Snyltekys

Foto: Julia Freeman-Woolpert, USA

Her er en Viscum album, og herunder står jeg og venter… Og venter…

Imens hører jeg P1 på radioen. Der er et indslag om netop misteltenen, som også i sig selv er en interessant urt.

Misteltenen er en snylteplante. Den sætter ikke selv rødder, men er afhængig af en vært, et løvtræ som den kan trække vand og næringsstoffer fra.

Og ikke nok med det; dens eksistens afhænger også af tre fugle: Munken, silkehalen og, naturligvis, misteldroslen.

Misteltenen skal jo gerne have leveret sine frø til fremtidens misteltener. Til det formål har urten sine flotte hvide bær med masser af frugtkød, som fuglene kan nyde godt af.

Frugtkødet er lidt klæbrigt, og selve kernen, frøet, er omgivet af en meget klæbende slim. Det kan de små fugle ikke lide, så når det sætter sig på næbbet, tørrer de det af i træet, og misteltenen kan så håbe på at frøet finder en revne i løvtræets bark, og dermed lægge kimen til næste generation.

En af de tre fugle, vistnok misteldrossel, æder de hvide bær hele. Og når de så er fordøjet, kommer frøene ud i den anden ende, som perler på en snor. Jo, minsandten! Det ser spøjst ud, men øger chancerne for at den langsomt voksende stedsegrønne plante med læderagtige blade på gaffeldelte kviste finder et nyt løvtræ at snylte på.

Jeg står her stadig, og venter med glæde. For i morgen aften får jeg garntrisset et kys.