Toiletterne

 

Foto: Jean Scheijen, Holland

 
Smiler du? – det gør jeg i hvert tilfælde!

Sådan begynder min mormor, Ruth Linda Filtenborg, født von Sicard, en lille fortælling på syv håndskrevne ark. Og derfor det noget usædvanlige blogfoto, som Jean Scheijen har fotograferet.

Min mormor og morfar er i 1969 med min onkel Harald på en lille bilferie, og de holder ind ved hotellet i Tarm for at få en kop kaffe. Og så er det fru Filtenborg benytter lejligheden til at forrette sin nødtørft:

På døren var i stedet for det sædvanlige D en yndig lille fin dame i messing. Det var jo ikke til at tage fejl af. Men – ja men! Jeg lukkede diskret døren op, og – en salon! På det mosaik belagte gulv lå et stort, smukt, blødt tæppe. Til begge sider lyserøde servanter. Der hang en masse store flotte frottéhåndklæder, duftende sæbe og – væggen er dekoreret af et spejl på cirka 2 x 1 meter. Toilettet var også i lyserødt, og omsider opdagede jeg en lille håndtag, ligesom ved en dør. Den ‘dippedut’ skulle man bare trykke ned, så bruste en vældig vandstrøm. Det var nærmest ikke til at komme ud fra den velfærdssalon…
Hendes tanker kredser om den glittrende pragt – og så tænker hun tilbage på sit livs mange andre toiletter. 

I Fole præstegård havde vi et toilet. Lergulv, døren kunne ikke haspes, så et nysgerrigt øje kunne finde ud af, hvem der var derinde. I stedet for den lille fikse dame var der et ‘hjerte’ i døren. Brættet med det store hul gik fra væg til væg; der var også et løst låg til hullet, hvis lyd jeg endnu kan høre, når man satte det på. Og bag det hele et lille åbentstående vindue, som sørgede for, at man ikke opholdt sig alt for længe. Papir? Jo såmænd en gammel avis…

Hun fortæller videre om engang min morfar og mormor var budt til stor fest på en gård i Fole. Bordet var dækket med fin borddug, blomster, lys, flot service, sølv etc. og bugnede af kager. Man drak og spiste, for det var nu sønderjysk skik…

Men toilet var der ikke, så mormor var nødt til at gå i stalden. Der kom jeg altså i mine fine sko og kjole. Angst for at nogen skulle komme ind, bange for køerne og bristefærdig af latter. Jo, det var altså en anden slags toilette.

Hun tænker længere tilbage, til et meget lille og bælgmørkt toilet i lejligheden i Berlin. Og endnu længere tilbage, til toilettet i skovens dybe stille ro, 30 skridt fra familiens ‘datscha’ i Diboni ved den finske grænse. Det var nu hyggeligt der, for fuglene sang over én og solskinnet prøvede at skinne igennem birkebrædderne…

Og hun glemmer aldrig flugten, og toilettet, fra Petersburg: 

Vi blev pakket i kreaturvogne; alt imellem hinanden, bagage, mennesker, gamle, unge, børn. Min mor havde heldigvis taget et ‘møbel’ med, som engang imellem blev hældt ud i en sprække i gulvet. Hvad de andre flygtninge gjorde, ved jeg ikke. Enhver tænkte kun på sig selv og var optaget af for- og fremtiden, og dog glad for, at vi slap for hungertiden. Toget raslede afsted…

Meget lyder så utrolig – og dog er det altsammen sandt. Med undren tænker jeg på den lille dame på hotellet i Tarm, og fatter det ikke!
…

Min mormor døde den 2. april 1993. Hun var født den 28. maj 1896 i Tiflis i Georgien ved Kaukasusbjergene, som kosak, af russisk adel. Hun var en karakterfuld personlighed, flygtede i flere omgange fra sult og bolsjevikker, blev i 1926 gift med min morfar i Berlin, kom til Danmark som præstekone og opfostrede ni børn. Ultra kort fortalt.

Min moster Ebba Mikkelsen er foredragsholder, og kan fortælle betydeligt mere, under overskriften Min mors vej fra russisk adel til sønderjysk præstekone.
Jeg husker min mormor som en alvorlig, lidt fornem dame med en umiskendelig russisk accent. Kvik i pæren til det sidste. Og altså med humor nok til at nedfælde lidt noter fra sit usædvanlige livsforløb med afsæt i toiletterne.

Og hvorfor egentlig ikke følge eksemplet og gøre status over livet, når man sætter sig på et pænt toilet? Tænke over, hvad man har lavet – ud over det man nu engang laver på sådan et sted…