tirsdag den 13. juli 2010

Kirkegraffiti


Kirken i Gjerrild sogn er ældgammel. Folk fra Nationalmuseet har været forbi med stilladser og sikret de flotte kalkmalerier for eftertiden. Og i dag arbejder elektrikeren med de nymodens installationer, som trænger til en kærlig hånd.

Det regner, så vi sætter paraplyerne i våbenhuset og trisser indenfor. Det er sjovt at se kunsten under hvælvingerne. Himmel og helvede er fint illustreret som den almægtiges hærskare mod en kæmpetrold der spyr små djævle.

Ellers er Gud i fuld sving med at skabe nat og dag, Adam og Eva, hav og jord, og hvad der ellers hører Hans rige til. Vi ser også et stort soltegn, og en enhjørning med klove. Hulemalerne før kristi tid havde mere tjek på faunaen en de senere klerikale graffitikunstnere i kirken.

Præsten bor lige ved siden af, i en bindingsværksgård fra 1790. Dannebrog er hejst, for hun er blevet mormor i nat. Det fortæller naboen, som var ude på gårdspladsen og lufte sin 11 år gamle hunhund.

Sådan går livet sin gang i Gjerrild, ikke langt fra Sostrup Kloster, hvor en dement nonne mistede livet i urtegården hin vinternat i 1993. En historie der kun er et lille appendix i det alt andet end forkalkede landsbyliv på Djursland.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar