Småskader

Foto: Jeremy Wilson

Vi har en hæk. Og den indeholder for tiden noget bemærkelsesværdigt: Sørme om ikke et par store husskader har valgt at bygge rede i øjenhøjde, selv om de fleste fugle af den slags tydeligvis yngler i høje træer.

For tre ugers tid siden tog jeg et mobilfoto af reden og lagde det ind i Have- og naturliv, for at høre om andre kendte til skadereder i havehække. Jeg havde i hvert fald aldrig set noget lignende.

Men jo, det er sket før. Og nu har jeg endda fundet ud af, at andre her i hegnet har fjernet den slags reder inden der blev lagt æg. Husskaden (Pica pica) har nemlig et dårlig renommé som en banditfugl, der mobber de mindre sangfugle og endda æder deres æg.

Jeg synes nu, det er en smuk og spændende fugl, så reden har fået lov at blive siddende i hækken, til observation og underholdning i det lille hjem. Og jeg tror ikke der ville være flere småfugle, hvis husskaderne ikke var her.

Engang i mellem har man kunnet skimme en halespids, men reden er dyb, så for det meste har den faktisk set ubeboet ud. Og det har ikke været nemt at fotografere fuglehjemmets interiør. Men så var det kæresten fik en idé: Hun satte sin iPhone på videooptagelse og vippede den lidt frem og tilbage inde i hækkens klump af smågrene.

Optagelsen var rystet og uskarp, men der var ingen tvivl: Der var æg, og noget som godt kunne ligne fugleunger. Og så satte vi en ordentlig fotograf på opgaven: Min meget filminteresserede søn har et udmærket Pentax minikamera, og hurtigt lykkedes det ham at komme på skudhold.

Det er så dagens blogfoto. Som også er lagt på sønnikes Facebook side .

Jeg synes det er vildt spændende. Tænk, at der ligger sådan nogle små kræ og hviler hovederne i vores havehæk…

Tillykke

Foto: Benjamin Rasmussen, Danmark

Rundstykker, romsnegle og horn med pålægschokolade. Vi har tændt stearinlys, og Naja pakker fødselsdagsgaver op. Der er også kommet brev med dannebrogsflag på fra Bedste, som skriver så godt: Jeg tænker tit på dig, for jeg synes, du er sådan en sød pige! Og så er der vedlagt et eksemplar af den gamle Lillebæltsbro, af den slags med Hindsgavldolken bagpå.

Jo, tøsen fylder 13, og det er ikke længere legetøj der står på ønskesedlen. Næe, nu er det smykker, parfume og skønhedspleje, der tænkes på. Og bløde pakker er bestemt også steget i kurs. Især mærkevarer.

Naja pjækker fra de første timer, men selvfølgelig skal hun i skole på sin fødselsdag. Hun har nemlig bagt ægte cookies igår aftes, med masser af nødder og chokolade. De skal deles ud til alle kammeraterne i klassen.

Det er rigtig hyggeligt, og tid til at like’ morgenens tillykker på Facebook. Jakob har sågar været på YouTube og fundet Hip Hurra med Tommy Seebach.

Det inspirerer fødselsdagsbar…-kvinden! til at hitte nogle af sine favoritvideoer på mobilen, som hun lige vil dele med mor og papfar:

Naja er en hund efter reklamer, og den her med Liva Weel og Oma kan hun udenad, forfra og bagfra:




Hun kan også samtlige vers i Himmelhunden, men har for en sikkerheds skyld skrevet hele teksten med rød tusch på sine hænder. Justin Bieber hører hun ikke. Det er alligevel for plat. Men go’e gamle Teddy, han er mere end okay:




Himmelhunden styrer for vildt, og Naja er i det hele taget glad for dyr. Vi skal lige se en sød en med en panda:




Og nu vi er igang, så se også lige denne her med “I love you”




Tillykke til min søde og småtossede papdatter.

Khat

Foto: Phil Marion, Flickr.com

I en bagsideartikel i mandags fortalte korrekturlæser Per Lykke om sit arbejde, og ganske kreativt havde Politiken trykt artiklen med små røde korrekturtegn, for at visualisere, hvad en korrekturlæser laver. Avisen havde givet de retskrivningsinteresserede læsere mulighed for at kigge med over skulderen, så at sige.

Næste dag var der så opfølgning på artiklen. For flere læserne havde spottet en fejl, som ikke var markeret med rødt. En spændende fejl, som er værd at tygge på, forstås.

Korrekturlæseren havde nævnt en problematisk overskrift fra pol.dk. Egentlig var det ikke hans bord, for der bliver ikke læst korrektur på avisens netportal. Den luksus er forbeholdt papirudgaven. Men man forstår mandens hævede øjenbryn, når man ser sætningen:

70 kg kat fundet i Øresundstog

Man ser straks en mega Garfield for sig, men ifølge Dansk Sprognævn er der ingen stavefejl i sætningen. Ordet KAT har to betydninger. Den anden, den euforiserede plante skal også staves k-a-t, hvis det skal være korrekt stavet ifølge Retskrivningsordbogen. Men i artiklen havde Per Lykke ladet kaht passere. Tsk-tsk…

Jeg mener ligesom Per Lykke bestemt at høre et h – det skal bare placeres rigtigt. Khat. Selvom Dansk Sprognævn ikke har autoriseret stavemåden, så er det altså sådan det staves af de fleste skribenter. Med h som i hash. Jeg kan ikke se, hvorfor vi i Danmark skal stave det på samme måde som kæledyret. Planten ligner overhovedet ikke kattegræs, og i andre lande staver man da også den ulovlige og sundhedsskadelige tyggeplante k-h-a-t.

Okay, det var måske overdrevet at lave en hel blog om en lille (halv) stavefejl i en flere dage gammel udgave af Politiken – men fotoet var sgu for godt til at lade være.

Den glade ko på marken

Det har ikke rigtigt fanget de lokale mediers interesse, men faktisk var der i denne weekend en stor og anderledes Københavnerbegivenhed.

Vi må have været mindst tusind, der troppede op på Hovedbanegårdens spor 5 tidligt søndag morgen for at komme med Arla Harmonie-Ekspressen non-stop til Brørup for at få en kodyl naturoplevelse.

Det er nemlig noget helt særligt, når køerne efter en lang vinter i stalden endelig igen kommer på marken og kan skifte ensilagen ud med frisk græs. Dyrene brøler og er helt kulrede over den genvundne frihed i frisk luft.

Selv ville jeg kvie mig noget ved at spise grønt græs, men køerne hopper og danser og kan ikke få nok. Det er – for sådan nogen som os fra stenbroen – virkelig en naturoplevelse, som bestemt er den lange tur værd.

TV-Syd har lavet et forrygende indslag om begivenheden, som det vist er planen skal gentages næste år. Jeg vil tro, det bliver efter samme koncept:

Man køber en billet i Føtex for hundrede kroner, og den giver så adgang til særtoget, hvor der serveres rundstykker, smør, ost, mælk, kaffe, te, drikkeyoghurt med ananas og hyldeblomst og rigtig yoghurt til ske med banan og pære. Imens er der underholdning, denne gang var det med Jeppe & Marie fra Lille Nørd. Der var også en skattejagt undervejs, hvor ungerne skulle svare på quizspørgsmål, og de fik god hjælp af et par økologiske landmænd m/k. Svaret på konkurrencen ses i overskriften til denne blog – og Naja vandt således en grøn Arla drikkedunk.

I Brørup holdt borgmesteren en lille velkomsttale, inden vi kjøwenhavner-snuder i en masse busser blev kørt ud til Rishøjgaard, hvor der var masser at opleve sammen med bl.a. spejderne, som havde slået lejr og lavede snobrød. Man kunne også hvile balderne på ladvogne med halmballer, mens traktorer trak dem rundt i landskabet. Og der var smagsprøver. Og der var frokost, med spændende salater og en stor økologisk oksekødsbørge med ketchup og sennep på hvid plasttallerken, som vi nød ved de 600 kg store bigballer der gjorde det ud for frokostborde. Og så var der naturligvis en masse dyr, der gerne ville aes og klappes og kløs bag ørerne. Især kalvene var en hit, og der var nok af dem til de mange børn.

Men det største scoop var naturligvis da køerne kom ud af “garagen” og for første gang siden vinteren satte klove og tænder i frisk grøn græsmark. Indslaget i TV Syd har fanget begejstringen hos en 8-årig knægt fra Brønshøj lige på kornet.

På vej retur i busserne begyndte det at regne, så ventetiden inden særtoget kom ind på perronen var en lidt klam fornøjelse. Men heldigvis blev der igen disket op med kaffe og lidt at spise – og alle passagerer fik hver en topdollar goodiebag med økologiske varer: rosiner, speltkerner, chokolade, olivenolie, havregryn, branflakes, fuldkornsspaghetti, kiks med sesam og hørfrø – alt med det røde Ø-mærke. Plus flaskevand og malebøger og tusser til de trætte børn. Billetprisen på en hund er med garanti kommet flerfoldigt hjem igen.

Fotoet er taget med min mobil. Der har sikkert været langt bedre billeder i den direkte tv-transmission klokken 12 nul dut til Økofesten i Torvehallerne på Israels Plads – men for mig og Naja var det en dejlig Økodag i Jylland. Vi stod sgu lige ved siden af, da køerne hoppede og sprang af glæde. Det kan man kun blive glad i låget af.

Hesten har vinger

Foto: David M. Goehring, USA

Det var overskriften på poesikonferencen i Dansk Forfatterforenings fine lokaler igår torsdag den 19. april 2012. Lyrik-gruppen havde inviteret alle foreningens medlemmer, og vi har over fyrre, der havde takket ja.

Lyrikere er altid overrumplende at være sammen med, for de har det med at vende ting på hovedet, op til flere gange, på ingen tid. De er virkelig kreative ordmennesker. Så alle var spændte under den indledende morgenkaffe. Jeg sad ved siden af Fanny Knight (forfatter til Gal Mands Værk) som beskrev spændingen helt præcist: – Jeg glæder mig til at blive vejet, og fundet let nok.
Første punkt på programmet var Refleksion, og en høj, bredskuldret mand i mørkt tøj, René Rasmussen lagde ud med et noget akademisk men bestemt ikke uinteressant indlæg over emnet: Jeg – udsagn og udsigelse i moderne lyrik.
Et køligt og skarpt foredrag om at der er forskel på et digt. Der er forskel på, om du hører det læst op, eller ser det trykt som det står.
Det var ligesom at få staldtips fra hestens egen mund…

Jeg’et i et digt behøver ikke være digteren selv. Digtet Lissabon (af Søren Ulrik Thomsen, født 1956), som blev læst op, handler ikke om digteren selv, men om et jordskælv, og i et digt af Simon Grotrian (født 1961) er jeg’et en kop.

En finurlig og meget eksperimenterende digter, René Jean Jensen gav os et kik ind i sit skriveværksted, hvor der er plads til både form og formløshed. Han digter på alle måder, og især hans opvågningsdigte fik applaus. Ideen er, at poesien måske er allerbedst når digteren ikke er ved fuld bevidsthed: Derfor havde han en diktafon liggende på sit natbord – og med det samme han slog øjnene op om morgenen, sagde han noget til den, inden han blev rigtig vågen.

René havde på samme måde forsøgt sig med at indtale ting til diktafonen lige inden han faldt i søvn ved nattetide, men disse indsovningsdigte blev længere og ikke nær så gode.

René havde også excelleret i googledigte og figurdigte, og havde sågar prøvet at overtale en hypnotisør til at lade sig tro han var H.C. Andersen. Det kunne jo være en smart smutvej til gode digte der rimer.

Ordstyrer Karsten Bjarnholt gav god tid til diskussion og kommentarer, og en tilhører citerede meget apropos et digt af Storm P:

Jeg ville ønske, jeg var to små hundehvalpe -
Så kunne jeg lege med hinanden!

I god ro og uorden fik vi så en kaffepause, inden et par inspirerende oplæsninger. Adda Djørup læste op fra sin digtsamling “37 postkort”, som er illustreret med smukke motiver af broer rundt om i Europa, der har det tilfælles at de hedder “Devils Bridge”.

Glenn Christian læste op af sin seneste udgivelse, med afsæt i hans lønarbejde på fabrik. Den unge digter gør det godt i kritisk poesi, men lidt mere bid blev alligevel efterlyst blandt publikum. – Der kommer en nummer to!, forsikrede Glenn.

Frokosten var virkelig lækker, og en fin optakt til næste punkt: Poetik. Peter Stein Larsen rundtdelte eksempler med Poetikker efter Inger Christensen, clipset sammen til lejligheden.

En poetik er vel en slags anvisning til forståelse af digteren, og hans/hendes kunst. Peter havde sjovt nok også fundet en poetik frem som kollegaen Lars Bukdahl engang havde begået. Den slutter sådan her: Når et digt, der ligner en legoklods, kan åbne sig som en blomst, fungerer tingene, så går dansen.

Lars Bukdahl fik en slags flash-back og tænkte tilbage til dengang, han som ung fik publiceret et digt i “Den blå Port” Det var placeret på et opslag, hvor der på andensiden var en antikvarisk illustration af “Den almindelige døgnflue”…

Bukdahl kom veloplagt rundt om emnet, og understregede sine pointer med gode eksempler, blandt andet et dårligt digt af Klaus Rifberg.

Og så kom Søren Ulrik Thomsen endnu engang op og vende, da vi kiggede nærmere på dette digt (fra Ukendt under den samme måne, 1982):

Kussens og røvhullets omvendte søer
skyller glinsende over min hud
hårene skilles af springende pis
der tykt og lykkeligt vasker mig varm
                 én gang til!
                 én gang til!
aldrig før blev jeg slynget så højt
gennem roterende indsøers spejl
slingrende fortsat med hovedet nedad
dybt mod de skrævende skyer

Det syntes de to oplægsholdere skulle ses i sammenhæng med digterens poetik, hvor han taler om at … virkeliggøres i den absoluterede tros konkrete og konstant konkretiserende praksis, der udgøres af selve relationen mellem kroppen og den ophør… – og det ville René Rasmussen som jo åbnede ballet meget gerne kommentere.

For Søren Ulrik Thomsen havde jo selv (i Mit lys brænder, 1985) sagt, at han var inspireret af tarotkortet med den hængte mand (med hovedet nedad), og der kunne vel ikke være tvivl om at sidste linje (dybt mod de skrævende skyer) var en kristen seksuel metafor. Så i dette digt kunne jeg’et også være pikken!

Jo, der var virkelig gang i hestens vinger denne torsdag. Og så har jeg ikke engang nævnt Dy Plambeck, som debuterede med en digtsamling, men siden er gået prosaens vej. Et ikke ukendt sporskifte. Vi fik et af de første digte, og nogle sider fra hendes roman Gudfar, der udkom på Gyldendal i 2011. Der var masser af sammenhængskraft.

Der var også fokus på Nye Muligheder, om poesien på internettet, i blogs og e-books. Eller som Hugo Hørlyck Karlsen foretrak at kalde det: e-tekst. Hans perspektiv kommer fint frem i denne artikel på Bogmarkedet.dk.

Tusind, tusind tak til Lyrik-gruppen for denne poesikonference, som jeg beskrevet med det formål at lokke endnu flere til at deltage i Dansk Forfatterforenings arrangementer. Det var hyggeligt, underholdende og stærkt inspirerende. Man får virkelig noget for sit kontingent.

Brev fra hr. Møller

Eller “Herr”, som han selv skrev indtil igår…

Brevet er falmet og den berømte underskrift kan kun anes. Men ordlyden står ligeså klart som dengang blækket var blåt og papiret kridhvidt:

Har med interesse læst Deres velskrevne indlæg i dagens Jyllands Post.
Mange tak.

Med venlig hilsen
Mærsk Mc-Kinney Møller

Det var en meget fin hilsen at få for “Deres” dengang 20-årige skribent. Mor smilede og Far var pavestolt. Det var jo næsten et ridderslag at få sådan et brev – selv om faster Dora, den gamle socialdemokratiske hugorm mente at skibsrederen hellere skulle have givet mig et job.

Læserbrevet, som altså vakte Danmarks største erhvervsmands interesse, har jeg lykkelig glemt. Men det lader sig nok finde på mikrofilm et sted hos Jyllands-Posten. Og velskrevet er det helt sikkert. Det har Mærsk McKinney Møller selv sagt.

Alting koster

Foto: Tamás Mihály, Ungarn

Men hvorfor skal det være så dyrt?! Det er helt vildt, som alting koster, selv i disse sparetider. Lad mig komme med et par eksempler:

En vovse koster rask væk 10.000 kr. Og en almindelig kristen begravelse – 50.000 kr.

Nu er det ikke fordi vi står og skal have hund, eller noget tyder på snarligt dødsfald i familien – men jeg vil nu alligevel prøve at finde ud af hvorfor den slags skal være så pokkers omkostningstungt.

Kort sagt: Jeg vil gerne finde ud af, hvor hunden ligger begravet…


I min optik burde en hund ikke koste mere end hundrede kroner. En hund for en hund – hvor svært kan det være.

Men sådan er det ikke. Det finder man ud af på Gipote.dk. En fransk bulldog som den på billedet koster kassen. (Mens en gravhund pudsigt nok kan fås for det halve. Det hænger jo ikke sammen!)

Forklaringen er, ifølge en kendelkender her på Mingler, at hunde skal registreres, vaccineres og have lovpligtige hundetegn. Det løber op altsammen, især når vi medtager udgifter til snor, kurv, madskål og kleenex til at tørre op med, når hunden har været utæt. De løbende udgifter til kæledyrs foder er et kapital kapitel for sig.


Den dyre begravelse blev fornylig bragt på bane af vor mor. Ikke at det er lige opover, for selv om hun er gammel og har diabetes, så er hun samtidig smækfuld af godt humør og gener fra Kaukasus. Hun synes bare, vi skal være forberedt.

Min lillebror Thomas og jeg joker med, at vi nok skal klare den sag for en hund. Grave et hul i haven, finde en stor papkasse og tylle en flok grønne gravøl – med familierabat, anslået plus minus hundrede kroner.

Men mor er præstedatter, så det skal naturligvis gå ordentligt for sig, når den tid kommer. Og så bliver det dyrt. En bedemand her på Mingler forklarer i en tråd hvorfor. Eksempelvis skal kisten kunne bære fem tons muld og være typegodkendt efter statens regulativer. Og hvis gravstedet skal vedligeholdes i 25 år, så er halvtreds kilo penge faktisk lidt i underkanten, når prædiken, bisættelse, kørsel, krans og dødsannonce tælles med.

Om man så jordes i de ukendtes, så bliver det alligevel med urne og krematorie til store udgifter. C'est la vie, som man siger på fransk.


Jeg mener at økonomi i høj grad styres af vores følelser, især hvis det handler om hunde og begravelser. Det skal være dyrt, koste hvad det vil. Vi skal føle at det er noget værd. Det må faktisk godt gøre lidt ondt…

Sexede reklamer

Foto: Sloggi.com

Reklamer skal være anstændige og udformet med social ansvarsfølelse, siger Ombudsmanden. Men jeg er ikke helt enig! Reklamer skal først og fremmest sælge. Og der findes næppe noget stærkere middel end sex til det formål.

Ja, det er nærmest umuligt at komme udenom sex, når det gælder reklame. Bare tryk på linket til Politikens artikel Nye regler skal forhindre sexistiske reklamer

Artiklen er illustreret med netop en af de reklamer, der ifølge interesseorganisationer er gået over stregen. Så indtil videre har omtalen de nye regler kun øget det i forvejen store antal visninger af den “forbudte” reklame for JBS underhylere.

Og JBS er ikke det eneste undertøjsfirma der har været i mediemaskinen for sine “uanstændige” reklamer. Sloggi fik også klø for billboard reklamen “It’s string time” da den for otte år siden dukkede op i bybilledet i bl.a. London.

Tænk hvis den var kommet op at hænge på Rådhuspladsen i København! Sikken ballade der ville blive, for den overskrider klart de nye regler. Reklamefolkene må ikke spille på mænds eller kvinders fantasi om sex i en arbejdsmæssig sammenhæng – der er jo ingen tvivl om at kvinden der letter ben arbejder som anlægsgartner her, hvor vi stakkels forbrugere får ødelagt vores gode forårshumør…

Sludder og vrøvl. Reklamen er sød og fræk, og endda med en sjovt ordspil. Jeg forstår iøvrigt ikke, hvorfor det skal være så forbudt med sex i reklamer. Skal vi så også overveje at trække frigivelsen af billedpornografi tilbage?

Vi var som bekendt foregangsland dengang i 1969, og det skal vi da holde fast i. Det er jo en smaddergod historie, lige til en coffeetablebook. Informations artikel Pornolandet for længe siden kan anbefales.

Og så har jeg forresten lige hygget mig med at finde et par reklamefilm på nettet, som “desværre” ikke overholder ombudsmandens regler for god markedsføring. Især denne var jeg ved at flække af grin over, da jeg første gang så den i tv-programmet Rablende Reklamer engang i 1980erne…

https://www.youtube.com/watch?v=SU-CPkKw5lY

Cyklisk samling

Ikea er som bekendt noget med møbler man selv skal samle med umbraco-nøgle og brugsanvisning. Og det succesfulde koncept har forlængst spredt sig til andre firmaer. Virksomhederne sparer tid og lagerplads når de kan sælge tingene som samlesæt i papkasser, og vi forbrugere skal så heller ikke betale så meget, og får endda lidt selvbyggerglæde gratis med i købet.

Her i huset er der således indkøbt to nye voksencykler “i løs vægt”. De er inde i hver sin papkasse, og kæresten smiler til mig, spændt på mine evner som cykelsamler. Jeg har tidligere samlet Ikea møbler uden der blev noget tilovers – men vil mine kompetencer udi i montering også række til en SCO Comfort og en ditto Ballet fra Bilka?

Det er vigtigt ikke at blande cykler sammen. Så smart som jeg jo er, nøjes jeg med at åbne den ene kasse først. Og straks føler jeg mig på hjemmebane: umbraco-nøgler! Plus lidt småting i plastik, en manual og et stykke metal, udstanset så det har funktion som en slags cykelsmedens schweitzerkniv, med huller, ind- og udhak til diverse størrelser skruer og møtrikker.

Cyklerne er “new generation” og er nærmest kommet af sig selv – i disse efterlønshævningstider. Jeg starter med forhjul, og så pedaler. Her skal tungen holdes lige i munden, så højrepedalen ikke fejlmonteres til venstre fod. Styret drejes en kvart omgang og spændes fast med fed umbraco-nøgle. Og så på med sadel og tilkøbt forsikringsgodkendt cykellås. Sådan.

Kærestens cykel tager længere tid, for forbremsen driller lidt, og der skal også monteres cykelkurv i hvidt flet. Så lidt finjustering – og nu kører de begge fint og lyder smukt når de hårdtpumpede dæk triller rundt på cykelstierne. Det skal nok være rigtigt at Kyllingen himself Michael Rasmussen har sagt god for Bilkas cykelsortiment.

I weekenden tager vi cyklerne til Roskilde. Kæresten har fundet ud af, at vi kan få dem med i bus 600S.

Abdulhadi Al-Khawaja

Det er navnet på den mest omtalte dansker i verdenspressen lige nu. Og hans kontrafej ses på Gulf Airs Facebook side – næppe med det bahrainske luftfartselskabs velsignelse.

Abdulhadi Al-Khawaja sultestrejker mod det feudale system i det stenrige Bahrain, som han idømt ham fængsel på livstid for at demonstrere for frihed og demokrati.

Hans situation er kritisk og Udenrigsministeriet har naturligvis krævet ham sat fri. Den stærkt afkræftede danske statsborger skal hjem til Danmark. Det kan der ikke herske tvivl om.

Men på Mingler er historien en helt anden. Her raser øffede og bøvede profiler mod diplomatiets bestræbelser. Her er frihedskæmperen bestemt ikke velkommen. Her holder man åbenbart med regimet i Bahrain og synes Al-Khawaja skal blive og dø hvor han er.

Ifølge de sædvanlige gabehoveder taler vor landsmand ikke dansk, og det gør hans datter heller ikke.

Jeg tror nu nok han efter tolv år her i landet kan begå sig på gebrokkent dansk. Men lige nu vil de fleste helst høre ham tale engelsk og arabisk. Verdenssamfundet har stort fokus på sagen, og Bahrain skal lære, at undertrykkelsens tid er forbi.

Danmark har tilfældigvis en hovedrolle og vi skal naturligvis fastholde presset mod styret. Intet er afgjort.

Jeg håber inderligt at Abdulhadi Al-Khawaja slipper med livet i behold og at den opstand der begyndte i oliestaten den 14. februar 2011 vil føre til frihed og demokrati for det bahrainske folk.

Flag for frihed og vice versa

Foto: Vivi Rindom, Brønshøj

Dannebrog er, sammen med de øvrige skandinaviske flag, plus EU fællesflaget, eneste nationalflag der lovligt kan vaje fra flagstænger på dansk territorium. Hvorfor må andre landeflag ikke?

The answer my friend, is blowing in the wind – men Dansk Folkeparti er inderligt imod at lempe endsige afskaffe flagloven. Hvis man flager med andet end Dannebrog er det udtryk for historieløshed og mangel på kultur, siger de. (Danmark har forresten ingen decideret flaglov, der er tale om gamle forordninger og cirkulærer).

Jeg holder meget af Dannebrog, men vil skam gerne have flagfrihed. Hvis en tysk familie har bygget et sandslot på Vestkysten, må den for min skyld gerne plante et lille blafrende sort, rødt og gult papirflag på det, uden at strandfogeden kommer farende og vifter med politivedtægten.

Desuden skal vi danskere vide, at der bag historien om vort flag som faldt ned fra himlen, gemmer sig en grum historie om dansk angreb og tortur på uskyldige mennesker i Estland i det herrens år 1219. Det er af denne grund, jeg går ind for at man ikke hejser flaget på Valdemarsdag.

Håndhævelsen af “den danske flaglov” har egentlig altid været farceagtig. Onkel Danny fortæller fra sin hippietid om hvordan politiet med møje og besvær nedtog og konfiskerede kammerat Tommys østtyske flag med socialistiske symboler, som han i mangel af flagline havde sømmet fast til flagstangen. I byretten på Østerbro blev Tommy idømt en bøde på 600 kr. – som dog i landsretten blev sænket til 150 kr. idet hans forsvarer påpegede at Danmark jo ikke anerkendte DDR, og derfor var flaget at sidestille med et legetøjs-, skibs- eller firmaflag.

Hele sagsforløbet er smukt beskrevet i Dan Turèlls “Historien om Galargården”, som absolut hører til forfatterens greatest hits.
Jeg synes man skal have lov til at flage som man har lyst, og hvis det bare handler om at se hvad vej vinden blæser, så er det jo flintrende ligegyldigt hvordan flaget ser ud.

Kundevogn 5782

Sverige har masser at byde på, og sørme om ikke det lykkedes min kæreste at lokke mig med til en helt særlig seværdighed: Gekås Ullared.

For mig at se er det mere sært end særligt, men for kæresten og hendes søster Rie er det super! Vi taler om et gigantisk indkøbscenter, med tilhørende campingplads. Jo, sgu! En slags ferieparadis for hr og fru Sverige, hvor farmand kan sidde ved et fyrretræ og tylle starköl mens lillemor shopper igennem dagen lang til besnærende lavpriser.

Det er tydeligvis en kæmpesucces. Der er ikke andet i Ullared end indkøbsmuligheder. Gekås er flagskibet, men “byen” rummer også en snes andre outlet butikker med fx sko og pynteting. Et eldorado for kvinder.

Vi var tre voksne og to børn i konfirmandstørrelsen, der inde i flagskibet parkerede de store indkøbsvogne i kundevognsparkeringen på første sal og tog elevatoren op til restauranten. Her fik vi smagfuld svensk husmandskost med drikkelse og dessert til kun 304 svenske kroner, der som bekendt kun er 87 øre værd stykket. Og sådan er det hele vejen igennem: Det er billigt.

Og megastort. Vi aftalte at mødes ved kasse 30 klokken 19. Der er 60 bemandede kasser, med ekstra brede bånd og høje kanter, og der bliver virkelig råshoppet. Tøserne trissede flere kilometer rundt og fandt de underligste ting. Det var lige før en støvsuger med fire slanger røg i vognen – men har man egentlig brug for en specialdesignet affugter til to par sko, når krøllet avispapir natten over hidtil har klaret de små problemer med vådt fodtøj?

Nå, nu skal jeg ikke sidde og blogge mere om Ullared. Vi mangler bulgur, lige dét fik vi ikke købt med os hjem fra Sverige. Så nu må jeg lige cykle ned i den fra nu af undseelige Føtex. Når man som mig har besøgt shoppernes mekka Gekås, synes enhvert andet supermarked småt.