Dagens nyheder

Voksende frygt for den bortførte unge Frank Sinatras liv. Faderen fløjet til Reno for at følge den storstilede jagt paa kidnapperne paa nærmeste hold - Politiet uden spor.

Sværtbevæbnede bankrøvere blev anholdt

Største passagerskib blev søsat i middags. DFDS-baaden "England" bliver formentlig forløber for automobilskibe ogsaa til ruten København-Aalborg

Kong Frederik er rejst til London

Isslag og taage skabte trafikkaos. Mange biler kolliderede eller kørte i grøften i Nordjylland. - Frontalt sammenstød ved Brovst
35 saaret i Aden lufthavn ved haandgranat-attentat. Kastet mod arabiske ministre og højtstående englændere


Aalborg Stiftstidende, tirsdag 10. december 1963: Garntrisses forældres bryllupsdag. En sjov avisforside i skifteramme på væggen i gæsteværelset.

Video

Foto: "foxumon", USA

I disse tjekkede 9:16 tider, er der nu noget særligt ved 3:4. Det er ikke så tosset at være totalt umoderne en gang imellem.

Vi har samlet alle de gamle, næsten glemte VHS’er i et skab i gæsteværelset, og sat en støvet videoafspiller til en bedaget grå fedskærm med runde hjørner. Et gammeldags tungt tv.

Vi har masser af kassetter fra videotiden. Sonjas jul, Sørøver Sally, Pippi Langstrømpe… 
– men Naja synes vi allerførst skal se Nana. Fjernsynet sættes på kanal 0, vi trykker play – og jo, jeg har forbundet kablerne korrekt i første omgang.

Og så ser vi alle seks episoder i rap. Om Nana der er næsten syv år og starter i skole. Det er dejligt at kigge med, tilbage i tiden. Naja spørger, hvor gammel Nana er i dag, og jeg regner det ud til 28 år!

Er det virkelig så lang tid siden, Nana huserede? Joh, der er bondemanden spillet af en ung Niels Hausgaard. Go’daw.

– Hva si’r dæ bette ski’?

Orange spørgsmål

Foto: "abcdz2000", Bahrain

Hvorfor hedder det egentlig, han er ikke helt appelsinfri, når en person efter indtagelse af alkohol har fået en pind i øret? Hvad har de orange citrusfrugter lige med dét at gøre?

Det er emnet for dagens sene blog, som samtidig er en fin anledning til at vise et smukt foto af appelsin. Som i begyndelsen i Tyskland blev kaldt kinesisk æble: Apfel Chine.

Sproget.dk tør ikke give et klart svar.

Men Ordforklaring.dk – et site med både fup og fakta – giver et konkret svar.

Kort fortalt går det ud på, at i forbudstiden, hvor alkoholiske drikke var fy-fy forbudt, kunne man istedet opnå en rus ved at indtage gæret frugt. Især appelsiner var gode til formålet, da de kunne opnå samme styrke som guldøl, og så smagte det egentlig ikke så tosset endda.

Det er vel også derfor vodka & juice er blevet en evergreen – eller everorange – i enhver bartenders bevidsthed.

Pas

Nu har jeg fundet mit pas – som jeg ikke kunne finde da jeg skulle til Ljubjiana.

Derfor måtte jeg hurtigt skaffe mig et emergency passport, et såkaldt provisorisk pas. Efter et besøg hos fotografen på Hovedbanegården, og et smut forbi kirkekontoret efter en dåbsattest, kunne jeg mod klækkelig betaling på rådhuset få det midlertidige pas som ses på dagens blogfoto. Med det i hånden kom jeg alligevel til Slovenien.

Bemærk det nyklippede hår, som Daniella har sakset. Men læg også mærke til, hvor kopisikkert det i al hast producerede pas egentlig er: Farvefoto, hånd- og underskrift, stempelpræg og en stribe rigsvåben i hologram tryk henover mit kontrafej.

I dag har jeg så vekslet mit provisoriske pas til et almindeligt rødbedepas. Og undret mig. Sikkerheden er ringere end på det midlertidige. Det må være en smal sag at lave et falsk pas, med foto i sort-hvid raster og ikke så mange dikkedarer.

Hvorfor er et dansk pas endnu ikke udstyret med fingeraftryk? EU har for fem år siden vedtaget at vi alle skulle have biometriske pas, men stort set intet er sket i Danmark. De terrorsikrede pas syltes af regeringen.

Jeg har ladet mig fortælle, at noget af årsagen er en disput om fotoet. Man vil gerne have at pasfoto i fremtiden skal tages af Borgerservice, men så vil fotografen på Hovedbanegåden, og alle hans kolleger miste en stor del af deres omsætning.

Problemet er, at fotograferne ifølge persondataloven ikke må opbevare pasfotos digitalt, men ved istedet at have dem lagret i myndighedernes edb-system kunne politiet få en ekstra sikring imod falske pas. Hvis ikke fotoet er det samme som det Borgerservice har taget, er passet uægte…

Anyway, når vi engang får nye pas, kan de så ikke også blive udstyret med en chip med en lille bid af nationalmelodien, så man kan ringe til sit pas på mobilen og høre hvor man har forlagt det i sit rod? Det er sådan set den sikkerhed jeg ønsker mest ved mit pas – at det ikke bliver væk!

Enden på komedie

Nu er valget overstået. Har vi så fået noget ud af det?

Ja, alle vælgere, der har haft en cykel stående i stativerne på Greve station i dagene op til valgdagen den 17. november, har fået sadelbetræk med fire varianter af Milos noget diffuse politiske budskaber i overskriftsform.

Smøger eller gulerod? Det ene udelukker vel ikke det andet. Men Milo prøver vist bare sige at han går ind for sundhed og velvære. Modsat alle de politikere der står for sygdom og ubehag?

Alternativ til cykelturen. Igen en lidt løs rubrik. Det er sundt at cykle, men selvfølgelig findes der alternativer. Er Milo egentlig ikke selvmodsigende her, i forhold til sadelbetrækket på fotoet?

Du vil vel heller ikke køre på en rustbunke? Jeg fatter hat. Prøver Milo at sige han går ind for velfærd?

Et sundt liv begynder her. På hospitalet er det for sent. Nå, gør det det? Nå, er det det? Jeg har svært ved at forstå hvor Milo vil hen.

– Men han bliver så heldigvis heller ikke borgmester i denne omgang. Der var ikke stemmer nok i de noget løjerlige budskaber til vælgerne.

Milo var bykonge i Greve i 12 år, og ved forrige valg så det ud til at han kunne blive på tronen i yderligere fire. Men så kom han vist til at sige til den kvindelige partikammerat Brigitte Klintskov Jerkel at hun kun havde fået mange personlige stemmer fordi hun så godt ud, og derfor afviste han pure at give hende nogen post i kommunalbestyrelsen.

Det fik damen til at afhoppe over til de konservative, så borgmesteren istedet kom til at hedde Hans Berlach. Og det er egentlig gået meget godt. Jerkel har i valgkampen slået sig op som de unges politiker, og borgmesteren hedder stadig Berlach.

Jeg tror tiden er løbet fra Brixtofte-typerne, men mange vælgere kan alligevel godt bruge Milos sadelbetræk. Istedet for at smide det væk som ligegyldigt, nærmest komisk valgmateriale, har de taget det til sig. Man skal jo bare vende vrangen ud, så har man et fint hvidt sadelbetræk i denne triste og regnfulde tid.

Chokolade

Foto: Mateusz Atroszko, Polen

24support har udbudt en lang række døde grupper til interesserede minglere, og jeg har lagt billet ind på at blive stifter i en om chokolade.

Emnet er jo vigtigt, som det fremgår af DR Nyheder. Hvor er Anton Berg henne i denne sag? Der er jo intet som chokolade som kan skabe et godt forhandlingsklima på et topmøde.

Og der er i det hele taget mange lækre emner der trænger sig på:

Mørk eller lys pålægschokolade? Jeg fornemmer at børn i dag helst vil det mørke. Og hvis der kun er lyst tilbage, så foretrækker de Nutella. Men da jeg var dreng, var det kun den lyse pålægschokolade der duede.

Chokolademassage? Hvad ville du sige til at blive smurt ind i skøn, varm og flydende chokolade af bedste kvalitet. Få chokoladen masseret ind i huden. Jep, det lyder lækkert, ikke? Og chokolademassage praktiseres faktisk! Åh jo. Åhhh…

Kaffe til chokoladen? Enhver café med respekt for sig selv, lægger en lille chokolade ved siden af en god kop puccino. Men er det i virkeligheden bedre at nyde et fint stykke chokolade til et glas rødvin, eller en kold cola? Det er svært at svare på med sikkerhed, men et godt emne til en sød debat.

Feriechokolade. Hvor i alverden finder man den bedste chokolade. Ghana, Argentina, Belgien. Hvor skal vi hen, du…

Send en mail, hvis du vil ind i gruppen, når 24support har ordnet det tekniske. Det vil blive det helt rigtige forum at samles omkring en chokoladesnak.

I Chokolade gruppen kan du dele dine mørke og lyse chokolade sider med ligesindede og falde i svime over al den lykke livet og chokolade byder på. Velkommen i gruppen.

Månevand

Foto: Abdulaziz Almansour, Kuwait

Man laver et ordentligt prik i månen med en raket. Og så analyserer man det månemateriale der bliver hvirvlet op.

Man kunne selvfølgelig have givet min ungdoms astronauter en pilekvist med på de første månevandringer…

Well, der er mere impact i at lave et krater i et krater, og resultatet er stensikkert: Der er vand deroppe. H2O, i rå mængder. Måske en hel liter pr kubikmeter månegrus…

Nogen mener det er ligemeget med det månevand. Vi har jo masser af vand her. Verdenshave, regnvejr, sne, is, floder, søer. Lige til at komme i glas og på plastikflasker.

Men gu’ er det interessant at der findes vand på månen. For når Luna har det, så kan det da også tænkes at Venus har det. Tænk om vand – ilt tilsat to dele brint – er almindeligt forekommende på et utal af kloder vi endnu ikke kender!

Så løber alle forestillinger om at den blå planet er eneste levende sted i hele universet hurtigt ud i sandet. Bliver manet i Jorden, så at sige. For så er alle steder jo ligesom vores, bare anderledes…

Tænk om selve livet bare kommer af sig selv, opstår ud af ingenting og lidt vand? Det lyder ganske vist utroligt, at der skulle være "nogen" derude et sted. Men lyder det ikke endnu mere usandsynligt, at jordens skabninger skulle være helt alene om at leve?

Et andet sted, på et andet sandkorn, roterende, cirklende om en anden brændende sol, sidder der måske en sær lille grøn fyr og tænker lidt ligesom mig…

At endossere

Foto: John Siebert, USA

En flytning er mere omfattende end man umiddelbart tror. Hvad man først tror bare er noget med at fylde sit habengut i fire-fem flyttekasser – udvikler sig hurtigt til langt mere, sved på panden, læsse losse lastbil, kaos og rod.

Og så er der alt det andet: Boligsalg. Flyttemeddelelse til Folkeregisteret. Afmelding af husstandsforsikring, licens, skoleflytning og hvad der nu ellers er af krumspring når man går fra at være enlig far med søn i en hybel på Halmtorvet, til at blive en hel lille familie, med mig og min kæreste, og vores to børn, Naja og Jeremy på ti og elleve år.

Jeg troede naivt at hele balladen ville være overstået på omtrent en uge. Men den slags trækker ud, og der kommer hele tiden nye uforudsete følger af flytningen. Blandt andet bankforretninger; Man må sno sig lidt, når der ikke er en filial af ens bank i den by man er flyttet til, og det ikke kan klares med netbank og mobil.

Det fandt jeg ud af da jeg i går ville hæve en check. Den lokale bank kender mig jo ikke, så det kunne ikke lade sig gøre. Selvom jeg kan legitimere mig med både presse-, dan- og kørekort, åsyn og underskrift – så skal man have konto i banken for at hæve en crosset check.

– Eller man kan endossere sin check til kæresten, så hun kan hæve gysserne. Vi underskriver på checkens bagsiden, og så kan pengene gå ind på hendes Danske Bank bankkonto. Lidt omstændeligt, vil jeg mene. Men det er nok også derfor aktionen har sit eget fremmedord.

In absintia

Foto: Lisa Andresen, USA

Nul fuldesyge. Ingen hovedpine. Kan det passe?

Når jeg nu rekapitulerer lørdagens og -nattens indtag, burde tømmermændene have generet mig i middelsvær grad. Men de har ikke været der. Kun teoretisk tilstede, in absentia.

Minglerfesten havde spansk tema. Og som velkomst nød vi et par dejlige glas Sherry Fad No 6, til akkompagnement af snacks som fx blå kartoffelchips. (Jo, blå kartofler findes faktisk).

Og efterhånden som det store runde spisebord lagde grund til mere og mere overdådig festmad, kaldte det på noget fornuftigt at drikke. Jeg havde medbragt en rigtig god rødvin, som det  var meningen skulle deles med Garntrisse. Hun havde desværre meldt forfald, så jeg var vel nærmest tvunget til selv at hælde vores Bordeaux MontonCadet indenbords. Den mødte ingen nævneværdig modstand, og sørme om ikke flasken pludselig var tom!

Olsen bød så hjerteligt på en israels rødvin fra "The Cave". Det var første gang jeg nød rødvin fra en flaske med hebraisk skrift på. Men Israel er bestemt et godt vinland, hvis jeg skal bedømme det udfra smagsprøven.

DMO var af vanvare ankommet med en halvkedelig dåseøl, og den havde Jan fluks skiftet ud med en Refsvindinge Ale No 16. Et fynsk fyrtårn i øllernes verden. Jeg ved det, for jeg nedsvælgede en magen til.

Nu skal det jo ikke lyde som om jeg bare sad og drak hele tiden. Ingenlunde. Først og fremmest deltog jeg ivrigt i konversationen. Vi kævlede løs, med l. Og det var simpelthen nødvendigt med et større væskeindtag for ikke at blive tør i halsen. Vand fra hanen kunne ikke komme på tale, – for det var spilkogende!

Anyway – som så ofte før, havde alkoholen en positiv indvirken på både mit intellekt og min charme. Min humor bliver kun mere udsøgt og raffineret i takt med at der kommer sprit i blodet. Og det skulle blive endnu bedre:

For nu var det så, at Jan stillede et helt arsenal af absinter på bordet. Denne drik, som jeg før har blogget om, findes altså i mange varianter. Spændende flasker, som skreg på min udelte opmærksomhed.

En Absinthe Philippe Lasalla på 50 %. Og så en Moulin Vert Absinthe på 68 %. Jamen, den var også god! Og en Versinthe aux Plants d' absinthe på forholdsvis beskedne 45 %, men alligevel en heftig hjertevarmer.

Undervejs i smagningen af de forskellige absinter, måtte vi naturligvis neutralisere vores ganer, så vi bedre kunne skelne de mange slagser. Til det formål nød vi et glas meget udsøgt vodka fra Skt. Petersborg.

En Amer på 72 % var endnu en absint det var behageligt at stifte bekendtskab med. Og så en Absinthe Brevans på 68 %. Det med procentsatsen er iøvrigt ikke nødvendigvis noget der giver sig tilkende i smagen. En stærk smag er ikke ensbetydende med en høj procent, og vice versa.

Tid til igen at justere ganerne: Spillemand havde medbragt en hjemmegjort brombær snaps. Den var virkelig god, så den kunne man ganske nemt tåle i hvert fald to glas af.

Jan Spillemand var lidt loren ved næste absint. I modsætning til de forrige var Terre Anticke ikke grønlig, men nærmere en mørkgrå substans. Som var der tilsat ekstrakt af edderkopper. Jeg tror desværre Jan havde et sært araknofobisk forhold til denne ellers spændende absint. Det blev kun til et forsigtigt nip for hans vedkommende. Resten af glasset lod han stå.

Så gik det bedre med Père Kermann’s 60 % absinthe. Og så var det pludselig tid til at puste luftmadrasser op og tænke på lidt søvn. Jan hentede en kold guitar i bilen, og slog nogle strofer an til en god nat. Klokken var da henad fire.

Nogle timer senere stod vi op. Ann hældte hanens spilkogende vand over malede kaffebønner og theblade, og skyndte sig også lige at friskbage nogle boller. Og jeg satte mig op og undrede mig over hvor tømmermændene blev af. De var fraværende. Og jeg var hverken blevet blind eller havde mistet evnen til at gå lige.

Så efter en skøn morgenbuffet med udsøgte oste og flamberede pandekager gik vi tur i skoven, hvor der stadig ligger et stykke brolagt kongevej fra 1500-tallet.

Konklusionen må være, at absint kan man roligt nyde i rå mængder. Tusind tak til medværten ved den suveræne Lam&Whisky minglerfest, som så gavmildt skænkede os et udvidet indblik til absintens lyksagligheder. Sikken en fornøjelse :-)

Snabels kamera

Det er totalt frækt. Snabel hiver sit Olympus kamera frem, 12 megapixel! Hvidt og imponerende. Og læg så mærke til objektivet – et halvfjers år gammelt Leica, som Snabel har flået af et ældre monstrum fra celluloidens tid.

Og tag ikke fejl af gammelt Leica udstyr. Der findes ikke noget bedre. Leitz Elmar kvalivare, anno 1938. Og Snabel har hjemmestrikket en adapter, så det kan fungere med det moderne Olympus.

Se, nu fotograferer han mig. Og jeg ligner mig selv. Vær sikker på, at han blogger billedet i nær fremtid.

Vi er til Mingler fest hos Ann. Lam & Whisky klubben er samlet i Gurre, og det runde bord med glas rondel er fyldt med lækkerier, som Ann og Olsen har kreeret. Det er guf.

Nu sætter Snabel et nyt objektiv på sit kamera. Det er en Panasonic tele. Det er bizart ud. Det lille hvide kamera, og det store sorte objektiv. Det ligner en øldåse på Det ny Testamente.

Lillebror i fjernsynet

Foto: Sanja Gjenero, Kroatien

I dag har Thomas fødselsdag. Han bliver 45 år. Han er bomstærk og løber et marathon på tre timer og nogle minutter. Og så er han tilmed temmelig intelligent. Så selvom han er min lillebror, stryger jeg hurtigt forstavelsen lille-

Min anden lillebror hedder Stephen, og han er også større og stærkere end mig. Engang kom jeg til at sidde midt mellem mine to (små)brødre til en familiefest. De tog begge et fast greb i hver sin arm – og så sagde Thomas: Skal vi se hvem der får ønskebenet?

Thomas er en god fortæller, og det sidste halve år har han af og til været i hovedstaden for at være til optagelser i DR Byen. Det er blevet til en serie fyndige og morsomme programmer med titlen Hjælp, min kone er skidesur.

Ham den høje knallert med kort hår, overskæg og stor næse… - det er min bror. Håber der kommer nogle gode guldkorn på DR2 om lidt, kl. 22 og en halv time frem.

Et fiktivt sted

Foto: Ivan Prole, Serbien

Fiktivt sted på seks bogstaver. Begynder med A og slutter på Y.

Garntrisse og jeg holder meget af krydsordsopgaver. Dem i ugebladet Søndag ligger fint til os. Så ligger vi sammen i sengelampens skær og løser den ene efter den anden, både nemme og svære. Med kuglepen, selvfølgelig. Blyant er for tvivlere.

Men der er en krydsogtværs, som jeg mener er udenfor kategori. Danmarks Sværeste. Den er faktisk for svær. Jeg vil helst springe den over, men Garntrisse elsker udfordringer: Vi kan godt. Du er så dygtig. Siger hun.

Men altså, den her kan vi (heller) ikke knække. Vi har dog fundet nøgleordet, så teknisk set har vi måske alligevel klaret den. Men fiktivt sted på seks bogstaver forbliver en gåde.

Jeg tvivler mange blyanter på, om vi nogensinde får løst en Danmarks Sværeste. Det bliver i så fald næppe den fra uge 42 år 2007.

Fiktivt sted… Der er ingen hjælp at hente i den gamle gule paperback Samlerens krydsordsleksikon del 1. Men måske den bærbare kan grave noget frem på internettet? Google Map ligger måske inde med svaret?

Som gammel korttegner ved jeg at ikke alt er kortlagt. Og at ikke alt der er kortlagt findes i virkeligheden. Fejl kan forekomme. På en måde hører de med.

Hyggelig uhygge

Halloween ligner mest af alt et billigt amerikanertrick. Som går ud på, at nogle forretningsfolk skal tjene endnu en røvfuld penge. Det er jo forskrækkeligt hvor meget butikkerne får almindelige mennesker til at betale for alt det gyselige tingeltangel.

Men ungerne elsker det. Og indrømmet – det var en fornøjelse at se sminkøren i arbejde på gaden i Solrød Centeret i går. Her stod børn og voksne i kø for at blive majet ud til den store spøgelses- og græskarnat, gratis og professionelt.

Drengen lyste op i et gigant smil da han så det færdige resultat med teaterblod og hele baduljen.