Foto: ‘Quil’, USA |
Dét er ikke pænt sagt – men efterhånden er der kommet så meget forkert præk fra pavestolen, at det må være okay at tage figenbladet fra munden.
I et juleskræp kalder Ratzinger til kamp mod de homosexuelle, og giver det højere prioritet end at redde regnskoven. PeerPlus’ blog dokumenterer pavens angreb.
Men er det ikke noget latent sludder, at man(d) skal forgude Quinden, for at få Herrens velsignelse? Og er det ikke sådan at hvis man vil gøre karriere og få kors og mange stjerner på i den katolske kirke, så må man ikke have kone og børn?
I staten midt i Rom mener jeg bestemt, at alle, lige fra pave til soldater skal leve i cølibat, og der er vist temmelig meget adgang forbudt for kvinder i Vatikanets mandesamfund. Sex er tabu, selvom der ganske vist kysses ivrigt mand og mand imellem ved ceremonielle pastorale indvielser.
Paven bruger også højtiden til et budskab om at hindre overgreb mod de små børn. Men jeg har forstået at Ratzinger selv i sin tid som kardinal var en af de ivrigste mørkelæggere af de utroligt mange sager om præsters pædofile overgreb…
Helt forfærdeligt er det med pavens obstruktion af kampen mod AIDS. Hvad skal de forbandede anti-kondom kampagner dog til for? Et utal af børn i Afrika og den øvrige verden er uden far og mor, fordi gummiet i pavens øjne er noget fanden har skabt.
Selv om de fleste af os er opdraget til at sige ja og amen til hvad vi hører i kirken, så får jeg en voldsom lyst til at tone rent flag, løfte langemand og sige f-ordet, når paven tydeligvis ikke er Guds gesandt på jorden.
Men pæn er overskriften ikke, og det kan da også være jeg fortryder den og slår kors for mig når jeg har trykket på OK-knappen. Det er jo utidigt at fyre den slags eder af i juledagene. Det er jo for alvor nu vi skal komme hinanden ved og være søde mod hverandre.
Jeg har valgt de homosexuelles flag til denne blog. Det er godt nok ikke mit, men det er både festligt og farverigt. Udmærket hvis man gerne vil ønske bøsser og lesbiske glædelig jul og godt nytår.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar