Skønhedstip

Flere venner har delt dette opslag på Facebook. Og hvis man skal tro sine egne øjne, holder de gode råd med “6 om dagen” og “Spar på kødet” ikke en meter.

D’quinder Gillian McKeith og Nigellea Lawson har det tilfælles, at de er 51 år gamle og kendt fra TV. Men ellers er det småt med lighederne. Førstnævnte advokerer for en holistisk tilgang til det sunde liv, med god motion, økologisk frugt og grønt, slankekure og vitaminpiller. Mens sidstnævnte er til kød, smør og desserter…

Sagen synes klar; Vegetarer falmer hurtigt i forhold til de mere animerede, der elsker bøfkød og søde sager. Men der findes naturligvis betydeligt bedre fotos af den skotske sundhedsapostel Gillian end det, der vises her. Jeg mener også, den britiske kogekone Nigellea kan have en dårlig hårdag og ikke altid ser så blændende godt ud som på billedet.

Og ja, jeg ser selv ret godt ud – af en halvgammel fyr at være. Så hvad gør jeg for at holde mig så godt? Om få uger runder jeg de halvtreds, og mange vil nok gerne udæske mig hemmeligheden bag et smukt ydre…

Well, det er ikke gjort med absint, sandkage og frisørbesøg. Man skal også drikke vin og spise pizza! Lidt sex i ny og næ skader heller ikke.

Mit skønhedstip er, at man bare skal lade naturen gå sin gang og så vidt muligt undgå stress og slåskampe. Mange eksperter bombarderer os med budskaber om at man ikke kommer sovende til et godt helbred og et nydeligt udseende. Men det er lige præcis, hvad man gør. En god nats søvn i dobbeltsengen gør underværker!

Ha’ en god dag.

Blå øjne

Foto: ‘Wordrain’, Rumænien

En læge i Mexico excellerer i at operere brune øjne blå. Det fortæller DR Nyheder.

Med laser kan han på tyve sekunder ændre din øjenfarve. Men hvorfor vil nogen hellere have blå øjne i stedet for brune? – Jeg kan ikke se formålet.

Os med blå øjne ser objektivt set ikke bedre end folk med grønne, grå eller brune. Hvilken farve naturen har valgt som kolorit på ens iris, har intet med kvaliteten af synet at gøre.

Og faktisk har blå øjne lavstatus, sådan rent sprogligt. Man er dum og naiv, hvis man er blåøjet. Det er også taberagtigt hvis man har fået et blåt øje.

Blå øjne får dig heller ikke til at se yngre ud. Bare tænk på Ol’ Blue Eyes.

Ja, man kan ligefrem blive mobbet, hvis man har blå øjne. Det kan Mis med de blå øjne bekræfte. Men, som børnebogen fortæller, så er det ok at være anderledes. Siameseren kan være sulten og sjov, og tynd og tyk, og finde marker med mus og se ligesom alle andre katte.

Selvom øjnene er blå.

Q zone

Foto: Bella Sky

På dette hotel har man siden mandag den 16. maj 2011 haft en etage kun til kvinder. Som det ses, er der masser af etager – og dermed rigeligt med plads til også at huse hotelgæster med både x og y kromosomer. Ergo burde mænd ikke føle nogen form for diskrimination. Jeg føler mig i hvert fald ikke diskrimineret.

Samfundet giver jo os mænd masser af plads, så det burde på ingen måde genere at et enkelt luksushotel på Amager har besluttet at have en særligt indrettet kvindeetage. Jeg kan da godt forstå, at kvinder fra ind- og udland helst vil overnatte i en garanteret Strauss-Kahn-fri zone.

Men jo, en enkelt mand har følt sig pikeret og klaget til Ligebehandlingsnævnet – som desværre har givet ham medhold. Hotellet må ikke please kvindelige gæsters primadonnanykker. Så la’ da vær’!

Mænd og kvinder er som bekendt forskellige. Og jeg har det helt fint med at Hotel Bella Sky har en hel etage der er indrettet som kun kvinder vil have det.

Kvinder elsker for eksempel puder. Når jeg bor på hotel, smider jeg som regel de overflødige på gulvet – men kvinder kan ikke få nok. Min kæreste bruger rask væk fire, og kan i søvne endda forsøge at stjæle min også.

Så på Bella Donna etagen er værelserne udstyret med kingsize (ikke queensize!) senge og et hav af puder. Desuden har hoteldirektøren bestræbt sig på at især badeværelset opfylder enhver kvindes våde drømme om et sådant; Der er spejle i fuld kropsstørrelse, top-tunet hårtørrer, økologiske skønhedsartikler, stort karbad og ekstra stort brusehovede. Der er også make-up spejl med forstørrelse og gigant håndklæder, engangsskrabere og hygiejneartikler. Plus (formoder jeg) ekstra fyldig badekåbe og slippers med høje hæle.

I minibaren er der skruet kraftigt ned i udvalget af øl og spiritus, til gengæld bugner det med juice, high quality chokolade, champagne, vin og kildevand. Og roomservice tilbyder strømpe-bukser og emergency kit med lipgloss, øjenskygge, mascara etc.

Dobbelt-y’er føler sig nu engang bedst hygiejnisk tilfredsstillet i et adgang-forbudt-for-mænd område. Det er fair nok. Giv dog hotellet en dispensation, hvis det er nødvendigt for at kvinder kan få det som de vil ha’ det, med flot udsigt og ekstra mange bøjler i klædeskabet, gratis internet og en dockingstation til deres elskede iPod.

Souvenir #3

Foto: National Maritime Museum

I fredags var der executive council meeting i FEIEA, og paraplyorganisationens president Steve Doswell havde valgt et særligt fint mødelokale, i Queen’s House, hvor vi sad omgivet af ældgamle malerier. Henrik og jeg sad lige ved siden af dette store, fantastiske skilderi, som bærer titlen “Battle of the Sound”.

Det er malet af Willem van de Velde den Ældre. Jeg troede først det viste den danske flåde der får læsterligt mange tæsk: splitflagene på skibene ser jo ud som dannebrog, og i baggrunden til højre anes Kronborg Slot. Men nu ved jeg, at maleriet i virkeligheden forestiller svenske skibe, der bliver slået til plukfisk – af hollænderne!

Vi danskere havde nemlig ikke så meget at skulle have sagt, dengang i 1658. Svenskerne havde besat København og sat stop for de udenlandske handelsskibe. Det var derfor, Holland havde sendt sin flåde herop, under Lieutenant-Admiral Jan van Wassenaer. Det handlede ganske enkelt om at beskytte de hollandske handelsinteresser, og her kommer blandt andet krigsskibet “Halve Maan” ind (midt) i billedet.

Kunstneren var selv tilstede, så det sort-hvide maleri er faktisk en øjenvidneskildring af begivenhederne. Holland vandt en stor sejr, og resultatet blev at de svenske tropper måtte opgive belejringen af København, og den vigtige handelsrute gennem sundet var atter open for business.

Og her sad vi så fra Danmark, Tyskland, Belgien, Tjekkiet, Rumænien, Portugal, Italien og Storbritannien og forberedte os på næste års Grand Prix i intern europæisk kommunikation.

Fra museumsbutikken havde Steve skaffet kalendere med reproduktioner af maritime skilderier, som dem der hang omkring os i mødelokalet. Van der Veldes er desværre ikke udvalgt til The Sea Calendar 2012 – men jeg synes ikke I skal snydes for det smukke syn.

Souvenir #2

Foto: royalmint.com

Erindringsmønter var tidligere kun til pynt, på linje med medaller. Men så fik nogen den idé, at de kunne cirkulere sammen med de almindelige mønter. Og således fik vi her til lands 20-krone stykker med anderledes look.

Min kæreste har en lille blå fløjlspose med sådanne ‘erindrings-tyvere’, typisk udgivet i anledning af kongelige begivenheder. Dronning Margrethe & Prins Henriks sølvbryllup. Prins Joachims bryllup 18. november 1995. Der findes også en særlig udgave af vores gyldne tyver til markering af tusindåret 995-1995. Og i 2000 blev der slået en 20-krone med margueritter, da dronningen havde 60 års fødselsdag.
Den Kongelige Mønt har også lavet en særlig skibsmønt med motiv af fregatten Jylland, som er den største turistattraktion i Ebeltoft. Naturligvis en flot souvenir, – hvis man kan få fingre i den.

The Royal Mint har på samme måde ‘leget’ med deres 2£ mønter. Men i England er man meget mere serviceminded overfor dem der gerne vil have en mønt med hjem som souvenir. Der er en markant forskel på engelsk og dansk kultur:

Hvor Nationalbankens hjemmeside er tør og kedelig, med numismatiske oplysninger og politisk korrekte betragtninger omkring det monetære system – er The Royal Mint hjemmesiden helt anderledes; Her er smil og historie i højsædet, og det lykkes uden problemer at kombinere reklamens virkemidler med seriøsiteten omkring britternes betalingsmidler.

Henrik og jeg var inviteret til London af FEIEA, som danske repræsentanter for intern kommunikation – og vores engelske værter forærede os en særlig velvalgt souvenir:
En two pounds mønt, slået i anledning af at det netop her i 2011 er 400 år siden Kong James’ Bibel på engelsk så dagens lys. Kan det være mere kommunikativt?
– In the beginning was the Word…

2£ mønten ligger i en flot og sikker indpakning, med en lille Milestones tidstabel, numismatiske specifikationer og et foto af King James Bible. 12 g superior quality coin in mint condition, 400th anniversary of publication.

Englænderne synes at være i en liga for sig selv, når det gælder souvenirs. Til gengæld er danskerne helt fremme, når det gælder de bedste personaleblade og intranet i Europa. Hele seks danske bidrag blev præmieret ved den storslåede galla på The Landmark Hotel.

Souvenir #1

En autentisk bordskåner fra en engelsk pub! Det lyder måske underligt i forhold til de typiske souvenirs til amagerhylden. Men den er jo smuk, med sit pudsige motiv og kunstige patina.

Og så er den samtidig en påmindelse om det let bizarre engelske køkken, og spøjse ord i britternes sprog. “Bangers and Mash” er næsten ikke til at oversætte. På dansk kunne vi måske sige “Børger i Mos”, men det lyder forkert, og ligner ikke noget man umiddelbart får lyst til at sætte tænderne i.

Men på engelsk lyder det bare helt rigtigt. Lige præcis dét der sammen med en pint English Pale Ale skal indtages på den lokale pub efter en hård dag på fabrikken. Med lidt farve og en sjov tallerken går budskabet rent ind.

Den skal op på hylden og minde mig om den dag, Henrik og jeg fik fastfood på The Auctioneer, få hundrede meter fra vores 4-stjernede hotel, Novotel Greenwich.

Souvenirs

Foto: Fran Gambín, Spanien

Souvenir er oprindeligt et fransk ord. Afledt af se souvenir, som betyder ‘huske’. Altså et godt ord til ting man tager med sig hjem som minde om et bestemt sted eller situation, ofte i forbindelse med en udlandsrejse.

Har du været i Paris, er du sandsynligvis kommet hjem med en nøglering med en lille figur af Eiffeltårnet, og har du været i København, ejer du nok også en lille sten med den lille havfrue på. Det er lige så oplagt som en schweizerkniv fra Zürich. – Men hvad har du med hjem fra London?

Det kan man ikke sige på forhånd. Englænderne lægger en særlig kreativitet for dagen, når det gælder souvenirs (eller reklamer i det hele taget). Du skal ikke regne med en lille Trafalgarløve i snor, det er simpelthen for tamt!

Al respekt for den franske ingeniør og arkitekt Eiffel og den dansk-islandske billedhugger Eriksen – men d’herrers værker er ikke ligefrem moderne, og som miniatureudgaver er de bestemt ikke de mest opfindsomme souvenirs.

Englændernes souvenirs får derimod lige et ekstra twist – selv den gamle traver “krus med hank og påtryk” kan de gøre sjov og anderledes. Du får ikke bare byens seværdigheder som blå dekoration på et hvidt krus. Det skal vel ikke bare bruges til at drikke the af, tænker de i London.

Det skal jo være en erindring om byens liv. Mind the gap – og straks popper situationen op i hovedet, hvor man hører stemmen i højtalerne på undergrundsstationen gentage lige præcis dén sætning i en uendelighed. Og så kan man jo også bruge koppen til at finde vej med.

Flere kreative engelske souvenirs i de næste blogs…

Pint under Piccadilly Circus

Foto: Philip MacKenzie, Storbritannien

– Hvad er det, du lugter af?, spørger min kæreste. Det er nu ikke fordi jeg ligefrem stinker, men der er alligevel en udefinerbar odeur over mig. Det har hun ret i.

– Det er London! Der er simpelthen mange lugte i britternes hovedstad. Ikke ubehagelige, men i hvert fald uvante. Lidt fiskeagtige, måske, med et squirt af citrus. Iblandet alskens nuancer af bilos, parfume og uldne cigaretter. Nonchalant kaffe, småkagekiks, marmite, imperiedunst, underground, sorte taxaer og dobbeltdækkere.

There is something fishy going on, siger englænderne når noget er lidt underligt. Og de elsker når noget er udenfor nummer. Vejret er for eksempel helt sommerligt, her midt i november. Og straks er der igen bare ben og liggestole i Hyde Park.

London har sin egen uransalige religiøsitet. Her er også et gravmonument for alle de tapre dyr der er døde i krige. Bless you all, tænker jeg og skåler for originaliteten med en pint Murphy Oyster Stout.

Fisk og fritter

Foto: Carl Ratcliffe, Storbritannien

Her er London. Fra hotellet er der kik til Themsen, og værelset er absolut godkendt. Udmærket seng, både bruse- og karbad, og på toilettet er wc-papiret foldet pænt spidst i enden. Desuden er der breakfast included fra kl. seks til ti.

Men hvis jeg vil se film og være på nettet, så koster det. Og tager jeg noget fra mini-baren, så vanker der nærmest en bøde.

Derfor har jeg bare sat min bagage på værelse 444 her på Novotel, lige ved Greenwich station, og er sammen med min rejsekammerat gået en lille tur for at proviantere i det nærmeste supermarket.

Vi finder gode kiks magen til dem stewardessen serverede sammen med kaffen ombord på British Airways flyet. Viennese Chocolate, fra Fox’s Melts, ryger straks i indkøbskurven, sammen med en fourpack Guinness. Og så er det tid til frokost.

Det lokale udskænkningssted The Auctioneer serverer fish & chips, en ægte klassiker i “la Cuisine Anglaise”. Det koster ikke ret meget, og så er der endda free wi-fi på stedet. Vi betaler mindre end vi skulle have betalt for internetadgangen her på Novotel.

Hvornår lærer de internationale hoteller, at special offer 15 pound high speed laptop internet ikke er noget tilbud. Hvorfor skal det overhovedet koste noget at komme på nettet, når der i forvejen er betalt en tusse for værelset. Der skal jo heller ikke betales ekstra for vand og varme…

Varme hilsner fra London, hvor solen skinner og får termometeret op på behagelige 14 grader.

Onsdagsdrøm

Foto: Søren Wesseltoft, Danske Spil

Der er 92 millioner kroner i puljen hos Danske Spil. Et eller andet heldigt asen kan pludselig veksle sit bogmærke til så mange penge. – Eller er det kun mig, der bruger lottokuponer til det formål?

I hvert fald er jeg ved at læse en bog, med indlagt teoretisk mulighed for sent onsdag aften at gå i chok. 92 millioner danmarksrekordkroner på mit dankort må bestemt være umiddelbart paralyserende.

Jeg vil næppe rende rundt og hoppe på ryggen eller kaste om mig med cornflakes, som man har set det i Lotto-reklamerne. Jeg er nok mere typen, der fluks får brug for en stiv whisky, hvis de seks tal er identiske med en række af mine.

Det er lidt underligt. Jeg er jo opportunistisk af natur – men hvis jeg i løbet af nul komma seks går fra almindelig lemmedasker til multimillionær, så aner jeg ikke hvad jeg skal stille op. Et hav af muligheder og oceaner af tid, det bliver svært at kapere. Jeg magter det ikke, er jeg bange for.

Tør jeg overhovedet lottoe, nu jeg tænker over det? – Jada, for jeg er i virkeligheden ikke bange for noget. Uden at ryste på hænderne fornyr jeg mit bogmærke med det smukke lykketal 47… – og læser videre i min biblioteksbog Vi, de druknede.

Champagnefis

Foto: Neil Gould, Australien

Når vælgerne har valgt, samles de nye medlemmer af Folketinget og skriver højtideligt under på Grundloven, hvorefter der er kransekage og ægte fransk champagne. Efter denne ceremoni ranker de sig som fuldbyrdede MFere.

Men så bliver det hverdag, og underskrifterne går i glemmebogen. Og så kan man læse denne stinker af en overskrift i Information:

V-ordfører: Vi vil bryde konventioner med åbne øjne

Jeg trak den frem da Borgerret.org fredag havde foretræde for Integrationsudvalget (hvor Venstres retsordfører Karsten Lauritzen også er medlem). Jeg havde simpelthen lyst til at slå fast på Christiansborg, at traktatbrud ikke harmonerer med pling-pling i langstilkede champagneglas. Ligegyldigt om det sker med øjnene åbne eller lukkede.

Alle partier i Folketinget har med glæde og champagnebrus erklæret at de går ind for demokrati, personlig frihed og borgerrettigheder. Det synes jeg de skal holde fast i, – også selv om politiets efterretningstjeneste eventuelt skulle være imod.

Streg, streg, streg…

Foto: “Rotorhead”, Norge

Jeg hjalp et menneske i nød, siger Anders Samuelsen og tilføjer, at alle andre ville have gjort det samme i hans situation: Betalt sin søns narkogæld, så junior slap for rockertæsk og dummebøder.

Og sørme så – der er masser af sympati, respekt og cadeau til Liberal Alliances partileder. Blandt de juridiske eksperter er der endda bred enighed om, at Anders Samuelsen ikke har gjort noget ulovligt ved at indfri sin ældste søns kokaingæld på et sted mellem ti og tyve tusind kroner.

Nu er det jo ikke første gang, en partileders søn er havnet i en narkorelateret misère. Det skete også for snart ti år siden for den konservative Bendt Bendtsen, men modsat Anders Samuelsen var han ikke stolt af situationen. Det pinte ham ad helvede til.

Bendt “Betjent” var som far sønderknust over at opleve omgang med narkotika i sin allernærmeste familie. Anders Samuelsen er derimod stolt af sin søn!

Man kan til nød have forståelse for, at en helt almindelig far stamper penge op af jorden og på den måde redder kastanjerne ud af ilden for sin søn – men Samuelsen er sgu en af landets mest magtfulde politikere. Han havde, da episoden fandt sted, fuld opmærksomhed fra både justitsministeren og Sydøstjyllands Politi.

Det kan godt være, de fleste danskere vender tomlen op for at Samuelsen gav Hells Angels hvad de forlangte. Og med de tilkendegivelser der er kommet fra Liberal Alliances landsformand kan det sågar være, at pengene kom fra partikassen.

Men jeg vender saftsuseme tomlen ned! Anders Samuelsen havde alle muligheder for, i klar forlængelse af sit partis retspolitiske holdninger, at stå ved sit samfundssind og tage kampen op.

Men det var desværre vigtigere for ham at mørklægge sagen, betale det for ham nærmest ubetydelige beløb og så ellers pleje sin politiske karriere og holde sig på den fede side af spærregrænsen.

Partileder og finansordfører, check!
FN generalforsamling i New York, check!
Afskaffelse af efterløn, check!

Olien længe leve

Foto: Dora Pete, Ungarn

Jan Svendsen har netop udgivet en spændende bog om oliens historie i Danmark. Og i den anledning havde han lejet sig ind i Dansk Forfatterforenings smukke lokaler fra Tordenskjolds tid og inviteret på kaffe, kage og god energi.

Jeg dukkede op til arrangementet på grund af den dejligt provokerende titel på bogen: “Olien længe leve” 


Men hvorfor ikke skrive sådan, når vi så tit får at vide, at der kun er oliereserver nok til 50 års forbrug? Det bliver jo sagt igen og igen: Allerede under de bilfrie søndage engang i 1970erne hed det sig, at den sidste olie ville slippe op efter bare et halvt hundrede år.

Det er som om, oliereserverne vokser år for år, i samme takt som vi tærer på dem. Hvornår vil det for alvor lakke mod enden? Hvornår vil Maersk og alle de andre sige, at der kun er olie til yderligere 49 år… 48 år… 47 år…

Hvis der hele tiden er olie til halvtreds år – er det så ikke det vi kalder vedvarende energi?

Livsfæller

En artikel i Kristeligt Dagblad har bragt vores kirke- og ligestillingsminister i strid modvind. Mange er skuffede over ham, fordi han er åben overfor et forslag om at bøsser og lesbiske kan blive viet i kirken som livsfæller. Det ses som et kursskifte i Manus politiske arbejde – ja, flere kendte bøsser kalder det i en artikel i Berlingske ligefrem løftebrud, og på Facebook har Peerplus helt klart skærpet kritikken.

Men det Manu Sareen gør, er for mig at se helt rigtigt! I politik skal man være imødekommende, ellers mister man sin gennemslagskraft. Og jeg synes at det løsner op for debatten, når ministeren ser positivt på det nye ord livsfæller.

Manus forgænger på posten, Birthe Rønn Hornbech syrnede jo helt til i sit favntag med Tidehverv og de sorte præster Jesper Langballe og Søren Krarup.

Den ny minister har langt større succes med at vinde gehør for sine synspunkter. Man skal forstå, at kirkeministeren ‘desværre’ ikke bestemmer over Folkekirken. Som jeg forstår det, handler det om at ændre Ritualbogen, men den skrives suverænt af biskopperne, hvorefter dronningen kaster sin glans over den med et kongeligt segl. Manu Sareen kan ikke som minister diktere, hvad præsterne skal sige og gøre foran alteret.

Iøvrigt forstår jeg ikke, at så mange bøsser og lesbiske insisterer på et kønsneutralt vielsesritual. Kønsneutralt lyder faktisk ret negativt i mine ører, det gør ordet livsfælle egentlig ikke – sålænge det staves med to l’er, uden d.

Når Manu manøvrerer som han gør, så tror jeg det er med til at styrke Folkekirken og gøre den mere rummelig. Der er i hvert fald kommet et meget klart flertal i statskirken for, at homoseksuelle skal have lov til at blive gift med hinanden foran alteret.

By the way, den smukke præst på billedet er min kusine. I sidste måned var hun hele Danmarks fjernsynspræst i DR Kirken, og der var hun simpelthen fantastisk!