Mørke minder

Foto: Frihedsmuseet

Mange minglere (mindst 2) vil gerne læse mere fra de nye gamle papirer i papkassen med ting fra min families gemmer. Senest har jeg fundet et par maskinskrevne rejsefortællinger, som min far har skrevet for børn. Men nu har jeg fundet noget helt andet.

Bavnehøj Skole havde annonceret efter tidligere elever, forud for festlighederne i anledning af skolens 50 års jubilæum i 1980. Og i det nydelige jubilæumsskrift er der pluk fra et brev min far har skrevet, blandt andet dette, som er publiceret under overskriften Den skoledag jeg husker bedst og handler om den 21. marts 1945.

…
Såvidt jeg husker, havde vi klasseværelse på 1. sal. I hvert fald havde vi udsigt til brandstationen og jernbanen (det ved jeg med sikkerhed ifølge de mange timer, jeg længselsfuldt har stirret ud ad vinduerne til almindelig irritation for lærerkræfterne). Men den dag var vi netop kommet ind for at begynde på en time med vores engelsklærerinde. Pludselig flængedes stilheden af larmen fra meget lavtgående flyvemaskiner. Som den mest opmærksomme dreng i klassen (i den retning, altså) sprang jeg op og skreg: “Det er englændere!”

“Vrøvl!”, lød det fra flere sider, og lærerinden prøvede at overdøve med et: “Sæt jer ned!”
Men den slags bagateller kunne jeg ikke tage mig af. Jeg var allerede på vej over til vinduet, mens jeg ophidset hylede: 
“Jo, jo – det er Royal Air Force. Jeg så mærkerne lige så tydeligt!”

Resten druknede i de tumultagtige scener, samtidig med, at den uhyggelige lyd fra luftalarmen overdøvede alt med sin infernalske stigende og faldende alarmtone. Derfor hørte vi heller ikke eksplosionen på Søndre Boulevard 106. Måske overdøvede vi den også med God Save the King, som vi skrålede af fuld hals, mens vi modstræbende blev gennet ud og trampede ned i kældrenes beskyttelsesrum.
Jeg var så heldig, at jeg netop denne dag skulle møde på Finsensinstituttet, hvorfor jeg umiddelbart efter angrebet var at finde i sporvognen, som kørte nogenlunde normalt, skønt 144 danske netop var blevet dræbt og over 300 såret. Ved den franske skole hoppede jeg af og forsøgte at trænge mig frem til det store opbud af brandbiler. Men hverken tyskerne eller vagtværnet ville lade mig komme igennem. Så jeg måtte gå igennem en del gårde, før jeg fandt et hul. Jeg blev stoppet, før jeg nåede helt frem – så jeg slap for at se ofrene. Men det var en ikke helt tilfreds dreng, der atter sad i sporvognen på vej til målet.
På tilbageturen ville jeg derfor søge at slippe ind til Shell-huset. Synet af dette forhadte sted var en herlig oplevelse, selv om den største del af begivenheden var overstået, da jeg ankom. Det var den bedste forårsdag nogensinde, og kun den 5. maj kunne overgå den oplevelse.
Nøj – hvor de altså fik no’en ordentlige no’en på frakken – de grønne svin!
…
Jeg kan godt huske, at min far tog med til jubilæumsfesten. Det var en skuffelse. Der var ingen af hans skolekammerater fra dengang, der kunne huske episoden med bombemaskinerne som fløj lavt ind over Bavnehøj. De kunne heller ikke huske min fars mørke minde om grønthandleren, som han fortalte mig tit stak ham et æble og sagde: Stik så af med dig, knægt. De kunne slet ikke huske lige så godt som min far, og det var jo synd. De måtte så efterfølgende nøjes med at læse andres erindringer under overskriften Besættelsestiden i det mørkebrune A4 hæfte med Bavnehøj Skolens logo og “1930-1980” i guldtryk på forsiden (med en varm tak til bogtrykker Benny Thorgils, som også var elev på Bavnehøj Skole engang). Gilbert Wilson skriver:

…
Der er i grunden så mange mange “husker I?” fra dengang – både gode og grimme minder. En af de mere morsomme var nok den dag i skoletiden, da en af vores lærere uforvarende overraskede en frihedskæmper, som skulle bemægtige sig et eller andet materiel på skolen.
På et af ganghjørnerne rendte de simpelthen lige ind i hinanden til så stor forskrækkelse for frihedskæmperen, at han kom til at løsne et skud fra den pistol, han havde i hånden. Braget var ikke til at tage fejl af. Krigsbørn lærer at høre forskel. Så vi stillede spørgsmål, lige til sandheden var sagt. Men så kunne vi godt holde mund.

En dag på vej hjem fra skole oplevede jeg et af krigens værste drab på grønthandler Ziegler. Min opmærksomhed fangedes af de hvinende bremser fra en sort limousine på den anden side af gaden (Mozartsvej). – Seks sortklædte hippofolk sprang ud de fire døre og løb ind i grøntforretningen, hvor hver mand sendte et skud gennem hovedet på grønthandleren. Jeg nåede ikke at reagere, før de atter var ude i bilen og hvinende kørte derfra. Jeg løb over gaden, hvor fruen og ekspedienten nu stod foran forretningen og skreg af chok. Midt på gulvet lå han på ryggen og sejlede i blod og hjernemasse. Jeg stirrede forstenet på hans næsebor – for han var jo min ven, som ofte stod foran forretningen og stak mig et æble eller en pære, fordi han kunne se, vi var fattige. Det varde længe, før fru Zieglers gråd fik mig til at forstå, at hun havde mistet så uendelig meget mere. Jeg ved ikke rigtigt, hvordan jeg kom hjem – men i alle de år siden har den hændelse været hårdere end nogen anden, der skulle tilgives.
Efter krigen fandt man aldrig rigtigt ud af årsagen til dette bestialske drab, Men der er næppe tvivl om, at det var en hævn, fordi han fra sin lejlighed under generalstrejken i juli 1944 havde piftet i fingrene, når tyskerne nærmeste sig protestbålene på hjørnet af Hammelstrupvej og Stubmøllevej. Jeg var øjenvidne, også dengang.
Jeg kan stadig høre fru Zieglers rædselsslagne stemme, da hun fortalte at kuglerne hvinede om ørerne på dem. Det var ikke altid så nemt at være dreng dengang.
Nå, som modvægt kan jeg jo sige, at jeg også så det berømte billede med de to officerer, der bliver afvæbnet på åben gade på Mozartsvej. Men jeg har altid undret mig over, hvor fotografen stod. Ham så jeg ikke af bare fryd.

Skyfall

Den nye James Bond film har premiere idag – og det må være en dejlig følelse at være weekendklar med en premierebillet i lommen. Men det er nu også dejligt at have set filmen allerede igår, til gratis VIP forpremiere i Imperial, inklusiv gin & tonic fra Diageo og en lille forsinket pose slik fra Irma.

Og lad det være sagt med det samme: I kan roligt glæde jer til en fantastisk film, en omgang 007 til topkarakter.

En del anmeldere har fratrukket en stjerne eller to, fordi historien ikke er så skarptskåren som den plejer at være. Skyfall er lidt mere diffus og tvetydig – men det synes jeg ikke trækker ned, tværtimod.

Skyfall er en jubilæumsfilm, som er fulgt med tiden. Man har taget det bedste fra de gode gamle dage, men droppet det store arsenal af gadgets, som Q ellers plejer at udstyre vores helt med. Q er idag en ung computer ekspert, der har kogt rekvisitterne ned til en pistol for your hands only, plus en lille radio, så helikopter kavaleriet ved præcis hvor omkring Macao James Bond skal afhentes.

Indledningen er forrygende. Men den tilføjer også filmen et element af svigt. Bond har sådan set tjek på situationen, da han efter hæsblæsende kørsel gennem Istanbuls gader og på basarens tagrygge, slås med en bandit på taget af et tog i fuld fart – men bliver så ramt af friendly fire og styrter.

Det er den slags, der kan ske i kampens hede. Men er det egentlig rimeligt at den øverste i hierarkiet risikerer underordnedes liv og lemmer for at få has på banditterne? Er der okay, når  mennesker ofres som brikker i et skakspil?

Det er her, det filmen for alvor begynder. Nogle må dø, for at andre kan leve. Men gælder det også, når det ikke er helten selv der træffer beslutningen? Og hvad sker der så, hvis helten alligevel ikke dør, men overlever og føler sig svigtet. Vil han hævne sig mod sine egne? Det er et tricky spørgsmål, som også ligger og lurer i tv-serien Homeland.  

Skyfall fører os hjem til Skotland, hvor man ikke er angst for at gå ned på udstyr. Den grå Aston Martin kommer ud af garagen, og Daniel Craigs træfsikkerhed øges betragteligt med fars gamle jagtriffel.

Skyfall er en film med siliconefri babes, casual Heineken og cool old school action uden så meget nymodens lir. Replikkerne sidder som før Sean Connerys exit. Never say never again – der kan stadig produceres bondfilm så englene synger.


Foto: Skyfall – Official Movie Site
– og tusind tak til Jesper Sidenius fra 360 Wealth for invitationen.

Rejsefortælling for børn #2

Foto: © S. Steegar, Brussels, Belgien

Her er endnu en historie for børn, som jeg har fundet blandt Onkel Gilbert, min fars nye gamle papirer i familiens rodekasse. Den her er mere underlig og længere end den forrige, og så er den skrevet før ordet neger blev henvist til det danske sprogs skammekrog.


Kærlighed i Ansimenat

Idag vil jeg fortælle dig en voksenhistorie – sådan en der slet ikke er for børn. Så nu må du gøre dig helt lille bitte, så jeg kan putte dig ned i min lomme. Og så skal du sidde ganske stille, så ingen opdager at du er med mig ude på en rejse. For det her er slet ikke for børn – tror jeg nok. Men det er alligevel spændende. Og det er også lidt mærkeligt.

Det handler om en sømand – det er mig – og en pige. Men allerførst skal vi finde et mærkeligt sted der hedder Ansimenat. Ansimenat – lyder det ikke mærkeligt? Det lyder ihvertfald ikke ligesom Brønshøj.

Men det er faktisk lige som Brønshøj – for det er et sted hvor der bor mennesker. Ikke så mange mennesker, for det er kun en lille landsby, ja det er faktisk en meget lille landsby. Ja, ved du hvad – når jeg tænker på det, så er landsbyen så lille at alle husene er små. Hvert eneste hus er så lille at jeg sagtens kan få helt på på taget når jeg rækker armene i vejret. Ja, det bliver værre endnu – for Ansimenat er så lille en landsby, at den slet ikke står på landkortet. Så den er nok mindre end Brønshøj.

Men Ansimenat findes og den ligger på Madagascar – madam græskar – for på landkortet kan det godt ligne et græskar. Og så ligger Ansimenat sådan lidt nede i bunden. Så nu tager vi lige et stort skib og så rejser vi til Madagascar og går i land. Er du med?

Nu må du endelig sidde helt stille, for nu skal vi besøge en pige. Hov, forresten – jeg bliver lige nødt til at lære dig sproget, for de er ikke så dygtige til dansk i Ansimenat. Det får du at høre om lidt. Men så forstår du hvad der bliver sagt – og det gør jo ikke noget at de ikke taler dansk.

Se, det er næsten lige som visselulle, så det er ikke svært. Det hedder MAKKAVISSA DALA DALA. Kan du sige det? MAKKAVISSA DALA DALA. Så, nu taler du et sprog der hedder malgassisk. Så nu er vi nok langt, langt væk fra Brønshøj.

Vi er i Ansimenat. Vi går rundt mellem de små huse som allesammen er brune fordi der er bygget af strå. Der er ingen vinduer, men der er en rigtig lille dør af træ. Og husene passer meget godt til de mennesker der bør der. For de er nemlig også brune ligesom flødeboller. Brune huse til brune mennesker. Det passer godt, for så kan de jo rigtig gemme sig inde i husene når alting er brunt. Og så opdager man slet ikke at husene er små.

Sådan nogle mennesker kalder vi for negre fordi vi engang blev enige om at der findes mere end een slags mennesker. Ligesom der findes mere end een slags hunde. Man kunne godt nøjes med at sige sorte hunde og hvide hunde. Men vi siger gravhund og grønlænderhund. Om brune og sorte mennesker siger vi at de er negroide – men det er alt for svært et ord, så vi kalder dem bare for negre. Og negrene kalder os for hvide. For de gider heller ikke sige svære ord. Det er da klart. Mennesker er da mennesker, ligegyldigt hvilken farve de har. De siger ikke svære ord, når de kan nøjes med nogle nemme. Og det var da nemt at sige MAKKAVISSA DALA DALA. Det betyder: “Er du vred?”

Piger er nogle meget mærkelige væsener. De findes allevegne – ja, selv de mærkeligste dejlige steder. Piger vil helst være hvor der er dejligt. Men alligevel findes de faktisk alle steder. Ja, de findes i hele verden. Også på Madagascar. Ja, endda mange – men Madagascar er altså også et dejligt sted.

Dernede hvor vi er nu, er der dejlig varmt – ihvertfald om natten. Om dagen er der dobbelt så varmt som i Danmark. Det er alt for meget. Så sveder man ligesom hvis man havde feber. Så der er bedst om natten. Eller om vinteren, hvor der er lige så varmt som om sommeren i Danmark. Kan du forestille dig det? Slet ingen sne, bare dejligt sommervejr når det er vinter. Og alt for varmt når det er sommer. Og den dag jeg vil fortælle om – da var det altså sommer. Men heldigvis var det aften.

Det er slet ikke ligesom her. For det bliver aften lige pludselig. 10 minutter, så er det aften – og hvis der ikke havde været stjerner, ville det være bælgmørkt. Men der er stjerner. Mange, mange store flotte stjerner. Nogle af dem bliver kaldt for Sydkorset. Der er nemlig så langt ned til Madagascar, at man er nødt til at have nogle andre stjerner end dem vi har. Derfor kender vi ikke Sydkorset. Men det er nogle store flotte stjerner der sidder på himmelen nøjagtigt som et kors. Og det der er den sydlige del af himmelen, så hedder det selvfølgelig Sydkorset. Du kan tro det er flot. Og man er næsten nødt til at have så mange flotte stjerner, for der er ingen lys på gaderne i Ansimenat. Men det gør jo ikke noget, når man kan nøjes med stjerner.

Og som ekstra lampe har man månen. Den er noget større end i Danmark og fordi luften er meget klar, lyser den meget mere end her. Ja, det lyser så meget at jeg nogle gange læste avis uden at have andet lys end månen og de flotte stjerner. Du kan tro det er mærkeligt.

Ja, jeg sad forresten henne ved sladrehuset. Det er et tomt hus uden vægge. Kun tag. Det er meget naturligt, for når der sladres, så bliver der sagt en masse sludder. Og når husene er så små som jeg fortalte dig, så kan man jo ikke have alt det sludder inde i huset. Derfor har man et sladrehus, hvor man rigtigt kan sludre og vrøvle. Så det er jo et dejligt sted.

Hvad var det nu jeg sagde om piger? Joh, de ville helst være hvor der dejligt. Og sladrehuset – det var jo dejligt. Så hvad mon der så sker? Ja, så kommer der selvfølgelig en pige. Så jeg skyndte mig at rejse mig op – for når man er høflig, så rejser man sig op, når der kommer en pige. Drenge skal jo være gode mod piger. Det kan man vise ved at være høflig.

Men så skete der altså noget meget mærkeligt. Jeg har ikke så meget forstand på piger, men jeg tror alligevel ikke det ville ske i Danmark. For tænk dig – hun gik lige hen og slog armene omkring halsen på mig og kyssede mig lige midt i ansigtet. Jeg blev så forskrækket, at jeg troede alle stjernerne skulle falde ned. Men det gjorde de ikke. Og det var da også underligt – for jeg var da vasket. For man skal jo vaske sig.

Kan du gætte hvad hun sagde? Ja, det er rigtigt. Hun sagde: “Er du ved?”. Men hun sagde det med en meget sød stemme – ganske langsomt. Men når man bliver forskrækket, så ved man næsten ikke hvad man skal sige. Og man ved heller ikke rigtigt hvad man skal gøre. Men det allerværste var nok, at jeg aldrig havde snakket med en negerpige, ihvertfald aldrig med en der bare lige gik hen og kyssede mig. Så jeg rødmede og kunne næsten ikke sige at jeg hed Gilbert. Jeg var også lidt bange for hende. For jeg kendte hende jo slet ikke.

Når man er bange, så skal man prøve på at være modig. Men hvis man nu ikke er så modig – hvordan får man så mere mod? Ja, det er jo det mærkelige ved mod. Hvis man bruger det mod man har, så får man mere mod. Så jeg samlede alt mit mod – og kiggede på hende.

Først kiggede jeg ned på jorden – og blev meget forbavset. For under hendes lange kjole kunne jeg se at hun ikke havde nogen sko på. Det lyder måske ikke så mærkelige – men det er mærkeligt. For på Madagascar er vejene ikke som hos os. Dernede er vejene bare nogen der er der. De kommer af sig selv. Fordi negrene elsker at besøge hinanden. Og så går man bare den korteste vej, selvom der til at begynde med slet ikke er nogen vej. Men når man går så meget det samme sted, så bliver der tilsidst en smal vej. Men så sådan en vej kan jeg ihvertfald ikke gå med bare ben. For der er jo sten og grene og firben og alt muligt. Så det var da mærkeligt at hun ikke havde sko på. På Madagascar er der mange, mange firben, det myldrer med firben som sidder og kigger på en. Ja, der er så mange at de er lige ved at falde over hinanden hver gang de piler afsted for at man ikke skal træde på dem. Til gengæld er der ingen tigre og heller ingen løver. Der er ikke plads til dem når der skal være så mange firben. Heldigvis – for jeg er meget bange for løver.

Det var en meget smuk kjole, mange farver og lang med korte ærmer. Hendes arme var mørke som bitter chokolade. Jeg har nemlig hørt, at hvis man spiser alt for meget chokolade – mere end man kan tåle – så bliver man brun ligesom chokolade. Det kunne jo godt være sket for hende, for når man så nærmere efter, så hun faktisk meget sød ud. Næsten alt for sød som hun stod der foran mig med hovedet lidt på skrå mens hun genert kiggede på sin ene skulder. Når man ikke har en knap man kan kigge på – så kan man kigge på sin ene skulder, hvis man er genert.

Jeg blev mere modig da jeg kunne se at hun var genert. Så spurgte jeg hvad hun hed. “Jeg hedder Mazi”, sagde hun, “jeg elsker dig. Vil du godt besøge min TANAMBAO, mit nye hus som min far har bygget?” Og så rørte hun lige så forsigtigt ved mit lyse hår. Og smilede så jeg kunne se alle hendes fine hvide tænder. Så du kan lige tro jeg blev bange. Hun var så glad i øjnene at jeg var helt sikker på at hun ville spise mig. Ihvertfald bankede mit hjerte af skræk. Kunne du måske tænke dig at blive spist? Nej, vel?

Men jeg var jo også nysgerrig. Det ned huset var nu lidt spændende. For hvem ved hvordan der ser ud inde i sådan et lille negerhus? Så jeg ved slet ikke hvordan jeg turde, men da hun tog min hånd og bare trak i mig fulgte jeg med. Jeg glemte helt at spørge om hun ville spise mig.

Huset lignede de andre huse, men da vi kom derhen, stillede hun sig foran døren og lagde armene over kors. Så sagde hun meget højtideligt: “Fra nu af hedder du ILANA. Velkommen, ILANA, til min TANAMBAO!”. Så trådte hun tilside og lukkede døren op ind til huset. Ih, hvor var det spændende. Og det var da mærkeligt at jeg ikke måtte hedde Gilbert – men ILANA var nu også et pænt navn.

Jeg måtte bukke mig næsten helt ned på knæ for at kunne gå ind ad hendes dør, og da jeg kom ind, kunne jeg slet ikke se noget. Jeg blev lidt skuffet – for jeg ville jo så gerne se noget.

Men så lige pludselig blev der lys fordi Mazi tændte en lille petroleumslampe. Inde i huset var der et rigtigt gulv af brædder. I det ene hjørne stod der en stor lerkrukke med en bliktallerken ovenpå. Der var også et lille skab til tøj og glas og kopper og knive og gafler og skeer og krukker. Og så var der en lille kuffert og en paraply og et lille bord og een eneste stol. Og tilhøjre var der en meget lav seng med sengetøj, der var så hvidt og rent at man kunne få helt ondt i øjnene.

Så bad hun mig og at sætte mig på sengen og spurgte om der var noget jeg gerne ville have. “Ja, jeg er lidt tørstig – for her er så varmt.”

“Ja, ILANA,” sagde hun og så gjorde hun noget meget, meget mærkeligt. Hun gik hen til skabet og tog et glas. Så gik hun hen til den store krukke og fyldte vand i glasset og satte det på bliktallerkenen. derefter gik hun hen til midten af det lille hus og blev stående foran mig med glasset og tallerkenen i den ene hånd. Der blev hun stående lige så stille uden at røre sig. Jeg sad også ganske stille og kiggede ned i gulvet. Tilsidst kunne jeg ikke lade være med at kigge på hende. For det var da underligt at hun bare blev stående. Og lige så snart hun kunne se at jeg kiggede tog hun glasset i hånden og førte det op til munden, drak lidt af vandet og satte glasset tilbage på tallerkenen. Først skulle jeg lige til at grine fordi jeg troede at hun ville drille mig. Men i det samme faldt hun på knæ og løftede tallerkenen op over hovedet hvorefter hun kom kravlende hen foran mig. Nej, hvor var det mærkeligt. Hun holdt tallerkenen så jeg meget nemt kunne nå glasset. Og jeg var altså tørstig. Så jeg tog det og drak – og det var dejlig koldt. Jeg drak ikke det hele.

Da jeg satte glasset tilbage kravlede pigen baglæns til hun igen var midt i huset. Så rejste hun sig langsomt op, tog glasset og drak resten. Det var underligt og jeg tænkte og tænkte fordi jeg ville så gerne forstå alt det mærkelige. Og lige pludselig kunne jeg forstå det. Derfor er det meget godt hvis man kan tænke. Tænke – det er når man lukker øjnene og inde i hovedet kan se en rød klods og en hvid klods – som er lige store. Hvis man kan tælle, så ved man at der er to klodser. Hvis man er god til at forstå, så ved man at de er lige store. Og hvis man kan tænke, så ved man at de er forskellige fordi de har forskellig farve. Når man ved at de er forskellige selvom de er ens – så kan man tænke. Det er dejligt at tænke.

Det var sådan jeg sad og tænkte. En brun pige og en hvid pige, men de var alligevel forskellige. De var ens fordi piger elsker drenge. Ja, det kommer selvfølgelig an på om det er søde piger. Men jeg tror at alle piger er søde. Og når piger elsker drenge, så hedder det kærlighed. Og kærlighed – det er ligesom når mor elsker dig. Man kan godt mærke når det er kærlighed.

Kærlighed er ikke bare noget med at man siger jeg elsker dig. Man skal vise det ved hele tiden at gøre noget for den man elsker. Og det var det den brune pige gjorde. Hun viste mig at hun elskede mig. Så når vi gik i seng lå jeg og tænkte på hvad jeg kunne gøre til gengæld. For kærlighed er det smukkeste der findes – og så gælder det jo om at finde på noget der er lige så smukt.

Det var forresten sjovt at ligge i en seng i en negerhytte. For når vi gik i seng løsnede pigen nogle bånd så der faldt et tyndt net ned over sengen. Det er ligesom et telt – et meget tyndt telt der er så tyndt at man kan se lige igennem det. Det hedder et moskitonet og er et telt omkring sengen for at man kan ligge inde i sengen uden at blive stukket af myg. Det er en særlig slags myg, nogle myg der kan være giftige og hedder moskitos. Det er jo derfor det hedder et moskitonet.

I en negerhytte sover man uden tøj på fordi det er meget varmt, selv om natten. Kun lige et lagen og en pude. Ikke nogen dyne. Det ville være alt for varmt. Ja, selv lagnet er for varmt. Så man har det kun hen over midten af kroppen.

Ellers er man helt nøgen. Så vi kunne rigtig ligge og kigge på hinanden. Men der var ikke noget mærkeligt andet end at jeg var hvid og hun var brun. Jo, der var lige hendes hår. Hendes hår var sort som kul og så var det lidt stift. Det er fordi en negers hår er anderledes end vores hår. Hvis man kunne tage et enkelt hår og gøre det meget stort og så skære det midt over, så er vores hår rundt ligesom en pølse. Men en negers hår er nærmest trekantet. Det betyder at en negers hår bliver lidt stift.

Der er en ting mere der er lidt mærkeligt i en negerhytte. Det er at der ikke er noget toilet. Når man skal tisse når man bare udenfor og finder sig et sted. Sådan gjorde pigen også. Hun gik bare ud uden tøj på og satte sig på jorden. Hvis det er et større besøg graver man et lille hul først.

Når vi havde sovet havde jeg fundet ud af hvad jeg kunne gøre. Så tog vi tøj på og fulgtes ad til marked. Og du kan tro det er spændende at gå på marked. Det er ligesom at gå til købmanden, men der er ingen forretning. Det er bare en åben plads med en masse mennesker. Og alle dem der vil sælge noget breder en måtte ud på jorden og lægger deres varer på måtten. Så når man skal røre ved noget er man nødt til at bukke sig helt ned til jorden. Og varerne er meget mærkelige. Mange slags rødder og frø, flettede kurve og bakker i mange farver, grønne citroner, bananer og løg, men ingen havregryn. Det findes slet ikke. Men så køber man bare ris i stedet for. Så vi købte ris og vi købte også små fisk og lange brød der hedder flutes. Dem kender du sikkert godt. For det har vi også i Danmark. Og så købte vi groft salt. Og en kokosnød. Men det sjoveste var nok at købe en høne. For dernede er det en rigtig levende høne som bare har fået en snor om benene så den ikke kan løbe sin vej. Og så lagde vi den op i vores kurv sammen med alle de andre varer. Tilsidst købte vi en flaske rødvin og gik hjem til landsbyen hvor vi besøgte en gammel dame hvor vi kunne købe en kop med gåsefedt. Og så hjem til hytten for at lave mad. For jeg havde jo fundet ud af at jeg kunne give pigen en flot middag.

Men det er ikke lige så nemt som i Danmark. For der en ikke nogen restaurant hvor man kan gå hen. Man skal lave det hele selv. Og det værste er at der jo ikke er nogen oven og heller ikke noget elektrisk komfur. Så man bliver nødt til at lave et bål. Så har man en jerngryde som man kan hænge hen over bålet. På den måde kunne vi koge ris og fisk. Hønen var sværere. For den skulle jo slagtes først.

Pigen kendte en måde som fik mig til at protestere. For hun tog bare fat om hovedet og drejede det rundt ganske langsomt så øjnene for rundt i hovedet på den stakkels høne. I stedet tog vi en kniv og skar hovedet af den. Derefter pakkede vi den ind i ler og lagde den på bålet. På den måde bliver det til en hård pakke som man så slår i stykker. Og hønens fjer sidder fast i lerstykkerne. Det er negrenes måde at plukke en høne på. Da vi havde fjernet leret og plukket de stumper der bliver siddende hist og her, skar vi den op og rensede den for indvolde som man ikke kan spise. resten lagde vi sammen med hønen op i gryden og så hældte vi gåsefedt i gryden og lod hønen stege i fedt- Så lidt efter lidt fik vi lavet en middag.

Derefter dækkede vi bord rigtig festligt med vin og høne og fisk og ris og brød og bananer og revet kokos m.m. Det så helt flot ud. Og så lånte vi en ekstra stol. Så var vi klar.

Men nu kan du lige tro jeg fik en overraskelse. For da jeg satte mig, gik pigen ud af huset. Jeg sad pænt og ventede på at hun skulle komme ind igen. Da der var gået nogen tid kom hun tilbage og jeg kunne høre hende snakke udenfor huset. Så gik jeg ud og fandt hele 8 andre piger der sad på jorden og snakkede med Mazi. Så jeg gik hen til Mazi og hviskede til hende at hun skulle komme ind og spise. Men da hun kom ind og så at jeg slet ikke havde spist noget sagde hun til mig at jeg skulle spise først. For dernede spiser en god pige ikke før den hun elsker er blevet mæt. Og for at han ikke skal tro at hun venter utålmodigt samler hun sine veninder og sidder og snakker med dem udenfor huset så han kan høre det.

Da det jo var en middag til hende prøvede jeg at overtale hende til at spise sammen med mig. Men så sagde hun at en pæn pige ikke så på at en mand spiste, så jeg måtte altså spise alene. Da jeg havde spist kaldte jeg på hende og så først fik hun sin middag. Og det mærkeligste var næsten at det ikke gjorde noget at jeg så på hende når hun spiste.. Det måtte man gerne, sagde hun.

Se, det var jo en historie der slet ikke var for børn. Og da jeg skulle rejse, gjorde hun endnu en mærkelig ting. Hun fik fat i en lille dreng, en KÆZA, det betyder ung ris, en lille dreng der skulle følge mig hvor jeg gik og stod. Denne første gang fulgte han mig bare til skibet. Han holdt sig hele tiden på lang afstand og han sagde ikke noget. Han fulgte kun med mig. Senere fandt jeg ud af at denne lille dreng som aldrig talte til mig altid ventede på mig når jeg kom. Han kunne godt sidde stille en hel dag og vente. Og så snart han så mig lod han mig gå forbi. Bagefter fulgte han mig så lige meget hvor jeg gik hen. Kun een gang har jeg snakket med ham. Det var da jeg legede med et dyr som lignede en kamæleon eller et mærkeligt firben. Da kom han hen til mig og sagde at det var farligt at blive bidt af det lille dyr. Så den lille dreng var altså min livvagt. Jeg holdt meget af ham.

Da jeg gik sammen me den lille dreng kyssede Mazi mig og sagde velkommen tilbage ILANA. Hun smilede, men jeg kunne se tårer i hendes brune øjne. Hun blev stående ganske stille foran huset og vinkede da jeg gik. Og så var den historie ikke længere. Hvad siger du til det? MAKKAVISSA DALA DALA?

Rejsefortælling for børn #1

Foto: Stephanie Syjuco, USA

Jeg har som sagt fået fingrene i en rodekasse med alskens papirer om min familie, men mest om min far, der havde været sømand. Selv om han stadig var en ung mand, da han gik i land og vist aldrig siden sejlede med andet end Storebæltsfærgen, så hang han for altid fast i sin sømandsidentitet. Landkrabbe blev han aldrig. Men han blev frimærke-, mønt- og legetøjshandler – og brugte oceaner af tid ved skrivemaskinen i baglokalet på lidt for lange læserbreve.

Men han skrev også andre ting. Fx et par små historier, som han faktisk er sluppet meget godt fra. Lidt mere struktur, og knap så lang i spyttet, så kunne Onkel Gilbert sikkert også være blevet børnebogsforfatter.


Copraslangen i Masbate lagunen

I det fjerne Østen, der hvor solen står op, ligger der et land som hedder Filippinerne. Det er et mærkeligt navn, men det er også et mærkeligt land. Vi kunne godt kalde det for margarine-land, for mange gange når du spiser margarine, så er noget af det man laver margarine af, hentet på Filippinerne. Man kunne også kalde det for kokosnødde-land. For det er skallerne indeni kokosnødder som bliver til margarine. Altså må hele landet være fyldt med kokosnødder – og det er det også.

Kokosnødder vokser på træer, nogle mærkelige træer der ser ud som en tynd langhåret dreng der ikke er blevet friseret om morgenen. Store lange blade stritter til alle sider på toppen af den glatte stamme. Og lige neden under bladene hænger kokosnødderne, store tunge grønne knolde der visner når de bliver modne. Så ligner det store bundter med rigtigt snavsede barnehoveder. Som om træet var fyldt med børn der kigger ud neden under bladene. Sådan nogle mærkelige træer hedder copra-palmer.

Der er millioner af den slags træer på Filippinerne. Der er så mange, at hele landet er grønt og grønt og grønt – lige så langt man kan se. Og da der jo næsten altid er solskin, så er det et meget smukt land. Og alle de mennesker der bor der er meget solbrændte. De er så solbrændte at de næsten er sorte. Ja, de er så vant til solskin, at de faktisk altid er sorte. Det er blevet en hel vane. De er altid sorte. De behøver slet ikke at blive solbrændt først. De er født solbrændte. Er det ikke spændende? Tænk at små levende børn kan være født helt sorte. Kun øjnene og fødderne og indeni hænderne er ikke helt sorte. For ellers var det jo ikke til at vide, hvor man skal vaske sig, hvis alting var sort. Og man skal jo vaske sig.

Dette mærkelige land ligger langt, langt ude i havet. Det er så langt væk at man overhovedet ikke kan se det. Så når man skal rejse dertil, kan man overhovedet ikke se andet end havet. Vand og vand og vand. Et dejligt blåt hav med masser af solglimt og flyvefisk. Nå, du vidste måske ikke at fisk kan flyve? Jamen, det kan de da sagtens dernede! De flyver endda meget stærkt. Ved du hvorfor de kan flyve? Tænk dig nu grundigt om! Det er ligesom hvis far og mor skal til Spanien. Så kan de godt tage med toget eller køre i bil. Men det tager alt for lang tid. Og så flyver de med flyvemaskine istedet. Det er da klart. Man flyver når man skal skynde sig. Det gør fiskene også. De flyver fordi de skal skynde sig. For det første selvfølgelig fordi der er alt for langt at svømme. For det andet fordi det kan være farligt at være fisk i sådan et stort hav. For i store have lever der masser af dyr som spiser fisk. Så er det jo meget rart at kunne flyve. Det er ihvertfald ikke så rart at blive spist. Men det tænker de nu ikke så meget på til daglig. De tænker mere på at flyve. De elsker at flyve. Stryger afsted på deres stive sorte vinger. Du kan tro det ser sjovt ud. Store sværme der pludselig dukker op af havet og stryger afsted indtil de pludselig dykker ned igen. Vistnok fordi det kilder i maven.

Så når man skal finde Filippinerne skal man se efter solen og flyvefiskene og alt det grønne. Alt det grønne dukker op af havet når man har sejlet i lang, lang tid. Pludselig kan man se en ganske tynd grøn streg langt, langt borte. Når man kommer nærmere, bliver stregen tykkere og tykkere. Ligesom når børn tegner og det skal være rigtigt fint og tydeligt. Så streger de og streger. Men dette her er noget helt andet. For når vi kommer nærmere og nærmere – svulmer de tykke streger op og bliver bulede. Ligesom når du har set mor have brød i ovnen. Så hæver det sig ganske langsomt op. Det gør alt det grønne også.

Ganske langsomt vokser Filippinerne op af havet. En masse store, grønne øer med en masse solskin. Og en masse sorte mennesker. Men nu skal du bare høre: Jeg sagde jo, at det var et smukt land. Det kan man rigtigt se når man kommer sejlende ude på havet. For lige pludselig når alle øerne er færdige med at stå op af havet – så tager de hvide sko på. Ja, der er selvfølgelig nogle store sko. Og det er selvfølgelig ikke rigtige sko. Men når man ser det, kunne man godt tænke sig at det var hvide sko. Hele vejen rundt om hver eneste ø.

Det er havet der brydes over koralrevene. Av ja, hvad var det for noget mærkeligt noget? Koralrev? Ja, det er stentræer der vokser nede i havet rundt om Filippinerne. For jeg sagde jo, at det var et mærkeligt land. Kan du tænke dig sådan nogle træer, som er helt hvide eller brune med millioner af grene, ganske korte og helt uden blade? Der er ingen blade på koraler. Og de er stenhårde.

Når nu det store havs store bølger kommer rullende i sådan en stenskov, så kan det nok være at det bruser og skummer og tordner og syder. Ligesom på en strand hvor der er mange sten. Så farer vandet forvildet omkring. Men det er slet ingenting i forhold til når bølgerne ruller ind i en stenskov, et koralrev. Så bliver der sandelig helt anderledes forvirring i vandet. Det bruser og syder og bobler og laver en farlig støj. Det er det der ligner, at alt det grønne har fået store hvide sko på. Men de knirker jo lidt voldsomt i forhold til dine sko. Nå skidt, de er også gratis. Så det må man nok vænne sig til.

Koralrevene er ligesom en mur nede i havet. Men heldigvis er der huller i muren. Ellers kunne vi slet ikke være kommet ind til Filippinerne. Men vi finder et hul hvor det store skib kan sejle igennem.

Vi sejler lige igennem for at komme ind til en lille by, der hedder Masbate. Ja, nu skal du ikke tro at det er ligesom i vores land, med et stort skib der kommer ind til en havn med kraner. For det fandtes slet ikke, da jeg kom til Masbate. Næe, det var nærmest en strandbred med en platform af cement og træ, en stor firkant på tykke ben. Den fyldte næsten ingenting ved siden af det store skib. Men det myldrede med sorte mennesker. Og hele stranden var grøn af de mærkelige træer der ser ud som om de er fyldt med små børn der kigger ud. Og det var en dejlig strand med varmt sand lige ned til det klare blå vand.

Og oppe mellem træerne lå husene. Ja, det var jo ikke sådan nogle fine huse som dem vi bor i. Men de var alligevel pæne. De var brune over det hele. Ikke noget med maling. For de er lavet af strå. Man tager nogle lange pinde og binder dem sammen så de ligner en kasse. Så binder man strå på siderne og så lægger man blade på taget, store palmeblade. Færdig – så har man et hus. Hvor man kan spise og sove og hænge sin hat. Med en far, en mor og nogle små børn og en bedstefar og en bedstemor og måske en lille hund. Og allesammen sidder på jorden hvor de har bredt måtter ud. Dem kan man rulle sammen og tage ud og ryste lidt mens mor fejer lidt med en kost. Det er jo meget nemt.

Men selvom det er nemt, så er der alligevel mange ting der er svært. Man skal lære mange ting. En af de ting jeg lærte lige så snart jeg var kommet i land, var at man ikke skal stå med hovedet lænet op ad et hustag. Jeg stod der i korte bukser og lænede mig, mens jeg nød alt det gode solskin. Lige pludselig var der noget der kradsede mig på halsen så jeg frøs, og så var der noget der kravlede lynhurtigt ned ad brystet på mig. På min bare krop! Næe, hvor jeg frøs. Jeg skyndte mig at slå det væk med hånden. Det var en kæmpestor bille – forresten en mærkelig flad grøn fyr på mindst 20 tændstiklange ben der var knækket på midten. Det var slet ikke til at forstå at den kunne holde styr på alle de ben. Og især var det nogle mærkelige lange fødder fyldt med små kroge, så den kunne holde godt fast hvis den skulle blive forskrækket. Men det nåede den ikke – for det var mig der først blev forskrækket. På den måde kan man lære mange ting. Nu havde jeg lært at man ikke skal stå og læne sig op ad et hustag.

Selvom jeg var sømand, så var jeg ikke så gammel. Nærmest en stor dreng. Det er jeg forresten stadigvæk. Det kan man være lige så længe man vil. Man skal bare have nogle korte bukser og kunne fløjte eller synge eller grine. Og så skal man hele tiden være nysgerrig og altid være parat med en undskyldning. Så er man en dreng. Og jeg var altså en stor dreng – som gik der i det mærkelige margarine-land sammen med en anden dreng. Hov, man skal forresten også være god. Ellers er man ingen rigtig dreng. Man skal være god mod piger, dyr og gamle mennesker så de ikke finder på at bide. Det kan være meget klogt. Nu skal du nemlig bare høre.

Se, vi gik altså der og så traf vi en sort dreng. Det var også en rigtig dreng. Han hed Filip. Det er jo klart. Når man bor på Filippinerne, så er det klart at man hedder Filip, når man er en dreng. Og Filippine hvis man er en pige.

Vi tre drenge gik ned på den fine strand med det varme sand der gik lige ned til det klare blå vand. Og der fandt vi en kano – en meget smal båd. Ja, den er så smal at den slet ikke kan sejle uden at have udligger på. Og en udligger, ja det er næste ligesom mederne på en kælk. Sådan et par ben der kan glide på vandet. To par ben der kan glide på vandet med en meget smal båd i midten, det er en kano, en udliggerkano.

Det var jo lige noget for os drenge. Først snakkede vi med nogle voksne. Det var nu ikke så nemt – for de talte et mærkeligt sprog, sagde en masse ting som vi slet ikke forstod. Kun Filip forstod hvad de sagde. Men vi spurgte altså om ikke vi måtte prøve at sejle i kanoen. Vi snakkede engelsk med Filip og så snakkede han med de voksne. Først kiggede de længe på os drenge, men da vi så ud til at være gode mod både piger, dyr og gamle mennesker og havde korte bukser og kunne fløjte, synge eller grine – ja, så fik vi lov. Men først viste de os, at man ikke må stå op i en kano. Man skal sidde ned. Og man skal holde godt fast på padlerne, smalle brædder med skaft på, dem man bruger til at ro med så kanoen kan sejle. Og endelig måtte vi ikke kravle ud på udliggerne, for så vælter den smalle båd.

Og så smilede de til os mens vi kravlede op i båden. Jeg sad i den ene ende. Jørn sad i den anden ende og Filip i midten. Og så sejlede vi. Først gik det langsomt, men vi lærte snart at ro samtidig, og så kan det nok være at vi oplevede hvor smart sådan en kano er. Den kunne sejle meget hurtigere end en robåd.

Vi måtte kun sejle inde i lagunen, inde i havnen, selvom det ikke var nogen rigtig havn. En lagune er en dyb sø der ligger så tæt ved havet at der bliver hul ud til havet. Ellers kunne det store skib jo aldrig være kommet derind. Og vi måtte kun sejle inde i søen, inde i lagunen. Vi sejlede lige til det begyndte at blive aften.

Og så fik jeg en vældig god ide, troede jeg. “Kom, vi sejler over til den anden side. Så kan vi ligge tæt ved stranden og lytte efter om der er mærkelige lyde fra fugle eller dyr”. Filip var meget betænkelig. Men det kunne der da ikke ske noget ved. Vi skulle jo ikke i land. Filip var alligevel meget bange. Men han kunne ikke forklare os hvorfor. Og så gættede vi på at han måske troede på spøgelser, du ved sådan nogle gennemsigtige nogen der er hvide ligesom sne. Og hvis man kan fange dem, kan man spise dem. Så smelter de på tungen. Og de smager ligesom sne. For rigtige spøgelser findes jo ikke. Man er nødt til at lege det. Så hvis vi fandt nogle spøgelser, så kunne vi spise dem. Så vi sejlede over til den anden side. Og Filip rystede af skræk. Det var meget mærkeligt. Men det var jo også et mærkeligt land.

Som vi lå der og lyttede hørte jeg et lille plask i vandet ikke langt væk fra mig. Og du kan lige tro at jeg blev bange. Ligeså bange som Filip. For det var en rigtig levende slange, endda en meget farlig slange der hedder en copraslange. Sådan en havde jeg aldrig set før og jeg havde da slet ikke forestillet mig at den kunne svømme. Det var meget uhyggeligt. Den kiggede på os mens den holdt hovedet godt oppe af vandet og lidt tilbagebøjet – lige parat til at bide. Det var sandelig ækelt.

Når man er allermest bange – så er det også at man har allermest brug for at være modig. Og hvordan får man mod? Det gør man ved at bruge det mod man har. Så jeg samlede alt mit mod og sagde ganske stille: “Rolig Jørn, vi har en slange i vandet 2 meter fra mig. Vi skal ro baglæns, ganske forsigtigt”.

Måske har slangen kunnet mærke at jeg var en rigtig dreng der var god mod piger, dyr og gamle mennesker. Ihvertfald begyndte den at svømme ganske langsomt forbi båden ind mod land. Den holdt hele tiden øje med os, men den truede os ikke mere. Pyha, hvis den havde troet at vi var onde. Så havde jeg slet ikke kunnet fortælle denne historie. For en copraslange er så giftig, at man dør næsten med det samme hvis den bider.

Så du kan tro vi var glade for at vi kunne ro tilbage og komme op på stranden med vores kano. Og Filip? Ja, det var jo lidt flovt for os at han havde været så meget klogere end os, men vi sagde ham pænt tak for en dejlig dag. Og vores skib blev helt fyldt op med kokosskaller, eller som det hedder – copra – som vi sejlede hele den lange vej hjem til Danmark for at du kan få margarine hver dag.

Nye gamle papirer

Foto: Ojvin Rasmussen, Aalborg

Lidt af efterårsferien er gået med at rode i en nys opdukken papkasse med ting og sager om min familie. En lommekalender fra 1949, annullerede pas, udtalelser fra arbejdsgivere, kvitteringer, skrivelser fra det offentlige, og breve, min far og farfar har skrevet.

Måske skal man bare smide sådan noget ud, men jeg synes alligevel det er interessant med den slags papir. Det kan vise sig at rumme svar på spørgsmål, der måske vil blive stillet engang i fremtiden.

Der kan sagtens sidde en slægtsforsker og lede efter svar på fx hvordan en sømand og en præstedatter mødte hinanden engang i 1950erne, og siden sammen dannede endnu flere forgreninger i vores allesammens stamtræ.

Navne og årstal er sådan set det mindst interessante, når man går bagud i tiden. Det spændende er historierne bag. Og i et brev, som min far skrev den 30. august 1975, har jeg fundet den om, hvordan mine forældre fandt hinanden.

Min far Gilbert bildte os børn ind, at han havde fanget min mor med lasso på Hjerl hede. Det troede vi ikke rigtig på, selvfølgelig. Min far, som døde alt for tidligt den 3. maj i 1987, var jo ikke cowboy.

Næe, min far havde været sømand, og var glad for damer. Brevet jeg har fundet, er da også skrevet til en der hed Inga. Ingen af os ved, hvem hun var eller hvor hun boede. Min far havde flere af den slags bekendtskaber, måske over hundrede. Og at brevet eksisterer idag, skyldes kun at min far havde en sær vane med at tage gennemslagskopi af stort set alt, hvad han klaprede ned på sin Siemag skrivemaskine.

Så her er den rigtige historie om, hvordan mine forældre mødte hinanden. Den er faktisk lige så usandsynlig som den version med lassoen på Hjerl hede – men min mor kan bekræfte, at den er god nok – og det kan hendes kæreste Karsten også.

…

Idag spurgte du mig om man kunne vælge en pige uden forberedelse. Eller var det igår? Jeg sagde ja – fordi sådan valgte jeg min kone.

Den historie begynder oppe i Göteborg. Jeg er forhyret som jungmand på den norske båd M/S “Lillen” af Bergen på 700 tons og vi er ved at gøre klar til at stå havnen ud i en stiv nordvesten storm. Alt grej surres og gøres fast overalt. Luger skalkes og koøjne og dæklemme lukkes. Alt løbende gods hales tot og surres. Den sidste surring er et græstov som slås rundt om lossebommens gerder og det ordner jeg. Det går fint med at få halet blokkene tot og lagt halvstik og låsestik på midten. Og så rundt et par gange med græstovet så hele godset klemmes fast til bommen. Tampen gennem en øjesplejs og hale tot. Mine gode kræfter skal nok ordne op med sådan en smule havvejr.

Og læg nu godt mærke til dette forbistrede stykke græstov, for endnu 24 år efter har det følger at der dengang var en vilje der ville ét, og et græstov der ville noget andet.

Tovet sprang ganske enkelt. To tommer tykt, men det sprang alligevel. Jeg var totalt uforberedt. Jeg stod oppe på lugen. Den var ca. 1 meter høj, usædvanligt højt. Jeg mistede balancen og trådte ud over kanten. Som et lyn for det gennem mit hoved at der var ca. 1½ meter til lønningen som var rent stål. Jeg ville ramme den med baghovedet og formodentlig slå mig ihjel. Jeg syntes jo nok at jeg var alt for ung til den slags, så på den ene eller anden måde lykkedes det mig at krumme mig forover så jeg nåede dækket med hele min vægt på tåspidserne.

Så knækkede tæerne selvfølgelig, men jeg havde reddet livet. Af med støvlen og så humpe agterud og ned i køjen.

Til at begynde med var det ikke slemt. Men efterhånden som nerverne kom til live hovnede jeg op og fik smerter. Skibet var på vej til søs. Lodsen var sat af og vi gik for fuld kraft ud og fik vinden på tværs. Det var en gammel ombygget korvet fra den engelske marine. Maskinen var plomberet til 10-12 knob, men i virkeligheden kunne hun gå nær 30 hvad der kunne ses af den krydserlignende hæk. Hun var lige som en balje i røven.

Roret var højere end mig. Det var hårdt arbejde at styre hende. Hendes buttede mås fik hende til at køre rundt i søerne som en syg and. Det var fint klaret hvis man holdt hende støt med 18 grader på hver side af kursen. Og når vejret var hårdt blev det meget mere. Og så fik vi den ekstra belønning at vi alle fra skipper til dæksdreng blev søsyge af hendes sindssyge gangart. Skipperen blev altid ond når det skete og så blev vi sendt ned i storesrummene med stokfisk for at mønjemale hatbox’ene. Det var det sted på skibet hvor lugten var mest kvalmende og vi skulle da også være heldige hvis vi ikke brækkede os ud gennem et koøje. Dumme forbandede stodder der var ond fordi tyskerne havde skudt hans far og mor som gidsler og af hvilken grund vi holdt vores kæft og ønskede ham druknet i en latrinbrønd.

Med sidevind var hun helt åndssvag og vi måtte i dette tilfælde knokle os op så vi fik søen foran for tværs på kurs over til den jyske østkyst.

Jeg lå hjælpeløs i min jernkøje. Skøjten rullede så alt løst bragede i dørken hvor det lå og sejlede frem og tilbage i vand fra utætte skylights o.lign. Vi var helt oppe på de 45 grader til hver side, og længe før man når ud i borde glider man afsted med lagen og tæpper og det hele. Først til hovedgærdet så man er ved at knække halsen og så til benenden som for mig var et helvede at komme ned i. Jeg hylede når benet rørte ved noget og jeg klamrede mig fast i sidefjellene for at slippe for disse glideture. Det hjalp heller ikke.

I to fulde døgn før vi omsider nåede ind til Odense. Den by har nu aldrig været god ved mig. Jeg blev kørt på hospitalet og fik gips på så jeg var stiv som et bræt. Så bad jeg om et par krykker så jeg kunne gå lidt omkring fordi jeg ville til København hvor jeg havde en yndig pige der hed Vivian. Men det kunne der slet ikke være tale om.

De skulle de selvfølgelig aldrig have sagt. Jeg hinkede straks ud til en telefon og fik ringet til en taxa der kunne køre besked til skuden om at Henning skulle komme og hjælpe mig.

Han kom også og sammen fik vi mit tøj og en kuffert hevet ud ombord i en bil og så ned og afmønstre M/S “Lillen”. Så fik jeg 5 kartoner cigaretter ind på maven og lidt spiritus om i kufferten og så var vi parat til at dampe af. Men pludselig kom en toldbil ud af mørket og der sad vi kønt i det. Henning måtte jo gøre rede for sine synder og lade sig visitere. Jeg derimod sad i taxa og viste mit stive ben frem. De måtte være venlige selv at rode. For jeg kunne ikke hjælpe dem. Der reddede vi 5 kartoner!

Da toldbøden var betalt kunne vi fortsætte til toget og jeg hinkede gennem gangene mens Henning slæbte på vores køjesække. Vi var skam et stolt syn.

Vi nåede storstaden ud på natten og kørte ud til Hennings veninde Solvej på et lille hummer oppe på 5. sal ude på Amager. Jeg kan huske hendes lille fattige hummer og hendes rædselsfulde københavnerjargon. Hun var da flink nok, men kors for en strigle! Nu er årene gået og idag er der simpelthen ikke den ting som jeg ikke ville gøre for den samme Solvej. Den let fordrukne tjavsede letlevende strigle er 100 % pålidelig og har et hjerte af guld. Hun har stadig sit rædselsfulde sprog selvom hun er begyndt at gå uden om fremmedordene som hun aldrig fik ind på de rigtige steder. Det var iøvrigt hende jeg ville have besøgt den nat jeg kom fuldstændig knust oppe fra Tisvildeleje. Jeg har aldrig benyttet mig af hende, men jeg var sikker på at jeg roligt kunne banke hende op midt om natten og fortælle hende hele historien. Så ville hun have stået op, sandsynligvis splitternøgen, taget sin housecoat på og tøfle ud i køkkenet og lave kaffe. Og når den var serveret ville hun tænde en cigaret og sige: “Næe, ved du nu hvad, kammerat”. Guderne må vide hvad hun mere ville have sagt, men i hvert fald ville hun ikke have sluppet mig ud før hun var stensikker på at jeg magtede min tilværelse. Hun var ingen skønhed ligefrem, men hende er jeg stolt af at kende. Solvej som jeg første gang så som “kors for en strigle”.

Jeg sov i en stol og næste morgen hinkede jeg ud i Kigkurren hos Sjøgrens hvis datter Vivian var min store kærlighed. Store dejlige dådyrøjne og fløjelsblød overalt. Ikke pæne ben, men et helt eventyrligt dejligt langt hår, som hun nogle gange slog ud så jeg lå inde i et telt hvor vi “gloede” på hinanden til fornuften sivede ud af hovederne på os og mit gibsben var os pokkers i vejen. Jeg var stolt af at gå med hende, Hun havde ganske vist et barn der hedder Linda. Det var jo en stor skam dengang. Men det kunne man ikke så på hende. Hun skrev små digte fra tidens slagere til mig og var noget meget dygtigt på et rejsebureau. Det gik istykker da hun blev så dygtig at jeg en dag hentede hende ude hos en halvfætter som ikke ligefrem var kendt for sin dydighed.

Jeg havde ingen penge og levede af at smugle cigaretter i havnen. Mit gipsben var et handicap i den forretning. Men det reddede mig da fra en tolder som ikke troede at jeg kunne finde på at stikke af på en cykel. Jeg var nemlig særdeles skrap på en jernhest. Gammel svajer osv.

Det var forresten Vivian der bragte mig på sporet af at jeg var modtagelig for tankeoverførsel. Hun skrev tidspunkter ned for mig mens jeg sejlede på England og jeg skrev ned når jeg mærkede hende optræde. Det passede 95 %.

Efter to måneders sulteliv på evig flugt for emsige toldere og altid uden penge nok til at tage Vivian i biografen uden at hun selv betalte, så fik jeg omsider lov at skifte mit overtegnede ben ud med en lille let gipssko. Ned i havnen og aftale hyre om 14 dage og så afsted rundt til familien. En sømand ved jo aldrig om det varer længe før han kommer hjem.

I toget kom jeg i kupe sammen med en fuld politibetjent og en ganske køn sorthåret pige der grinede af alle de fuldemandsvittigheder han afleverede. Det var meget irriterende og jeg var ærlig talt forarget. Han kunne da være hendes far og så fuld i fuld uniform! Det var for stift!

I Nyborg blev betjenten holdt tilbage grundet manglende gyldig rejsehjemmel som det hed. Hans dame var alene tilbage og halede den største kuffert jeg tror jeg nogensinde havde set en dame have med sig, ned fra nettet. Den var tung kunne jeg se, og jeg havde ingen bagage. Så jeg tilbød at bære hendes kuffert ombord. Man skulle tro der var mursten i den kuffert. Fra vogndækket gik jeg op i salonen og satte mig og fik kaffe med smørkage.

Damen fra toget kom ind og tilfældigvis var der kun een eneste plads. Den tilhøjre for mig. Hun bestilte kaffe og sagde tak for hjælpen. Det var pænt af mig og hvis jeg ikke havde hjulpet hende havde hun nok ikke kunnet komme med færgen.

Jeg spurgte omvendt efter hendes rejseledsager og fik at vide at det skam ikke var nogen ledsager. Det var helt tilfældigt at hun var kommet i kupe med ham. Så måtte jeg jo betro hende min forargelse og det grinede vi af. Indtil færgen var kommet udenfor havnen og bevægede sig. Så blev Helle søsyg, ret og slet i den mildeste søgang jeg overhovedet kunne forestille mig. Sad og blev ganske bleg og det hele!

Jeg måtte hjælpe hende op fra stolen og ud på dækket. Hun var simpelthen dårlig. Jeg fortalte hende hurtigt om alt hvad man kan gøre mod søsyge. Over i luv side. Følge skibets bevægelser, sørge for at maven har noget at arbejde med (det behøver ikke være fedt flæsk), tænke på noget andet, og allerbedst hvis man kan komme til at ligge ned. Min beskyttende arm om hende skulder har givetvis været guld værd for sundheden. Hun var ihvertfald stadig levende da vi nåede over på den anden side, hvor jeg bar kufferten for den afkræftede dame og sad i kupe sammen med hende. Pludselig spurgte hun hvad jeg igrunden lavede, når jeg ikke rejste med toget. Ja, jeg er sømand.

Det syntes hun var vanvittigt spændende hvorefter jeg jo måtte vide hvad sådan en underlig dame lavede. Ja, hun studerede til læge.

Det satte mig jo noget til vægs. Hun måtte jo nærmest være en slags fin dame, selvom jeg ikke rigtig forstod det der med politibetjenten. Og gudhjælpeme om ikke damen bad så mindeligt om ikke jeg ville skrive til hende og fortælle hende om livet til søs. Helle Filtenborg og så en adresse på en præstegård i Sønderjylland.

Vi vinkede farvel i Fredericia og jeg skynde mig at glemme det skøre menneske.

Et år senere var jeg forlist og var derfor kommet på langfart med en supertanker på 22.000 tons (det var et kæmpestort skib dengang).

Vi gik for mild vind i bagende sol ned gennem Rødehavet mens jeg pyntede op i mit enmandskammer. Jeg ryddede op!

Pludselig faldt en lille seddel på dørken og jeg læste navnet Helle Filtenborg, Jeg kendte bestemt ikke nogen der hed sådan og skulle lige til at smide sedlen væk, da jeg kom i tanke om den sorthårede på færgen hjemme i Danmark.

Vores rejser var på 7 uger fra Holland til Gulfen og retur med olie. Vi havde oceaner af tid og kun 8 timers dagligt arbejde. Så hvorfor ikke? Der kunne vil ikke ske noget ved at skrive og sige undskyld at jeg havde glemt hende. Det gjorde jeg og 3 uger senere fik jeg brev i Suez. Hun studerede stadig og nu var adressen noget med kvinderegensen.

Jeg skrev sammen med hende i et år og kom så omsider til Danmark efter to år på farten. Hun var forlovet med en teolog, men hende og Karsten havde inviteret mig ud til en kop kaffe med efterfølgende tur i teatret.

Jeg husker den tur endnu. Jeg havde bestemt mig for at finde en pige. Jeg var træt af alle de forskellige og ville have een bestemt hjemme. Jeg var jo helt fri og sagde derfor til mine værter at jeg ville giftes med hende derhenne. Så skyndte jeg mig at gå frem foran damen og derefter vende tilbage med en skuffet bemærkning om at hende ville jeg nu ikke gifte mig med alligevel. Det blev jo hurtigt til en pjanket leg med mange gode forslag og nøjagtigt lige så mange afslag.

Idag er det næsten umuligt at forestille sig den lette stemning som greb os alle tre. Jeg husker Helle i bussen stå ganske stille og lave en kugle af sølvpapir som hun så ganske roligt dumpede ned i hattepullen på en ældre herre der selvfølgelig drejede hovedet for at se hvad vi grinede af med den resultat at kuglen trillede en hel omgang og fik os til at se helt forkerte ud af grin. Helle der idag er præstefrue med tre børn i en flot præstegård hvorfra hun af og til går hen på skolen og underviser i sprog og matematik. Helle der fører sig som en svane når den bruser afsted. Og Karsten med sin lidt trevne og tanketunge tale. Begge er berejste som sømandspræstepar i Peru og i Japan hvorfra de har indkøbt pragtfulde kunstgenstande som i glasmontrer smykker deres hjem. Et par sympatiske, men afgjort værdige mennesker.

Da vi kom hjem på kvinderegensen viser Helle mig et billede af en pige med lange fletninger. Stemningen er der stadig og jeg siger hende vil jeg gifte mig med, næe hende vil jeg nu ikke gifte mig med. I det samme ser jeg på Helle og opdager at hun ser mærkelig ud. Jeg kommer i tanke om at pigen jo må være noget familie, hvorfor jeg straks siger, åh lad mig lige se hende igen. Jo, hende kunne jeg vel godt gifte mig med. Hun er da ganske sød.

Så skete der noget som ingen af os kan forklare idag. For Karsten sagde, jamen ved du hvad. Du kan da beholde billedet og få adressen, ikke Helle? Og Helle, det store skvadderhovede, gjorde selvfølgelig hvad hun aldrig hverken før eller siden havde gjort. Hun gik med på spøgen og jeg fik adresse og billede udleveret.

Nu er jeg ikke nogen tøsedreng. Og jeg havde jo vitterlig ønsket mig en fast pige i Danmark. Så jeg satte mig ned og skrev til Linda Filtenborg i præstegården nede i Fole.

Fole præstegård var en gammel bygning fra 1766. Med stort køkken med komfur og masser af ringe til ildstederne og stengulv og fadebur og hele balladen. Inde i køkkenet sad man gerne og læste sine breve op ad det varme komfur. Da mit brev ankom, satte Linda sig på tørvekassen og skraldgrinede af at en af Helles “aflagte” skrev til hendes lillesøster.

Sømanden var selvsagt på vej ud i verden, Jeg turde slet ikke blive hjemme efter den frimodighed. Jeg rejste til Madagascar og blev væk i et år. Vi skrev sammen og med de mange breve kendte hun tilsidst hver eneste afkrog i mit synderegister og hvad der ellers var af værdifuldt. Så da jeg atter vendte hjem blev jeg højtideligt inviteret til at komme på besøg i Fole præstegård.

Nu skulle jeg indfri ordene “hende kunne jeg da godt gifte mig med”. Jeg vidste at hun var jomfru, at hun var fra den 14. april 1936, at hendes hår nåede helt ned over bagdelen når hun redte det ud og at hun havde haft en dejlig barndom i et fattigt men åndrigt hjem hos en uforlignelig far fra Mors-egnen og en knap så uforlignelig mor fra Kaukasus i Rusland.

Vi skulle komme kl. 16.00, min far og jeg. Vi kom en halv time for tidligt, men blev venligt modtaget i forstuen, hvorfra vi blev ledsaget ind i den kæmpestore havestue med hollandske kakler på den store kakkelovn og glasdøre både til spisestuden og ud til den kæmpestore dejlige have. Vi blev sat ned i den røde plyssofa som vi allesammen har siddet i efterhånden som de 8 børn slæbte hver deres udkårne med hjem, den samme røde plyssofa som vi stadig sætter os i når vi besøger provsten i Gram. Det var godt kram de lavede i gamle dage.

Provsten var en sjov rund fyr med kridhvidt karsehår over hele hovedet. Hans stemme var meget velmoduleret og han havde en ydmyg hjertelig måde der hurtigt fik en til at glemme hans lidt mærkelige udseende. Jeg var nærmest stiv af skræk over at sidde og skulle konversere en rigtig ægte provst. For vi konverserede. Vi snakkede ikke bare.

Og provstinden kom højtideligt ind og forklarede at Susanne (pudsigt så smagløst hun nogen gange vælger at formulere sig) var i badet. Så hvis vi ville have den godhed at afvente hende med tålmodighed.

Kort efter kom hun atter ind i sin myndige ranke holdning og meddelte at Linda nu befandt sig i studereværelset dersom det ville behage mig at tale med hende.

Jeg blev vist ud i forstuen hvorfra provstinden udpegede den dør der første til bemeldte studereværelse.

Jeg lukkede op blot for at opdage at der var dobbelt dør, hvorfor jeg nok en gang åbnede en dør så jeg kunne se ind i det halvmørke tomme værelse der lugtede af gamle bøger og domineredes af et stort men beskedent skrivebord flankeret af en rigtig ottoman med slumretæppe og dunkelt belyst af en 25 watt i en standerlampe med gammeldags jernstativ. rundt omkring stod forskellige skabe og væggene var tæt besat med billeder af mennesker og landskaber. Og så selvfølgelig bogreoler der var ved at segne under vægten af de mange bøger. Men Linda var der tilsyneladende ikke, før jeg fik øje på en kjoleflig bag provstiets store arkivskab.

Jeg sagde: “Jeg har aldrig set dig Linda, kom frit frem”. Husk på at jeg aldrig nogensinde havde set denne pige som omvendt heller ikke havde set mig. Hendes søster havde ganske vist luret fra køkkenet og var faret ud i badeværelset for at betro Linda: “Nøj, han er pæn”. Men det var også alt. Så Linda kom frem som en frodig blussende barmfager og bredhoftet bondepigeagtig pige i en meget let storblomstret sommerkjole.

Kære takt og tone. Hvad gør man? Hvad siger man? Jeg anede det ikke, men skridtede fremad som enhver god soldat og rakte hånden ud og kunne pludselig se at hun var rystende nervøs for hvad jeg ville synes. Mit gode hjerte behøvede ikke at vide mere. Jeg lod hånd være hånd og slog armene om damen og kyssede hende længe og inderligt så hun var på nippet til at græde af bare lettelse. Og så blev der grinet så det kunne blive til noget.

Se det var en lang historie  og det er ganske vist. Man skal være varsom med græstov, selv når det er to tommer tykt!
Man kan vove pelsen – hvis man tør!

…

Papkassen gemmer på mange historier, så der er flere blogs på vej. 

Det er snart jul

Foto: Daniela Baack, Tyskland

Detailhandlen er ikke så hurtig i optrækket som den plejer at være. Selv om vi er helt henne i de tocifrede oktober datoer, har langt de fleste butikker endnu ikke pyntet op til jul.

Supermarkederne har kun ganske få julevarer på hylderne. Du kan få julemarcipan og økologisk jule ale til nissepriser, men der er endnu ikke hængt plasticgran og guirlander op.

Jeg undrer mig. Skal vi virkelig helt hen i november, før forretningerne vågner op? Julemanden har jo et notorisk ry for at kunne trylle omsætningen op i det røde felt, og det er der seriøst brug for i disse krisetider, ikk’?

Sæt igang. Her i huset er der forlængst pyntet op. Det fine julehjerte på vægen ved siden af havedøren kom op og hænge allerede sidste års jul!

Stærke sager

Foto: Brandon Blinkenberg, USA

Den her er stærk. Instinktivt ved vi, at mad med dén form og farve giver en brændende smerte på tungen. En rigtig ond chili er fuldstændig blottet for chill-factor. Den er flammer ud af flaben.

Habañero! Det er kort sagt sådan den smager: Som svidende rap fra en spansk læderpisk, der virkelig er lagt kræfter i.

Så hvorfor spiser vi den? – Jamen, netop derfor! Når vores smagsløg får klø, kan vi for alvor mærke, at vi lever.

Vores adfærd har jo ikke så meget med sund fornuft at gøre, i hvert fald ikke med hensyn til, hvad vi kommer i munden.

Videnskaben har forlængst fundet ud af, hvad der gør chilien så stærk. Det er dens indhold af capsaicin. Også kaldet N-Vanillyl-8-methyl-6-E-noneamid, eller C18H27NO3, hvis man har en lille kemiprofessor i maven.

Stoffet er egentlig uden smag, men virker kraftigt lokalirriterende. Det er det, der giver os den brændende fornemmelse og får sveden frem på panden.

Hvis vi vil vide, hvor stærk en chili er, skal vi altså måle koncentrationen af capsaicin. Metoden hedder High Performance Liquid Chromotography eller HPLC, og de fleste laboratorier har et apparat til sådan en måling. Men det er alt for straight foreward for den menneskelige psyke. Vi vil sgu hellere måle chiliens styrke på Wilbur Scovilles måde.

Scoville var apoteker og opfandt sin metode i 1912: Et panel af forsøgspersoner skal indtage chilien i pulverform, opløst i sukkervand. Opgaven går så ud på at smage sig frem til, hvor meget sukkervand der skal i opløsningen, før chilien ikke længere brænder i munden.

Chilien på billedet har måske en styrke på 3000 scoville. Men hvis en chili skal i Guinness Book of Records, skal vi meget længere op på Scoville skalaen. Bhut Jolokia er målt til over en million. Navnet betyder spøgelseschili, så hvis man gnasker sådan en fætter, så er man selv ude om det.

Verdens stærkeste chili er efter de seneste oplysninger en Trinidad Moruga Scorpion. Den har en styrke på op til 2.009.231 Scoville Heat Units (SHU). Målingen er foretaget i år af New Mexico State University Chile Institute.

Fjernfølelse

Foto: Laura Shreck, USA

Det er ikke direkte skadeligt at se fjernsyn, men hvis vi virkelig skal mærke at vi lever – så er flimmerkassen dum at sidde foran.

Vi har jo hele fem sanser, men bruger på tv’et stort set kun den ene – synssansen. Mange vil nok indvende, at man skam også bruger sin høresans foran skærmen – men ved almindeligt fjernsynskiggeri lytter man jo ikke rigtig efter, vel? Lyden summer hen og bliver ikke hørt. Den bliver højst overhørt og forsvinder i undertekster.

Det er øjet der ser fjernsyn. Det er primært elektromagnetisk stråling på nethinden fjernsynet giver os seere. Selv om det også vibrerer lidt dybt inde i øregangen, så er det gennem øjet, vi får vores indtryk i hverdagen.

Fjernsynet er tændt konstant og rækker hele kloden rundt. Det er smart, men det kan også blive for nemt. Alt komprimeres jo ned til cirka tre meters afstand, om det så er månen eller kongekobraen vi skal se. Sådan er det jo. Og det indskrænker vores verden, når satellit- og nærbilleder går i ét.

Det værste ved fjernsynet er dog, at det sender de andre sanser ud i mørket. Efter længere tids flimmer er det kun synet der tæller. Alt kommer til at dreje som om at se, og hvordan man ser ud.

Det hjælper ikke stort at slukke for fjernsynet og i stedet tænde for fjernhørelsen – eller som vi kalder den i daglig tale; Radioen. Den eliminerer på samme måde de andre sanser. Gør dem fjerne og fjerner dem.

Og fordi billede og lyd synes så selvtilstrækkelige, bliver der næppe nogensinde opfundet et apparat med fx smag, lugt eller følelse. Selv om livet leves meget mere intenst med netop disse oversete skråstreg overhørte sanser.

Det er derfor vi lukker øjnene, når vi kysser. Så bliver der nemlig meget bedre plads til de neurokemiske reaktioner i næse og mund. Og så kommer følesansen til udtryk: Vi opfatter varme og kulde, også kaldet thermoception. Vi mærker tryk, med vores evne til tactition. Smerte sanses gennem nociception. Proprioception er opfattelse af kroppens og dens deles placering i rummet: en undersans der fx fortæller om din finger er strakt eller bøjet nu. Evnen til at opfatte balance holder til i ørerne og kaldes equilibrioception.

Når det rigtig kører for os, og fjernsynet er slukket, kan vi så småt tale om den 6. sans. Og så kan vi rigtig leve…

Gak til gnuen og bliv viis

Foto: Barbara Schneider, Tyskland

Tag dig et minuts tid til at se nedenstående lille kortfilm. Du griner og får langt større indsigt i de spørgsmål, der handler om liv og død!

Jeg så den selv første gang i weekenden, hvor Dansk Forfatterforening sammen med Hald Hovedgård og Animationsskolen i Viborg gav et kick ind i animationens verden.

Det er den fedeste clip jeg har set. Nogensinde!






Film: Bird Box Studio, London

Japans Disney

Osamu Tezuka var egentlig uddannet læge, men viede i stedet sit liv til tegneserier og animationsfilm. Hvorfor ved jeg ikke, for tilsyneladende skammede han sig over sine tegninger.

I en dokumentar på Brænderigården har jeg sammen med et tv-hold engang i 1970erne fulgt Osamu Tezuka på job. I tre kvarter følger man mesteren. Han arbejder konstant, sover med hovedet ind over tegnebordet i tre-fire timer, vågner så op og tegner videre. Hele tiden på bagkanten af en deadline.

Selv på bagsædet i en bil på vej til lufthavnen, hvor han skal med et AirFrance fly til Paris, tegner han på livet løs. Og får afleveret en færdigtegnet side lige inden det er absolut sidste udkald for boarding.

Manden producerede mindst 170.000 sider i sit liv, som sluttede i 1989. Den japanske tegner med alpehuen blev blot 60 år gammel.

Han var på højde med Walt Disney, og med tiden vil man måske nå frem til, at han reelt var større. At Mickey Mouse må se sig slået af Astro Boy. For Osamu Tezuka er MANGA – den japanske tegnefilms gudfar.

Prøv og læs en af hans store episke graphic novels, eller tag ind og se udstillingen i Viborg. Osamu Tezuka er virkelig god, en meget stor tegneseriekunstner – ironien må have været tyk som tjære, da han sagde noget i retning af: Jeg pines over min tegninger…