Foto: Carlos Paes, Lissabon, Portugal |
Er der nogen der idag ‘griber knoglen’, ringer til Zoologisk have, og beder om at tale med hr. Bjørn? Jeg tror det ikke. Tiden er ligesom løbet fra telefonfis til 50 øre i nærmeste telefonboks.
Telefonboksen er nemlig stort set afskaffet, og omstillingsdamen er vel også passé. Det er forresten også flere år siden jeg har ‘drejet’ et nummer, og lavet uorden i en spiralledning.
Vores telefoner er blevet trådløse, og vi kan for ingen penge ringe rundt i hele verden. Telefonfis er heller ikke det samme som i gamle dage. Nu taler vi om spamcalls.
I dag bliver jeg – endnu engang – ringet op af et ‘investeringsfirma’ i Portugal. En indsmigrende kvindestemme tiltaler mig som mister Wilson, og snakker varmt for et ‘business proposal’ for ‘their new clients’ og så videre… Bla, bla, bla…
Det er rart at vi er kommet af med de gamle telefonapparater, til fordel for små mobiler og bærbare computere. Men jeg havde hellere beholdt den gammeldags telefonfis fremfor det spam jeg nu får i ørerne.
Mon jeg ikke snart bliver ringet op af et ‘medicinalfirma’ i USA som vil sælge mig viagra?
Det var utænkeligt med den gamle telefon.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar