Indenfor i Sandholmlejren

Jeg har været i Sandholmlejren for ni år siden. Og for nogle måneder siden var jeg der for anden gang.

Dengang skrev jeg en artikel til tidsskriftet Djembe om oplevelsen. Den findes stadig på bladets website, som siden har skiftet navn til Cultures.

Der er i det hele taget meget som har skiftet navn. Dengang var jeg inviteret, fordi jeg sad som talsmand for Ægteskab uden Grænser i Udlændingestyrelsens Brugerpanel. Nu repræsenterer jeg DNM – i UdlændingeService’ Brugerforum. Og Sandholmlejren har skiftet navn til Center Sandholm.

Men ellers ser alt umiddelbart ud som i 2001. Samme gule indgangsparti, men der er vistnok kommet flere P-pladser udenfor.

Vi er kørt derop i en lille Taxa minibus, med direktør Henrik Grunnet på betalingssædet. UdlændingeService har også taget basser fra Reinh. van Hauen med til kaffen. Selvfølgelig er der en god portion charmeoffensiv over arrangementet.

Center Sandholm er en gammel kaserne, og ikke så lukket som man måske tror. Der er døgnbemanding i vagten og beboerne kan komme og gå som de har lyst. Alle har de et ID-kort som fortæller hvem de er, og at de er asylansøgere i Danmark. Almindelige danskere skal være inviteret eller have et ærinde for at komme indenfor.

Dansk Røde Kors driver Center Sandholm, og Jørgen Chemnitz himself tager imod og byder os indenfor på sit kontor i hovedbygningen, til en forfriskning og praktiske informationer inden rundvisningen. Han er en venlig og humoristisk mand, og en god fortæller.

Han er ked af det forvrængede billede af Center Sandholm som mange danskere har. Hvorfor vil tv-stationerne helst have billeder af børn bag tremmer? – Sådan er det ikke!

Dansk Røde Kors arbejder med asylansøgere, i klar forlængelse af organisationens principper og værdier om at hjælpe udsatte og sårbare mennesker. Når man havner i et asylcenter, sker det på en ulykkelig baggrund, og for Dansk Røde Kors er det en naturlig opgave at støtte og lindre asylansøgerne så godt det kan lade sig gøre. Det er Røde Kors-princippet om medmenneskelighed som vi omsætter i praksis, siger han.

Dansk Røde Kors har ansvar for beboernes hverdag. Staten betaler asylarbejdet, og det er myndighederne der afgør asylsagerne. Vi skal senere ind på det indhegnede område i Sandholmlejren, hvor UdlændingeService og politiet regerer.

Som sagt har meget fået nyt navn. Nogle gange er det til at smile af. Som da Jørgen Chemnitz i sit oplæg taler om myndighedernes chikane – men med det samme ser hen på direktør Henrik Grunnet og siger nåe nej, udsendelsesfremmende foranstaltninger hedder det jo.

Ingen tvivl om at der er fanden til forskel på Røde Kors på den ene side, og politi, myndigheder og Folketingsflertal på den anden. Samarbejdet fordrer hele tiden reflektion om egen praksis. Dagligt konfronteres og involveres Chemnitz og hans medarbejdere i mange tunge skæbner og situationer, der kræver hurtig, men også omsorgsfuld handling.

Nu skal vi rundt og se Center Sandholm. Røde Kors medarbejder Lennart Bisp går forrest, og Jørgen Chemnitz fortæller og viser frem.

Det er måske en overraskelse for mange, at de fleste beboere selv er kommet til Sandholm. Nogle er kommet midt om natten for at søge om beskyttelse i vores land. Dansk Røde Kors tager imod døgnet rundt, og sørger for at asylansøgerne får et måltid mad og en seng at sove i, efter deres lange flugt. Vi får at vide, at de fleste kommer fra Afghanistan, Iran, Irak, Rusland og Syrien. Der er mange uledsagede børn fra Afghanistan.

Børnene gør man meget for. Alle undersøgelser, bl.a. Københavns Universitets undersøgelse af det psykiske helbred blandt asylansøgerbørn, viser at de har særlig stor brug for hjælp og omsorg. Vi ser centerets børnehave, hvor nogle og tyve børn bliver passet af pædagoger. I dag er de i Zoologisk Have. Men det er kun for børn der har boet her i længere tid. Forældrene skal jo være fuldstændig trygge ved at deres børn vinker farvel fra bagruden i en minibus på vej ud af porten…

Chemnitz er stolt af børnehaven i Center Sandholm. Den ligner nemlig en hvilken som helst anden dansk børnehave, og børnene har det godt mens de er her. Børnenes tegninger er også helt almindelige, siger han. Men det er en sandhed med modifikationer; En pædagog fortæller at det ikke er alle flygtningebørn over fire år som kan tegne et menneske, og faktisk vil børnene her helst farvelægge tegninger der er trykt. Jeg tænker, at det er fordi de ikke vil tegne sig til tanker om den svære situation som asylansøgere er i.

Sidst jeg var her, lå der også en skole for de lidt større børn i centeret. Men nu kommer der hver morgen en skolebus til børnene som står klar med skoletaske, bøger og pennalhus. Skolen ligger fem kilometer væk, i Lynge. Det er en stor forbedring at skoleeleverne på den måde kommer hjemmefra.

Og så er det altid godt at lære noget. De voksne asylansøgere må få 30 timers danskundervisning. Hverken mere eller mindre, jvf. den aftale Røde Kors har med de danske myndigheder. Det rækker til bus-dansk, eller parlørdansk, så asylansøgerne kan få et nødtørftigt kendskab til vores sprog. For mange starter det med at lære alfabetet.

Røde Kors vil gerne give beboerne mere danskundervisning, men det møder hård modstand hos myndighederne. Det kan give asylansøgerne falske forhåbninger om at de får lov til at blive, mener mange politikere.

Der er mange som synes at Dansk Røde Kors gør for meget for asylansøgerne. Men Jørgen Chemnitz ser det som sin opgave at tænde mange små lys i det mørke der præger deres tanker.

Vi ser også et diskotek for de unge. Udstyret med musikanlæg i topklasse, så der kan spilles så højt at man ikke kan høre hvad hinanden siger eller tænker. Jo, det er et skønt værested for teenagerne i lejren.

Der er også ethjulede cykler som det er sjovt at lære at cykle på. Og en stor fodboldbane.

Og så er der tøjbutikken, som styres af medarbejderne og beboerne i fællesskab. Tøjet indkøbes engros til en billig penge, gerne restpartier. Noget får butikken også som donationer. Og så kan beboerne købe det efter et pointsystem. Det er selvfølgelig vigtigt at der ikke kommer så store restpartier, at det ligner uniformering, men det har alligevel vakt jubel, da Brøndby skiftede hovedsponsor og derfor donerede sportstøj med Codan logo på. Børnene er tydeligvis stolte af at spille bold i de blå-gule farver.

Der er bygget nye huse siden sidst. Engang blev de heldigste asylansøgere indlogeret på noget der sarkastisk blev kaldt Hilton, men nu er der opført små huse med ovenlys og tekøkken, og flere udgange. Disse nybygninger er velegnede til familier med børn.

Det er ikke specielt rart at blive vist rundt i Center Sandholm. En asylansøger sætter ord på oplevelsen da han med et skævt smil siger: Sandholm Zoo. Naturligvis efterlader vores besøg en følelse af at blive udstillet, selv om vi i BrugerForum generelt har en positiv holdning til beboerne.

Tak til Røde Kors, nu skal vi ind i den lukkede afdeling. Her har politiet en fængselsafdeling til kriminelle og afviste asylansøgere, og UdlændingeService kontorer til interviews og sagsbehandling.

Vi får lejlighed til at møde en af medarbejderne, en ung kvinde af anden etnisk herkomst. Der bliver stillet spørgsmål om, hvordan tolkningen finder sted, og sagsbehandleren svarer så godt hun kan. Hvis man forestiller sig at en medarbejder i UdlændingeService er en indebrændt person med et politisk ståsted lidt til højre for Djengis Khan, så bliver fordommene hurtigt gjort til skamme.

Og så er det tid til det egentlige, vores møde i BrugerForum. Så vi hælder kaffe op og tager os af lækkerierne fra van Hauen.

Men mødet med virkeligheden i Center Sandholm sidder i baghovedet. Det er som om mødet bliver en anelse mere intenst end det plejer. Vi kommer med forslag til forbedringer i Ekspeditionen og spørger blandt andet ind til familiesammenføringer efter EU-reglerne.

Det er hverken første eller sidste gang. Mange dansk-udenlandske ægtepar som har benyttet sig af Sveriges-løsningen, venter år efter år efter år på at vende tilbage til Danmark, sådan som EU-direktivet giver dem ret til.