Komma

Snakken om kommaer bliver i sagens natur aldrig gjort færdig.

Jeg er flasket op med det grammatiske komma, som blev sat efter kryds og bolle metoden. Så kom “det ny komma” og gjorde mig en kende forvirret. Jeg kommaterede efter bedste beskub, og Merle fangede mine fejl i korrekturen.

Det er snart mange år siden nu, og kommaet er ikke længere nyt. Jeg ved ikke rigtig, om dets måde at være på stadig er den samme, men med tiden er kommaets fulde navn “enhedskommaet”.

Forskellen er næsten ens. Kommaet er stort set det samme, som det altid har været. Men forskel er der. Billedet til dagens blog er sat med Times. Først et komma fra den gode gamle Times, så et fra Times New Roman, og endelig et sat med Times Ten.

Som grafiker kan jeg bedst lide det sidste. Det er smukkest.

Sidder og læser et Politiken interview med Cecil Bødker, som nu er 85 år gammel. Husker godt hendes børnebøger, som startede med “Silas og den sorte hoppe”.

Cecil siger: Hvis jeg nu læser højt, så er der nogle steder, hvor jeg bliver nødt til at trække vejret. Der sætter jeg komma.

Og så er der en lille bid fra hendes første bog om Silas: “Han kom sejlende nedad floden i en sær lille brednæset båd, og han sejlede ikke siddende oprejst som andre, brugte ikke årerne, men lod strømmen føre sig som den havde lyst”
Jeg tænker på kommaer som årer, der bringer teksten videre. Visuelt ligner kommaer jo ligefrem årer i vandet. Når ordene er ved at miste fremdrift, tager jeg et komma, så sætningen kan sejle videre.

Cecils citat er dejligt. Og jeg har naturligvis lagt mærke til, at Silas ikke brugte årerne.