See you later…

 

Foto: Alberto Camin, Brasilien

Nu har jeg hver eneste dag i tre måneder blogget på Mingler.dk. Det har været rigtig sjovt. Mit humør har fået et gevaldigt boost – og det var nok ikke sket hvis jeg var begyndt at skrive dagbog i traditionel forstand.

Den daglige rutine med at uploade et flot foto, og skrive en tekst til, har nærmest vaccineret mig mod depressioner – i hvert fald har jeg genfundet min lyst og energi til at komme videre.

De mennesker der skriver dagbog i hånden, har det godt med det. Men går man skridtet videre og bliver blogger – så bliver noterne tilmed læst og kommenteret af andre.

Der har været langt over 25.000 besøg på min blog i perioden. Jeg er flere gange kåret som Dagens Mingler, og sitets officielle nyhedsbrev har ind imellem fremhævet min blog som en af ugens fem bedste.

Det giver selvtillid, og jeg synes det er med god grund at jeg føler mig som noget særligt – netop fordi jeg deler det med andre.

Derfor vil jeg gerne opfordre andre til også at blogge. Man får en slags rød tråd i sin tilværelse, og min erfaring er, at man også bliver lidt klogere på sig selv.

Man får også et større netværk. At møde profiler som Morticia, Daniella, Mlm_68, Maggie, Suitable, Livingmee, Milla70, Straight, Tekko, Bap, Discipel, Joan og Mejsedal i virkeligheden er simpelthen kanon! – og jeg glæder mig til at møde endnu flere.

Imidlertid vil jeg gerne sætte min blog på stand-by. De seneste to dage har jeg gentaget mig selv lidt for tydeligt, og det må betyde at jeg skal læne mig lidt tilbage. Køre lidt ind til siden og samle op på hvad det nu er, der er så godt ved blogging.

Rotter i bad

Den sidder der ikke mere, duen fra i går. Til gengæld er der gang i vandpytterne, hvor de flyvende rotter får pudset de støvede fjer.

Det er fin underholdning, en overskyet 2. Pinsedag.

Den tilklattede bronzestatue ved indgangen til Enghaven hedder forresten ikke mor og barn. Det er bare noget den forestiller. Den hedder selvfølgelig noget helt andet:

Venus med æblet. Lavet af Kai Nielsen (1882-1924). Opstillet af Københavns kommune i 1929. Og værdsat af både duer og mennesker på Vesterbro.

Portræt af en rotte

Det er Jeremy der får øje på den. Alle de andre duer går og pikker på gruset omkring den tilklattede bronzestatue af en mor og barn, ved indgangen til Enghaven. Men ham her har lagt sig til tilrette på en stolpe.

De flyvende rotter, kalder man duerne i København. Vi tager et foto af den franskbrødstykke pipfugl. Og det bliver dagens billede.

Pinsedag på Vesterbro.

Kort brugt på marker

Marker af indkøb. Kom sammen.
En noget fjoget reklametekst, når man forsøger sig med en oversættelse. Men på engelsk lyder den fancy, og det store ‘forbrugerkompleks’ i Ørestad har da også længe brugt sloganet i deres brochurer og tv-spots:

Fields of Shopping. Come together.
Under en oprydning har jeg fundet et gavekort til stedet på 150,- kr. Det er fra Elizabeth og Peter, en foræring til min fødselsdagsfest for snart et halvt år siden. Festen var god, men gavekortet havde jeg faktisk helt glemt.

Hvad man kan få for 150,- kr. i Skandinaviens største shoppingcenter? Tja, Jeremy og jeg fandt i Toys’R’Us en gave til klassekammerat Viggo, som snart har fødselsdag. Og i Bilka fandt vi en boks med chilensk rødvin, et Anders And blad og en orange slush-ice. Så var kortet tømt.

Som gratis extra bonus fik vi også pillet og prøvesmagt et par grønlandsrejer, og snust og sunket noget tysk Schaumwein med hindbær- og ferskensmag.

Okay shopping. For a rainy day.  

Farvestoffer

Fotograf: Jan Roger Johannesen, Norge

Cykelryttere en masse står nu frem på stribe og indrømmer doping. Senest Erik Zabel og Rolf Aldag. Som så mange andre på Telekom-holdet sprøjtede de sig også med det præstationsfremmende stof EPO.

Bjarne Riis har indkaldt til pressemøde i dag, og her vil han forklare farven på sin cykeltrøje i Tour de France 1996. Alt tyder på han tog sprøjten midt i. Han havde højst sandsynligt EPO i udbrud, dengang i 1990erne da det gik opad på den høje klinge.

Er det de to sprøjter til venstre, der har givet navn til den prikkede bjergtrøje? Er alle cykeltrøjer i virkeligheden prikkede? Kan EPO medføre bivirkninger i form af eksempelvis markant hårtab? Ved cykelrytterne i dag, at de forbudte stoffer ligefrem kan være invaliderende?

Validiteten af den gule trøjes negative dopingtest i 1996 er for længst omstødt. Nu er alle klar over, at de fleste af Riis’ hjælperyttere stak sig inden Trikoloren gik til tops og løbet blev sat igang.

En heldig hånd

 

Foto, Steve Woods, Storbritannien

Rent økonomisk kan det sikkert bedre betale sig at samle tomme flasker. Men min søn og jeg synes det er meget sjovere at finde penge på gaden.

I går fandt vi en 50 øre i skolegården, da jeg hentede Jeremy i fritteren. Og her til morgen fandt jeg en euro, efter jeg havde kørt ham til skole i Christianiacyklen.

For det meste er det danske mønter, vi finder. Men Vesterbro er jo et ‘turistet’ sted, så fund fra udlandet forekommer også. Hvis det er en mønt fra et land, Jeremy ikke har hørt om før, kigger vi i vores atlas og får geografien på plads.

Vi tror der er held ved de mønter vi finder, så de kommer i en lille grøn porcelænssparegris, hvorfra de kan sende gode vibrationer ud i stuen til en dag vi køber slik for dem.

Euroen er faktisk en tre-i-en mønt. Der er både værdi, kort og lykønskning: Den står i kurs 745, hvilket ret præcist svarer til 15 stykker tyggegummi med colasmag. Den er præget med en silhuet af Euroland, så vi kan se hvor lille Danmark er i forhold til den øvrige del af kontinentet. Og på bagsiden står de heldige ord; Liberté, Égalité og Fraternité.

Telefonfis

Foto: Carlos Paes, Lissabon, Portugal

Er der nogen der idag ‘griber knoglen’, ringer til Zoologisk have, og beder om at tale med hr. Bjørn? Jeg tror det ikke. Tiden er ligesom løbet fra telefonfis til 50 øre i nærmeste telefonboks.

Telefonboksen er nemlig stort set afskaffet, og omstillingsdamen er vel også passé. Det er forresten også flere år siden jeg har ‘drejet’ et nummer, og lavet uorden i en spiralledning.

Vores telefoner er blevet trådløse, og vi kan for ingen penge ringe rundt i hele verden. Telefonfis er heller ikke det samme som i gamle dage. Nu taler vi om spamcalls.

I dag bliver jeg – endnu engang – ringet op af et ‘investeringsfirma’ i Portugal. En indsmigrende kvindestemme tiltaler mig som mister Wilson, og snakker varmt for et ‘business proposal’ for ‘their new clients’ og så videre… Bla, bla, bla…
Det er rart at vi er kommet af med de gamle telefonapparater, til fordel for små mobiler og bærbare computere. Men jeg havde hellere beholdt den gammeldags telefonfis fremfor det spam jeg nu får i ørerne.

Mon jeg ikke snart bliver ringet op af et ‘medicinalfirma’ i USA som vil sælge mig viagra?

Det var utænkeligt med den gamle telefon.

Alle får stær

Foto: Luis Rock, Argentina

Min kommende ekskone har været på Riget i formiddags for at blive undersøgt for grå stær. Det er nyt for mig, at hun ‘fejler’ noget, og jeg ved ikke hvad det er for noget.

Så jeg går ind til Bäcker Optik på Istedgade. Bente kan sikkert hurtigt svare på hvad grå stær er, og samtidig kan hun jo sige, hvordan det går med mine nye briller.

Brillerne er netop ankommet, så dem kan jeg få på med det samme, og køre dankortet igennem for 7.000 kr.

– Alle får grå stær. Det er et aldringstegn. Linsen i øjet bliver mat. Og når det bliver for slemt, kan man operere, og skifte linsen ud med en ny af plastik.

– Men hvor kommer stæren ind?
Det kan Bente ikke svare på. – Måske ser stæren ikke så godt?

Jo, den ser aldeles udmærket. Fugle har, helt generelt, falkeblik. Og det er da heller ikke fuglen som sådan, der har lagt navn til hverken grå, grøn eller sort stær.

Et gæt er, at øjensygdommens navn kommer af det tyske ord starr, der betyder stiv. Nok med henvisning til blinde personers lidt stive blik.

Stæren ser godt, og den ser også godt ud. Her er fuglen fotograferet af  fra Argentina.

Toiletterne

 

Foto: Jean Scheijen, Holland

 
Smiler du? – det gør jeg i hvert tilfælde!

Sådan begynder min mormor, Ruth Linda Filtenborg, født von Sicard, en lille fortælling på syv håndskrevne ark. Og derfor det noget usædvanlige blogfoto, som Jean Scheijen har fotograferet.

Min mormor og morfar er i 1969 med min onkel Harald på en lille bilferie, og de holder ind ved hotellet i Tarm for at få en kop kaffe. Og så er det fru Filtenborg benytter lejligheden til at forrette sin nødtørft:

På døren var i stedet for det sædvanlige D en yndig lille fin dame i messing. Det var jo ikke til at tage fejl af. Men – ja men! Jeg lukkede diskret døren op, og – en salon! På det mosaik belagte gulv lå et stort, smukt, blødt tæppe. Til begge sider lyserøde servanter. Der hang en masse store flotte frottéhåndklæder, duftende sæbe og – væggen er dekoreret af et spejl på cirka 2 x 1 meter. Toilettet var også i lyserødt, og omsider opdagede jeg en lille håndtag, ligesom ved en dør. Den ‘dippedut’ skulle man bare trykke ned, så bruste en vældig vandstrøm. Det var nærmest ikke til at komme ud fra den velfærdssalon…
Hendes tanker kredser om den glittrende pragt – og så tænker hun tilbage på sit livs mange andre toiletter. 

I Fole præstegård havde vi et toilet. Lergulv, døren kunne ikke haspes, så et nysgerrigt øje kunne finde ud af, hvem der var derinde. I stedet for den lille fikse dame var der et ‘hjerte’ i døren. Brættet med det store hul gik fra væg til væg; der var også et løst låg til hullet, hvis lyd jeg endnu kan høre, når man satte det på. Og bag det hele et lille åbentstående vindue, som sørgede for, at man ikke opholdt sig alt for længe. Papir? Jo såmænd en gammel avis…

Hun fortæller videre om engang min morfar og mormor var budt til stor fest på en gård i Fole. Bordet var dækket med fin borddug, blomster, lys, flot service, sølv etc. og bugnede af kager. Man drak og spiste, for det var nu sønderjysk skik…

Men toilet var der ikke, så mormor var nødt til at gå i stalden. Der kom jeg altså i mine fine sko og kjole. Angst for at nogen skulle komme ind, bange for køerne og bristefærdig af latter. Jo, det var altså en anden slags toilette.

Hun tænker længere tilbage, til et meget lille og bælgmørkt toilet i lejligheden i Berlin. Og endnu længere tilbage, til toilettet i skovens dybe stille ro, 30 skridt fra familiens ‘datscha’ i Diboni ved den finske grænse. Det var nu hyggeligt der, for fuglene sang over én og solskinnet prøvede at skinne igennem birkebrædderne…

Og hun glemmer aldrig flugten, og toilettet, fra Petersburg: 

Vi blev pakket i kreaturvogne; alt imellem hinanden, bagage, mennesker, gamle, unge, børn. Min mor havde heldigvis taget et ‘møbel’ med, som engang imellem blev hældt ud i en sprække i gulvet. Hvad de andre flygtninge gjorde, ved jeg ikke. Enhver tænkte kun på sig selv og var optaget af for- og fremtiden, og dog glad for, at vi slap for hungertiden. Toget raslede afsted…

Meget lyder så utrolig – og dog er det altsammen sandt. Med undren tænker jeg på den lille dame på hotellet i Tarm, og fatter det ikke!
…

Min mormor døde den 2. april 1993. Hun var født den 28. maj 1896 i Tiflis i Georgien ved Kaukasusbjergene, som kosak, af russisk adel. Hun var en karakterfuld personlighed, flygtede i flere omgange fra sult og bolsjevikker, blev i 1926 gift med min morfar i Berlin, kom til Danmark som præstekone og opfostrede ni børn. Ultra kort fortalt.

Min moster Ebba Mikkelsen er foredragsholder, og kan fortælle betydeligt mere, under overskriften Min mors vej fra russisk adel til sønderjysk præstekone.
Jeg husker min mormor som en alvorlig, lidt fornem dame med en umiskendelig russisk accent. Kvik i pæren til det sidste. Og altså med humor nok til at nedfælde lidt noter fra sit usædvanlige livsforløb med afsæt i toiletterne.

Og hvorfor egentlig ikke følge eksemplet og gøre status over livet, når man sætter sig på et pænt toilet? Tænke over, hvad man har lavet – ud over det man nu engang laver på sådan et sted…

Med på en kigger

Foto: John Nyberg, Danmark

Vi er i oldtiden og skriver år 490 før Kristus. Miltiades folk har vundet en stor sejr over perserne, og en løber sendes afsted fra slagmarken Marathon på Attikas østkyst til Athen for at fortælle om den græske krigslykke.

Denne soldat bliver verdens første marathonløber, og han gennemfører den store kraftanstrengelse i nyhedens interesse.

I dag skriver vi år 2007 efter Kristus, og over fem tusind mennesker har løbet samme distance på Københavns asfalt. Toogfyrre komma to kilometer rundt i byen.

Jeg har bare kigget på. Slappet af. Klappet lidt. Og nydt det gode vejr.

Dagens marathonløbere er, by the way, løbet i ring. Meget apropos er der en ring på fotoet, som John Nyberg har taget. Det er en halo – et fænomen der kan dannes omking solen, forårsaget af lysets brydning i iskrystaller i atmosfæren. Spændende, ikk’?

Toast

Foto: Kristian Birchall, Storbritannien

Min brors eks Mette laver toast til ungerne. Skiver af hvedebrød med skinke og en skive rød peber imellem kommer i en sandwich maker fra Philips.

Sådan et stykke køkkenudstyr vil jeg også have, når jeg bliver Marthas eks. Nem og hurtig mad, det er lige mig.

Og ungerne spiser dem med stor fornøjelse mens de spiller PlayStation og hygger sig.

Lykkesten

Min mor har en mærkelig mani. Hun finder sten med hul i – og binder dem på snor. Hun ved ikke rigtig hvorfor. Men det går tilbage til dengang hun boede i Viuf. På en grusvej i nærheden lå der af en eller grund mange lykkesten, eller ‘køer’ som de hed dengang hun var barn og legede i Fole præstegård.

‘Køerne’ bliver tøjret med en tilfældig snor, som så hænges på en krog på husmuren. Nogle gange knækker snoren, på grund af vægten fra de mange hullede sten. Så binder mor dem op igen med nye tilfældige snore; en stump flagline, et stykke sejlgarn eller hvad der nu er indenfor rækkevidde.

Når det blæser, kan man høre hvordan de rasler mod muren. Og så kan man føle sig heldig.

Det snakkede vi om i går, hvor der ikke var ‘hul igennem’, men det er der nu, hvor Jeremy leger med sine fætre og kusine i Gesten. Det trådløse netværk hedder Amitech og deles med naboen her på Hovedgaden 48.

Får klippet i Oens

Jeremy står længe og ser på Timm og Mads der klipper får. Fire får og en gute vædder skal af med ulden, og de må holde godt fast på dyrene.

Det er lidt synd, synes Jeremy. Jeg tror han tænker tilbage til engang han selv er til frisør, og hader det. Jeg må holde min grædende søn godt fast i stolen, mens frisøren arbejder med maskinklipperen.

Ulden på gotlandsfåret er tykt og tæt og svært at klippe, ligesom Jeremys eget hår. Og farven er nogenlunde den samme.

Regnfuld onsdag i Lunderskov

Uden internet. En kulsort Willemoes Stout er det nærmeste jeg kommer Mingler netværket denne aften, hvor Espanyol og Sevilla går i overtid. Håber jeg kan uploade fra Oens ved Horsens imorgen (idag).

Afsted

Foto: Marcello99, Polen

Vi tyvstarter himmelfartsferien en dag tidligere end de fleste, for i morgen tidlig har Jeremy og jeg fået to siddepladser i onkel Bents bil, som skal til Jylland.

Vi stiger af i Lunderskov, hvor farmor bor i sit hus på Kirkevejen. Måske har hun bagt en kage.

Vi skal også til Horsens, hvor min kusine Trine & Timm bor med deres piger. De hedder Freya og Frederikke, og vil sikkert vise Jeremy rundt på matriklen, så han kan hilse på hunden, kattene, hestene, fårene og papegøjerne.

Og i Gesten skal der hoppes i trampolin med Alexander, Andreas og Cecilie.

Med lidt held finder den bærbare hver dag et åbent netværk, så dagbloggen kan fortsætte som den plejer.

Lille ferie forude

Foto: Pascal Montsma, Holland

Kristi flyvedag har det med at ophøje den følgende fredag til også at være fridag. Og så har vi en rigtig lang weekend. En hel lille ferie.

Min ven og kollega Jan holder den, en tradition tro, i Østjylland, og deltager i det årlige Citroën træf på Vestbirk Camping.

Men det er færre og færre der hvert år samles om en fælles passion for små franske biler. 2CV er yt – 4WD er in.

Mange glæder sig over synet af store, sorte benzinslugere. Jeg kan nu bedre li’ at se en lille farverig sag som denne her.

Fugleliv

 

Foto: Maart Rhijn, Holland

Fuglene på Vesterbro er mestendels duer. Vi har mange af dem. Især omkring Hovedbanegården.

Vi ser dem som en hyggelig del af gadebilledet. Men de lever faktisk et hundeliv. Et trænet øje ser straks, at de har en usund og beskidt tilværelse.

Der er himmel til forskel på om man er due i velpasset dueslag udenfor byen, eller due midt i gadens støv og støj.

Duen her har næppe nogensinde spist pølsebrødskrummer. Den er brevdue og lever et godt liv med fineste gourmetkornblanding og masser af motion.

Ikke at jeg ved så pokkers meget om brevduer. Jeg har sågar svært ved at svare på Jeremys spørgsmål: Om det er en handue eller en hindue?

Nedsat akkomodationsevne

Foto: Jari Lehtikangas, Finland

– Det er helt normalt, siger den søde ejer af Bäcker Optik på Istedgade.

Øjne er som løg. I de unge år er øjnene rigtig gode til at variere linsen efter behov, men med tiden bliver de mindre fleksible. Og så er det man på den anden side af de fyrre begynder man at tage brillerne af når man skal læse noget småt.

Vi bruger bruger god tid på min synsprøve. Nogle gange siger jeg et, andre gange to, når hun spørger hvad der er bedst og justerer ind på det store spektakel foran mine øjne.

Sagen er, at jeg har brug for nye briller, og det skal være med glidende overgang. – Det er helt normalt for os nærsynede, som er blevet voksne.

Og hvordan skal de så se ud? Moden er helt klart løbet fra dem jeg har nu. Omvendt er moderne briller ikke designet til min meget høje, lidt brede næseryg. Der er faktisk ingen af dem på stativerne i brillebutikken, der passer mig.

Aftalen er, at jeg kigger ind igen på onsdag. Så har hun bladret nogle kataloger igennem og fået nye varer hjem.

Måske skal det være sådan et par som på billedet. Fagfolk kalder dem for nylonbrilller, efter den snor der holder glassene på plads.

Måske kan jeg få dem i sølv? Sølv står godt til mit ansigt, og vil også matche de grå hår som vel snart indfinder sig. Det er jo ikke uden grund, at det kniber med akkomodationsevnen. Jeg er ved at blive gammel…

Jeg tager en flaske med

De andre på Clips.dk har travlt med ting der skal være færdige. Så jeg må ene mand repræsentere vores firma ved receptionen hos KLS Grafisk i dag. Trykkeriet man bliver grebet af fejrer 60 års jubilæum, og sender samtidig direktør Otto Larsen på pension.

Jeg tager en flaske med. En vi selv har fået til vores egen reception for snart et par år siden. Det er egentlig meget praktisk at flasker sådan kan cirkulere fra reception til reception, synes jeg.

Der er fin buffet, gode drikkevarer, og en masse mennesker jeg ikke kender. Så har jeg det godt.

Sådan bliver det også i morgen. Det er komsammen i Maggies hule. Otte minglere mødes klokken sytten, og jeg har lovet at tage lidt polske pølser, stærk sennep og syltede agurker med.

Og så ta’r jeg også Pan Tadeusz med. Han har alt for længe stået og samlet støv oven på køkkenskabet. Prima polsk vodka, der aldrig har været i cirkulation.

Ud af det blå

Foto: Paolo Ferla, Storbritannien

Vand er blåt. Også når det regner.
Regnen på min rude ser ud som farveløse rækker af punktummer, set fra sidelinien.
Men de har en dyb blå stemning i sig, og over sig.
Indtil lavtrykket finder østpå, hvor solen stiger op igen.
Ud af det blå.

Løvetand

Foto: Maare Liiv, Estland

Der er ingen grund til at blæse igennem for sine lungers fulde kraft. Alle små faldskærme der sidder tilbage tæller jo for en kæreste. Så jeg puster lisså forsigtigt.

Men det blæser kraftigt i dag. Og desuden skal jeg nyse. Atisch!

Dér fløj de afsted, alle kæresterne. Der er ingen frøke(r)ner tilbage. De er pust borte. Som blæst for alle vinde.

Fandens (mælkebøtte) osse!

Marie, marie, marolle

Foto: Miki Kucevic, Holland

Jeg sidder i sandkassen på legepladsen, og har fundet en mariehøne, som nu kravler rundt på min hånd. Jeg hvisker, mens den går op ad min pegefinger.

…flyv op til Vorherre, og be’ om godt vejr imorgen.

Så standser den på min fingerspids. Står stille. Nu er det nu. Den løfter sin krop en ubetydelighed.

Og væk er den.

Nyt partis pressemøde

– Det’ sgu underholdende, det her!
– Ja, endelig sker der noget!

Fællessalen på Christiansborg er fyldt med journalister, og snakken er livlig. På det her tidspunkt ved vi kun, at Naser Khader, Gitte Seeberg og Anders Samuelsen er gået sammen om et nyt parti. Tre bannere fortæller at det hedder Ny Alliance, og der bydes ind på, hvad vi skal kalde et medlem af det parti. – En Ny Alliancist?

Der går rygter om at Conni Hedegaard har været med indover op til dagens lancering, men ingen har noget konkret på det.

– Det ligner noget taktisk, for at mindske Dansk Folkepartis indflydelse.
– Hvad mon erhvervslivet siger til det her? Nogle mener at vide, at Don Ø vil støtte det ny parti økonomisk.

Så går pressemødet igang. De tre politikere forklarer sig, mens en frisk pressemeddelse går rundt. Tag en, og send resten videre.

– Frustrationer, tænker jeg. Og det vil de bygge et nyt parti på…

Journalisterne spørger kraftigt ind til, hvem de vil pege på som statsministerkandidat, og hvad der er partiets politik.

Naser Khader vil ikke sige, om de hører til på blå eller rød stue, og Gitte Seeberg understreger, at de ikke har noget færdigskrevet program endnu.

Kendt kontra ukendt

Foto: Jenny W., USA

Diana Axelsen er en fremragende skuespiller – men for ukendt. Det kan jeg læse i min avis i dag. Historien er, at Diana Axelsen er prøvefilmet til TV3’s kommende dramaserie, 2900 Happiness. Og det har været meningen at hun skulle have hovedrollen i den endelige tv-produktion.

Men kommercielle interesser betyder, at rollen istedet går til en mere kendt skuespillerinde. Det står Diana Axelsen frem og fortæller om. Og dét betyder at hun fremover er blacklistet i dén branche.

Hvorfor egentlig? Jeg vil da gerne se mere til hende i dansk teater og film. Og vi kommer ikke udenom at hun peger på et reelt problem: at mange knalddygtige kunstnere aldrig slår igennem, kun fordi de ikke er kendte. Synd for dem, og synd for publikum…

Richard Gere har her sat alle fire poter i våd cement. Nogen stor skuespiller er han måske ikke – men hold op hvor er hr. Gere kendt. Navnet alene sælger billetter allerede inden filmen er skudt.

Lupnyt

Det er langt fra alt det der står med småt, som er juristeri. Jeg er begyndt med lup at kigge nærmere på nogle af de mange oplysninger med lille tekst som ellers aldrig bliver læst.

Forleden lærte min kaffe bedre at kende. Kaffen er en mocca fra Etiopien, men det er nyt for mig at det er Mocca, havnebyen ved Det røde Hav, som har lagt navn til en af verdens bedste arabica-kaffer. Jeg har heller ikke før vidst, at B·K·I’s ægte Mocca kommer fra et udsøgt kaffedistrikt kaldet Limu. – For hvem læser egentlig hvad der står på emballagen?

Lissådan med min te: Hidtil har jeg ikke læst længere end til Earl Grey Tea, 200 gram. Med en lup ved hånden kan jeg også læse, at det er sort te fra Ceylon, Java og Vietnam, med bergamotsmag. (Ceylon har altså for mange år siden skiftet navn til Sri Lanka). Jeg måtte lige slå bergamot op. Det er betegnelse for en særlig norditaliensk pære.

Bag på min togbillet i går står der at baggrunden er et klip af H.C. Andersen. Sørme så. Den blå baggrund på DSB’s billetter er ikke bare noget tilfældig struktur. Det er den gamle digters eventyrlige papirklip af en sol. (Tror jeg nok).

Og hvad står der, hvidt på sort, med lille punktstørrelse på boksen på mit køkkenbord? At Shiraz efterhånden regnes for Australiens ‘nationaldrue’, fordi den giver så gode resultater netop her. Og at den indgår i en cépage med Merlot-druen i denne sag på 3 liter. – Hmm… Lyder interessant. Må hellere tage et glas…

Store Sverigesdag

Foto: Benny Bula, Sverige

Der skal nok være nogle der mener dagen i dag er en kristen bodsdag, helliget faste og bøn. Men Jeremy og jeg tager hellere til Sverige, hvor det er helt almindelig fredag.

Der er mange københavnere med toget over broen. Det er som om flere og flere dropper hvederne og turen til Kastellet, til fordel for et smut over Øresund til Malmø, hvor der er masser af liv og flotte seværdigheder.

Vi trisser rundt i parken. Ser frøer kvække og mingle lidenskabeligt med hinanden. Og drikker sodavand mens vi ser på byens vartegn, Turning Torso .

Der er noget dejligt ved den bygning. Tænk at give den gamle idé om et højhus sådan en kreativ drejning. De har noget i Malmø, jeg synes vi mangler i København: En monumental opfordring til at tænke nyt og turde være anderledes.

Frit tøjvalg

Foto: Nikita Golovanov, Rusland

Modeforretningerne og genbrugsbutikkerne i Danmark har kluns i alle farver. Der er noget for enhver tøjsmag. Vi kan vælge og vrage i det her land.

Enhver kan tage tøj på som udtrykker frisind, eller være lidt mere tilknappet. Være smart, eller vælge et mere hjemmestrikket look. Gå i t-shirts med budskaber om dit og dat. Vise hvem man er, og hvordan man har det.

Derfor undrer det mig at der er kvinder i Danmark som må gå rundt i et upersonligt sort telt. Og være formummede i noget religiøst eller kulturelt betinget.

Jeg kunne forstå det, hvis de boede i Muscat i Oman, hvor Nikita Golovanov 
har fotograferet denne damekonfektionsforretning. Dér er der lissom ikke andre valg…

Kaffeklar

Foto: Dan Mulligan, USA

En god dag starter bedst med en kop mocca. Malet af bønner, plukket i Etiopien. Sort, uden noget. Så tænker jeg klart.

Koffein. Nudansk ordbog fortæller at ordet kommer af fransk caféine, og at o muligvis har overtaget a’s plads efter påvirkning fra engelsk coffee.

Fakta er at koffein er et stimulerende stof i kaffe og te.

En god dag slutter bedst med et krus te. Earl grey. Storbladet sort te fra Sri Lanka, Java og Vietnam, med bergamotsmag. Nul sukker, ingen mælk. Stille og rolig.

Jeg er nærmest afhængig af stoffet, fra morgen til aften. Der er koffein i mine ‘uppers’, og i mine ‘downers’.

Gad vide hvorfor der egentlig er koffein i både kaffe og te – men tein kun i te?

Det smiler jeg lidt over, til fotoet der er taget af Dan Mulligan

Dagens mand

Foto: Deo Koe, Sydafrika

I dag er det Arbejdernes Internationale Kampdag.

Så jeg har browset rundt mellem internettets mange fotos af slipsedrenge og karrierekvinder for at finde en rigtig arbejder. Og her er han. Ukendt og sydafrikaner. Fotograferet af Deo Koe

Min søn og jeg har været i Fællesparken, spist brændt mad og drukket en fanta og en elefantøl.

Ved indgangen har vi fået gratisaviser af avisuddelere med Helle Thorning masker. Forkvinden for Socialdemokraterne har i dagens anledning været redaktør på Nyhedsavisen, og har prioriteret artikler om Dansk Folkeparti, og sex i stenalderen.