tirsdag den 16. december 2008

Tillykke med mig



Om der er nogen der har husket det er i dag? Ork ja, i disse digitale tider bliver den slags ikke glemt. Der er hilsner på væggen i Fjæsbogen fra Dorthe, Bodil, Cecilie, Anja, Stephen, Thomas, Stinne, Charlotte, Mette, Bianca, Peerplus og Lene, The day the Earth moved…

I morges var der dannebrogsflag på bordet her i Greve, og da Naja fandt ud af hvorfor, sagde hun sød som hun er Godmorgen. Og Annette havde købt et par nye cowboybukser i fødselsdagsgave.

På mailen er der en hilsen fra den gamle hugorm faster Dora, som altid husker dagen fordi der nu er en hel måned hvor fætter Henrik og jeg er lige gamle. Hun hilser også fra sin ven og elsker Flemming. De har været i den svenske julesne og besøgt Patrick og Amanda, fejret Hans Erik, sammen med oldebarnet Hugo og familie. Og måske ses vi på mandag, når Henriette på Hanehøj holder åbent hus med glögg og æbleskiver. Hun har også fødselsdag tæt på jul.

Moster Ebba har sendt et postkort, og mor har garntrisset også været på posthuset. Jeg har ellers ikke ønsket mig noget.

På sms’en er der tillykke med dagen og knus fra Maggie, og fra Ulla & Jeferson.

S-more har også sagt tillykke og sagt at jeg kan køre gratis med S-toget i alle zoner hele dagen, hvis jeg viser kontrolløren min sms, noget ID og mit fordelskort – som jeg endnu ikke har anskaffet mig. Måske næste år.

Pludselig husker jeg dengang man som barn fik postkort fra Landmandsbanken, med pingvinen Pondus, lige på dagen. Det er lidt det samme.

Jeg fejrer det med en tur til stranden. Hvor jeg end har været i verden, så har havet altid fået mig til at føle mig hjemme. Bølgernes skvulp i kanten gør mig glad, også i dag hvor de akkompagneres af mågeskrig i gråvejr.

Jeg knapper en øl op i dagens anledning. 47 år. Skål, og tillykke med mig selv.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar