irving, oversatte af Fr. Winkel Horn.

Det er mere end hundrede år siden (1897), og jeg kan ikke nå frem til andet, end at copyrighten må være udløbet. Desuden virker teksten fra dengang meget gammeldags, med alle navneord stavet med stort, dobbelt-a’er og forlængst udløbne stavemåder, som fx Æventyr med æ…

Jeg har derfor "oversat" teksten til nudansk, og håber denne historie vil få manges nakkehår til at rejse sig. Her kommer:


Den tyske students eventyr

En uvejrsnat i den franske revolutions stormfulde tid var en ung tysker på vej til sit hjem i Paris. Det var sent, og hans vej førte ham igennem den gamle del af byen. Lynene glimtede, og de stærke tordenskrald drønede gennem de høje snævre gader – men jeg må først fortælle noget om den unge tysker.

Gottfried Wolfgang var en ung mand af god familie. Han havde i nogen tid studeret i Göttingen, men da han var en sværmerisk og entusiastisk natur, havde han fordybet sig i de fantastiske og spekulative grublerier, som så tit har ført tyske lærde på afveje. Hans indesluttede liv, hans store flid og hans studiers ejendommelige beskaffenhed øvede sin virkning både på hans legeme og på hans sjæl. Hans helbred blev sygeligt og hans fantasi ligeså. Han havde hengivet sig til fantastiske spekulationer over åndeverdenen, til han ligesom Swedenborg så sig omgivet af en ideel verden, han selv havde skabt. Han havde, jeg ved ikke hvorfor, fået den idé, at han var under en ond ånds indflydelse, der søgte at lægge snarer for ham og styrte ham i undergang. Denne forestilling øvede de sørgeligste virkninger på hans tungsindige natur. Han blev mager og udtæret og tabte fuldstændig modet. Hans pårørende kom under vejr med den sjælesygdom der hærgede ham, og kom til det resultat, at den bedste kur ville være en forandring af opholdssted, og som følge heraf blev han sendt til Paris for at afslutte sine studeringer dèr, i den pragtfulde og muntre fremmede by.

Wolfgang kom til Paris, just som revolutionen brød ud. Den rus, der havde grebet folket, greb straks hans entusiastiske sjæl, og han blev fængslet af dagens politiske og filosofiske spørgsmål, men de blodige optrin, der fulgte efter, oprørte hans følsomme natur, gjorde ham led ved al selskabelig omgang og gjorde ham mere end nogensinde til en eneboer. Han lukkede sig inde i et ensomt værelse i Pays Latin, hvor studenterne boede. Dèr, i en skummel gade ikke langt fra Sorbonnes klosteragtige mure, fremturede han i sine yndlingsgrublerier. Undertiden tilbragte han timer i træk på de store parisiske biblioteker, disse katakomber for afdøde forfattere, og søgte næring for sin sygelige hunger efter kundskab i deres støvede og glemte bøger.

Skønt Wolfgang, som sagt, førte et ensomt og indesluttet liv, havde han et ildfuldt temperament, men foreløbig virkede det kun på hans fantasi. Han var alt for sky og ukendt med verden til at gøre lykke hos det smukke køn, men han var en lidenskabelig beundrer af kvindelig skønhed, og på sit ensomme værelse gav han sig ofte hen i drømmerier om ansigter og skikkelser, han havde set, og hans fantasi skabte skønhedsbilleder, der langt overgik virkeligheden.

Mens hans sjæl befandt sig i denne overspændte og opløftede tilstand, havde han en drøm, der gjorde et overordentligt indtryk på ham. Han så en kvindeskikkelse af overjordisk skønhed, og så stærkt var det indtryk, den gjorde på ham, at han atter og atter drømte om den. Den forstyrrede hans tanker om dagen og hans søvn om natten; til sidst blev han lidenskabeligt forelsket i dette drømmebillede. Det varede så længe, at det blev en af de fixe idéer, tungsindige mennesker hjemsøges af, og som undertiden fejlagtig antages for vanvid.

Således var Gottfred Wolfgang, og således var hans forhold på det tidspunkt, jeg omtalte. Han var på hjemvejen en uvejrsnat gennem en af de gamle, skumle gader i Marais, den gamle del af Paris. De stærke tordenskrald drønede mellem de høje huse i de snævre gader. Han kom til Grève-pladsen, den plads, hvor henrettelserne foregår. Lynene skælvede omkring tingerne på det gamle Hôtel de Ville og kastede flakkende glimt over den åbne plads foran. Da Wolfgang gik over pladsen, fór han rædselslagen tilbage, da han så, at han var tæt på guillotinen. Rædselsherredømmet var just på sit højdepunkt, det skrækkelige dødsinstrument stod altid rede, og dets skafot flød altid med blod. Det var selvsamme dag blevet flittigt brugt, og nu stod det dèr i al sin grusomhed midt i den tavse og sovende by og ventede på nye ofte.

Wolfgangs hjerte krympede sig i ham, og han vendte sig gysende bort fra den skrækkelige maskine, da han i det samme fik øje på en skyggeagtig skikkelse, som sad og krøb sammen ved foden af trappen, der førte op til skafottet. En række stærke lynglimt åbenbarede den endnu tydeligere. Det var en sortklædt kvindeskikkelse. Hun sad på et af de nederste trin, bøjet forover, med ansigtet skjult i sit skød og sine lange udslagne lokker hængende ned til jorden, drivende af regnen som skyllede ned i strømmevis. Wolfgang standsede. Der var noget gruopvækkende ved dette ensomme sorgens billede. Kvinden så ud til at tilhøre de højere klasser. Han vidste, at tiden var rig på omskiftelser, og at mangt et smukt hoved, som i sin tid havde hvilet på edderdun, nu ikke havde det sted, hvortil det kunne hælde sig. Måske var det en stakkels, sørgende kvinde, som den skrækkelige økse havde gjort utrøstelig, og som sad her med knust hjerte på livets bred, hvorfra alle de, der var hendes hjerte dyrebare, var blevet slynget over i evigheden.

Han gik hen til hende og sagde nogle deltagende ord. Hun hævede hovedet og så vildt på ham. Hvor forbavset blev han ikke, da han ved lynets skarpe lys så det ansigt, der forfulgte ham i hans drømme. Det var blegt og trøstesløst, men henrivende dejligt.

Skælvende af voldsomme og indbyrdes stridige sindsrørelser talte Wolfgang igen til hende. Han sagde noget om, at hun udsatte sig for fare ved at være ude så sent og i et sådant uvejr, og tilbød at ledsage hende til hendes pårørende. Hun pegede på guillotinen med en frygtelig udtryksfuld bevægelse.
   "Jeg har ingen pårørende", sagde hun
   "Men De har et hjem", sagde Wolfgang.
   "Ja, graven".
Wolfgangs hjerte smeltede ved disse ord.
   "Hvis en fremmed tør gøre Dem et tilbud", sagde han, "uden at udsætte sig for at blive misforstået, tilbyder jeg Dem husly i min ringe bolig og mig selv som en trofast ven. Jeg er selv venneløs i Paris og fremmed i landet, men kan mit liv være Dem til nogen nytte, er det til tjeneste, og jeg er rede til at ofre det for at holde sorg eller vanære borte fra Dem".

Der var en sådan ærlighed og alvor i den uge mands væsen, at det gjorde sin virkning. Hans fremmede udtale kom ham også tilgode, den vidnede om, at han ikke var en indfødt pariser. Der er desuden i ægte entusiasme en veltalenhed, som ikke er til at tage fejl af. Den hjemløse kvinde betroede sig ubetinget til studentens varetægt.

Han støttede hendes vaklende fjed over Pont Neuf og forbi pladsen, hvor pøblen havde væltet Henrik den Fjerdes statue. Uvejret havde lagt sig, og tordenen rullede nu langt borte. Hele Paris var roligt, den store vulkan af menneskelig lidenskab slumrede foreløbig for at samle kræfter til næste dags udbrud. Studenten førte sin dame gennem de gamle gader i Pays Latin og forbi Sorbonnes skumle mure til det store, snavsede hus, han boede i. Den gamle portnerske, som lukkede op for dem, blev meget forbavset over det særsyn, at den tungsindige Wolfgang kom hjem i følge med en kvinde.

Da han trådte ind i sit værelse, blev studenten for første gang rød i hovedet over, at der var så tarveligt og uhyggeligt. Han havde kun ét værelse – en gammeldags salon – plumpt udskåret og fantastisk udstyret med rester af fordums herlighed, thi det var et af de hoteller i Luxembourgpalæets nabolag, som i sin tid havde tilhørt adelen. Det flød med bøger og papirer, og hvad der ellers hører sig til hos en student, og hans seng stod i en niche i den ene side.

Da Wolfgang havde fået tændt lys og havde bedre lejlighed til at tage den fremmede i øjesyn, blev han mere end nogensinde før beruset af hendes skønhed. Hendes ansigt var blegt, men blændende dejligt og fremhævedes yderligere af en fylde af ravnsort hår, der faldt ned om det i rige lokker. Hendes øjne var store og strålende med et særegent udtryk, der næsten nærmede sig til vildhed. Så vidt hendes sorte kjole tillod at skelne hendes skikkelse, var den fuldendt smuk. Hele hendes ydre var i høj grad betagende, skønt hun var yderst tarvelig klædt. Det eneste smykke, hun bar, var et bredt sort bånd, hun havde om halsen, og som sammenholdtes af et diamantspænde.

Nu begyndte studenten at blive forvirret ved tanken om, hvad han skulle stille op med det hjælpeløse væsen, han således havde fået at sørge for. Han tænkte på at overlade hende sit værelse og selv søge husly andet steds, men han var så betaget af hendes dejlighed, hans tanker og sanser syntes at være i den grad tryllebindende, at han ikke kunne rive sig løs fra hendes nærhed. Hendes måde at være på var også besynderlig og uforklarlig. Hun talte ikke mere om guillotinen. Hendes sorg havde lagt sig. Den deltagelse, studenten havde vist hende, havde først vundet hendes tillid og derefter, syntes det, hendes hjerte. Hun var åbenbart en entusiast ligesom han, og entusiaster kommer hurtigt til at forstå hinanden.

Betagen, som han var, tilstod Wolfgang hende sin lidenskabelige kærlighed. Han fortalte hende historien om den hemmelighedsfulde drøm, han havde haft, og at hans hjerte havde tilhørt hende, før end han nogensinde havde set hende. Hun blev stærkt grebet af hans fortælling og tilstod, at hun ligeledes på en uforklarlig måde havde følt sig draget til ham. Det var de vilde teoriers og de fantastiske handlingers tid. Gammel fordom og gammel overtro var ryddet af vejen. "Fornuftens gudinde" svang sit scepter over alt og alle. Man begyndte at henregne ægteskabets former og ceremonier til gammelt skrammel og at betragte dem som overflødige bånd for hæderlige mennesker. Fri overenskomster var i vælten. Wolfgang var alt for meget teoretiker til ikke at være smittet af tidens liberale lærdomme.

   "Hvorfor skulle vi skilles?", sagde han. "Vore hjerter er forenede, for fornuftens og ærens øjne er vi ét. Behøves der smudsige former for at sammenknytte ophøjede sjæle?"

Hun hørte med stor sindsbevægelse på ham, hun havde åbenbart gået i den samme skole.

   "Du har intet hjem og ingen pårørende", vedblev han. "lad mig være alt for dig, eller rettere sagt, lad os være alt for hinanden. Hvis det er nødvendigt at iagttage formerne, skal det ske – her er min hånd. Jeg er din for evigt".
   "For evigt?", sagde hun højtideligt.
   "Ja, for evigt", gentog Wolfgang.

Hun greb hans hånd. "Så er jeg din", hviskede hun og sank til hans bryst.

Næste morgen forlod studenten sin brud, mens hun endnu sov. Han gik tidligt ud for at søge en rummeligere lejlighed, der passede til hans forandrede forhold. Da han kom tilbage, lå hun med hovedet hængende ud over sengekanten og den ene arm over det. Han talte til hende, men fik intet svar. Han ville vække hende for at få hende ud af den ubekvemme stilling, hun lå i. Da han tog hendes hånd, var den kold – pulsen slog ikke – hendes ansigt var blegt og gustent. Kort sagt, hun var død.

Ude af sig selv af forfærdelse gjorde han anskrig i huset. Politiet blev hentet. Da politiofficeren trådte ind i værelset, fór han tilbage ved synet af liget. "Store Gud!", råbte han, "hvorledes er den kvinde kommen her?"

   "Ved De noget om hende?", spurgte Wolfgang ivrigt.
   "Om jeg gør?!", udbrød politiofficeren; "hun blev guillotineret i går!"

Han gik hen til hende og løsnede det sorte bånd, liget havde om halsen, og hovedet rullede hen ad gulvet.

Studenten blev greben af vanvid. "Djævelen! Djævelen har besat mig!", skreg han; "jeg er fortabt for evigt!"

De søgte at berolige ham, men det var forgæves. Han var fuldstændig betagen af den frygtelige tro, at en ond ånd havde kaldt liget til live for at få ham i sine garn. Han var og blev forrykt og døde i et galehus.

   "Og det er virkelig en kendsgerning?", sagde den spørgelystne herre.
   "En ganske utvivlsom kendsgerning", svarede den anden. "Jeg har historien fra bedste kilde. Jeg traf ham i et galehus i Paris".