søndag den 18. juli 2010

Forældreansvarsloven

Foto: ‘Barunpatro’, Indien

En kvindelig præst er blevet fængslet for at ikke at udlevere sit lille barn til sin "psykopatiske" eksmand. Sagen har fra start været genstand for elendig journalistik i medierne. Vi har fået stort set alt at vide om den kvindelige præst Sidsel Jensdatter Lyster og hendes side af historien, men end ikke navnet på eksmanden. Først i dag er der i BT mulighed for at blive lidt klogere på substansen og se den to-årige datter sammen med sin far, der efter en lang kamp i retssystemet har fået lidt samkvem, jvf. den fælles forældremyndighed.

Men jeg har manglet noget perspektiv i sagen, ud over at det, som altid i den slags historier, er en ulykkelig sag, som biskop Kjeld Holm udtrykker det.

Min kæreste kan huske en sag om en tidligere kvindelig dansk minister, der flygtede til England for at hendes advokat eksmand ikke skulle få sin ret til samkvem med deres fælles børn.

Der findes ikke rigtig noget om den gamle sag på nettet, selv om det dengang var noget af en kioskbasker. På kvinfo.dk er alt om sagen behændigt udeladt. Det har tydeligvis ikke været en god sag set fra et kvindepolitisk synspunkt.

Men så kan man google eks-ministerens navn og fange interessante erindringer af Svend Danielsen, der i en menneskealder har været centralt placeret embedsmand i det juridiske liv omkring familieret.

Sørme om ikke Elsebeth Kock Petersen var medlem af Ægteskabsudvalget på Christiansborg. Det er da sært at damen har været med i forarbejdet til de bestemmelser om forældremyndighed, som hun senere selv forbrød sig mod på det skammeligste.

Jeg synes i øvrigt det er grotesk, at man fra dansk side ikke så sig i stand til at opspore den flygtede eks-minister, når man omvendt ikke havde problemer med at fremsende hende sin ministerpension.

Svend Danielsen har som udvalgsformand fulgt lovarbejdet på tætteste hold, og har erfaret at lovområdet bliver revideret med en kadence på 10 år. Ved den seneste gennemgang, der førte til Forældreansvarsloven af 2007, synes han det var en interessant oplevelse, at samtlige politiske partiers retsordførere gik videre i retning af fælles forældremyndighed, selv om forældrene ikke er enige herom, end flertallet i udvalget med repræsentanter for interesseorganisationer foreslog. Et mindretal i udvalget ville endda være mere restriktive.

Der er helt sikkert noget galt med Forældreansvarsloven. En af mine bekendte i Forfatterforeningen er advokat, og hun har mange gange revet sig i håret, når hendes klienter hulkende har skullet udlevere deres baby til en voldsdømt eksmand.

Jeg tror desværre det bliver svært at få ændret loven, for den har sådan et godt navn. Alle synes jo der skal være forældreansvar. Det var, uden sammenligning iøvrigt, samme problematik da jeg som talsmand for de dansk-udenlandske ægtepar var med til at få fjernet forsørgelseskravet. Lovene hedder af og til noget helt andet end deres indhold.

Sådan er det også med Forældreansvarsloven. I virkeligheden giver den eksmænd fuldmagt til at se deres børn næsten ligegyldigt hvad.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar