Kuvert

Foto: Billy Alexander, USA

Invitationerne til sønnens konfirmation er printet, og så er det jeg spørger: Har vi nogen kuverter?

Det hedder det altså ikke, siger min kæreste. Hun er nok lidt længere fremme i skoene end mig, når det gælder moderne sprogbrug, og fortæller, at det altså ikke hedder kuvert. Det er gammeldags dansk, i dag hedder en sådan origamisk tilrettet papirvare en konvolut.

Hvabehar? Det har da alle dage heddet en kuvert! Jeg er vokset op i baglokalet til mine forældres mønt- og frimærkeforretning Philamax, og der blev solgt masser af førstedagskuverter til filatelisterne. Ikke førstedagskonvolutter…
Min kæreste ryster overbærende på hovedet. Jeg konstaterer bare, at dit sprogbrug er forældet. Jeg vil endda påstå, at mange unge i dag overhovedet ikke aner, hvad en kuvert er.

Det er ikke rigtigt! De unge siger også kuverter! Og for at understrege min indsigt i gangbart nudansk, fyrer jeg lige et skarpladt argument af: Hedder det måske ikke også en kuverttaske?

Kæresten kikker opgivende på mig. Nej, i dag hedder det en clutch.
Av, den sad. Men jeg vil ikke give efter for kærestens utvetydige budskab om at den sproglige udvikling er begyndt at løbe fra mig. Jeg spørger Cathrines ven, og min værste Wordfeud fjende Jakob: – Kender du ordet kuvert?

Ork ja, svarer Jakob. Således opløftet føler jeg igen at jeg er up front med mit modersmål. Indtil Jakob tilføjer at det staves med c-o-u… Jeg taber mælet, mens Jakob kloger sig om hvor mange point det mindst giver i det populære scrabblespil til smartphones, og at han vist aldrig har set det stavet med k i restauranternes menukort.

Nej – sgu da ikke dén betydning, dit kuvertbrød! Jeg sukker, og må erkende at kæresten har ret. Jeg taler snart som en på TV Charlie. De unge og jeg er allerede begyndt at tale forbi hinanden.

Men jeg ændrer mig ikke en tøddel. For mig hedder det altså stadig kuverter. Det er dem, jeg kommer invitationerne i, skriver navne og adresser på og frankerer, inden jeg går ned til posthuset. I mine flade konvolutter.