Slank med chokolade

Foto: Neza Èerin, Slovenien

Nap et stykke chokolade i ny og næ, og hold dig slank. Det er dagens fede nyhed i Politiken, som refererer til en netop offentliggjort undersøgelse i det videnskabelige tidsskrift Archives of Internal Medicine.

Man har studeret 1018 mænd og kvinder mellem 20 og 85 år i San Diego i Californien, og konklusionen synes klar: Personer der jævnligt spiser chokolade har et lavere BMI (Body Mass Index).

Jo, den er god nok: Frequent chokoladespisere har tendens til at være slankere end andre, der spiser det sjældnere. For selv om chokolade er fyldt med kalorier, indeholder det også andre ingredienser, som tilsyneladende kan frembringe vægttab frem for ophobning af fedt.

Det kan man så smile af, og kikke indenfor i min Chokolade gruppe :-)


Denne blog er skrevet under et moderat indtag af Toms EKSTRA dansk produceret chokolade med brombær.

Tøse-tv

Foto: Fanpop.com

Jeg får snart spat af amerikanske tøsefilm. De drejer sig om kærlighed, men handler mest om utroskab. Tag bare “The Good Wife”, som er af legal typen og kører på Gud ved hvilken sæson, om den pletfri hustru, der afsnit efter afsnit bider i det sure æble og tappert tåler sin mands eskapader.

Det er simpelthen for meget med de evindelige historier om konen, der bakker sin mand op – stands by her man – selvom han i bund og grund er en utro slubbert. Og tv-billedet går igen i adskillige andre serier fra USA.

Hvorfor er der aldrig en historie på skærmen om en ægtemand, der bakker sin kvinde op, selvom hun har andre interesserer end ham? Det kunne ellers være lige så (lidt) underholdende, og i hvert fald mere i tråd med den moderne (kvindes) virkelighed.

Men sådan spiller klaveret ikke! Fjernsynet holder stædigt fast i, at det er manden der er utro, selv om han er nok så godt gift. Søndag aften kunne tøserne se en sådan sjuft rode rundt med en blondine – for så pludselig at blive afbrudt af lyden fra sin kones nøgler i hoveddøren.

Ind i klædeskabet med blondinen og så få ordnet tøjet og strammet slipset i en fart. Det var i mine øjne temmelig komisk. Enhver ved da, at det altid er en tyr, aldrig en ko, der skal gemmes af vejen i et klædeskab eller hoppe halvnøgen ud af et vindue når ægtefælden klapper.

Lur mig om ikke det i virkeligheden er kvinder der er mest utro…

Komma

Snakken om kommaer bliver i sagens natur aldrig gjort færdig.

Jeg er flasket op med det grammatiske komma, som blev sat efter kryds og bolle metoden. Så kom “det ny komma” og gjorde mig en kende forvirret. Jeg kommaterede efter bedste beskub, og Merle fangede mine fejl i korrekturen.

Det er snart mange år siden nu, og kommaet er ikke længere nyt. Jeg ved ikke rigtig, om dets måde at være på stadig er den samme, men med tiden er kommaets fulde navn “enhedskommaet”.

Forskellen er næsten ens. Kommaet er stort set det samme, som det altid har været. Men forskel er der. Billedet til dagens blog er sat med Times. Først et komma fra den gode gamle Times, så et fra Times New Roman, og endelig et sat med Times Ten.

Som grafiker kan jeg bedst lide det sidste. Det er smukkest.

Sidder og læser et Politiken interview med Cecil Bødker, som nu er 85 år gammel. Husker godt hendes børnebøger, som startede med “Silas og den sorte hoppe”.

Cecil siger: Hvis jeg nu læser højt, så er der nogle steder, hvor jeg bliver nødt til at trække vejret. Der sætter jeg komma.

Og så er der en lille bid fra hendes første bog om Silas: “Han kom sejlende nedad floden i en sær lille brednæset båd, og han sejlede ikke siddende oprejst som andre, brugte ikke årerne, men lod strømmen føre sig som den havde lyst”
Jeg tænker på kommaer som årer, der bringer teksten videre. Visuelt ligner kommaer jo ligefrem årer i vandet. Når ordene er ved at miste fremdrift, tager jeg et komma, så sætningen kan sejle videre.

Cecils citat er dejligt. Og jeg har naturligvis lagt mærke til, at Silas ikke brugte årerne.

Rosenrød hverdagsidyl

Foto: Toulouse

Om lidt samles folk i Toulouse i Sydfrankrig til et minuts stilhed. Gårsdagens massakre på den jødiske Ozar Hatorah skole har ramt hele Frankrig, og valgkampen er sat i bero. Sarkozy har beordret red alert og jagten på gerningsmanden har højeste prioritet.

Danmarks Radio har dog haft mere fokus på at TV Avisen kl. 21 efter sommerferien lægges en halv time senere. Den forfærdelige nyhed fra Frankrig kom i anden række. Hvilket jeg ikke forstår.

Hvis det kan ske i Oslo og Toulouse, hvorfor så ikke også i Danmark? Mon ikke der også er en Breivik hertillands, som kunne finde på at plaffe løs på folk han ikke kan lide? Vi kan alle risikere at komme i sigtekornet, for hvem kan sige sig helt fri fra at være enten jøde, mørkhudet, homoseksuel, muslim, dum eller venstreorienteret? Alle står for skud…

I Frankrig jager politiet en mand som nu har slået til tre gange. 11. marts blev en civilklædt soldat fra luftvåbnet dræbt, skudt ned i et beboelseskvarter. Fire dage senere blev tre uniformerede soldater skudt ned foran en hæveautomat, de to var dræbt på stedet og den tredje døde senere af sine kvæstelser.

Og igår gik det så ud over lærere og elever på den jødiske skole. Gerningsmanden skal endda have grebet en flygtende pige i håret og henrettet hende. Koldblodigt. Grusomt. Og modsat Breivik, så er denne gerningsmand på fri fod. Han vil slå til igen.

Politiken skriver: På grund af soldaternes henholdsvis nordafrikanske og caribiske oprindelse har politiet – og de antiterrorspecialister, der er sat på sagen – blandt andet arbejdet ud fra en teori om at angrebene kan være racemæssigt motiveret.

Racemæssigt? Avisen får det jo til at lyde nærmest uskyldigt. Det er sgu da racistisk så det batter. Det kan også ske i Danmark. Hvorsomhelst i Europa. Selv i de allersmukkeste omgivelser.

Du forbarmede

Foto: Katje Zanetta Borba, Brasilien

En syttenårig gymnasieelev fra Silkeborg kom i Go’ Morgen Danmark i går fordi hun på nettet beder om penge til nye bryster. TV2 havde hende(s) med i en paneldiskussion, og emnet kunne åbenbart også bære en 1234 afstemning, hvor seerne kunne sms’e GO A for store kunstige frem for naturlige eller GO B for naturlige - alle størrelser.

Jeg har for længst taget stilling i min blog B for Bryster og jeg er sikker på at de fleste mænd deler mit syn på sagen. Alligevel bliver resultatet (87% foretrækker naturlige) i TV2 udlagt som statistisk bevis på at kun 13% er ærlige. TV2 har simpelthen en blondinetro på, at vi seere er helt pjattede med megastore kunstige babser. Go’ for it, var da også det underliggende synspunkt, da Linse kunne bryste sig med at have Nordeuropas største..

Når jeg nu igen blogger om bryster, så er det fordi jeg synes vi mangler et historisk perspektiv. Jeg synes i hvert fald det er på sin plads, når Historien nu serverer en tidslinje, og fortæller om siliconens vej ind under huden på kvinderne.

Det er ikke en historie om barm-hjertige plastikkirurger der med større attributter blot vil booste klienternes følelse af selvværd og kvindelighed. Næ, historien er rå og brutal:

Efter 2. verdenskrig da Japan havde kapituleret, skete der en række uforklarlige tyverier fra landets havne. Tønder med smøremidlet silicone blev stjålet fra pakhusene, og synderne viste sig at være lokale prostituerede som havde hårdt brug for at tjene penge på de amerikanske soldater.

Fra naturens hånd var luderne i Solens Rige fladbrystede, og de havde derfor lidt svært ved at fange amerikanernes interesse – men ved at sprøjte det syntetiske stof ind i brysterne med en kanyle og således øge barmens volumen vandrede der hurtigt varme dollars ind i bordellerne.

Desværre blev siliconen ikke siddende i brysterne, men bevægede sig videre rundt i kroppen på de prostituerede, som blandt andet fik det i lungerne, hvor det resulterede i betændelse og dødbringende blodpropper.

Selv om der i dag bruges implantater, er det stadig risky business at få gjort brysterne større med silicone. Når klinikkerne reklamerer med livsgaranti og sikkerhed, så er det fordi det netop er her det halter. Alt for ofte går det galt.

Og lur mig, om ikke moden vender tilbage mod 1920ernes sensuelle små bryster. Historisk set er det altid gået op og ned. Og jeg tror sgu Linse æraen er ved at lakke mod enden. Snart skal røven igen være større end patterne. Naturligvis…

Caminoklar

Foto: Carolyn Han, Kina

Fornylig til en fyrre års fødselsdag blev jeg placeret ved siden af en yngre kvinde jeg ikke kendte. Fødselaren havde nemlig lagt bordplanen sådan, at hendes veninde siden studietiden ikke skulle kede sig, på trods af sit intellektuelle, lidt stille sind.

Det var forresten Jean, der blev fyrre. Vi kender hende ikke specielt godt, men Jean & Michael har haft vores Naja med på en bilferie til Kroatien, for Naja er slyngveninde med deres datter Andrea.

Festen blev holdt i vores hegns beboerhus, som er udstyret med både bar, rygeveranda og stort moderne køkken, og i dagens anledning var også en kodyl jukebox kørt i stilling. Der skulle være fest så det baskede, med rigelige mængder af øl, vin og spiritus. Som prikken over i’et havde Jean sågar sørget for sluch-ice i friske neonfarver med stærk sødme og alkohol.

Og så havde hun altså lagt op til at parrene ikke skulle sidde sammen som sædvanligt, men blandes godt og grundigt. Min kæreste var blevet placeret ved nogle smarte fyre i jakkesæt, i den anden ende af lokalet. Jeg havde fået plads til venstre for Jeans halvsøster, som bryster sig med et imponerende strejf af tatoverede stjerner henover sin fyldige barm – og så altså til højre for min borddame, som bordkortet oplyste hed Elisabeth.

Hvad siger man egentlig til en fremmed borddame? Vi havde aldrig mødt hinanden før, og vi havde ikke umiddelbart noget tilfælles. Men Skål! kan man jo altid sige, og snart fandt vi ud af, at vi talte sammen sprog:

Elisabeth var ligesom mig nemlig uddannet grafiker og desktopper og interesserede sig for skriftdesign. Det kunne vi snakke om, nærmest indforstået med fagudtryk og genveje i InDesign. Det gav point at jeg udemærket kendte Optima og vidste at det var en Herman Zapf font. Jeg syntes skam også det var rart at kunne konversere om cicero og X-højde. Jo, vi talte i høj grad samme sprog, og kunne nørde om det i timevis.

Hvordan vi skiftede spor og kom ind på livets gang, ved jeg ikke. Måske var det ord som fodlinje og typografi der førte videre til fodsti og topografi. Men i hvert fald sad vi så og snakkede om noget helt andet.

Elisabeth afslørede at hun tænkte på at gå hele vejen til Santiago de Compostella, og jeg udbrød at en af mine venner på Facebook havde lagt den berømte Camino ind som profilbillede.

Vi havde begge set Bertelsen på Caminoen. 24 anbefalelsesværdige udsendelser om pilgrimsrejsen, som selvfølgelig handler mere om de mennesker der går den og hvorfor.

Hvad vil jeg egentlig med denne blog? Jo – sige at hvis man ikke kan finde på noget om at snakke om når man sidder bænket sammen med nogen man ikke kender, så kan man altid tale om at gå. Det er et spændende emne, alle har en mening om, og det er aldrig uddebatteret på nogle få minutter. Man kan tale om at gå i timevis. Det er endda ret klogt at tale om. Selveste Søren Kierkegaard har udbredt sig om emnet.

Desværre fik festen konsekvenser for mit forhold, som er gået i stykker. Igen. Min kæreste kunne ikke tage, at jeg konverserede så længe med min ukendte borddame. Men jeg ville jo omvendt ikke bare sidde og kukkelure som ham manden til den finske præsident, der også sad (u)heldigt placeret til en fin fest: Pentti Kavalergang Arajarvi.

Årh pis. Jeg tror sgu også jeg pakker en rygsæk og går Camino. Hellere det end amok. Hvis man ligesom ikke kan komme videre, er det godt at gå.

Noget om Iran

Foto: Ehsan Namavar, Iran

Racismekortet er trukket i en blog og debat omkring den aktuelle sabelraslen mellem Israel og Iran, med USA, Rusland og Kina heppende på sidelinjen.

Jeg bliver lidt ærgerlig når jeg læser tråden, der har afsæt i en artikel fra Information. I artiklen med den underlige Snehvideagtige overskrift, Hvem er farligst i verden her? driller denne sætning: Vi behøver ikke tal og rapporter for at vide, at det iranske præstestyre er undertrykkende og tyrannisk og leder landet så elendigt, at befolkningen bliver fattigere, og landet er stagneret.
For, jo! Vi har naturligvis brug for fakta, når vi diskuterer hvad der er op og ned i Persien. For eksempel er det grundlæggende vigtig information, at Iran er den næststørste i OPEC. Med de stigende oliepriser er der altså basis for at landet vækster og befolkningen bliver rigere.

Jeg bruger gerne Wikipedia, når jeg vil have noget info om andre lande. Nu hvor en krig mellem Israel og Iran bliver fremstillet som en fight mellem jøder og muslimer, er det jo godt at vide, at nogle af perserne er jøder og at nogle af israelerne er muslimer. Det er aldrig sort-hvidt.

Jeg har været i Iran. Besøgt både Teheran og Isfahan. Det er flinker folk. Og i alle hjem bliver gæster budt på frisk frugt. Gæstfriheden er så stor, at der endda blev fremskaffet illegal spiritus. Jeg var jo fra Danmark!

Hvis nogen har lyst til at kalde andre debattører for racister, så for mig gerne. Jeg er nærmest ortodoks tilhænger af ytringsfriheden. Jeg synes bare, det er på sin plads lige at dykke ned i substansen inden.

I den aktuelle debat er der stort fokus på, hvad der bliver sagt om og af den slemmer fyr Mahmoud Ahmadinejad. Men den dybeste udtalelse synes jeg kommer fra Hans Blix:
En krig mod Iran er vejen til helvede.

Kuvert

Foto: Billy Alexander, USA

Invitationerne til sønnens konfirmation er printet, og så er det jeg spørger: Har vi nogen kuverter?

Det hedder det altså ikke, siger min kæreste. Hun er nok lidt længere fremme i skoene end mig, når det gælder moderne sprogbrug, og fortæller, at det altså ikke hedder kuvert. Det er gammeldags dansk, i dag hedder en sådan origamisk tilrettet papirvare en konvolut.

Hvabehar? Det har da alle dage heddet en kuvert! Jeg er vokset op i baglokalet til mine forældres mønt- og frimærkeforretning Philamax, og der blev solgt masser af førstedagskuverter til filatelisterne. Ikke førstedagskonvolutter…
Min kæreste ryster overbærende på hovedet. Jeg konstaterer bare, at dit sprogbrug er forældet. Jeg vil endda påstå, at mange unge i dag overhovedet ikke aner, hvad en kuvert er.

Det er ikke rigtigt! De unge siger også kuverter! Og for at understrege min indsigt i gangbart nudansk, fyrer jeg lige et skarpladt argument af: Hedder det måske ikke også en kuverttaske?

Kæresten kikker opgivende på mig. Nej, i dag hedder det en clutch.
Av, den sad. Men jeg vil ikke give efter for kærestens utvetydige budskab om at den sproglige udvikling er begyndt at løbe fra mig. Jeg spørger Cathrines ven, og min værste Wordfeud fjende Jakob: – Kender du ordet kuvert?

Ork ja, svarer Jakob. Således opløftet føler jeg igen at jeg er up front med mit modersmål. Indtil Jakob tilføjer at det staves med c-o-u… Jeg taber mælet, mens Jakob kloger sig om hvor mange point det mindst giver i det populære scrabblespil til smartphones, og at han vist aldrig har set det stavet med k i restauranternes menukort.

Nej – sgu da ikke dén betydning, dit kuvertbrød! Jeg sukker, og må erkende at kæresten har ret. Jeg taler snart som en på TV Charlie. De unge og jeg er allerede begyndt at tale forbi hinanden.

Men jeg ændrer mig ikke en tøddel. For mig hedder det altså stadig kuverter. Det er dem, jeg kommer invitationerne i, skriver navne og adresser på og frankerer, inden jeg går ned til posthuset. I mine flade konvolutter.

Bitterfisse

Bettina Heltberg har skrevet en underlig boganmeldelse i Politiken idag: Det er fifty-fifty om hun giver “En Bitterfisses Bekendelser” 0 eller 5 stjerner.

Jeg kan da også være i tvivl, men ikke så meget. Hvis jeg skulle skrive en anmeldelse, lå dommen noget tættere på nul end på fem. Det er ikke fordi jeg er sart, når det danske sprog bruges på en uhøvisk måde. Tværtimod synes jeg, det kan være helt forfriskende med grov og ramsaltet sprogbrug, som fx. når Sarkastikum trækker sin fuckfinger og skriver hvad hun og Stodderen mener og gør.

Men til forskel for Sarkastikum, så går Bitterfissen efter at hænge andre ud. Helt anonymt sviner hun forskellige kändisser ud, men skåner sig selv og Kongehuset. Og så er jeg iøvrigt sikker på, at Bitterfissen er en hel del ældre end Sarkasdikussen.

For en øvet skribent kan godt konstruere sig frem til et ungt sprog. Men når man er kommet godt op i årene, så vil det uvægerligt afspejle sig i ens måde at skrive på, også selv om man prøver at ligne en farlig furie på fyrre.

Tag bare det seneste skriv på Bitterfissens blog. Jeg har understreget nogle steder, hvor formuleringerne er “gammeldags”. Sådan skriver unge mennesker ikke. Det er mere ovre i noget Vikingmama:

Bethany havde altså forventet mere modstand. Én har vel efterhånden krav på kvalificeret modspil, men ak og ve. Man må endnu engang imødegå weekenden uden kamp til fugen. Troede ellers, at Bogen ville sætte sindene i kog, men nej. Bare endnu et indspark til de Gudsjammerlige medier. For fanden da altså! 2 gear ned og speederen i bund, idiodos. I er jo ikke til at arbejde med!
Bitterfissen er muggen over at hun ikke får nok modstand. Men sagen er, at den måde hun skriver på, får mange til ikke at ville læse blogs, herunder også Bettina Heltberg. Og det synes jeg er synd.

Bloguniverset er faktisk spændende, bare man styrer udenom sådan nogen som Bitterfissen og holder sig på sikker afstand af injurielovgivningen.