mandag den 12. juli 2010
Snegl på vej
Ferie handler om at gøre ting langsomt. Ikke påtage sig større opgaver end man med lethed kan overkomme.
Sådan er det i dag. Der er en kat der skal aes. En fjært der skal slås. Og en kølig hvidvin der skal svælges ned i slowmotion.
På dagens spadseretur fandt vi denne vinbjergsnegl, som tilsyneladende havde haft for meget fart på og lavet sig et bremsespor.
Det ligner lidt en katastrofeopbremsning. Bemærk pletterne af slim, afsat i hug, midt på en gangsti på Djursland.
Det er ikke til at sige, om sneglen skulle den ene eller den anden vej. Den var stoppet op midt på stien, med antennerne pegende i begge retninger.
Jeremy mente den skulle til højre og tog fat i huset. Snegl og hus fik således et håndplukket lift en meters penge længere ud mod havet.
Etiketter:
gjerrild,
vandrerhjem,
vinbjergsnegl
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar