Den digitale revolution har haft enorm betydning for alle. Også for folk som min mor, der hverken har computer, mobil eller fladskærm. At hun så snart får internet, er en anden historie.
Da trykkerierne gik væk fra støbte bogstaver i bly, var der en eller anden gøj som fik den indbringende idé at opkøbe og sælge sætternissernes gamle smalle og store skuffer med små rum til blytyper for mange hundrede kroner stykket.
De kunne jo hænges op på væggen i de små hjem og bruges til – nips. Amagerhyldens efterfølger var fundet. Både nipsegenstande og gamle slidte skuffer fra sætterierne kom pludselig i høj kurs.
Det har vist sig at være en kanon idé at have en reol til små finurligheder hængende. Og dem der ikke fik fat på en af typografernes skuffer, satte istedet magneter bag på nipset og brugte køleskabet.
Amagerhyldens koncept med at have pyntekopper hængende i den pæne stue, blev udvidet til at have alt muligt skrammel hængende næsten hvor som helst.
Der viste sig at være eksorbitante mængder af nips. Mange kunne i løbet af no time fylde en sættekasse. De kunne givetvis fylde en hel sættevogn, hvis det skulle være.
Jeg kom til at tænke på det, da jeg gik forbi en genbrugsbutik i dag. Et skilt bekendtgjorde, at man p.t. ikke modtog hverken bøger, legetøj eller møbler. Selv om det er krisetider, gider folk ikke genbrugsidéen. Ergo kan lageret ikke rumme mere hos de to genbrugsforretninger i Lunderskov. Men nips vil de gerne have. Det kan altid sælges til et godt formål.
Jeg kan godt lide nips, faktisk. På billedet ses en lille udskåret pipfugl, som min far engang har købt på Madagaskar. Og som mor så har sat op på sin væg med tre små søm.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar