Un leu

Jeg er tingfinder. Altid når jeg går, scanner mit blik fortorvet. Altid når jeg cykler, holder jeg lidt øje med asfalten.

Idag fandt jeg en sammenrullet pengeseddel. Det er som om papirpenge har en særlig type design, der gør at de ofte bliver fundet igen hvis de er blevet tabt. Denne seddel lå ellers gemt i revnen mellem to brosten i Abel Catrines Gade. Men jeg spottede den.
  
1 leu fra Banca Naţională a României. En skægget mand, to klokkeblomster og en fugl med et kors i næbbet. Og så en ortodoks kirke på den side, jeg har taget et billede af. Fuglen til højre er sort, fordi den er gennemsigtig. Man kan se mit kakkelbord gennem den.

Jo, det er et internationalt kvarter, jeg bor i. Derfor kan det ske, at en rumænsk 1 leu seddel bliver tabt så langt fra hjemlandet. Og jeg samler den op, fordi jeg tror det betyder held at finde penge. Også selv om de ikke er meget værd.

Om ikke andet, er det jo stof til en blog.

Morfars stamtavler

Foto: Billedet af Danmark · Fotoarkiv

Morfar har interesseret sig meget for sten, og især dem på fotoet. Hans to store hobbyer var nemlig arkæologi og slægtsforskning. På sine gamle dage sendte han mig et fødselsdagsbrev med to stamtavler, nedfældet med hans smukke håndskrift, på fint, linieret dokumentpapir.

Det er lykkedes morfar efter mange års granskning af gamle kirkebøger på arkiverne i Viborg og Aabenraa, at nå frem til at jeg nedstammer i lige linje til både Gorm den Gamle og Kong Harald Hårfager af Norge.

Den store Jellingesten er altså skrevet af min tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip- tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-oldefar, Harald Blåtand.

Ham, I ved, der har lagt navn til Bluetooth…

Jeg har scannet de håndskrevne stamtavler fra morfar og lagt dem i mit Mingler fotoalbum. Så er de vel lige så sikret for eftertiden, som hvis de var hugget i granit?

Prins 40

HKH Kronprins Frederik har rundet hjørnet idag, og hans opførsel har ikke været god, hvis man skal tro overleveringen om godt vejr på ens fødselsdag, hvis man har været en artig dreng.

Jeg har været inde på Amalienborg Slotsplads, og set alle pædagogerne med børn pakket ind i regntøj, ældre politifolk og garden trukket op. Royalister under paraplyer. Og den sædvanlige lydløse debat med securityfolk om, hvor tæt på man må komme.

Der er mange særdeles gode motiver af unger med dannebrogsflag blandt publikum, men jeg gør alligevel som alle de andre. Tager et foto af fødselaren med kone og børn på balkonen. Hvis læserne hellere vil have et professionelt foto, så klik her.

Bagefter går jeg gennem regnen hen til Magasin (Kgl. hofleverandør) hvor der er tørvejr og jeg kan købe den "ny" børnebog Frække Friderik.

Hald hugtand

Her er en af Niels Bugges Hugtænder. Der er en god snes af dem langs vejen op til Hald Hovedgård. Mandshøje sten mejslet med kongekrone, F for Frederik, 5 for den femte, S for Silkeborg og A for Amt. Og et cirka 250 år gammelt årstal.

Hugtænderne er vildtbanesten. De har markeret områder, hvor hoffet har moret sig kongeligt med den dengang vældigt populære klapjagt. Store dele af Sjælland, hele Falster og Møn var været udlagt som royalt jagtområde.

Krybskytter fik en klækkelig bøde. En adelsmand der havde nedlagt en kronhjort på den forkerte side af hugtænderne fik en bøde på 1000 rigsdaler – vildt mange penge på den tid. Og hvis det var en ikke-adelig krybskytte, kunne der ligefrem vanke dødsstraf!

Vildtbanestenene har sådan set ikke noget med Niels Bugge at gøre. Men han har lagt navn til meget her omkring. En kro, et hotel, – og en hald.

Niels Bugge var pudsigt nok også med i en krydsogtværs i Politiken Søndag i stillekupéen på vej hjem fra Dansk Forfatterforenings weekendkursus om kulturmøder – på Hald Hovedgård.

Konkurrencer med brus

Foto: Jerrod Johnson, USA

Helle Helle har været i den 11. time og fortalt om engang hun vandt en konkurrence, udskrevet af en læskedrik. Man skulle skrive et digt til Tuborg Squash. Og det gjorde Helle Helle så noget så eftertrykkeligt, at hun vandt en rejse for fire til Marokko.

Og hendes mentor på Forfatterskolen, Poul Borum var med ved prisoverrækkelsen i Jacob Haugaards vandtårn i Malling. En skøn historie, også fordi uroligheder i Nordafrika betød, at hun istedet for rejsen fik 20.000 kr. Det faldt fint i hak med Mikael Bertelsens emne denne aften, om kunstnere og penge.

Jeg deltog også engang i en læskedriks konkurrence. Jeg skrev et slogan til Coca-Cola – og vandt en andenpræmie. Førstepræmien var en ny bil, og den blev vundet på "Et mundhæld" – som senere viste sig at være et slogan De Forenede Bryggerier havde patent på.

Alligevel besluttede man at vinderen kunne beholde bilen, og så brugte læskedriksgiganten mit slogan i stedet. Jeg fik som sagt andenpræmien – et helt års forbrug af sodavand. 52 kasser. "Coca-Cola – får tingene til at ske!"

Helle Helles små Squash-digte var små fine perler, og mon ikke nogle af dem snart kommer på hjemmesiden for det dejligt underlige program med Mikael Bertelsen og medvært Mads Brügger. Det sendes for sidste gang i dag, onsdag. Klokken 23, naturligvis.

Hittekort

Vi har fundet mange mønter på gaden her på Vesterbro, og den form for hittegods går fint i mavsen på Jeremys sparegris. Tirsdag morgen fandt vi sågar en hel tyver på vej til skole.

Men et fund i dag slår alle rekorder. Et plastikkort, fundet på fortovet i krydset Istedgade / Gasværksvej. Måske er det en konfirmand – eller konfirkvinde – der har tabt det.

Bag på kortet står der: Magasins elektroniske gavekort er gyldigt i 5 år og kan anvendes i alle Magasins forretninger. Du skal være opmærksom på, at tabte kort ikke erstattes, så pas godt på det.
Bemærk, at kortet ikke kan indløses til kontanter. Du kan tjekke din saldo på www.magasin.dk
Jeg har checket saldoen på Magasins hjemmeside – den er på langt over 500 kroner! Derfor synes jeg det er rigtigst levere gavekortet tilbage – hvis det er muligt…

Det er iøvrigt et held at det overhovedet er blevet fundet. Det ligner jo til forveksling et brugt telefonkort, og ville sandsynligvis være fejet op til forbrænding i morgen tidlig, til glæde og gavn for stormagasinets aktionærer.

Men hva’ nu? Hvad stiller man op med sådan en mindre formue? Er det ikke et moralsk spørgsmål?

Jeg vil kontakte Magasin for at høre om det er muligt at spore kunden til gavekortet via stregkoden, og ad den vej finde frem til den der har tabt det. Det kan jo også være, at en mingler genkender kortet og sender mig en mail.

Men ellers, så er der vel ingen anden udvej, end at Jeremy må med ind og se om der er noget interessant i legetøjsafdelingen…

Sex i det fri

Foto: Alex Martin, Ukraine

Sikke et foto: Ingen tvivl om at parret her har sex. De ligefrem knepper! – eller knebrer, hvis det partout skal staves korrekt.

Jeg henter som regel mine blogfotos på et pænt og ærbart, royaltyfrit site. Alligevel er der adskillige billeder, der handler om sex. Lækre fotos af jordbær, rød chili, chokolade…

Sex er skønt, og vi har en profil herinde, som blogger intelligent og underholdende om sit sexliv. Nu holder hun dog en pause, da det åbenbart er for meget for nogle af kommentatorerne. Det er en skam.

Mingler er et frit community, og Singlesexliv skriver knaldgodt. Aldrig vulgært, tværtimod åbent, ærligt og humoristisk. Jeg glæder mig til, at Single igen trodser de bornerte og vender tilbage med nye oplevelser.


PS:
Hvis du synes godt om denne blog, kan jeg linke til et par af mine tidligere blogs, om bryster og barmfagre skønheder i det fri

Æg

Jeg kigger på det, som Hamlet på et kranie.
At være, eller æg være…

Jeg holder det op mod sollyset og tager et foto. Strudsens æg er nopret, og gennem hullet hvor en stor omelet engang forlod sin skal, kan jeg se den flotte livsglade farve, der er blevet tilbage…

Ja, hvad er meningen med livet, – og hvad kom først?
Ægget? Hønen? Strudsen? Dinosaureren?

Elg

Ad skønne stier og idylliske grusveje når vi frem til Elinge Älgpark. Annette, Rie, Naja, Jeremy og jeg betaler 50 svenske kroner hver, og får nogle nyudspungne grene med indenfor. Så har vi noget, der kan lokke de store dyr helt tæt på.

Det er nogle fascinerende dyr. Mindst lige så interessante som elefanter. Nogle store drønnerter. Jeg kan på trods af min højde ikke se over skulderne på den der nu med en monoton rytme gnasker ungernes grene i sig.

Elge bevæger sig i et krydsfelt mellem det graciøse og det klodsede. Nogle gange minder de med deres lange ben om elegante giraffer, men for det meste er gangen kluntet, som om der ikke er fuld kontrol over hvilke ben der nu skal flyttes på. Som om dyrene går og ombestemmer sig hele tiden.

Når de store dyr vil ned at ligge, gør de som kameler. Som sammenklappelige havemøbler lander de på græsset med ufikse bumb.

Hannen her har to lodne udvækster som i løbet af året vokser til et helt vildt stort gevir. Jo, elgen er en aparte pruhest, og man kan sagtens lave en hel zoologisk have kun med Alces alces.

Tags

Mine sidste par blogs har handlet om graffiti. Ude på Enghave Brygge, bag H.C. Ørstedsværket, ligger Det hemmelige Galleri. Mure der engang var et stort kullager, er idag et lovligt graffiti atelier.

Det største værk derude på Landvindingsvej hedder Evolution. En af kunstnerne bag hedder Ulrik Schiødt og har lavet en rimelig blæret hjemmeside.

Men her er noget mere normal graffiti. Godt tegnet manga tøs med håndvåben. God dybde, klare farver. Fint lille masterpiece.

Men så er der kommet en eller anden nød forbi og har tagget det. Sema står der, lidt amatøragtigt påført muren i sort med en noget flad dåse. Og det tag er så igen blevet tagget med en lille grøn hilsen; Dø, Toys!

Det er sådan en slags visuel mobning. De proffe graffitimaleres arbejde bliver lige skændet med nogle hurtige halvgrimme tags, måske sprayet af nogle der er misundelige over ikke at kunne tegne ligeså godt?

Tags i tags. Tag ud til Enghave Brygge og se graffiti-kunst. Tag nogle dåser med. Der er en bænk, hvor man kan sidde og drikke dem.

Livets opståen i spray

Den indtil videre permanente kunstudstilling på Københavns havn er absolut et besøg værd. Hovedværket – jeg tror det er tre meter højt, og måske 100 meter bredt – er en forrygende graffiti over hele verdens historie, med start i det sekund universet blev til.

Her er vi kommet nogle frames frem, og livet opstår. Oceaner af liv. Igen kan vi grunde over hvordan det er sket. Er alting kommet af den samme amøbe, og hvor kom så den fra?

Eller man kan blive lidt religiøs og spørge, hvor kom øjet fra?

Jo, jeg synes det er kunst, derude på havnen bag H.C. Ørstedsværket. Se maleriet i sin fulde størrelse på muren langs Landvindingsgade, 2450 SV. Vejret er jo til det.

Med hund på kunstudstilling

Det er nok Københavns største maleri, og der er gratis adgang til det og en mængde andre værker af typen spraymaling på mur. Alligevel er der kun begrænset publikumsinteresse. Olie på lærred, og entré, er det normale, og åbenbart foretrukne, for folk der vil se på kunst. Eller også kender de bare ikke stedet her.

Det er ikke helt nemt at finde, men har man en hund ved hånden, kan man sagtens snuse kunstudstillingen op.

Vovsen hedder Coco og hundesnorsholderen er min søn Jeremy. Vi står ved første frame af et meget smukt og spændende maleri der viser hele verdenshistorien, fra første sekund og frem til nu.

Mange vil sikkert affærdige denne kunstudstilling som banal graffiti – men jeg synes nu der er masser af kvalitet i dette mega værk. Der er næsten lidt Michelangelo over det.

Gad vide, hvornår universet for første gang så dagens lys, so to speak? Begyndte det hele med Big Bang, hvor noget på størrelse med et knappenålshoved eksploderede til galakser en masse – som stadig udvider sig, lysår efter lysår? Eller var det et guddommeligt øje, der kastede sit åsyn over intetheden?

Det kan man stå og grunde over, mens man lufter hund og er på kunstudstilling i Københavns havn.

Lys i vinduerne

– Vi skal huske at tænde lys i vinduerne tyve minutter i ni, siger mor.

Og så husker hun tilbage til dengang for over tres år siden, da frihedsbudskabet lød i æteren, og mørklægningsgardinerne blev hevet ned for aldrig nogensinde at komme op igen i den gamle Fole præstegård. Alle vinduer blev åbnet, selv det lille i bryggerset, som mor vist aldrig havde set åbnet før.

Der blev sendt besked til kirketjeneren om at ringe med kirkeklokken i en hel time. Typisk morfar at sætte folk i arbejde på denne festaften. Mens alle andre festede, måtte kirketjeneren hænge i en klokkestreng, som det jo hedder. Men han bimlede selvfølgelig med glæde.

Glæde var der også blandt de russiske krigsfanger, som var tvangsindkvarteret i præstegården. Mor peger på de øverste vinduer på det kolorerede foto, og fortæller at en stor konfirmandstue bagtil også var inddraget til formålet. En stor trækasse var flikket sammen, og fyldt med hø. Og så lå russerne der om natten og sov hulter til bulter.

Nu sang de højt og flot deres hjemlands vemodige sange: "Volga, Volga…"
De holdt meget af præstegården, for mormor var russer, og intet er så dejligt som at tale sit eget sprog med en kvinde, når man er langt hjemmefra og ikke ved om man er købt eller solgt.

Nu hvor tyskerne i Holland, Nordvesttyskland og – Danmark! havde overgivet sig, tog russerne flugten ind i skovene. De turde ikke vende tilbage til den røde hær, som de sagde ville straffe dem som renegater.

En hed Vladimir, og han flygtede videre til Brasilien, hvor han blev gift og stiftede familie. Det gik dog ikke så godt med ægteskabet, for nogle år senere kom der brev til Fole præstegård. Vladimir formulerede det i en sætning på dansk: Jeg er blevet skiltet ad, skrev han.

Kys på Lesbos

Foto: Ignacio Leonardi, Argentina

En retssag er under opsejling i Grækenland. Beboere på øen Lesbos føler sig psykisk og moralsk voldtaget, fordi en bande homoseksuelle bruger øens navn når de beskriver deres seksuelle præference, siger Dimitris Lambrou, som har taget initiativ til et retsligt opgør med organisationen for bøsser og lesbiske, der i Grækenland hedder OLKE.

Sagen har sit udspring 600 år før Kristi fødsel, da den kvindelige digter Sappho boede på øen, og dér skrev om sin kærlighed til andre kvinder. Men nu har de lesbiske heteroer på den græske ø altså fået nok. Bøsser af hunkøn må se og finde et andet ord for deres eksistens.

Evangelia Vlam er talskvinde for OLKE, og hun synes søgsmålet er latterligt. Men hvis organisationen vitterligt bliver stævnet, så møder hun selvfølgelig op i retssalen og argumenterer for frifindelse.

Nyheden har fået min valnød til at strø et par tanker:

Champagne må kun kaldes sådan, hvis druerne kommer fra den egn. En ost er kun en Rockefort, hvis den er lavet der. – Hvorfor så ikke få en dommer til at slå fast, at kvinder der er til kvinder, kun må kalde sig lesbiske hvis de har kysset på Lesbos?

Hvis Sappho istedet havde skrevet sine tekster på Samsø, havde alverdens dykes så heddet samsøstre?