Stephen Wiltshire

Et menneskeligt kamera, bliver han kaldt. Vi sad igår og så en udsendelse om ham i det sene fjernsyn, og min kæreste spurgte, om jeg syntes det er kunst den unge mand frembringer.

Stephen Wiltshire er autist og ejer en uhyre sjælden evne til at tegne efter hukommelsen. Han elsker at tegne bygninger, og kan på et øjeblik indprente sig antallet af etager og vinduer i for eksempel et højhus. Samt bygningerne ved siden af, deres udseende, alle detaljer, gader, skilte, alt hvad der nu hører med i bybilledet…

For at teste sin evne til det yderste, tog han på en helikoptertur hen over sin hjemby London. I et kvarters tid fløj piloten rundt langs Themsen, mens kunstneren bare brugte sine øjne og lod sit hoved opsuge alt hvad han så.

Han må nærmest have hjerne som en scanner, for dagen efter begyndte han på sin hidtil største tegning: Et 4 meter bredt panorama landskab af byen. Og alle kan roligt være imponerede. Alle bygninger ligger hvor de skal, størrelsesforholdene sidder lige i øjet og resultatet er fantastisk. Og det har kun taget tre dage at begå mega tegningen. Se historien på YouTube

Jeg forstår at autister holder meget af gentagelser og faste rutiner. Stephen køber da også sin sandwich i samme fastfood shop hver dag, på samme tidspunkt.

Jo, jeg synes faktisk det er kunst. Det er i hvert fald mere end cool registrering han frembringer med sin blyant og tuschpen. Han indfanger en særlig atmosfære omkring byens arkitektur. Som her, hvor han har været inviteret til New York og har tegnet og piftet taxierne op med yellow cab farve.

Og hvor er det iøvrigt dejligt at tegningen ikke bare giver publikum en kunstnerisk oplevelse, men også giver autisten masser af selvtillid og lyst til at skabe noget.

Der er masser af god kunst at se på hans hjemmeside

Afrodanskere

Til dem som mangler et ståsted efter at Japan fejede os af banen, vil jeg lige uploade et snapshot af to dansk-afrikanske fodboldtilhængere. Den ene har godt nok kenyanske rødder, men meldingen er klar:

Nu hvor Danmark er ude, skal vi selvfølgelig holde med Ghana. Det eneste afrikanske hold der er tilbage i kampen om verdensmesterskabet.

Iøvrigt en spændende søndagskamp mellem England og Tyskland. Udligningen til 2-2 blev der ikke noget af, for dommer og linjedommer kunne på ingen måde forestille sig at en bold der to gange rammer overliggeren kunne have ramt noget græs bag målstregen. Jeg mener omvendt ikke det overhovedet er muligt at sparke til en bold og ramme det øvre træværk twice uden at score mål. Men intet synes umuligt med den flyvske Fifa fodbold.

Tyskland er videre, og det er kun rimeligt med et navn som Schweinsteiger. Sikke et navn. Derimod kan Lahm roligt opsøge en numerolog.

Nu er spørgsmålet hvem der i sidste ende tager titlen. Brasilien, Argentina, Tyskland, Holland – eller Ghana monstro?

Ind og se

DSB har inviteret til opvarmning forud for aftenens kamp. Det fornemme hovedkvarter i Sølvgade danner ramme om arrangementet.

Vi er kommet indenfor qua en sms til 1990, og kan mæske os i grillpølser og fadøl en masse. Det er selvsagt en fornøjelse.

En pige fra DSB information kommer hen til os og får et lille interview. Vi siger noget pænt og positivt, også fordi der kræses for os rent musikalsk. Den skønne Nabiha varmer op.
Der er masser af musik og kærlighed til drengene i Sydafrika.

Og der er næsten ingen kø ved fadølsanlæggene. Det er en fornøjelse at hælde indenbords, og hvorfor ikke tage et foto til en blog…

Det bliver et skud af en anden fotograf. Hun viser sig at være fra Letland, men har været her så længe at hun kan sige skål!

Sankthendes

Foto: Christa Richert, Tyskland

Vi skal til stranden hvor hver vej ned mod vandet har samlet småt brændbart sammen til at futte af til lyd af bægerklang og bølgeskvulp.

Det er en smuk tradition, især her ved vandet, hvor heksen laver grimasser i vandspejlet.

Det er uhyggeligt at folk engang brændte levende hekse af på denne aften. Gudskelov kan kvinder i dag helt risikofrit eje kost, kat og hat.

400.000 hits

Foto: Maarten Uilenbroek, Holland

Her til aften nåede jeg op over 400.000 visninger. Det bliver lige markeret med et foto.

Og så videre mod den halve million…

Interessesex

Denne oversigt er ikke tilgængelig. Klik her for at se indlægget.

Græs

Foto: George Takis, Grækenland

Græs er en alvorlig sag. Især når der skal spilles fodbold på det. Og det vi ser på fjernsynet har der naturligvis været ekstra meget fokus på.

Det er nemlig vinter nede hvor vuvuzelaen (læs: Afrikas horn) støjer. De sydafrikanske græsser er på dette tidspunkt tørre og gullige.

Derfor har man de seneste år testet en række import græsser, for at finde det bedste underlag til verdensmesterskaberne i spark til lumsk UEFA bold.

Græsset er smukt på skærmen og modstår uden problemer kombattanternes støvleknopper. Og det kan jeg da godt som dansker være lidt stolt af. Græsleverandøren er nemlig det danske firma DLF Trifoleum.

Til gengæld har jeg ikke været så stolt af græsset udenfor vores havedør. Det har virkelig ikke holdt sig tilbage, men groet helt vildt. Som om græsset har kunnet fornemme at plæneklipperen ikke gider starte, end ikke med en sjat benzin hældt direkte i luftfilteret.

Men idag har jeg i stedet sat strøm til min kærestes Bosch græstrimmer og studset hele haven med den. Samt hentet liggestolene frem fra deres hi i skuret. Og testet den ene liggende med en kold dåse øl i skyggen under æbletræet.

Indenfor i Sandholmlejren

Jeg har været i Sandholmlejren for ni år siden. Og for nogle måneder siden var jeg der for anden gang.

Dengang skrev jeg en artikel til tidsskriftet Djembe om oplevelsen. Den findes stadig på bladets website, som siden har skiftet navn til Cultures.

Der er i det hele taget meget som har skiftet navn. Dengang var jeg inviteret, fordi jeg sad som talsmand for Ægteskab uden Grænser i Udlændingestyrelsens Brugerpanel. Nu repræsenterer jeg DNM – i UdlændingeService’ Brugerforum. Og Sandholmlejren har skiftet navn til Center Sandholm.

Men ellers ser alt umiddelbart ud som i 2001. Samme gule indgangsparti, men der er vistnok kommet flere P-pladser udenfor.

Vi er kørt derop i en lille Taxa minibus, med direktør Henrik Grunnet på betalingssædet. UdlændingeService har også taget basser fra Reinh. van Hauen med til kaffen. Selvfølgelig er der en god portion charmeoffensiv over arrangementet.

Center Sandholm er en gammel kaserne, og ikke så lukket som man måske tror. Der er døgnbemanding i vagten og beboerne kan komme og gå som de har lyst. Alle har de et ID-kort som fortæller hvem de er, og at de er asylansøgere i Danmark. Almindelige danskere skal være inviteret eller have et ærinde for at komme indenfor.

Dansk Røde Kors driver Center Sandholm, og Jørgen Chemnitz himself tager imod og byder os indenfor på sit kontor i hovedbygningen, til en forfriskning og praktiske informationer inden rundvisningen. Han er en venlig og humoristisk mand, og en god fortæller.

Han er ked af det forvrængede billede af Center Sandholm som mange danskere har. Hvorfor vil tv-stationerne helst have billeder af børn bag tremmer? – Sådan er det ikke!

Dansk Røde Kors arbejder med asylansøgere, i klar forlængelse af organisationens principper og værdier om at hjælpe udsatte og sårbare mennesker. Når man havner i et asylcenter, sker det på en ulykkelig baggrund, og for Dansk Røde Kors er det en naturlig opgave at støtte og lindre asylansøgerne så godt det kan lade sig gøre. Det er Røde Kors-princippet om medmenneskelighed som vi omsætter i praksis, siger han.

Dansk Røde Kors har ansvar for beboernes hverdag. Staten betaler asylarbejdet, og det er myndighederne der afgør asylsagerne. Vi skal senere ind på det indhegnede område i Sandholmlejren, hvor UdlændingeService og politiet regerer.

Som sagt har meget fået nyt navn. Nogle gange er det til at smile af. Som da Jørgen Chemnitz i sit oplæg taler om myndighedernes chikane – men med det samme ser hen på direktør Henrik Grunnet og siger nåe nej, udsendelsesfremmende foranstaltninger hedder det jo.

Ingen tvivl om at der er fanden til forskel på Røde Kors på den ene side, og politi, myndigheder og Folketingsflertal på den anden. Samarbejdet fordrer hele tiden reflektion om egen praksis. Dagligt konfronteres og involveres Chemnitz og hans medarbejdere i mange tunge skæbner og situationer, der kræver hurtig, men også omsorgsfuld handling.

Nu skal vi rundt og se Center Sandholm. Røde Kors medarbejder Lennart Bisp går forrest, og Jørgen Chemnitz fortæller og viser frem.

Det er måske en overraskelse for mange, at de fleste beboere selv er kommet til Sandholm. Nogle er kommet midt om natten for at søge om beskyttelse i vores land. Dansk Røde Kors tager imod døgnet rundt, og sørger for at asylansøgerne får et måltid mad og en seng at sove i, efter deres lange flugt. Vi får at vide, at de fleste kommer fra Afghanistan, Iran, Irak, Rusland og Syrien. Der er mange uledsagede børn fra Afghanistan.

Børnene gør man meget for. Alle undersøgelser, bl.a. Københavns Universitets undersøgelse af det psykiske helbred blandt asylansøgerbørn, viser at de har særlig stor brug for hjælp og omsorg. Vi ser centerets børnehave, hvor nogle og tyve børn bliver passet af pædagoger. I dag er de i Zoologisk Have. Men det er kun for børn der har boet her i længere tid. Forældrene skal jo være fuldstændig trygge ved at deres børn vinker farvel fra bagruden i en minibus på vej ud af porten…

Chemnitz er stolt af børnehaven i Center Sandholm. Den ligner nemlig en hvilken som helst anden dansk børnehave, og børnene har det godt mens de er her. Børnenes tegninger er også helt almindelige, siger han. Men det er en sandhed med modifikationer; En pædagog fortæller at det ikke er alle flygtningebørn over fire år som kan tegne et menneske, og faktisk vil børnene her helst farvelægge tegninger der er trykt. Jeg tænker, at det er fordi de ikke vil tegne sig til tanker om den svære situation som asylansøgere er i.

Sidst jeg var her, lå der også en skole for de lidt større børn i centeret. Men nu kommer der hver morgen en skolebus til børnene som står klar med skoletaske, bøger og pennalhus. Skolen ligger fem kilometer væk, i Lynge. Det er en stor forbedring at skoleeleverne på den måde kommer hjemmefra.

Og så er det altid godt at lære noget. De voksne asylansøgere må få 30 timers danskundervisning. Hverken mere eller mindre, jvf. den aftale Røde Kors har med de danske myndigheder. Det rækker til bus-dansk, eller parlørdansk, så asylansøgerne kan få et nødtørftigt kendskab til vores sprog. For mange starter det med at lære alfabetet.

Røde Kors vil gerne give beboerne mere danskundervisning, men det møder hård modstand hos myndighederne. Det kan give asylansøgerne falske forhåbninger om at de får lov til at blive, mener mange politikere.

Der er mange som synes at Dansk Røde Kors gør for meget for asylansøgerne. Men Jørgen Chemnitz ser det som sin opgave at tænde mange små lys i det mørke der præger deres tanker.

Vi ser også et diskotek for de unge. Udstyret med musikanlæg i topklasse, så der kan spilles så højt at man ikke kan høre hvad hinanden siger eller tænker. Jo, det er et skønt værested for teenagerne i lejren.

Der er også ethjulede cykler som det er sjovt at lære at cykle på. Og en stor fodboldbane.

Og så er der tøjbutikken, som styres af medarbejderne og beboerne i fællesskab. Tøjet indkøbes engros til en billig penge, gerne restpartier. Noget får butikken også som donationer. Og så kan beboerne købe det efter et pointsystem. Det er selvfølgelig vigtigt at der ikke kommer så store restpartier, at det ligner uniformering, men det har alligevel vakt jubel, da Brøndby skiftede hovedsponsor og derfor donerede sportstøj med Codan logo på. Børnene er tydeligvis stolte af at spille bold i de blå-gule farver.

Der er bygget nye huse siden sidst. Engang blev de heldigste asylansøgere indlogeret på noget der sarkastisk blev kaldt Hilton, men nu er der opført små huse med ovenlys og tekøkken, og flere udgange. Disse nybygninger er velegnede til familier med børn.

Det er ikke specielt rart at blive vist rundt i Center Sandholm. En asylansøger sætter ord på oplevelsen da han med et skævt smil siger: Sandholm Zoo. Naturligvis efterlader vores besøg en følelse af at blive udstillet, selv om vi i BrugerForum generelt har en positiv holdning til beboerne.

Tak til Røde Kors, nu skal vi ind i den lukkede afdeling. Her har politiet en fængselsafdeling til kriminelle og afviste asylansøgere, og UdlændingeService kontorer til interviews og sagsbehandling.

Vi får lejlighed til at møde en af medarbejderne, en ung kvinde af anden etnisk herkomst. Der bliver stillet spørgsmål om, hvordan tolkningen finder sted, og sagsbehandleren svarer så godt hun kan. Hvis man forestiller sig at en medarbejder i UdlændingeService er en indebrændt person med et politisk ståsted lidt til højre for Djengis Khan, så bliver fordommene hurtigt gjort til skamme.

Og så er det tid til det egentlige, vores møde i BrugerForum. Så vi hælder kaffe op og tager os af lækkerierne fra van Hauen.

Men mødet med virkeligheden i Center Sandholm sidder i baghovedet. Det er som om mødet bliver en anelse mere intenst end det plejer. Vi kommer med forslag til forbedringer i Ekspeditionen og spørger blandt andet ind til familiesammenføringer efter EU-reglerne.

Det er hverken første eller sidste gang. Mange dansk-udenlandske ægtepar som har benyttet sig af Sveriges-løsningen, venter år efter år efter år på at vende tilbage til Danmark, sådan som EU-direktivet giver dem ret til.

Nips

Den digitale revolution har haft enorm betydning for alle. Også for folk som min mor, der hverken har computer, mobil eller fladskærm. At hun så snart får internet, er en anden historie.

Da trykkerierne gik væk fra støbte bogstaver i bly, var der en eller anden gøj som fik den indbringende idé at opkøbe og sælge sætternissernes gamle smalle og store skuffer med små rum til blytyper for mange hundrede kroner stykket.

De kunne jo hænges op på væggen i de små hjem og bruges til – nips. Amagerhyldens efterfølger var fundet. Både nipsegenstande og gamle slidte skuffer fra sætterierne kom pludselig i høj kurs.

Det har vist sig at være en kanon idé at have en reol til små finurligheder hængende. Og dem der ikke fik fat på en af typografernes skuffer, satte istedet magneter bag på nipset og brugte køleskabet.

Amagerhyldens koncept med at have pyntekopper hængende i den pæne stue, blev udvidet til at have alt muligt skrammel hængende næsten hvor som helst.

Der viste sig at være eksorbitante mængder af nips. Mange kunne i løbet af no time fylde en sættekasse. De kunne givetvis fylde en hel sættevogn, hvis det skulle være.

Jeg kom til at tænke på det, da jeg gik forbi en genbrugsbutik i dag. Et skilt bekendtgjorde, at man p.t. ikke modtog hverken bøger, legetøj eller møbler. Selv om det er krisetider, gider folk ikke genbrugsidéen. Ergo kan lageret ikke rumme mere hos de to genbrugsforretninger i Lunderskov. Men nips vil de gerne have. Det kan altid sælges til et godt formål.

Jeg kan godt lide nips, faktisk. På billedet ses en lille udskåret pipfugl, som min far engang har købt på Madagaskar. Og som mor så har sat op på sin væg med tre små søm.

Internet til mor

Min søns farmor er født i 1936 og har indtil nu dygtigt manøvreret udenom alt hvad der hedder fladskærm, computer, internet og hvad vi nu har.

Men nu sker der noget! Efter at Tre-For for flere år siden gravede lyslederkabler ned her i Lunderskov, har mor fundet plads i budgettet til det dersens moderne internet.

Ja, det er lidt af en chok-nyhed. Vi er tre brødre der nærmest havde opgivet at få den gamle til bare at anskaffe sig en mobiltelefon – og nu vil hun pludselig være med i it samfundet, med 15 MB ProFiber netforbindelse til 198,- kr. om måneden.

Min lillebror Stephen er it medarbejder hos Lego, og kan sagtens finde en klods der kan fungere som trådløs router. Så mangler hun kun en bærbar computer med Skype, web-cam, e-mail og Firefox. Sådan en rigger vi fluks til, når ProFiber har ført forbindelsen op til huset.

Hun siger endda hun glæder sig. Og hvis vi kan få hende til at opgive sin fastnet telefon og gå over til moderne telefoni, så bliver det ligefrem en økonomisk gevinst. Jeg gætter på den gamle kommer til at spare omkring 300 kr. om måneden, og det er ikke så lidt for en almindelig folkepensionist.

Bortrejst

Det er nok bedst jeg fordufter en tid. Pakker min kuffert og daffer til Jylland. Jeg er genstand for for meget forkert.

Men hvormeget kan man egentlig fordufte? Om man så tager tusindvis af kilometer bort, så forsvinder man jo ikke.

Tag bare den lille havfrue. Hun er taget helt til Shanghai og kommer først tilbage til november. Alligevel kan man stadig se hende på Langelinje. Alt virker normalt: turister tager opstilling foran skønheden og bliver fotograferet. Ligesom kanalrundfarten fortsat lægger vejen forbi.

Selv tager jeg kun et kvart tusinde kilometer bort. Indlogerer mig på den ledige førstesal i farmors hus. Og tænker mig godt og grundigt om.

Den lille havfrue tager bare sin bortrejse som en oplevelse. Gid jeg kunne gøre det samme. Men der er ingen tvivl om at det er en god idé at rejse bort en tid. I hvert fald for havfruen, som aldrig tidligere er blevet beundret af så mange, under så stor mediebevågenhed.

Danmark scorer uforholdsmæssigt mange point på Expo 2010, og mens det sker har den kinesiske kunstner Ai Weiwei opstillet en storskærm på Langelinje, så vi er løbende orienterede om den lille havfrues gøren og laden derude i Far East.

Alle kan se skønheden på www.mermaidexchange.com

Vand på bordet

Foto: Agata Urbaniak, Spanien

Et enigt Folketing har i dag besluttet, at det fremover er forbudt at "neutralmarinere" i slagteribranchen. Ikke sådan at forstå, at der ligefrem er lukket for det varme vand – branchen skal bare finde et andet ord for det.

Derfor vil der stadig være vandpumpede kyllingestykker i supermarkedernes kølediske. Producenterne af fjerkræ har altså ikke noget at græde over. De kan fortsat vande høns.

Hvad kommer det så til at hedde, nu hvor neutralmarineret ved lov er blevet et fy-ord? Jeg gætter på H2O beriget. Og reklametekster a la: Spis kyllingefilet – en dejlig saltvandsindsprøjtning!
Eneste stramning synes at være en grænse for, hvor meget marinade der må pumpes i kødet. Fødevareministeren sætter et loft for hvor mange procent salt og vand der må skydes i produkterne – og hvis producenterne ikke makker ret, kommer han efter dem!

Den elektroniske bog

Gratismagasinet /Litteratursider har e-bogen som tema. For nu kommer den til Danmark! Et sikkert tegn er, at den nye Dan Brown i USA har solgt mere som e-bog end som papirudgave.

For at læse en elektronisk bog skal man naturligvis bruge en e-læser. Litteratursiden.dk sammenligner tre af slagsen; Kindle fra Amazon, Sony PRS-600 og BeBook One. Og så er der jo den smarte iPad fra Apple.

Men der er også en Nook på markedet. Jeg har haft en i hånden i Orlando, og det var tæt på jeg købte en, for sikke en lækker skærm; Det revolutionary E Ink® display giver en dejlig læseoplevelse, selv på stranden i højt solskinsvejr.

Nook giver adgang til over en million bogtitler, og er til salg for 259 $ hos den store boghandler kæde Barnes & Noble. En virkelig fix gadget med mange fine muligheder til mig selv på Fars dag.

Så hvorfor køber jeg ikke en, nu jeg er så glad for bøger? – Netop derfor! Kald mig bare gammeldags, men jeg holder af at læse unplugged. Det må være underligt at være læsehest uden en reol.

Bøger har ånd, og det mener jeg ikke en elektronisk bogsamling har i nær samme grad, heller ikke selv om Nook giver mulighed for at låne sine e-bøger ud til venner, lave bookmarks, notes og highlights, lige som almindelige bøger, der også kan lånes ud og tilføjes æselører, marginbemærkninger og understregninger.

Det føles så rigtigt at have u-elektroniske bøger, der kan bladre og har en diskret duft. Rigtige bøger er ikke bits, der uden tab kan brændes og sikkerhedskopieres til al evighed. Bøger må netop gerne være dødelige og få patina og støv på sig.

Jeg kender en dame, som ofte går på biblioteket. Når hun så engang imellem har læst en virkelig god bog, går hun til sin boghandler og køber et eksemplar til sin reol. Hun er oversætter, og har derfor også forlagsfriske eksemplarer af de bøger hun har oversat fra polsk. Hele hendes bogreol er fyldt med smukke, ulæste bind.

Og jeg forstår hende så udmærket. Det er en lykke bare at eje og se sine helt egne bøger stå med ryggen til, side om side. Den følelse kan selv den bedste e-læser ikke gi’.

Mit gamle ID-kort

Det ryger ud nu hvor jeg har købt en ny tegnebog. Og jeg kan ikke forklare hvorfor det ikke er sket for længst.

Der er jo ingen der bruger sådan et ID-kort mere, vel? Pas eller kørekort er bedre som billedlegitimation. Og efterhånden vil man rundt omkring hellere have præcis identifikation i form af fingeraftryk. Der er vist ikke længere nogen som be’r om at se et ID-kort. Det er mere normalt at høre sætningen: – Your index finger, please.

Men faktisk har mit ID-kort engang reddet dagen for mig. Jeg var på ferie i Polen og skulle leje en kano.

Man meddelte, at kun personer med svømmeprøve attest kunne få lov til at sejle ud på søen. Og så var det, jeg lagde mit danske ID-kort på disken.

– Danske pengeinstitutter means Danish water sport institutions. Alle rigtige svømmere i Danmark har sådan et. Se selv – det er plastic coated så det kan tåle både salt- og ferskvand.

Den polske bådudlejer bag disken lod sig overbevise, og vi havde en skøn sommerdag hvor vi bla. så isfugle fange småfisk. Selv fangede vi krebs som blev kogt og indtaget sammen med rigelige mængder vodka.