Hjælpeforfatter

Sådan en regnvejrsdag er oplagt til en god bog. Petit Petit, af Mette Sø. Jeg har læst en anmeldelse af den for et stykke tid siden og tænkt, at den ville jeg gerne læse en dag hvor jeg kunne rykke mig fri af skrivefeltet.

Det kunne jeg så i dag. Bogen med det gule omslag, den hvide lynlås og den groteske typografi samlet i nederste højre hjørne stod i bibliotekets stativ med nye romaner, lige til at lukke op og læse af.

Hovedpersonen … Hun er hjælperytter på verdens bedste kvindelige cykelhold og hun skal loyalt og uselvisk bringe sin kaptajn og veninde/rival Miss Starr øverst på podiet for fjerde gang i træk, skriver Klaus Rothstein og giver den lille debutroman en rigtig god anmeldelse.

Jeg synes også bogen er virkelig vellykket, med tråd i kvindernes Tour de France, Route de France Féminine.

Mette Sø skriver knaldgodt, hun cykler overlegent vuggende i sit eget sprog. På en god dag som idag kan hun køre et soloudbrud helt hjem. Og så alligevel ligger det i luften at Petit Petit aldrig vinder laurbær som for eksempel Helle Helle.

Måske hedder hun noget "forkert". (Det er vist bedre at hedde Synnøve med det efternavn). Mette bliver af sit forlag først og fremmest præsenteret som researcher og oversætter. Kort sagt vandbærer – eller hjælpeforfatter?

Men ingen tvivl om det er en skidebog bog, skrevet med masser af lyst og talent.

Kræ

Foto: Craig Goodwin, USA

Fjerkræbranchens marketingfolk har problemer med det danske sprog. Det der driller er, at man ikke må kalde produkterne noget det ikke er.

For eksempel dutter det ikke at kalde kyllingefilet neutralmarineret, når sandheden er at kødet er pumpet med vand. Men det er tilsyneladende så svært at finde et andet dansk ord der dur – at jeg endnu ikke har set eller hørt noget alternativ i reklamerne.

Og nu dropper Netto betegnelsen Kærlige Kyllinger. Det er der nemlig heller ikke belæg for. Sandheden er at kyllingerne i deres to måneder lange liv fra æg til køledisk, tager så hurtigt på i vægt at de ofte brækker benene, og dermed får ekstra store problemer med at vade rundt i deres eget lort.

Hvad gør supermarkedskæden så? Den slår over i engelsk og vil fremover markedsføre produktet som Tasty Chicken.

Men det er ikke det danske sprog der er problemet. Man kunne have valgt noget andet på dansk, endda med bogstavrim som i kærlig kylling. De smager jo godt, og kommer fra høns, så hvorfor ikke kalde dem Kræs Kræ?

Og så må det da for pokker være muligt at tænke lidt dyrevelfærd ind i produktionen…

Om en hals

Om jeg er maskulin? – Også i dén grad. Bare se mit nye smykke…

Det ligger jo i naturens orden, at manden skal kunne vise tænder. Vise at han har hår på brystet. Og iøvrigt være lidt fræk.

Derfor har jeg tyvstjålet denne himstregims fra Naja. Vistnok en souvenir fra årets Døllefjelle-Musse Marked. En hajtand i lædersnor. Den er jo alligevel ikke for tøser. De kan eventuelt pynte sig med løvetand i stedet.

Man(d) bliver en tand mere macho med sådan en haj bisse.

Nå, hun må jeg se, om Naja kræver at papfar giver hende sin hajtand tilbage når hun kommer hjem fra lidt ekstra ferie hos Peter og Shannie på Lolland.

Det gør hun jo nok… Suk!

Sigøjner

Foto: Diana Mercan, Rumænien

Kritikken af Danmarks udvisning af 23 romaer breder sig. Romaerne, eller sigøjnerne som de også kaldes, har alle dage været udsatte og forfulgte. Men de er altså del af Europa, de er EU-borgere. Så kan justitsministeren efter min mening ikke udvise 23 af dem for at have overnattet på et nedlagt posthus.

Jeg har lige læst en artikel på romnet.dk og synes det er på tide vi danskere ændrer syn på sigøjnerne.

Mange er fortørnede over den svenske kritik, som kalder udvisningen racistisk. Men det er sgu ikke skudt helt ved siden af.

Det giver lige så god mening at tale om en romakultur, som det gør at tale om dansk kultur. Derfor er jeg glad for den bog, jeg ved et arrangement på Hald Hovedgård fik af artiklens forfatterne: Sigøjnere - 1000 år på kanten af Europa.
Jeg mener ikke vi kan udvise anderledes europæere for at campere, for det har de faktisk ret til.

Drop Djurs Sommerland

Pressefotoet ser dejligt ud, men jeg synes man holde sig væk når det er dejligt vejr. For så kommer folk i et antal som forlystelsesparken slet ikke er gearet til. Forestil jer billedet med fem gange så mange mennesker på!

Min kæreste og jeg og vores to unger tog linje 352 til Djurs Sommerland, og købte billetterne i bussen. En såkaldt Djurs-billet koster 235 kr, og det er billig transport 20-30 km. tur-retur, når den rå entré netto lyder på 216 kr. pr. næse.

Men ved indgangen skal man have sin Djurs-billet vekslet til en mere farverig billet, som er forsynet med en stregkode, automaterne kan aflæse. Der er meget lang kø, og det hjælper ikke meget at der er fire kasser åbne, når ekspedienterne kun har een saks at deles om, når den dyre del af busbilletten skal klippes af.

Der er ingen øvre grænse for hvor mange mennesker man lukker ind i Djurs Sommerland. Sidste år var der over en halv million besøgende, og jeg har hørt at der alene den dag vi klemte os indenfor var over 14.000 gæster.

Siden jeg sidst var i Djurs Sommerland med Jeremy, er den blevet udvidet. Men den er altså stadig ikke stor nok, hvis arealet til P-pladser er større end arealet til forlystelser.

Vi havde en lummer dag og følte os som sild i tønde. Der var kø på cirka en halv time ved stort set hver eneste forlystelse. Og i vandlandet forstår jeg ikke at der kun er få meter bænk at klæde om på, når søgningen er så voldsom.

Men om aftenen var vi tilbage på Gjerrild Vandrehjem, og så kom vi igen i godt feriehumør. Stedet drives af ægteparret Dorthe & Torben, og vi havde fire fede dage med økologisk halvpension dér. Der er superlækker badestrand i en god gåturs afstand og Gjerrild i sig selv er også en spændende by, blandt andet på grund af den smukke gamle kirke.

Jeg tror mange vil have en bedre ferie, hvis de holder sig væk fra de alt for opreklamerede forlystelsesparker når solen skinner.

Hej oldemor

Foto: Franz Neitzel, Neubrandenburg, Turmstraße 5.

Slægtsforskning er spændende.

I min egen familie er det især moster Ebba Filtenborg, som er foredragsholder og researcher sig frem til historierne. For ikke så lang tid siden fandt hun frem til at kvinden her er min oldemor. Mormors bror Gerhard har efterladt nogle notater, som passer perfekt med dette foto fra et af morfars fotoalbum.

Der er ingen tvivl. Gerhard har beskrevet oldemors påklædning, og tilmed nævnt fotografen, Franz Nietzel.

Så nu ved vi, at personen på fotoet er min oldemor i sine velmagtsdage:

Marie Amalie von Sicard, født Westrén-Doll.
Hun levede fra 6. april 1872 til hun døde alt for tidligt den 10. juli 1930.
Hun er fotograferet den 15. september 1920 som 48-årig, under sit ophold på godset "Gültz" 1919 - 1921.

Forældreansvarsloven

Foto: ‘Barunpatro’, Indien

En kvindelig præst er blevet fængslet for at ikke at udlevere sit lille barn til sin "psykopatiske" eksmand. Sagen har fra start været genstand for elendig journalistik i medierne. Vi har fået stort set alt at vide om den kvindelige præst Sidsel Jensdatter Lyster og hendes side af historien, men end ikke navnet på eksmanden. Først i dag er der i BT mulighed for at blive lidt klogere på substansen og se den to-årige datter sammen med sin far, der efter en lang kamp i retssystemet har fået lidt samkvem, jvf. den fælles forældremyndighed.

Men jeg har manglet noget perspektiv i sagen, ud over at det, som altid i den slags historier, er en ulykkelig sag, som biskop Kjeld Holm udtrykker det.

Min kæreste kan huske en sag om en tidligere kvindelig dansk minister, der flygtede til England for at hendes advokat eksmand ikke skulle få sin ret til samkvem med deres fælles børn.

Der findes ikke rigtig noget om den gamle sag på nettet, selv om det dengang var noget af en kioskbasker. På kvinfo.dk er alt om sagen behændigt udeladt. Det har tydeligvis ikke været en god sag set fra et kvindepolitisk synspunkt.

Men så kan man google eks-ministerens navn og fange interessante erindringer af Svend Danielsen, der i en menneskealder har været centralt placeret embedsmand i det juridiske liv omkring familieret.

Sørme om ikke Elsebeth Kock Petersen var medlem af Ægteskabsudvalget på Christiansborg. Det er da sært at damen har været med i forarbejdet til de bestemmelser om forældremyndighed, som hun senere selv forbrød sig mod på det skammeligste.

Jeg synes i øvrigt det er grotesk, at man fra dansk side ikke så sig i stand til at opspore den flygtede eks-minister, når man omvendt ikke havde problemer med at fremsende hende sin ministerpension.

Svend Danielsen har som udvalgsformand fulgt lovarbejdet på tætteste hold, og har erfaret at lovområdet bliver revideret med en kadence på 10 år. Ved den seneste gennemgang, der førte til Forældreansvarsloven af 2007, synes han det var en interessant oplevelse, at samtlige politiske partiers retsordførere gik videre i retning af fælles forældremyndighed, selv om forældrene ikke er enige herom, end flertallet i udvalget med repræsentanter for interesseorganisationer foreslog. Et mindretal i udvalget ville endda være mere restriktive.

Der er helt sikkert noget galt med Forældreansvarsloven. En af mine bekendte i Forfatterforeningen er advokat, og hun har mange gange revet sig i håret, når hendes klienter hulkende har skullet udlevere deres baby til en voldsdømt eksmand.

Jeg tror desværre det bliver svært at få ændret loven, for den har sådan et godt navn. Alle synes jo der skal være forældreansvar. Det var, uden sammenligning iøvrigt, samme problematik da jeg som talsmand for de dansk-udenlandske ægtepar var med til at få fjernet forsørgelseskravet. Lovene hedder af og til noget helt andet end deres indhold.

Sådan er det også med Forældreansvarsloven. I virkeligheden giver den eksmænd fuldmagt til at se deres børn næsten ligegyldigt hvad.

Dronningens snørebånd er gået op

Foto: Kenneth Rosenkilde

Jeg sidder og læser en bog, udgivet i anledning af Erik Ellegaard Frederiksens 70 årsdag, den 29. april 1994.

Nu skal der nok være nogen der ikke lige ved hvem Erik Ellegaard Frederiksen er, eller var.

Men vi taler om en virkelig hård nyser indenfor dansk industriel design, bogtilrettelægning, bomærker, typografi og sådan noget.

Bogen hedder Bogstavelig talt, og det er morsomt at læse hvad den store mester for eksempel mente i 1975 i sin kronik om "Dansk design, vort fælles eje".

Erik Ellegaard er indigneret og synes det meste er …udtryk for manglende helhedssyn, for urationel tænkning og ofte en laden hånt om den menneskelige værdighed.

Han synes at …vore mønter er ukunstneriske og vore pengesedler baseret på 1700-tals pastiche, hvor man kunne have satset på vor tids computerstyrede teknik som grundlag for tidssvarende løsninger.
Og på toppen af denne officielle kransekage har Hendes Majestæt så anbragt sit hjemmestrikkede monogram, der – som en kunsthistoriker har udtrykt det – ligner et snørebånd, der er gået op"
Men nu, 35 år senere, ser alt jo anderledes ud. Dronningens monogram er jo smukt. Margrethe II er med tiden blevet en anerkendt kunstner. Nu er det Ellegaard der er en pastiche – som jeg smiler af at læse.

Kirkegraffiti

Kirken i Gjerrild sogn er ældgammel. Folk fra Nationalmuseet har været forbi med stilladser og sikret de flotte kalkmalerier for eftertiden. Og i dag arbejder elektrikeren med de nymodens installationer, som trænger til en kærlig hånd.

Det regner, så vi sætter paraplyerne i våbenhuset og trisser indenfor. Det er sjovt at se kunsten under hvælvingerne. Himmel og helvede er fint illustreret som den almægtiges hærskare mod en kæmpetrold der spyr små djævle.

Ellers er Gud i fuld sving med at skabe nat og dag, Adam og Eva, hav og jord, og hvad der ellers hører Hans rige til. Vi ser også et stort soltegn, og en enhjørning med klove. Hulemalerne før kristi tid havde mere tjek på faunaen en de senere klerikale graffitikunstnere i kirken.

Præsten bor lige ved siden af, i en bindingsværksgård fra 1790. Dannebrog er hejst, for hun er blevet mormor i nat. Det fortæller naboen, som var ude på gårdspladsen og lufte sin 11 år gamle hunhund.

Sådan går livet sin gang i Gjerrild, ikke langt fra Sostrup Kloster, hvor en dement nonne mistede livet i urtegården hin vinternat i 1993. En historie der kun er et lille appendix i det alt andet end forkalkede landsbyliv på Djursland.

Snegl på vej

Ferie handler om at gøre ting langsomt. Ikke påtage sig større opgaver end man med lethed kan overkomme.

Sådan er det i dag. Der er en kat der skal aes. En fjært der skal slås. Og en kølig hvidvin der skal svælges ned i slowmotion.

På dagens spadseretur fandt vi denne vinbjergsnegl, som tilsyneladende havde haft for meget fart på og lavet sig et bremsespor.

Det ligner lidt en katastrofeopbremsning. Bemærk pletterne af slim, afsat i hug, midt på en gangsti på Djursland.

Det er ikke til at sige, om sneglen skulle den ene eller den anden vej. Den var stoppet op midt på stien, med antennerne pegende i begge retninger.

Jeremy mente den skulle til højre og tog fat i huset. Snegl og hus fik således et håndplukket lift en meters penge længere ud mod havet.

Set i bakspejlet

Foto: Alberto Segura, Argentina

Steven kører rundt i bilvrag. Til en pragtfuld minglerfest sidste weekend kom han stæsende i et sort et af slagsen, og vi gav ham det venskabelige råd at binde en stor magnet efter, som kunne opsamle de smådele der uvægerligt vil ryge af under kørslen.

Set i bakspejlet (hvis det ikke er røget af) har Steven altid excelleret i biler der ligger tæt på sidste udkørselsdato.

Engang vinkede politiet ham ind til siden. Kørekortet var der ikke noget i vejen med, men bilen var ikke noget kønt syn. Ja, faktisk var den så rusten i undervognen at et hul på størrelse med en tennisbold åbenbarede sig ved siden af pedalerne.

Det ser betjenten og peger på hullet: – Hov, hvad er det?!

Steven svarer uden at blinke: – Det er Gammel Køge Landevej…

Ham

Det er vist sjældent at finde et så langt og helt eksemplar. Men her har en slange lagt sit udtjente overtøj i ét stykke, fra hoved til halespids.

Jeremy og jeg har målt hammen til lidt over en meter og tredive centimeter, og vi tror det er en snog der har lagt den fra sig. Men det kan vel også være en hugorm, som har været på spil…

I hvert fald er det en fin naturoplevelse at finde sådan et smukt stykke slangeskindsskæl. Og vi har fundet det sammen med Raymond og hunden Molly i Hamneda i Sverige.

Forsidefossil

Foto: El Abani

Nature har ryddet forsiden til ære for nogle mystifystiske fossiler. Internationale medier kalder dem cookies – i mine øjne så en slags sære snegle.

Men okay, lad os bare kalde fyren på fotoet en cookie. Hvad den end har været, så er det jo ikke utænkeligt at den har smagt af kokus. Eller måske snarere lidt hen af saltkringle…

Fundet af en franskmand i Gabon for år tilbage, og for ganske nyligt af forskere fra blandt andet Syddansk Universitet konstateret som have været en samling af celler, der på en eller anden måde kommunikerer og fordeler arbejdet, og dermed viser tegn på flercellethed.

Dyret lever ikke længere. Det er, helt bogstaveligt, stendødt. Men nu kommer det interessante: Det underlige væsen levede for mindst to milliarder år siden! – Og her gik vi og troede at livet på jorden opstod for bare en halv milliard år siden!

Ja, nogle af os troede endda, fastgroet i Biblen, at Adam & Eva først så dagens lys for sådan rundt regnet 6000 år siden, og alle andre væsner maksimalt en uge før.

For de stærkt religiøse går der med dagens cookie i sandhed kage i tidsregningen.

Men alle kan vel være enige om at det er en smuk kage der netop nu flimrer rundt i alverdens aviser og fortæller at der er mere mellem himmel og jord og tid end hvad vi tidligere har tænkt.

Jo, videnskab er tankevækkende.

På lige vilkår

Foto: Okinawa Soba

Au pair. Oprindeligt fransk for ‘på lige vilkår’ – men i dag ifølge dansk sprognævn en ung pige (m/k) der hjælper til i huset hos en familie i udlandet mod at få kost og logi og en mindre betaling.

I gamle dage handlede det om at en ung udenlandsk pige for en tid blev del af en familie og f.eks. hjalp med rengøring, madlavning og børnepasning, og samtidig fik en masse oplevelser og lærte et nyt sprog.

Men den betydning af au pair er tiden løbet fra. Lige vilkår er reduceret til en afvejning af udbud og efterspørgsel. Mange filippinske piger vil gerne tjene penge, og mange rige danskere vil gerne have en billig hushjælp at hundse med.

Vores udviklingsminister Søren Pind er helt sikker på at au pair-ordningen er en af verdens bedste former for ulandshjælp. Samtidig siger han det er helt enkelt; At hvis folk ikke har lyst til at være au pair, kan de lade være.

Jeg kan kun beklage at ministeren ikke har øje for den oprindelige au pair betydning. Nu handler det bare om Overseas Filipino Workers til 3000,- kr. om måneden.