Porno

Foto: William Wilhelms, USA

Der er sex. Og så er der porno. Selv for paven, og dem han advarer mod, er forskellen tydelig. PeerPlus har kigget hetero-porno og gjort en række tankevækkende observationer. At kvinden gerne har stilethæle på i sengen, og at manden altid trækker sig ud. Se hele listen på hans blog.

Jeg har ligesom Peer brugt mine øjne og gjort studier i marken. Det handler jo om bier og blomster. En fin og poetisk fortælling, men også i de bi-sexuelle naturfilm går der porno i historien:

Vi ser ikke meget til det vrikkende og æggende forspil, og selve akten involverer sjældent bly violer, bellis og den slags. Skal filmen sælge, er det kun de flotteste modeller der kommer på celluloid. Sex på film skal være imponerende!

Billedet er et glimrende eksempel. Sjældent har en blomst været bedre belyst, farverne er mer’ end perfekte. Hendes skønhed nærmest glinser af olie, og hun ligger godt for kameraet. Han er i sin stribede silkepyjamas, men har snablen godt fremme.

Efter lidt pollen frem og tilbage leverer han klatten til dronningen, som hun selvfølgelig sluger. Åh ja, sådan skal det være.

Det er nu ikke så tosset med al den porno endda. Der er nemlig film for enhver smag. Er du mere til tidsel sex og dragonfly, så er der også en film med det. Eller hvad med en ekvilibristisk kolibri med tungen dybt i hibiscussen? Naturfilm viser det hele.

Sexualiteten er ikke på plads bare du ved om du drages af bier eller blomster. Den er langt mere avanceret.

Der er en labyrint af muligheder. Det er også hvad fotografen kalder sit foto: Bee in a Maze. Som i Amazing…

Fuck paven

Foto: ‘Quil’, USA

Dét er ikke pænt sagt – men efterhånden er der kommet så meget forkert præk fra pavestolen, at det må være okay at tage figenbladet fra munden.

I et juleskræp kalder Ratzinger til kamp mod de homosexuelle, og giver det højere prioritet end at redde regnskoven. PeerPlus’ blog dokumenterer pavens angreb.

Men er det ikke noget latent sludder, at man(d) skal forgude Quinden, for at få Herrens velsignelse? Og er det ikke sådan at hvis man vil gøre karriere og få kors og mange stjerner på i den katolske kirke, så må man ikke have kone og børn?

I staten midt i Rom mener jeg bestemt, at alle, lige fra pave til soldater skal leve i cølibat, og der er vist temmelig meget adgang forbudt for kvinder i Vatikanets mandesamfund. Sex er tabu, selvom der ganske vist kysses ivrigt mand og mand imellem ved ceremonielle pastorale indvielser.

Paven bruger også højtiden til et budskab om at hindre overgreb mod de små børn. Men jeg har forstået at Ratzinger selv i sin tid som kardinal var en af de ivrigste mørkelæggere af de utroligt mange sager om præsters pædofile overgreb…

Helt forfærdeligt er det med pavens obstruktion af kampen mod AIDS. Hvad skal de forbandede anti-kondom kampagner dog til for? Et utal af børn i Afrika og den øvrige verden er uden far og mor, fordi gummiet i pavens øjne er noget fanden har skabt.

Selv om de fleste af os er opdraget til at sige ja og amen til hvad vi hører i kirken, så får jeg en voldsom lyst til at tone rent flag, løfte langemand og sige f-ordet, når paven tydeligvis ikke er Guds gesandt på jorden.

Men pæn er overskriften ikke, og det kan da også være jeg fortryder den og slår kors for mig når jeg har trykket på OK-knappen. Det er jo utidigt at fyre den slags eder af i juledagene. Det er jo for alvor nu vi skal komme hinanden ved og være søde mod hverandre.

Jeg har valgt de homosexuelles flag til denne blog. Det er godt nok ikke mit, men det er både festligt og farverigt. Udmærket hvis man gerne vil ønske bøsser og lesbiske glædelig jul og godt nytår.

Merry Christmas

Foto: Steve Woods, Storbritannien

Hvis julemanden vitterlig var opfundet af Coca-Cola, så var han nok kommet til at hedde Fanta Claus! Men lidt sandhed er der alligevel i historien.

Anyway – det er tid til lidt juleengelsk, for min søn og hans klassekammerater i 4.a har på sidste skoledag fået en fotokopi af deres engelsklærer med en aktuel og ligefrem sangtekst:

You better watch out, you better not cry
Better not pout, I'm telling you why
Santa Claus is coming to town

He's making a list, and checking it twice;
Gonna find out who's naughty or nice.
Santa Claus is coming to town

He sees you when you're sleeping
He knows when you're awake
He knows if you've been bad or good
So be good for goodness sake

You better watch out, you better not cry
You better not pout, I'm telling you why
Santa Claus is coming to town

Jeremy spørger hvad you better not pout betyder. Du må ikke prutte, lyver jeg. Men hvis sandheden skal frem, så betyder det jo bare, at man helst ikke skal surmule.

Glædelig jul, allesammen. Fra nu af går vi mod lysere tider! Det er næsten det allerdejligste julebudskab. At julemanden kommer til byen, er sådan set ligegyldigt. Vi skal på landet og holde jul hos bedstemor.

Julesangen er skrevet af, ja hvem? – Jeg tror sgu han selv har skrevet den.

Randomizer

Foto: Paul Laird, Storbritannien

På stock.xchng hvor jeg finder de fleste fotos til mine blogs, kan jeg trykke på dette ord, og så kommer der et helt tilfældigt foto frem. Vil jeg se et nyt, trykker jeg igen. Man kan trykke i timevis.

Det er sjældent jeg ser et foto jeg har set før, for der er hundredtusinder af billeder, royaltyfrie og knivskarpe, taget af passionerede fotografer fra hele verden.

En gang imellem stopper jeg op og kigger længe på et, som rører noget i mig, og prøver at sætte ord på mine følelser.

Om dette foto har fotografen noteret, at hans kamera er et Fujifilm Finepix S9600, lukkertiden 1/60 sec, blænden 3,8, brændvidden 25 mm og lysfølsomheden 80 ISO. Og at det er et macro knips med blitz af en dråbe mælk i vand, skudt i mørke.

Hvis jeg skulle skrive en billedtekst… Jo, nu ved jeg det:

Tåre i trampolin

Sekskantet sølvpen

Pennen er stærkere end sværdet – men gælder det også hvis man sætter en banal blå bic op mod et gedigent samuraisværd? Jeg tvivler…

Man skriver klart bedre med en kvalitetskuglepen. Sådan en som jeg fik i Bern til et FEIEA seminar om intern kommunikation for nogle år siden. En ægte Caran d’Ache, hvidlakeret med sort skrift og reklametryk for en schweizisk bank. Den kunne ikke bare skrive, den havde varig performance!

Men den er desværre blevet væk, og i et stykke tid har jeg skrevet med tilfældige penne. Men heldigvis er min søde kæreste kommet til undsætning.

Hun syntes jeg skulle forkæles her op til jul, og gik på nettet for at finde en ordentlig kuglepen. Og efter en del mails frem og tilbage med en nordjysk krejler på nettet overførte hun hele 200 kr. til hans konto.

Og så kom denne pen med posten. Den havde efter sigende aldrig været brugt, men et par små småridser afslørede at det havde den nu nok alligevel. Selvom den lå en i fin plastikting med det blandt grafikere berømte logo på.

Men designet fejler ikke noget, og den lå straks rigtig godt i hånden. Krejlerens påstand om at den er gjort i ædelt metal så tilmed ud til at holde vand. Til gengæld var der lidt fusk med indmaden.

Fjederen, trykmekanismen og den fede trykknap var original, men det var patronen ikke. Det var nærmest bare et tilstoppet sugerør med spids. Så i dag har jeg været på Nicolaj Plads, i Stelling Papir & Penne efter en ny refill til 45 dask.

Nu er mit skrivesværd som det skal være: Smukt og ladt med sort blæk i sit medium kugleleje, klar til tryk. 26 gram sølvpen med fuld tank.

Forresten var der i forretningens glasmontre en pen helt magen til min; model Ecridor Chevron, i rhodium og sterlingsølv, med hexagonal gravering. Nyprisen er over otte hundrede kroner!

Men kan den skrive en blog? Nix!

Drømmesyn

Foto: Aron Balogh, Ungarn

Tænk, det er lykkedes japanske neurologer at lave en software som ud fra scanninger af din hjerne kan (gen)skabe et billede af hvad du ser for dig.

Nyheden står på videnskab.dk. Her kan man se det skriftbillede forsøgspersonen har gloet på, og det som softwaren har fået ud af hans hjernescanning imens.

Det ser måske ikke ud af meget, når ordet n e u r o n træder frem. Men det er alligevel skelsættende. Som en skriver, så er det drømme i ægte stumfilmskvalitet.

Snart øges antallet af pixels, sortwaren forfines, og man kan jo også drømme i farver, og med lyd…

Om få år har vi måske verdens første helt autentiske videofilm af en drøm. Jo mere præcist vi afkoder hjernen, des skarpere bliver visualiseringen af det vi tænker på og drømmer om.

Om nogle årtier bliver årets julegavehit måske en nathue med indbygget hjernescanner, der automatisk optager vores drømmesyn…

Gad vide om folk som ellers ikke kan huske hvad de har drømt, så pludselig vil kunne genkende noget. Og om jeg kan blive fri for at fare søvndrukken rundt efter pen og papir, når jeg har drømt mig til en god idé…

Tillykke med mig

Om der er nogen der har husket det er i dag? Ork ja, i disse digitale tider bliver den slags ikke glemt. Der er hilsner på væggen i Fjæsbogen fra Dorthe, Bodil, Cecilie, Anja, Stephen, Thomas, Stinne, Charlotte, Mette, Bianca, Peerplus og Lene, The day the Earth moved…

I morges var der dannebrogsflag på bordet her i Greve, og da Naja fandt ud af hvorfor, sagde hun sød som hun er Godmorgen. Og Annette havde købt et par nye cowboybukser i fødselsdagsgave.

På mailen er der en hilsen fra den gamle hugorm faster Dora, som altid husker dagen fordi der nu er en hel måned hvor fætter Henrik og jeg er lige gamle. Hun hilser også fra sin ven og elsker Flemming. De har været i den svenske julesne og besøgt Patrick og Amanda, fejret Hans Erik, sammen med oldebarnet Hugo og familie. Og måske ses vi på mandag, når Henriette på Hanehøj holder åbent hus med glögg og æbleskiver. Hun har også fødselsdag tæt på jul.

Moster Ebba har sendt et postkort, og mor har garntrisset også været på posthuset. Jeg har ellers ikke ønsket mig noget.

På sms’en er der tillykke med dagen og knus fra Maggie, og fra Ulla & Jeferson.

S-more har også sagt tillykke og sagt at jeg kan køre gratis med S-toget i alle zoner hele dagen, hvis jeg viser kontrolløren min sms, noget ID og mit fordelskort – som jeg endnu ikke har anskaffet mig. Måske næste år.

Pludselig husker jeg dengang man som barn fik postkort fra Landmandsbanken, med pingvinen Pondus, lige på dagen. Det er lidt det samme.

Jeg fejrer det med en tur til stranden. Hvor jeg end har været i verden, så har havet altid fået mig til at føle mig hjemme. Bølgernes skvulp i kanten gør mig glad, også i dag hvor de akkompagneres af mågeskrig i gråvejr.

Jeg knapper en øl op i dagens anledning. 47 år. Skål, og tillykke med mig selv.

Optrækkeri

Da jeg var dreng, holdt jeg meget af Anders And, og ved juletid den flotte julekalender der fulgte med bladet. Det var den tids flotteste. Den kunne være formet som et eventyrslot, eller Bedstemor Ands dejligt julede bondegård, som blev mere og mere hyggelig som december bevægede sig frem mod juleaften

Min søn har også fået julekalenderen fra Anders And & Co. Men det er ikke som i gamle dage. Ingen udstansninger, kun en spraglet tryksag i karton. Motivet er julestress og slagsmål på kælkebakken, og den pynter ikke.

Eneste ekstra ting ved julekalenderen er, at der hver dag følger et spørgsmål med på bagsiden af kalenderlågen. Hvilken slags dyr er Vaks? a) hund, b) kat eller c) marsvin… Og lågen i dag: Hvad hedder Nickeys nevøer? a) Mik og Mak, b) Flip og Flop eller c) Max og Moritz.
Kender du svaret? Deltag i dagens konkurrence og vind flotte præmier. På bagsiden af kalenderen kan min søn se, hvad det er for noget tingel-tangel han kan vinde, hvis han sender en sms og er ekstremt heldig. Det koster 2 kroner + alm. sms-takst at deltage. Hver dag.

Men her er det mig der svarer, og giver en pebernød for rigtigt svar – sådan sparer vi nemt en halvtredser. Jeg er nemlig en habil donaldist, og kan med det samme fortælle Jeremy om a), b) eller c) er det rigtige svar.

Næste år må jeg hellere selv lave en julekalender til Jeremy. Disneys er blevet en gang optrækkeri.

Musens fødselsdag

Foto: Simon Cataudo, Storbritannien

I tirsdags var det musens fødselsdag. Jeg var ikke inviteret, for det er efterhånden et godt stykke tid siden jeg sidst havde sådan en fætter i hånden. Venskabet forsvandt stille og roligt med pegefeltet på den bærbare.

Musen på billedet er den bedste jeg har haft i hånden. Smuk og ligetil. Den værste jeg har haft i hånden, mener jeg vandt en del designpriser. Den var også fra Apple. Den var cirkelrund, og ganske rigtigt både enkel og smuk i sin udformning. Men den var fortænkt, og ikke særlig god i praksis.

Musens opfinder hedder Douglas Engelbart. Han tog patent på sin mus, men det var allerede udløbet, da jeg sidst i 1980erne for første gang fik en i hånden. Musen er nemlig 40 år gammel.

Engelbart selv er mere end dobbelt så gammel, og når musen helt forsvinder, fortrængt af pegefelter, stemmeaktivering og trykfølsomme skærme, så vil han alligevel blive husket som en af vor tids store pionerer.

Han er nemlig mere end bare en god museopfinder. Han var en af de allerførste som tænkte på computere som mere og andet end avancerede regnemaskiner. Og allerede som 25-årig havde han en vision om minglere foran skærme sammen i et stort fælles rum…

Friseofulvin

Foto: Blisset Luther, Brasilien

Vi hader den slags ad-bwadr og gør alt for at slippe af med det. Og så viser det sig sørme, at skimmelsvamp kan være et effektivt våben mod kræft.

Det kalder jeg en god nyhed.

Stoffet friseofulvin virker på mus. Om to-tre år ved vi om det også virker på mennesker. Og så åbner det op for en helt ny type kemoterapi.

Dukketesten

Foto: Marco Antonio Vasconcelos, Brasilien

I 1940erne lavede den amerikanske psykolog Dr. Kenneth Clark en test, der skulle vise hvordan raceadskillelse påvirker børns selvværd.

Testen gik ud på at et barn med mørk hudfarve fik valget mellem en brun og en hvid dukke. Hvilken en ville et afro-amerikansk barn helst lege med dengang?

Næsten alle valgte den hvide dukke. Dr. Clark konkluderede at børnene afviste den brune dukke, fordi de havde overtaget samfundets negative syn på brunheden og på sig selv, og the Doll Test fik den amerikanske højesteret til at ophæve raceadskillelsen i de amerikanske skoler.

Nu har Hassan Preisler gentaget testen med danske børn med mørk hudfarve. Og resultatet er desværre som i 1940ernes USA. Der er mange up-to-date eksempler på YouTube

Jeg er selv far til en søn med mørk hud. Og det har fået mig til at tænke på hvilke dukker han har leget med. Drenge leger som regel ikke med dukker, i hvert fald ikke Barbie. Men Action Man var Jeremys favorit. Jeg har kigget i hans gamle legetøj, og ganske rigtigt: Alle hans Action mænd er hvide.

Det nærmeste han kommer en mørk dukke er, hans Rasmus Klump sparebøsse…

Om dukken på denne blogs billede har fotografen skrevet: This is my little black doll, Pimpolhinho. Beware, for it is cursed!

Hvor kom den forbandelse fra, og hvornår forsvinder den? Når Obama bliver præsident? Når Jeremy bliver statsminister?

Fingerspidsfornemmelse

Foto: Alessandro Cattelan, Italien

Vejen er oplyst og tempereret. Intuitivt forstås at situationen er under kontrol. Med hus på ryggen fortsætter turen uden frygt for saltdøden.

Livet glider sin gang. Langsomt scanner man rille for rille det lune fingeraftryk mod sin gel. Ingen grund til at trække følehornene til sig her.

Funny money

Foto: Tudou Mao, Kina

I Kina var der indtil 1995, to slags valuta. Der var den lokale yuan, og så FEC, Foreign Exchange Certificate. Officielt var de lige meget værd, men på gaden kunne man veksle 100 FEC til op mod 160 almindelige kineserpenge. De lokale var nemlig stærkt interesserede i turistpenge, som kunne bruges i Friendship butikker med luksusvarer, og whisky og amerikanske cigaretter på internationale barer.

FEC sedlerne var farvestrålende og lidt matadoragtige, mens de almindelige sedler var kedelige og med Maos kontrafej. Det var nemt at se hvad der var funny money.

På en måde handler denne blog også om de penge komikeren Finn Nørbygaard har tabt på IT Factory karrusellen. Han siger han har tabt et trecifret millionbeløb. Men hvor havde han dem fra? Squash reklamerne har da sikkert givet godt, men sgu ikke så mange penge. Finn har nok kun vekslet cirka en million kroner til funny money, og de steg og steg i kurs, indtil de en dag i sidste uge blev erklæret ugyldige.

Dirt Track

Foto: Kim Jerbo, Sverige

Der var engang, der ikke var noget der hed Speedway. Men det eksisterede faktisk alligevel – det hed bare noget andet: Dirt Track

Det har en jeg kender skrevet en bog om. Altså, ikke om Dirt Track i al almindelighed, men specifikt historien om en motorbane i en dansk provinsby i årene 1932-34.

Man kan roligt kalde det en smal bogudgivelse, men det er jo heller ikke al ting der skal skrives til en bred målgruppe.

Dirt Track i Kolding er på 60 sider, trykt hos Jørn Thomsen A/S og udgivet i år på eget forlag af Knud Degnbol.

Der er mange fotos i bogen, bl.a. et af australieren A.G. Bluey Wilkinson, der blev verdensmester i 1938. Wilkinson kørte vistnok på en maskine, som hans landsmand Max Grosskreutz byggede stellet til.

Og Max kørte på banen ved Brændkjærgård i Kolding i maj 1933!

Bogen kan anbefales til alle der som mig synes det er interessant at se et Nimbus Kakkelovnsrør og vide Ingemann Petersen kørte det fra Rom til København ad regnvåde grusveje på 55 timer i 1927.

Det var vist forøvrigt Knud Degnbol som reparerede min bolsjestribede Renault 4 postbil, da vangen knækkede omkring 1983.

Legovåben

Foto: Brickarms.com

Er lige faldet over en lidt trist nyhed.

Der kommer våben under juletræerne i år. Produceret af et amerikansk firma som excellerer i plastiklegetøj, designet så det passer til det LEGO børnene har i forvejen.

Jeg kan smile af meget, men her bliver det sgu lidt anstrengt. Når jeg går til julegudstjeneste, efterlader jeg denne blog i våbenhuset. Godt at juristerne i Billund forsøger at komme den slags accessories til livs.

Snyltekys

Foto: Julia Freeman-Woolpert, USA

Her er en Viscum album, og herunder står jeg og venter… Og venter…

Imens hører jeg P1 på radioen. Der er et indslag om netop misteltenen, som også i sig selv er en interessant urt.

Misteltenen er en snylteplante. Den sætter ikke selv rødder, men er afhængig af en vært, et løvtræ som den kan trække vand og næringsstoffer fra.

Og ikke nok med det; dens eksistens afhænger også af tre fugle: Munken, silkehalen og, naturligvis, misteldroslen.

Misteltenen skal jo gerne have leveret sine frø til fremtidens misteltener. Til det formål har urten sine flotte hvide bær med masser af frugtkød, som fuglene kan nyde godt af.

Frugtkødet er lidt klæbrigt, og selve kernen, frøet, er omgivet af en meget klæbende slim. Det kan de små fugle ikke lide, så når det sætter sig på næbbet, tørrer de det af i træet, og misteltenen kan så håbe på at frøet finder en revne i løvtræets bark, og dermed lægge kimen til næste generation.

En af de tre fugle, vistnok misteldrossel, æder de hvide bær hele. Og når de så er fordøjet, kommer frøene ud i den anden ende, som perler på en snor. Jo, minsandten! Det ser spøjst ud, men øger chancerne for at den langsomt voksende stedsegrønne plante med læderagtige blade på gaffeldelte kviste finder et nyt løvtræ at snylte på.

Jeg står her stadig, og venter med glæde. For i morgen aften får jeg garntrisset et kys.

Pinocchiopolitik

Foto: Lorenzo González, Spanien

En tilsnigelse, siger Jesper Langballe, Dansk Folkepartis medlem af Folketingets Integrationsudvalg.

Sagen er, at han lige har buldret ud i Berlingske om at mængden af ansøgninger om familiesammenføring er steget foruroligende, og at antallet stiger måned for måned.

Men så viser det sig, at mens der i september var 668 ansøgninger, så er tallet i oktober faldet til 628.

Tilsnigelse? Ja, med fed løgn på. Langballes snydeskaft bør udstilles, gerne sammen med fætter Krarup, som Crabapple og masser af andre gode mennesker foreslår udstoppet på Nationalmuseet.

Faldet er sket i den måned, den udlændingepolitiske aftale mellem DF og regeringen har eksisteret. Men hvis faldet er sket som følge af aftalen om yderligere stramninger, så er der noget galt i systemet. En politisk aftale er ikke et lovgrundlag, og binder kun de partier som har indgået den.

Halmtorvet

Min mor er kommet glad hjem fra Indre Missions genbrugsbutik på hovedgaden i Lunderskov. Hun har fundet en gammel reklamefolder fra Bikuben, med et velkendt motiv fra dengang Halmtorvet var hvad det hedder.

Den gamle reklamefolder er trykt på Det Berlingske Bogtrykkeri, i sort, staffage-gul og guld. Anledningen er at banken åbner  ny afdeling på Sønder Boulevard 65, og fuldmægtig Jørgen Bugge Lauridsen skriver: Det er vort håb, at De vil blive glad for at være kunde i Bikuben.

Jo, sprogtonen var anderledes dengang – jeg tror reklamefolderen er fra omkring 1960. Der reklameres for autolån, bosætningslån, sparelån, indekskonto, forvaltningsafdeling og åbent depot. Sloganet er Få et godt råd… i BIKUBEN. Som har telefon VE. 8227. Åben kl. 9-15, tirsdag & fredag tillige kl. 16-18 – lørdag lukket.

På folderens inderside kan man læse om Halmtorvets historie, fra dengang Frederik III lod meddele, at han ikke længere ville tolerere "nogen huse eller våning at ville have bestående så nær under fæstningen". Den 11. juli 1682 blev der endelig givet tilladelse til, at den nu "øde og ubebyggede plads fra Vesterport hen til Vartov" indrettedes til høtorv. Samtidig blev det bekendtgjort, at den skulle gøres ryddelig og brolægges.

Handelen med hø, halm og anden slags fourage fortsatte sidenhen på det ny Halmtorv, men tilførslerne blev med det aftagende hestehold successivt mindre, og siden ca. 1945 er der ikke foregået åben torvehandel på Halmtorvet.

I dag er Halmtorvet en stærkt trafikeret københavnsk gadestrækning. … Sådan er det heller ikke længere. Nu er her stille og roligt, ligefrem mondænt.

Kun navnet er blevet tilbage. Bikuben er også fortid. Afdelingens leder er ikke længere sammen med sine medarbejdere til Deres tjeneste med vejledning og oplysning. På hjørnet af Asger Rygs Gade ligger nu Videohuset, hvor der diskret sælges naturfilm for herrer.

Så ved De det!

Et gys fra gamle dage

Foto: Miguel Saavedra, Spanien

Min far er kommet glad hjem med en hel kasse gamle bøger, mange af dem med gotisk skrift. Så tager han en tilfældig og læser en novelle for os børn. Bagefter sætter han bogen i reolen…

Jeg har ledt efter den lige siden. Novellen var om en ung mand der mødte en kvinde i Paris. Det var en spøgelseshistorie. Men hvad den hed, og hvem der havde skrevet den, det har jeg glemt alt om.

Nogle gange har jeg tænkt, at det måske bare er noget jeg har drømt. Min far læste ellers aldrig historier for os, og bogen er pist borte. Hvis den da nogensinde har eksisteret, og det ikke bare er en historie fra min underbevidsthed.

Men på Hald Hovedgaard hører jeg pludselig historien igen. Om aftenen sidder vi fagforfattere og underholder hinanden, og storyteller Pia Sigmund rejser sig og fortæller netop dén historie, så mine nakkehår løber koldt ned ad ryggen.

Jeg er glad for at Pia Sigmund har hjulpet mig med at finde historien igen. Den er skrevet af Washington Irving i begyndelsen af 1800-tallet, og hedder "Den tyske students eventyr". Og fordi den er så gammel, er der næppe copyright på den længere. Så en af de lange vinteraftener kommer den måske her på bloggen: Det er en grum historie. Rigtig dejlig uhyggelig.